Kulturrelativisme

 

Studerendes kritik af lektor Vagn Andersens kultur-evolutionistiske evangelium får lektor Jeppe Sinding til at erklære alle fremtidige religionsvidenskabelige »seniorseminarer« forbeholdt lærere ...

Tør man som den største selvfølge gå ud fra, at forrige århundredes kultur-evolutionisme, som ideologisk retfærdiggjorde såvel de vestlige magters hensynsløse udnyttelse af deres kolonier som nazisternes masseudryddelser, i dag på universiteterne er død og begravet?

Eller har den blot skiftet skikkelse?

På et seniorseminar for religionsvidenskab afholdt på Århus Universitet den 21. juni 1996, hvis tankevækkende overskrift var »Kulturel evolution – ja, selvfølgelig, hvad ellers?« afsluttede den ene af de to foredragsholdere, lektor Vagn Andersen sit standpunkt med en anekdote, hvis pointe var, at en kvinde, der ikke bærer tørklæde, repræsenterer et højere såkaldt »irreversibelt« kulturtrin end en kvinde, der gør. Og hvad værre var: ingen reaktion fra lærerne indtraf, ingen dundertale til forsvar for gamle muslimske skikke, ingen lærd problematisering, ikke et eneste lille pip hørtes i selskabet mod dette skabsracistiske udsagn.

Til gengæld erklærede lektor Per Bilde højstemt om sin kollegas kultur-evolutionistiske standpunkt: »Jeg er jo som en troende, hver gang du prædiker«!

Universitetet, som ifølge sin definition bør være den pluralistiske vidensformidlings højborg, hvor forståelse og dyb indsigt i andre kulturer med en uundgåelig respekt for disse og relativisering af egen burde være en selvfølge, havde in casu vist sig som det modsatte, som advokat for fordomme, der kun burde kunne trives i de mest udannede og fascistiske kredse. Nogle studerendes påpegelse og nuancering af denne problematik blev fra Per Bilde imødegået med spørgsmålet, »om man var klar over, hvilken institution Århus Universitet er

På trods af at mødet var offentligt annonceret, på trods af at det er kutyme, at »ældre« studerende aktivt deltager i disse seminarer, og på trods af at instituttets sekretær på forespørgsel eksplicit forsikrede herom, blev disse møder ikke desto mindre efter det pågældende seminar af lektor Jeppe Sinding for fremtiden erklæret for strengt lukkede for studerende. Og i samme ånd bemærkede Vagn Andersen slutteligt til en enkelt lidt for åbenmundet kollega: »Du må ikke anfægte min position, mens de studerende hører på det, for så tror de jo bare, at du er på deres side.«

Tvivlen bredte sig uundgåeligt – hvilken institution er dette egentlig?

Kultur-evolutionisme

Kultur-evolutionismen er som sagt ikke af ganske ny dato. Francois Voltaire, en af den franske oplysningstids og den moderne historieskrivnings fædre, indledte programmatisk sin voluminøse verdenshistorie i 1756: »Jeg vil undersøge de skridt, hvormed mennesket har bevæget sig fra barbari til civilisation.« Dette dictum var skæbnesvangert, for dermed var der ikke blot lagt et deskriptivt, men også et normativt perspektiv over den moderne historieopfattelse. I kølvandet fulgte så indflydelsesrige tænkere som August Comte og Karl Marx, der bl.a. forstærket af en udbredt misforståelse af Charles Darwins The Origin of Species skabte grundlaget for den moderne kultur-evolutionisme.

Denne idé er imidlertid så udbredt, at de fleste ikke kender den som idé, men kun som uafrystelig virkelighed. I vor konceptualisering af fortiden såvel som nutiden ligger nemlig – som en inkorporeret del af selve vor begrebsapparat herom – en forestilling om en udvikling fremad – at vi i historiens forløb har bevæget os frem, ikke blot mod større og større kompleksitet i naturen, men også mod noget bedre, mindre barbarisk, mere civiliseret på det kulturelle område.

At dette også blandt højt anerkendte forskere på de humanistiske fakulteter er en fuldt legitim fortolkningsmodel af historien, kan manifestere sig i karakteristiske vendinger – som f.eks. at kalde overgangen fra den homeriske heltetid til filosofiens fødsel »det græske mirakel«, at en forandring fra polyteistisk frugtbarhedsreligion til en eksplicit monoteisme nødvendigvis må betegnes som en »udvikling«, at kristendommens verdensforsagende moral implicerer en »humanisering« af moseloven, at reformationen gjorde den katolske kirke mere »folkelig«, mere »moderne«, at det »naturligvis« tager tid selv for »frigjorte« muslimske kvinder at vænne sig til at færdes offentligt uden slør osv., osv.

Hvis man ikke ligefrem vil indrømme denne tankegang status af en metafysisk teleologi i historien, der indebærer en naturnødvendig udvikling mod vor egen nutid som målet, så vil man dog, som det blev gjort på hint møde, tale om en historiens »irreversibilitet«.

Tankegangen er, at har man først vænnet sig til demokrati, kan man ikke gå »tilbage« til monarki, uden at der opponeres herimod som tvang. Har man først oplevet verden badet i fornuftens dagklare lys og er blevet et »selvreflekterende subjekt«, kan man ikke »regredere« til et religiøst/mytisk verdensbillede, for det første udelukker det andet. På samme måde ville en bevægelse fra et moderne retssamfund til tidligere kulturers selvlovgivning kun kunne opfattes som et barbarisk tilbageskridt.

Pointen i denne tilsyneladende besnærende irreversibilitets-teori er, at bag vort moderne verdensbillede, vor etik, vor tro, vort folkestyre er alle broer i en vis forstand brændte, for det ville »stride imod den menneskelige tanke at gå tilbage«. Et »irreversibelt« bevidsthedskred er altså indtruffet.

Det ville være nærliggende at tilføje: Quod erat demonstrandum: Vi er de klogeste, hvad enten vi vil det eller ej – det skyldes ikke en historien underliggende teleologi, nej, som det blev udtrykt på det omtalte seminar, gennem vore »fornuftsargumenters egen indre logik og klarhed« må dette nødvendigvis blive konklusionen.

Er kulturhistorien »irreversibel«?

Spørgsmålet er, om en imperialistisk kolonioberst fra forrige århundrede kunne have formuleret en slig forestilling om egen kulturel overlegenhed mere uigennemtænkt, mere hovmodigt? Under dække af at »bedrive videnskab«, maskeret under fraser som »irreversibilitet« og »vore fornuftsargumenters klarhed« turde det vel være klart for de fleste, at dette i virkeligheden repræsenterer en moderne reformulering af forrige århundredes kultur-evolutionismeblot i en ny og forræderisk forklædning.

Det foragtelige i denne sammenhæng består ikke først og fremmest i, at fascistiske tendenser således florerer blandt forskellige lektorer og professorer. Det virkelig foragtelige og det farlige består i, at disse »oplyste« kredse, som i kraft af deres formodede indsigt, ikke af sig selv står frem, afdækker og tager afstand fra enhver sådan tendens, som den dagligt på indiskutabel vis manifesterer sig blandt politikere (i snart sagt alle partier) og medier. Hvorfor sker dette ikke?

Man må uvilkårligt spørge sig selv, hvilken institution universitetet egentlig er, hvis ikke det ser dette som sin fornemste sociale opgave og historiske pligt – ikke mindst i betragtning af den multietniske og multireligiøse situation, som moderniteten befinder sig i?

Ud fra alle gældende og eviggyldige principper om videnskabelig hæderlighed burde det i al fald være dets pligt at slå fast – blot for at skabe et minimum af kulturhistorisk overblik – at en religiøs verdensmodel i en eller anden afskygning har persisteret henimod 50.000 år, hvorimod vor naivrealistiske og sekulariserede opfattelse af virkeligheden, som dette århundredes kvantefysik, neurologi og sprogfilosofi ikke længere kan verificere, knap nok har tre hundrede år på bagen. At vi med andre ord indtager et historisk set overordentlig særegent standpunkt i kulturernes selskab. At det er os, der repræsenterer en – indtil videre – kortvarig undtagelse fra urgamle paradigmer.

Hvorfor da denne overbevisning om egen fortræffelighed, hvor ydmyghed måske ville være et mere tilforladeligt synspunkt? Ud fra hvilken uproblematisk og selvindlysende definition på det gode og sande, kan man tale om »udvikling« i historien? Er det, fordi der, som det hævdes, gemmer sig en særlig »irreversibilitet« i historien?

I bekræftende fald: Var det »irreversibelt«, da den ægyptiske farao Akhnaton i det 14. århundrede f.v.t. pludselig indførte monoteisme, som imidlertid straks efter hans død demoleredes med lidenskabeligt raseri? Var det »irreversibelt«, da Aristarchos' forestilling om et heliocentrisk verdensbillede fra det 3 årh. f.v.t. efterfulgtes af Ptolemaios' geocentriske fra 2. årh. e.v.t.? Var det »irreversibelt«, da den romerske republik, næsten 500 år gammel, umiddelbart før vor tidsregning efterfulgtes af et kejserdømme, hvis levetid skulle strække sig over en periode på 400 år, og hvis første tid samstemmende kronedes som en guldalder? Ville man ikke med en vis ret kunne hævde, at der snarere var tale om en nødvendig tilpasning til ændrede omstændigheder?

Var det »irreversibelt«, da den »mørke« middelalder og den kristne tro erstattede den »lyse« antik, samtidig med at den arabiske verden nød en kulturel og videnskabelig blomstring uden lige? Og var den middelalderlige helgendyrkelse andet end den hedenske polyteisme i en ny udgave? – Men »bedre«?

Var de kristnes masseudryddelser af jøderne i middelalderen og i nyere tid »irreversibel« i forhold til muslimernes tolerance over for samme folk? Betegnede den i vore dage højt priste reformation et sandt fremskridt i frigørelsen af mennesket, i betragtning af det veritable blodbad af religionskrige, som det kastede Europa ud i? Var overgangen fra det russiske Zardømme til den kommunistiske magtelite »irreversibel«? Er det moderne kapitalistiske samfunds rekord i selvmord en »videreudvikling« fra mere primitive samfund, hvor selvmord er et ukendt begreb? Er moderne dansk kunst »irreversibel« i forhold til Leonardo da Vinci og Michelangelo? Er den teknologiske civilisation, som har frembragt to verdenskrige og et truende økologisk kollaps, historiens »irreversible« endemål? Er homo sapiens sapiens, hvis levetid man almindeligvis sætter til 40.000 år, højere »udviklet« end fluen, der har eksisteret uforandret i millioner af år, og som ikke utænkeligt også vil overleve mennesket?

Kulturrelativismens selvfølgelighed

Som eksemplificeret turde enhver form for kultur-evolutionisme i bedste fald være et resultat af et fuldkomment arbitrært udvalg af fænomener. Man ville – næsten uanset hvilken standard for det gode og sande, man stillede op – også kunne godtgøre, at vor kultur er den mest umenneskelige og mest barbariske, der nogen sinde har eksisteret.

Dette er imidlertid ikke meningen. Meningen, derimod, er at konstatere, at en kulturrelativistisk tilgang til historien og ikke mindst til egen nutid, egen etik og eget verdensbillede, er det eneste videnskabeligt såvel som politisk holdbare standpunkt, man kan indtage.

At konstatere, at blot den svageste forestilling om udvikling i historien i absolut forstand, hvad enten dens navn er socialdarwinisme eller irreversibilitet, er empirisk udokumenterbar, ja, meningsløs og – hvad værre er – kan retfærdiggøre et fascistisk styre. At der ikke findes nogen Sandhed i én kultur, som ikke i en anden i historien har udgjort den største løgn. At alt, som vi opfatter som sund fornuft, for senere generationer måske vil være den mest reaktionære overtro. At folk med andre skikke også er tænkende og følende mennesker med et bankende hjerte af kød og blod, som vi måske kan lære noget af – og fremfor alt ikke forholde os bedrevidende, »irreversibelt« til. At selve vor udviklings- og fremskridtsidé præcederes af en langt ældre og langt mere udbredt antik forestilling om en oprindelig forbilledlig urtid, en guldalder, som langsomt degenererer til større og større uorden. At civilisationen kan skabe og resultere i barbari i samme grad, som det modsatte er tilfældet.

I erkendelse af den multikulturelle situation, som det moderne samfund i højere og højere grad udvikler sig imod, må det være lærernes pligt dels i undervisningen, dels i medierne, utrætteligt at demonstrere det kulturrelativistiske synspunkts empiriske og videnskabelige selvfølgelighed.

At afsløre – med udgangspunkt i en knusende dannelse – at alle religioner, alle ideologier, alle sandheder er etisk såvel som epistemologisk relative (og ingenlunde irreversible), ikke mindst ens egen, er den end 2000 år gammel. At det ikke vil kaste samfundet og universiteterne ud i et altfortærende kaos, som nogle har postuleret, lige så lidt som Kopernicus' og Darwins epokegørende revolutioner gjorde det, blev dette end profeteret.

At modsætningen hertil, enhver form for tro på Absolutter, én Sandhed, én Gud, én Danskhed, ikke vil standse ved den i dag meget udbredte kulturchauvinistiske holdning til fremmede og anderledes tænkende, men med tiden nødvendigvis munde ud i vold og drab på disse. At de historiske fortilfælde af netop denne udvikling er legio. Og skulle man – som opbyggelig pointe – proklamere noget absolut i historien, måtte det være det enkelte menneskes lidenskabelige kamp for det gode – som naturligvis ikke kan være absolut for andre end det selv.

Skal universitetet være en lysende fakkel i en eskalerende racistisk tid for en humanisme, hvis fornemste adelsmærke bør være kundskab og forståelse, venlighed og gæstfrihed og ikke fremstå for eftertiden som en himmelknejsende skamstøtte over egen fejhed og fæiskhed, synes den anførte vej uomgængelig.

Jens-André P. Herbener