Troen på konstant vækst er en livsfarlig overtro

Mens klimatopmødet i Polen skuffede fælt, viser to gigtplagede oldemødre vejen frem.

»Økonomisk vækst er ikke løsningen, venner. Økonomisk vækst er problemet.«

Således lyder slutreplikken i den pragtfulde dokumentarfilm Shirley & Hinda - oprørske oldemødre, som for tiden kører i en række biografer.

I filmen undrer en 84 og 90 år gammel kvinde sig over den næsten allestedsnærværende opfattelse af vækst som det gyldne sesam, der får lykkens døre til at springe op.

Er økonomisk vækst virkelig den hellige gral?

For at finde svaret på dette spørgsmål aflægger de bl.a. en professor emeritus et besøg. Han gør opmærksom på, at »hvis alle forbrugte lige så meget som amerikanerne, skulle der fire eller fem jordkloder til at understøtte forbruget.«

Men ikke desto mindre er der utallige verden over, der lovpriser konstant vækst. Ikke blot så alle kan komme fri af fattigdommens svøbe - hvilket selvfølgelig er rosværdigt - men også så de velstående kan blive rigere og rigere og rigere.

Logisk vil det med tiden forudsætte et betragteligt antal jordkloder for at kunne blive realiseret, hvilket er et problem, når vi udelukkende har én.

Det faktum får den ene af de to oldemødre til at afbryde en konference med dollarmilliardærer og andre finansgiganter:

»Jeg vil bede alle om at tænke over, om væksten kan fortsætte i al evighed. Kan den det? Nej, vi opbruger alle vore naturressourcer. Det kan ikke blive ved på den her måde ...«

Med disse enkle ord rammer den modige oldemor bulls-eye. Man kan ikke vokse uendeligt på endelig plads.

Ikke desto mindre bliver hun gelejdet væk som en dement tosse under almindelig moro. Hvorefter konferencen fortsætter som planlagt.

Man kan godt undre sig over, hvor den titaniske tiltro til konstant vækst kommer fra.

Vores art Homo sapiens er 200.000 år gammel. I de første 190.000 år levede vi som jægere og samlere. Her var menneskets indflydelse på naturen oftest uhyre beskeden.

Det skyldtes ikke blot, at vi var meget få sammenlignet med nu, men også at vores levemåde kun greb minimalt ind i naturen. Vækst og konsumerisme var endnu byer i en fjern galakse.

Det ændrede sig imidlertid skæbnesvangert med agerbrugets fremkomst i Mellemøsten for 10.000 år siden. Her indledtes menneskets overtagelse af Jorden.

Her blev de første frø sået til den moderne masseudnyttelse og massevoldtægt af Moder Jord. Her begyndte man langsomt at akkumulere materielt overskud, hvilket er forløberen for den moderne besættelse af konstant vækst.

Det er imidlertid denne vækstfetichisme, der udgør hovedårsagen til de globale klimaforandringer, der i værste fald kan udløse et økologisk ragnarok.

Det passer altså ikke, når man siger, at konstant vækst er det eneste forsvarlige fundament, man kan bygge et samfund på.

For det forholder sig snarere omvendt: Dyrkelsen af konstant vækst kan vise sig at være opskriften på globalt selvmord. Indtil nu har det i alt fald været opskriften på udryddelsen af titusindvis af andre arter.

Naturligvis bør alle fattige have hjælp til at få mad i munden og tøj på kroppen. Men hvad med alle, der har fået deres basale behov opfyldt? Skal de forbruge mere og mere og mere? Skal de blive rigere og rigere og rigere?

Hvis de skal - og det er en inkorporeret del af vækstparadigmet - ja, så befinder vi os på en motorvej, hvis endestation kan være vores egen undergang. Intet mindre.

Det er denne frygtelige, ilde hørte sandhed, som dokumentarfilmen Shirley & Hinda - oprørske oldemødre stilfærdigt og umoraliserende gør opmærksom på.

Men hvad kan vi egentlig gøre, når de politiske magthavere igen og igen demonstrerer, at de sætter Mammon over Jordens og menneskenes fremtid, senest eksemplificeret ved det skandaløst ringe klimatopmøde i Polen?

De to oldemødre Shirley og Hinda viser selv en del af vejen frem: Aktivisme. Oprør fra neden. Når politikerne ikke gør det, må menigmand selv sige fra. Klart og umisforståeligt.

Faktisk kan man allerede finde flere klimaforskere på de grønne barrikader, og de har om nogen kendskab til den globale klimakrise.

Folkelig aktivisme skal man under alle vilkår ikke undervurdere betydningen af.

Som den amerikanske professor i geofysik Brad Werner har påpeget, har sociale bevægelser tidligere »haft en enorm indflydelse på ... hvordan den dominerende kultur kom til at udvikle sig.«

Det gælder f.eks. kampen for slaveriets ophævelse og borgerrettighedsbevægelsen i USA. Så det er bare om at komme i gang.

Derudover er det uomgængeligt nødvendigt, at skarpe hoveder formulerer økonomiske og ideologiske alternativer til det herskende vækstparadigme.

Og det bør kunne lade sig gøre: I 99 procent af menneskeartens historie har man trods alt levet i samfund, der ikke har stået i vækstens tegn. Måske vi kan lære et eller andet væsentligt af dem?

I første omgang kan public service-kanalerne herhjemme passende vise Shirley & Hinda - oprørske oldemødre i prime time. Så snart som muligt. Desuden bør dokumentarfilmen blive en fast del af folkeskolens pensum.

Jo før folk indser, at troen på konstant vækst er tåbeligere end troen på den flade jord og farligere end troen på den hvides mands overlegenhed, jo bedre.