Ex cathedra

 

Ved et offentligt arrangement i Studenternes Hus mandag den 9. september forelæste professor Svend Andersen over temaet »Troen på Gud som skaber« – vel, offentligt og offentligt er måske så meget sagt, eftersom professoren tilsyneladende ikke var interesseret i at besvare spørgsmål fra en håndfuld studerende, der havde sået tvivl om en række yderst problematiske påstande under hans fremstilling.

Svend Andersen proklamerede tvært og kort, at han ikke ville besvare »pseudo-spørgsmål«!

Det er selvfølgelig muligt, at denne tavshed blot var et rimeligt udtryk for, at han udbad sig en vis betænkningstid, hvorfor de tre spørgsmål rimeligvis skal gentages her.

1. Er det udtryk for en privat teologisk holdning, eller er det bare tidnød, som får professoren til at udelade den afgørende dimension i sit historiske rids over teologiens kristne »skabergud«, at den funderer sig på en urkristendom, der er mere optaget af tilintetgørelse end skabelse?

(Svend Andersen: Jeg vil ikke svare på pseudo-spørgsmål.)

2. Er det udtryk for en privat teologisk holdning, eller er der generel teologisk consensus på den religionsvidenskabeligt uholdbare opfattelse, at det nytestamentlige »Guds rige er nær« skulle betyde, at »Gud som skaber er nærværende«, og at »Gud ønsker at frelse ethvert menneske«?

(Svend Andersen: Jeg vil ikke svare på pseudo-spørgsmål.)

3. Når professoren hævder, at »Gud er hverken tidslig eller stoflig«, kan han vel næppe mene, at dette »væsen« kan skabe så lidt som interagere med og i den netop tidslige og stoflige verden, for hvor skulle disse inkommensurable sfærer nogen sinde kunne mødes – vel ikke i Descartes' koglekirtel?

(Svend Andersen: Jeg vil ikke svare på pseudo-spørgsmål.) 

Det ville selvfølgelig være synd, om professoren fremover skulle have det ærgerlige rygte siddende på sig, at han simpelt hen ikke kunne besvare tre simple spørgsmål, så på læserbrevssiderne i Faklen nr. 3 er der chance for at demonstrere, at han bare havde en off-day – og så er den jo ude af verden.

Professor Svend Andersen: »Ytringsfriheden skal ikke gælde uindskrænket«

Samme professor Svend Andersen forelæste den 12. september som led i en foredragsrække om bioetik over »Etik i filosofisk og teologisk belysning«, hvor han kort og ensidigt affærdigede katolsk etik, primært set i lyset af dens krav om skrifte og pavens abortmodstand.

Protestantismen var derimod den rene lutherske næstekærlighedslære. At nævne Luthers glødende antisemitisme eller hans opfordring til en nedslagtning af et af ham selv initieret bondeoprør, eller at reformationen i det hele taget fremkaldte et blodbad af religionskrige i Europa, kunne ellers i det mindste have skabt lidt balance i fremstillingen.

At konstatere, at katolicismens velgørenhedsarbejde mange steder forsvandt, hvor protestantismen sejrede, og at reformationen svækkede mange skoler og universiteter, som kirken havde skabt og bygget, kunne have opblødt professorens entydige glorificering af protestantismen – men det var ikke hensigten.

Et spørgsmål om, hvorfor denne chauvinistiske og unuancerede beskrivelse af katolicismen, der fungerede som hvidvaskning af protestantismen, var nødvendig, var der »ikke tid til at besvare« – bortset fra den indledende indrømmelse af, at »gennemgangen ville blive overfladisk«, og at han gik ud fra, at der ikke var nogle katolikker til stede …

Professoren, der er tidligere medlem af Etisk Råd, syntes karakteristisk nok også under samme forelæsning, i forbindelse med fremlæggelsen af et liberalistisk etisk synspunkt at gøre sig til talsmand for det synspunkt, at »ytringsfriheden skal ikke gælde uindskrænket« … Og her skal det medgives, at han i det mindste flere gange så småt har søgt at efterleve denne holdning i praksis ved simpelt hen at nægte at besvare spørgsmål.

Lektor Knud Ottosen: »Vi kan sagtens tage stilling til noget uden at have læst det«

Den 17. september holdt lektor Niels Arne Pedersen et foredrag i Teologisk Forening om manikæismen i det 3. århundrede, der kritiseredes for ikke at have »gode tænkere« og ikke kende til »systematisk tænkning«. Manikæerne betegnedes i samme sobre, akademiske stil som verdensfjendske »barbarer«, der antog verden for at være ond, tydeligvis ulig de civiliserede kristne.

Flere studerende beklagede Pedersens karakteristik af manikæismen som »barbarisk« og »latterlig«, blot fordi den ikke forekom ham tilstrækkelig »systematisk«, eftersom et sådant perspektiv umuligt kunne være viderebefordrende for videnskabelige studier af denne religion – så lidt som for tilhørernes udbytte heraf.

Endvidere blev Pedersen spurgt, hvorved den »barbariske« manikæisme i sin verdensforsagelse egentlig adskilte sig fra urkristendommens verdensforsagelse, hvad han dog ikke så sig i stand til at besvare.

Så snart teologernes eksplicitte eller implicitte hævdelse af kristendommen som den ypperligste og mest civiliserede af alle religioner problematiseres, slår man bak, eftersom denne særlige religions forkromede førstestilling åbenbart ikke rokkes.

Teologerne er tilsyneladende heller ikke blege for at udtale sig uden referencekilder i den forbindelse, som det f.eks. var tilfældet med lektor Knud Ottosen, der efterfølgende bemærkede om sig selv og sine kolleger: »Vi kan sagtens tage stilling til noget uden at have læst det«; og, som han understregede om fortolkningen af f.eks. Kierkegaards skrifter: »Jeg behøver virkelig ikke at have læst Kierkegaard for at vide, hvad han er ude på, det står jo i opslagsværkerne«!

Forsamling af teologi-studerende: »Hold kæft og skrub af«

Et foredrag i foreningen »Forum Teologi – Psykologi« på Aarhus Universitet tirsdag den 24. september udviklede sig til decideret håndgemæng og trusler om vold. Det startede ellers fredeligt.

De nære venner biskop Kjeld Holm og professor Henrik Poulsen fra Psykologisk Institut holdt hver et udmærket foredrag over emnet »Hvad er livsmod?«. Ifølge programmet skulle der bl.a. tages udgangspunkt i teologen Paul Tillich, og ét af perspektiverne var: »Kan livsmodet kun hentes i sammenhæng med en religiøs-kristen forkyndelse?«

Kjeld Holm fremstillede livsmodet som teologisk kategori, der bl.a. ledte hen til den konklusion, at den enkeltes evne til at overvinde dødens allestedsnærværelse måtte tage udgangspunkt i kristendommen. Livsmodet kunne »sejre over meningsløshed og tvivl«, eftersom »kristendommen udtrykker en sandhed, der er enhver sandhed overlegen,« som biskoppen formulerede det.

Professor Poulsen holdt i stedet en inspirerende tale om dødsdrift og dødsangst, bl.a. belyst gennem Freud, William James og sågar Thomas Dinesen. Professoren problematiserede opfattelsen af lidelsen – »det onde« – som noget entydigt negativt: »Det onde gør livet rigere.«

Livets begivenheder er jo, når det kommer til stykket, altid vor oplevelse af livets begivenheder, fabulerede professoren, og måske vi derfor må lære at »opleve og fortolke det onde som noget godt«. Hvad der her kunne forekomme en smule letkøbt, blev straks underbygget og uddybet med en række interessante eksempler på, hvorledes mennesker kommer forholdsvis ubesværet over selv usædvanlig frygtindgydende oplevelser og lidelser, fordi deres kærlighed til et andet menneske nærmest giver dem særlige kræfter.

Efter disse vidtfavnende indlæg var der så en times tid til spørgsmål og kommentarer.

Holm argumenterede tilsyneladende for, at det ligefrem krævede et særlig kristent mod at leve. Vi ønskede derfor at debattere fundamentet for begrebet »livsmod« i den kulturelle sammenhæng, vi befinder os i, og forsøgte således at trække nogle kulturhistoriske forudsætninger op.

Først måtte det præciseres, at regulær livspessimisme og dødsangst kulturhistorisk betragtet simpelt hen er et relativt nyt fænomen, som vi kun kender fra spredte tendenser i førantikke kildeskrifter; først i løbet af antikken bliver den mere fremtrædende, om langtfra så udbredt som f.eks. i dag.

Livet var altså godt i sig selv, og krævedes der mod, så var det i hvert fald meningsløst at hævde, at det var tilfældet i de tildragelser, som livet som sådan indebar af almindelige ulykker, lidelser og dødsfald.

I modsætning hertil står den nytestamentlige kristendom; med urkristendommen blev døden og lidelsen et ubetinget onde, som skulle besejres endegyldigt ved at forsage verden, som man som bekendt håbede og forventede skulle gå under i løbet af få år – i hvert fald inden udgangen af det første århundrede.

Imidlertid slog de tidlige kristne (og nytestamentlige) profetier om Dommedags datering fejl, og gradvis forandrede kristendommen sig til en kirkelig institution, der forligede sig med verden i stedet for at forsage den.

Det var derfor naturligt at høre, om biskoppen og professoren mente, at den moderne nødvendighed af et specielt »livsmod« dermed kunne skyldes, at man i særlig grad oplever og tolker (for at bruge Poulsens ord) livet og verden som noget ubehageligt – og om denne negative oplevelse kunne tænkes at have sit grundlag i kristendommens oprindelige tolkning af verden?

Biskoppen indledte straks et rasende frontalangreb, fordi Faklens redaktør bl.a. i nogle tidligere kronikker i Århus Stiftstidende har modstillet hans forhold til det Nye Testamente med Kierkegaards. Han svarede aldrig på spørgsmålet, for »der var ikke noget, der passede«! En gruppe af de tilstedeværende teologi-studerende afbrød til gengæld talerlisten med akademiske tilråb som »Hold kæft« og »Skrub af«.

Biskop Kjeld Holm: »Du får i hvert fald aldrig nogen sinde ansættelse i Århus Stift, kan jeg love dig!«

Andre fra Faklen blandede sig med indlæg og spørgsmål på det pågældende møde, bl.a. stud. theol. Jeppe Berg Sandvej, der over for biskoppen bemærkede, at også moderne teologer ofte gør tydeligt opmærksom på kristendommens oprindelse i en utvetydig verdensforsagelse, og at han da heller ikke kunne andet end at se dette som et særdeles fremtrædende træk ved det Nye Testamente, der naturligvis måtte være relevant for forståelsen af »livsmodets« kristne implikationer. »Hvorfor er det dog så tabu-belagt en diskussion?« spurgte han.

»Du får i hvert fald aldrig nogen sinde ansættelse i Århus Stift, kan jeg love dig!« replicerede biskoppen.

Ordstyreren greb snart ind og erklærede, at han ikke længere ville finde sig i, at spørgerne »obstruerede arrangementet«. Han forklarede blot aldrig, hvori denne »obstruktion« bestod.

Det kunne dog ellers være rart at vide, hvordan spørgsmål, der tager eksplicit udgangspunkt i programmet, kan være »obstruerende«. Det kunne også være rart at vide, hvordan det kan være »obstruerende«, når man holder sig til talerlisten og pænt venter på at få ordet. Og det kunne også være rart at vide, hvorfor ordstyreren ikke så grund til at bortvise den råbende teolog-gruppe eller blot irettesætte den, ikke mindst da et medlem uden at have fået ordet rejste sig op og afbrød spørgeren, der fulgte talerlisten.

Efter arrangementet var der også kaos.

Professor Poulsen rasede: »Efter min bedste overbevisning skulle I censureres!« Hans kollega, docent Jens Mammen skubbede Rune Engelbreth Larsen, der noget ophidset sagde, at han skulle fjerne sine fingre. Da Mammen nok engang greb fat i hans arm og søgte at trække ham ud af lokalet, rev han sig løs, og tililende studerende greb straks fat i begge parter. Mammen var imidlertid ikke færdig og tordnede: »Jeg havde slået ham, hvis I ikke greb ind!«

Meget tyder dog på, at Mammens voldsomme opførsel skyldtes et sammentræf af uheldige omstændigheder, ikke mindst et forsøg på at forhindre sin kollega med dårligt hjerte i at hidse sig yderligere op.

Det er derfor svært at lægge andre end ordstyrer Nørager og biskop Holm den uhørte udvikling af forløbet til last – en følge af deres helt utilstedelige håndtering af arrangementet. Den oppiskede stemning kunne have været undgået fra starten af, om blot Holm havde nedladt sig til at besvare spørgsmål i stedet for at ty til rødglødende råberi, og om Nørager havde insisteret på, at alle uden undtagelse overholdt talerlisten og ikke afbrød spørgere med tåbelige tilråb.

Da en studerende under spørgetiden f.eks. havde udtrykt sin ærgrelse over, at man ikke diskuterede det programsatte emne, fordi »uvedkommende spørgsmål« var alt for lange, blev anmodningen om en kommentar hertil pure afvist af ordstyreren, der erklærede mødet for slut med ordene: »Nej, du må ikke få ordet, du må skrive et indlæg i avisen.«

En teolog foreslog så, at det jo passende kunne skrives i Århus Stiftstidende, hvortil en anden tørt bemærkede, at »det i så fald bliver det sidste indlæg deri«! Den saglige og kritiske debat har sine steder unægtelig trange kår på Teologisk Fakultet – men lad os da håbe, at det blot var udtryk for momentan selvovervurdering at tro sin indflydelse udstrakt også til håndteringen af debatten i Århus Stiftstidende!

Lektor Ole Riis: Hells Angels – en religiøs minoritetsgruppe

Ved et religionsvidenskabeligt seminar den 5. oktober forelæste lektor i religionsvidenskab, Ole Riis over emnet »Skal vi altid forsvare de religiøse minoriteter?« I oplægget til foredraget hedder det bl.a.: »Ligger religionens ekstremitet 'kun' i livsanskuelsen, er den let at tolerere. Men hvis den også er ideologisk og etisk ekstrem, er det sværere. Den religiøse etikette giver en vidtgående beskyttelse i pluralistiske samfund. Men indebærer det retten til, at en religiøs gruppe kan fastlægge sine egne normer, som går imod de menneskerettigheder, som udgør grundlaget for at tolerere religiøse minoriteter? Ekstreme religiøse grupper provokerer den professionelle neutralitet, som religionsforskere har indarbejdet.«

Riis' foredrag lægger tilsyneladende op til, at religionsforskere ikke bare skal forske i religion, men også skal overveje deres stilling som religionspoliti ved at vurdere religioner og religiøse minoriteters potentielle farlighed for samfundet: »Forskerne må trænge bag om og finde ud af, hvad de virkelig er ude på.«

Forskeren skal afgøre, om religionen overtræder »den tolerante smertetærskel«. Som eksempel nævntes grupper, hvis ledere »giver sig profetisk ud«, samt Hells Angels, der til forsamlingens store moro hængtes ud som en religiøs minoritet, hvis ideologi nødvendigvis måtte afdækkes. Hvordan denne akademiske politi-virksomhed bør udspille sig i praksis, og hvilke repressalier der skulle ramme de mistænkelige minoritets-grupper, ville Riis dog ikke ud med.

Højst betænkeligt er det under alle omstændigheder, at man fra akademisk side føler behov for at gå i ordensmagtens sko; man skulle dog ellers nok kunne regne med, at enhver lovovertrædelse, religiøs eller ej, vil blive retsforfulgt af de relevante instanser og dømt efter gældende lov. Hvorfor religionsforskeren pludselig ud fra en minoritetsgruppes religiøse »ideologi og etik« skulle afgøre, hvorvidt denne ikke kunne tolereres (eventuelt måtte forbydes?) i vort »pluralistiske samfund«, og hvilke konkrete kriterier der skulle ligge til grund herfor, er stadig et ubesvaret mysterium.

Spændende kunne det ellers også være at vide, om Riis f.eks. ville tillade de folkekirkelige minoritetsgrupper, hvis ideologiske grundlag efter sigende kan føres tilbage til skrifter fra vor tidsregnings begyndelse, og hvis leder var indbildsk nok til i eftertrykkelig grad at »give sig profetisk ud« og i det hele taget foranstaltede en frygtelig masse ballade for datidens pluralistiske samfund …?

Jens-André Pedersen Herbener, Jakob Stensgaard og Rune Engelbreth Larsen