Polarisering på Aarhus Universitet

 

Det er en udbredt misforståelse, at Faklen skulle have vakt entydig modstand fra lærerkræfternes side på Aarhus Universitet. Vi har derfor talt med en række undervisere, der tværtimod ser positivt på bladet og den debat, som det har rejst

Siden udgivelsen af Faklen nr. 1 i september 1996 har den del af de studerende ved Aarhus Universitet, som ikke er absorberet af den endnu altdominerende masses indifferente indstilling til studierne og samfundet som sådan, udspaltet sig i to omtrent lige store grupper af henholdsvis positivt interesserede og rasende indignerede studerende. Den sidste gruppe, der består af en køn alliance mellem borgerlige og teologer, reagerer stadig væk med den sædvanlige form for chikane: Eksempelvis har teologistuderende som en sidste gestus, inden deres redaktørpost blev overtaget af studerende fra Religionsvidenskab, direkte bortcensureret indlæg fra Faklens redaktion i Teologisk Fakultets interne blad, Debat; avisudklip og andet materiale på vores opslagstavler fjernes, og plakater rives stadig væk itu.

Troldsplinten i Faklens øje

Mindre harmløse, men lige så barnagtige er den skare af professorer og lektorer, ikke mindst blandt teologerne, der fortsat manipulerer de studerende i angreb på Faklen under offentlige foredrag. Senest på Teologisk Fakultet til arrangementet »Faglig dag«, 18.3.97, hvor en studerende beklagede sig over, »hvor de videnskabsteoretiske debatter var blevet af«, og hvor underviser på pastoralseminaret, Sanne Thøisen kraftigt efterlyste langt større engagement fra de studerendes side: »De studerende finder sig i for meget (...) Og der tror jeg nok, at jeg er nået til det punkt, hvor jeg er lidt træt af at høre teologiske lærere give udtryk for, at de studerende nu om dage er sløve og dumme og fragmenterede i hovederne. Det er der måske noget om, men det er nu engang tidsånden, og tidsånden stiller i en vis forstand altid dagsordenen.«

Det hænger åbenbart sådan sammen, at man savner det kritiske engagement, når apatien har lagt sig som en døs over universitetet, men så snart det endelig viser sig, kommer det alligevel altid som et aldeles ubelejligt lyn fra en klar himmel, og de, som kritikken retter sig imod, bliver uforvarende utrættelige forkæmpere for den apatiske tidsånd, som de just havde forsvoret.

Teologernes reaktion på Faklen turde i hvert fald være et eklatant eksempel på dette. Men vi er selvfølgelig heller ikke just udtryk for tidsånden – og slet ikke på Teologi.

Sanne Thøisen mener, at en forklaring på sløvheden måske kunne være den, at de filologiske fag er opprioriterede på Teologi. Hertil replicerede lektor Else K. Holt: »Som jeg hører det, er det din opfattelse, at vi burde skippe den filologisk baserede tilgang og skifte den ud med en mere praktisk orienteret. På det punkt kan jeg kun være uenig, og jeg mener egentlig, at de sidste måneders fakkeldebat viser, at det ikke går.«

Da vi forsøgte at rejse spørgsmål som, hvorfor man så ikke fra teologernes side ville mødes til en offentlig debat med Faklen, der netop havde rejst den efterlyste videnskabsteoretiske diskussion og engageret sig aktivt og kritisk i forholdene på universitetet, blev vore spørgsmål søgt obstrueret af intimiderede undervisere.

Lektor Knud Ottesen afbrød uanfægtet talerlisten og udbrød: »Nu gider vi ikke høre mere;« en kollega i samme aldersklasse fulgte trop med den beåndede bemærkning: »Vi skal hjem og se fodbold,« hvortil hans lærde sidemand uddybede: »Ja, nemlig.«

Else K. Holt, der i modsætning til sine ældre kolleger tilsyneladende ikke behøvede at bryde talerrækken, hævdede, at det var Faklen, der skulle have afslået tilbuddet fra Teologisk Fakultet om et fælles debatmøde: »Der var faktisk et tilbud om en debat på et videnskabeligt ordentligt niveau, på nogle præmisser, som Faklen ikke tog imod.«

Hun fandt naturligvis ingen grund til at nævne, at Teologisk Fakultets »præmisser« på et »videnskabeligt ordentligt niveau« bestod i en absurd betingelse om, at vi skulle trække vore konkrete kritikpunkter tilbage, før de ville mødes med os og debattere disse – men derved ville »tilbuddets« karakter af skinmanøvre naturligvis også blive afsløret.

Else K. Holt mente heller ikke, at det engagement, som teologerne efterlyste, var det, som Faklen leverede: »Der er altså en forskel på det engagement, som du [Rune Engelbreth Larsen] taler ud af, og som jeg f.eks. hørte Jens-André Pedersen Herbener gøre rede for i radioen [i en radioudsendelse om kristendommens eskatologiske udspring, P1, 10.3.97], og det engagement, som Sanne taler om. Forskellen er simpelt hen, om det er med eller uden troldsplint i øjet.«

Der kan man bare se. Måske man her burde have erindret om Mattæus, kapitel 7, vers 3: »Hvorfor ser du [trold]splinten i din broders øje, men ...« Jo, det kritiske engagement er sandelig velset på Teologisk Fakultet.

Men teologernes indstilling taget i betragtning kan man måske sige, at det ikke er så underligt, når vi ofte fra teologer i Århus såvel som fra andre studerende på de øvrige universiteter hører, at Faklen skulle have skabt en stemning af berettiget »irritation og had« fra hele fronten af de århusianske universitetslæreres side – og det på trods af, at det altså er »respektable« undervisere, der vædrer offentlige arrangementer med afbrydelser om »fodbold«, blot de bestående forhold kritiseres.

Men selv om det da også er tydeligt, at modviljen mod Faklen ofte kan slå ud i lys lue, vil vi nu gerne én gang for alle fjerne den misforståelse, at samtlige lærere af den grund skulle misbillige bladet. Som det vil fremgå af det følgende, har flere tværtimod hjulpet os med råd og vejledning under udarbejdelsen af artikler – selvfølgelig uden at de dermed står til regnskab for det endelige resultat – og endnu flere har hilst bladet og debatten, det har rejst, særdeles velkommen.

Semitiske filologer ratificerede kritik af bibeloversættelsen fra 1992

Således var det f.eks. heller ikke os selv, der kom på sporet af det enorme arkivmateriale, som belyser arbejdet bag bibeloversættelsen fra 1992 (DO92), men lektor Dan Enok Sørensen fra Semitisk Filologi. Dan Enok Sørensen, der også altid har været venlig til at tage sig tid til at diskutere spørgsmål af filologisk og religionsvidenskabelig interesse efter hebraiskundervisningen, gjorde os endvidere opmærksom på den berømte professor Hammershaimbs utilfredshed med sine tidligere elevers involvering i DO92. 

På Dan Enok Sørensens kontor befandt sig langt hovedparten af mapperne med al korrespondancen i forbindelse med oversættelsesarbejdet, og vi blev klar over, at de mange eksempler på oversættelsesfejl, vi var stødt på under undervisningen, langtfra var enestående og vanskeligt lod sig forklare alene med henvisning til teologernes knap så eksemplariske hebraiskkundskaber.

Han kunne selvfølgelig ikke låne os mapperne, som sikkert ved et rent lykketræf var blevet deponeret på hans kontor, så først da vi blev klar over, at det Kongelige Bibliotek lå inde med kopier af dokumenterne, fik vi fat i materialet. På trods af at sagen forholdsvis let lod sig oprulle ved at studere tilgængelige kilder, var det selvfølgelig kun naturligt at forelægge vores hebraisklærer de første tolv eksempler på manipulation, som vi bragte i Faklen nr. 1, for selv om vi med et højst alarmerende resultat havde checket dem i internationale ordbøger og grammatikker, ønskede vi selvfølgelig at konferere en uafhængig ekspert i de semitiske sprog, når det gjaldt vore egne bud på videnskabelige oversættelser.

Dan Enok Sørensen gennemlæste og godkendte de første 12 eksempler, som da også bekræftedes i et interview i Faklen nr. 2 af en anden af landets førende eksperter i hebraisk, Frede Løkkegaard, professor i semitisk filologi gennem 35 år ved Københavns Universitet.

Det blev vanskeligere og vanskeligere at undre sig over, hvorfor teologerne ikke havde inviteret filologerne med til at deltage i oversættelsesarbejdet ...

Forinden forsøgte imidlertid Politiken at sløre billedet og fremstille det, som om Faklen havde sprogvidenskaben imod sig, idet de refererede Dan Enok Sørensen for udtalelsen: »... det er min vurdering, at 92-oversættelsen hører til de bedre.«

I en efterfølgende telefonsamtale kunne han imidlertid afsløre over for Rune Engelbreth Larsen, at Politiken selvfølgelig havde gjort brug af det sædvanlige citatfusk. Hvad han havde sagt, var, at »prøveoversættelsen hører til de bedre« – altså den oversættelse, der forelå, før revisionskomiteen gik i gang med sin manipulation!

Ny, videnskabelig bibeloversættelse ønskværdig og nødvendig

Mange undervisere har da også temmelig svært ved at se det videnskabelige i Bibelselskabets fremgangsmåde med DO92.

Professor i klassisk filologi, Otto Steen Due, der selv har meget stor erfaring med at oversætte klassiske værker (Ovids Forvandlinger og Vergils Æneide), betoner, at »det er vigtigt at have en oversættelse uafhængig af religiøse interesser, eftersom enhver oversættelse, der tjener uvedkommende formål – politiske såvel som religiøse – er grundlæggende uvidenskabelig«. Man må foretage et valg: »Enten en videnskabelig eller en kristologisk oversættelse; de ting kan man ikke blande sammen.«

At Teologisk Fakultet nægtede Faklen en offentlig debat bl.a. om kritikken af bibeloversættelsen, fordi vi ikke ville trække vore anklagepunkter tilbage (før de skulle debatteres), virker »meningsløst« på Otto Steen Due. »Det med at afsværge standpunkter kender man fra inkvisitionen – det kunne tyde på, at man ikke var interesseret i en debat.«

Bodil Due, også klassisk filolog, mener, at »bibelkritikken er meget rigtig«, og siger lige ud: »De, som ikke vil indrømme, at den nye oversættelse er en uvidenskabelig kirkebibel, er ikke redelige.« Hun afviser Bibelselskabets brug af afstemning som videnskabeligt oversættelsesprincip og slår fast, at der er en »fundamental forskel mellem en kirkebibel og en videnskabelig bibeloversættelse«.

Teologernes satanisme-angreb på Faklen stiller hun sig uforstående over for: »Faklen er et godt initiativ, og jeg ser intet satanistisk i bladet.« Otto Steen Due siger tilsvarende om professor Johannes Aagaards anklager: »Jeg forstår ikke, hvad han taler om.«

Bodil Due understreger: »Vi mener, at Faklen har ret i at kræve en ny, videnskabelig oversættelse.«

Lektor i religionsvidenskab, Jeppe Sinding siger tilsvarende om problematikken omkring kirkebibelen: »Faklen har tydeligvis fat i noget med bibeloversættelseskritikken. En videnskabelig oversættelse ville være ønskværdig til religionsundervisningen. I bibeloversættelsen fra 1992 har der været andre interesser på spil.« Han forklarer, at der »religionshistorisk set ikke er noget Jesus-vidnesbyrd i det Gamle Testamente, som er en jødisk bog«, men tilføjer, at »religiøse samfund altid vil oversætte teksterne til eget brug«.

Sinding fremhæver i den forbindelse, at Bibelselskabet heller ikke er en forskningsinstitution: »Bibelselskabet er ikke et universitært foretagende, men en kirkelig institution, så deres oversættelse overrasker mig ikke.«

Om den teologiske kritik af Faklens eksempler på dogmatisk manipulation med bibeloversættelsen udtaler Morten Warmind, lektor i religionsvidenskab: »Kernen i alle de angreb, jeg har set, er, at der ikke er nogen, der har sagt, at eksemplerne er forkerte. Jeg så en avisartikel, hvor der stod, at 'de unge burde lære noget mere hebraisk', og det kan selvfølgelig være rigtigt – selv er jeg ikke hebraiskkyndig – men der var i samme artikel ganske enkelt ikke nogen substantiel kritik af de oversættelsesfejl, I havde fundet. Og jeg tror heller ikke, det kan lade sig gøre; jeg tror ikke, der er nogen tvivl. Faklens kritik er fuldstændig uangribelig.«

For religionsforskerne er den seneste bibeloversættelse direkte uanvendelig i religionsundervisningen: »Vi opfattede ikke den gældende bibeloversættelse som religionshistorisk brugbare dokumenter, så da den nye oversættelse kom, kiggede jeg den efter og konstaterede, at heller ikke den var en brugbar religionshistorisk oversættelse.«

Faklens kulturoprør velkomment

Et kulturrelativistisk udgangspunkt er nødvendigt for at bedrive religionsvidenskab, også når man forsker i nyreligiøse bevægelser, mener Morten Warmind, modsat Dialogcentret: »Det er den samme kritik, der blev rettet mod kristendommen i den hellenistiske tid, som der bliver rettet mod nye religioner i dag, og alene det at konstatere dette bliver selvfølgelig opfattet af de nye religioners modstandere som et forsvar for disse. Men det gælder ikke nødvendigvis om at forsvare religiøse minoriteter som sådan, det gælder om at beskrive – men nogle gange bliver det det samme som at forsvare. Dialogcentret anmeldte i sin tid en artikel, jeg skrev om dette med non imprimatur – 'det bør ikke trykkes' var anmelderens lidt ironiske konklusion.«

Det nytter heller ikke at betragte andre religioner som laverestående og derfor irrelevante for religionsvidenskabelig forskning, pointerer Warmind og henviser atter til kristendommens egen historie: »Morsomt nok var jo Augustins argument for ikke at beskæftige sig med kristendommen, da han var ung, at det ligesom var for dumt.«

Warmind ser Faklen som et bud på et kulturoprør: »Jeg synes, at Faklen er et godt bud på studentersiden af det kultur- eller religionsoprør, som Tim Jensen og Michael Rothstein sådan set har stået for – men altså også med de fejl, som sådan noget har. Jeg synes, at nr. 2 var lidt af en nødvendig skuffelse, fordi der var så meget brag på nr. 1, men jeg kan se, at det er lykkedes at få mere hold på det i nr. 3. Det er spørgsmålet, om det er muligt inden for et studiesystem at gøre oprør uden i en eller anden forstand at råbe op – og det tror jeg ikke, at det er.«

Lektor i kemi, Dieter Britz udtrykker også tilfredshed med Faklens oprør: »Vi har manglet sådan noget.« Han byder, måske ikke overraskende qua kemiker, den naturvidenskabelige side velkommen og har taget initiativ til en nyhedsgruppe på internettet, hvor videnskab diskuteres med udgangspunkt bl.a. i Faklen (news: dk.videnskab).

Professor i historie ved RUC, Brian McGuire kritiserer i en kronik i Politiken, at universitetsstuderende hellere vil »gemme sig og tage notater end udfordre læreren og stille spørgsmål«. Han beklager, at tiden tilsyneladende kræver tavshed i stedet for debat, og tilføjer: »... derfor hilser jeg de Århus-studerende, der nægter at tie stille midt i denne uhyggelige tavshed, velkommen.«

Tidligere underviser på Klassisk Filologi, Jette Larsen Persiani er af den overbevisning, at oprøret rækker længere end til universitetets verden: »Jeg ser Faklen som et tiltrængt oprør, der når videre ud end universitetet, og jeg håber, at Faklens humanistiske ideer vil brede sig. Det er også vigtigt, at de ufortalte sider af historierne, som en ensidig presse udelader, kommer frem.«

Til pressens store bestyrtelse over, at Faklen har ladet sig inspirere af Neutzsky-Wulff, bemærker hun: »Jeg har læst flere af hans bøger og kan ikke se det hysteriske heri. Store dele af forfatterskabet er relevant for mange universitetsstudier.«

Universitetet har brug for kritisk diskussion

Lektor ved Germansk Institut, Jørgen Kjaer rettede for nylig i en århusiansk universitetsavis et voldsomt angreb på den tiltagende bureaukratiserende »idiotisering«, som bl.a. kommer til udtryk i såkaldte evalueringsskemaer, hvor den studerende – med Kjaers ord – kan »artikulere sin mening anonymt, som ren idiot, eller ved afkrydsning, som ren analfabet«. Kjaer mener, at Faklens opgør med forholdene på universitetet i modsætning hertil er mere ærligt og vedkommende.

Om kritikken af navngivne lærere, siger han: »Det er klart, at det ikke er rart at blive hængt ud, det bryder jeg mig heller ikke om, men det er noget, man risikerer, når man deltager i en offentlig debat. Derfor mener jeg, at den måde, man skal svare på, er ved at gå ind i diskussionen og argumentere for sit standpunkt. At nægte at gå ind i en diskussion synes jeg er forkert, fordi det, vi i øjeblikket har brug for her på universitetet, lige præcis er mere diskussion.«

Professor i filosofi, Uffe Juul Jensen har igennem en årrække ligeledes efterlyst mere kritisk diskussion i universitetsverdenen og ser det derfor som et positivt træk, at tråden bliver taget op: »Det, som jeg synes er det positive og interessante, er, at fundamentale erkendelsesteoretiske spørgsmål, som ikke bare er interessante for en lille snæver kreds af fagfilosoffer, men som bør være af vital interesse for fagvidenskabsfolk og ethvert tænkende menneske, bliver rejst og diskuteret.

Det er vanskelige spørgsmål, I rejser, som I nok lægger mere skråsikkert frem, end der er belæg for, men som også står i centrum af tidens fagfilosofiske debat, når man mødes med kompetente filosoffer på filosofikongresser i disse år. Jeg håber, at fremtidige numre viser jeres åbenhed til at gå ind i diskussioner med og få kommentarer fra folk, der ikke er fakkelbærere.«

Juul Jensen finder det »interessant og vigtigt, at der er kommet et tidsskrift, der er med til at kanalisere en kritisk diskussion i forhold til det akademiske liv og videnskaben«. Pudsigt nok har Faklen fået en lignende positiv modtagelse i Norge, hvor ikke blot en række dagblade er gået i dybden med intrikate samfundskritiske såvel som filologiske og erkendelsesteoretiske detaljer, men hvor også f.eks. forfatteren Peter Normann Waage, professor i idéhistorie Trond Berg Eriksen og rektor ved Tromsø Universitet Tove Bull har blandet sig.

Under overskriften »På tide med studenteropprør« skriver Peter Normann Waage i Dagbladet: »Studenter! Løft blikket fra pensum og se mot Danmark;« Trond Berg Eriksen henviser i Arbeiderbladet til Faklen med ordene: »Tiden er mer enn moden for et studentopprør;« og Tove Bull skriver i Tromsøflaket: »Det er interessant – og tankevekkande – at ei gruppe studentarer gjør opprør gjennem eit tidsskrift og med ein lærd forfattar som inspirator. Det har vekt debatt over heile Danmark, og bølgene frå debatten skyl etter kvart inn over våre strender òg. Om det fører til, at vi får ein ny kulturdebatt, ein ny universitetsdebatt, ja, da skal den debatten ønskjast varmt velkommen.«

Langtfra at repræsentere en flok studerende i opposition til lærerne eller universitetet som institution har Faklen rejst en diskussion, der har polariseret studerende såvel som lærere. Men det betyder selvfølgelig ikke, som det også er fremgået, at enhver, som hilser diskussionen velkommen, er enig i hvert eneste synspunkt.

Alt efter temperament kan man se den splid, som Aarhus Universitet er blevet vidne til, som en ærgerlig og ubehagelig bieffekt, eller man kan se den som en nødvendig forudsætning for, at diskussionen kan blive om alt andet end kejserens skæg.

Fordragelighed alene fører sjældent til forandring.

Stephan Stengler, Jakob Stensgaard og Rune Engelbreth Larsen