Sæt gang i det grønne folkeoprør nu

Der er brug for at blæse til fuld miljøaktivistisk mobilisering, hvis vi skal få vores folkevalgte politikere til at forstå, at tiden for systemforvaltning er ovre – og at den grønne omstillings nødvendige radikalitet fordrer et systemskifte.

Den 4. april 2022 kaldte FN’s generalsekretær, António Guterres, klimaindsatsen i mange lande for »et skammens kartotek, et katalog over tomme løfter, der anbringer os solidt på vej mod en ubeboelig verden«.

Den beskrivelse er nøjagtig lige så dækkende for den danske regerings klima- og naturpolitik. Og dens slet skjulte dobbeltspil.

I december måned sidste år underskrev Danmark sammen med 195 andre lande en FN-aftale om, at mindst 30 procent af Jordens land og hav skal være effektivt beskyttet i 2030.

Og ifølge det nye regeringsgrundlag fra samme tid skal der indføres en lov i Danmark, der skal »bidrage til EU’s biodiversitetsstrategi for 2030, som har som mål, at 30 procent af EU’s areal til lands og til havs skal være beskyttet natur«.

Der gik imidlertid kun kort tid, før regeringen løb fra sine løfter og nu erklærede, at det er urealistisk, at »vores lille areal skal nå så højt et mål«.

Som den tidligere S-regering har også den nye SVM-regering bedyret, at Danmark er og vil være et foregangsland, når det gælder klimatiltag.

Hvordan ser virkeligheden ud?

»Værre end vi troede«

1) I 2021 steg Danmarks udledning af drivhusgasser. Det var stik imod diverse løfter og på trods af, at FN’s klimapanel har understreget, at vores udledningskurver skal styrtdykke, så verdens udledning af drivhusgasser vil være halveret i 2030.

2) Allerede den 28. marts havde vi i Danmark opbrugt det, som vi kunne tillade os for hele 2023. Med vores levemåde er der kun naturressourcer nok til en befolkning på 1,4 millioner mennesker, men vi er knap seks millioner. Dermed befinder ’foregangslandet’ Danmark sig igen og igen i gruppen af klodens værste overforbrugere.

3) For nylig dumpede Klimarådet regeringens klimapolitik for tredje gang i træk. Regeringen har i sit nye finanslovsforslag kvitteret med at ville reducere bevillingen til Klimarådet med to tredjedele og dermed lemlæste dets virke.

Det skete kort tid efter, at FN’s klimapanel udgav sin vigtigste rapport i dette årti, der ifølge DMI’s klimachef viser, at klimakrisens konsekvenser »er værre end vi troede«, og at vi ikke er »på rette kurs mod at løse problemet. Vi er faktisk længere væk fra det, end vi nogensinde har været«.

Det skete kort tid efter, at FN’s generalsekretær proklamerede: »Vores verden har brug for klimahandling på alle fronter – hvad som helst, hvor som helst, det hele på én gang.«

Det skete kort tid efter, at EU’s klimachef advarede: »Hvis vi ikke sætter fart på – og jeg siger det her uden at overdrive – vil vores børn og børnebørn udkæmpe krige om vand og fødevarer.«

I dag er situationen i sin fulde gru den, at hvis Danmark er en bus fyldt med passagerer, er regeringen chaufføren, der kører os ud over afgrunden.

Illusorisk grøn vækst

Hvorfor forholder det sig sådan?

Fordi regeringen nægter at se i øjnene, hvor fundamentale transformationer af vores samfund, der skal til for at gøre det bæredygtigt. Som regeringsgrundlaget anfører, vil regeringen kombinere »den grønne omstilling og fortsat økonomisk vækst«, altså fremme »grøn vækst«.

Men som megen forskning viser, er der historisk ikke dokumentation for, at økonomisk vækst kan forenes med den radikale reduktion af dens belastning af Jordens klima og natur, der er nødvendig for at bremse klimakrisen og biodiversitetskrisen.

Og der er heller ikke noget, der tyder på, at det vil komme til at ske. Det skyldes, at det ikke blot er afbrændingen af fossile brændsler, der er problemet, men i høj grad også den økonomiske vækst, vores massekonsumerisme, enorme forbrug af råmaterialer og animalske fødevarer og den kolossale økonomiske ulighed i verden.

Derfor insisterer mange organisationer og eksperter på højeste internationale plan på, at det kun er et grønt systemskifte, der vil kunne stoppe de planetære kriser. Som for eksempel Inger Andersen, der er leder af FN’s Miljøprogram, sagde i 2022: »Kun en fuldstændig transformation af vores økonomier og samfund kan redde os fra at accelerere klimakatastrofen.«

Men danske regeringers politik bygger på en djævlepagt med erhvervslivet og det animalske landbrug, der sætter økonomisk vækst og profit over vores børns og andre arters overlevelse. Det har de vist igen og igen og igen. Og det fortsætter i 2023. På trods af, at vores nuværende kurs ifølge titusindvis af forskere og hundredvis af nobelpristagere kan ødelægge vores muligheder for en (leveværdig) fremtid på Jorden.

En essentiel forudsætning for at komme videre er en forståelse af, at vores politiske magthavere ikke kommer til at redde os. Før vi har forstået det, spilder vi ekstremt dyrebar tid. I årtier har et utal af eksperter, miljøorganisationer og aktivister fulgt de parlamentariske spilleregler og forsøgt at få dem til at foretage det livsnødvendige kursskifte. Men forgæves.

Rationelle argumenter rækker ikke

Hovedårsagen til miseren er, at erhvervslivet og det animalske landbrug – og deres velbetalte marionetdukker i Folketinget – har store økonomiske interesser i at opretholde status quo. Og som mange historiske fortilfælde viser, er rationelle argumenter ikke nok til at overtale de privilegerede til at afstå fra deres privilegier. Der skal skrappere midler til.

Som en af miljøaktivismens godfathers, amerikaneren Edward Abbey (1927-1989), engang bemærkede: »En patriot må altid være klar til at forsvare sit land mod sin regering.« Det er dér, hvor alle vi, der elsker vores land, børn og naturen højere end mammons gud, befinder os i dag.

En nøgleerkendelse er, at de almindelige parlamentariske metoder og den hidtidige miljøaktivisme har spillet fallit. Årtiers arbejde ad disse spor har ikke været nok til at igangsætte den grundlæggende samfundstransformation, der er livsnødvendig. Og nu kan vi ikke vente længere uden at spille russisk roulette med vores alles overlevelse.

Konklusionen er, at vi ikke skal forvente et politisk og samfundsmæssigt systemskifte, før vi har foretaget et miljøaktivistisk systemskifte. Kernen i det bør være et grønt folkeoprør. Det skal være ikkevoldeligt, men det skal presse de politiske magthavere til forhandlingsbordet eller til at gå af til fordel for nogle, der sætter liv før profit og karriere. Mere konkret:

Civil ulydighed og strejker

1) Danmarks grønne og humanitære organisationer gør hver især et stort og vigtigt arbejde. Men det er ikke nok. De bør opgive deres forsigtighedens politik og indgå en koalition om et strategisk-aktivistisk samarbejde om klima- og naturmæssige kernemål, så miljøkampen sættes op i gear. Tror de selv på de kæmpekatastrofer, de jævnligt advarer om, giver det ikke mening at fortsætte en linje, der i årtier har vist sig at være utilstrækkelig.

2) Erhvervsgrupper, der spiller en væsentlig rolle i samfundet, bør nedlægge arbejdet. Lukker for eksempel Danmarks vuggestuer, børnehaver og skoler, er regeringen tvunget til at reagere. Og gør den det ikke på passende vis, kan andre erhvervsgrupper slutte sig til de strejkende. Og det kan ultimativt ende i en generalstrejke.

3) Der bør i henhold til straffelovens §14 om nødret iværksættes kæmpedemonstrationer, økonomiske boykotter, fysiske blokader og mange former for civil ulydighed. Afgørende er, at nøgledele af samfundet sættes i stå. Ellers virker aktivismen ikke. Ellers vil regeringen omkostningsfrit kunne fortsætte med at ignorere den.

Pointen er, at folk skal lære deres magt at kende. Som den britiske forfatter Tim Gee har påpeget, »har ingen regering i historie og nutid kunnet overleve, hvis nok folk organiserede sig effektivt imod den.« Eller som Gandhi udtrykte det: »Selv de mest magtfulde kan ikke regere uden de regeredes samarbejde.«

Det grønne folkeoprørs mål bør være, at der fremover føres en politik, der kompromisløst følger videnskaben om klima og biodiversitet i stedet for i dag, hvor et hovedmål er at forøge de økonomiske magtmastodonters profitter.

Igangsættelsen af systemskiftet kan kun gå for langsomt.

Som FN’s generalsekretær sagde tidligere i år, har vi i 2023 brug for intet mindre end et »kvantespring i klimahandling (…) Det er nødt til at være et år, hvor vores klimahandling bliver en gamechanger. Vi har brug for afbrydelser for at afslutte ødelæggelsen. Ikke flere bittesmå skridt. Ikke flere undskyldninger.«

Vi opfordrer alle til at deltage i demonstrationen Befri Jorden på Christiansborg Slotsplads den 28. april kl. 14.

 

UNDERSKRIVERE

Kunstnere ser grønt:

Karin Lorentzen

Signe Vad

Pia Fonnesbech

Tina Uhrskov

 

Dansere ser grønt:

Linh Le

Tanya Montan Rydell

Katinka Lund Wissing

Tora Balslev

Peter Vadim

 

Forfattere ser grønt:

Kristina Stoltz

Maja Elverkilde

Gritt Uldall-Jessen

Carsten Jensen

Alexandra Moltke Johansen

Ursula Andkjær Olsen

Morten Søndergaard

Silja Henderson

Maja Lucas

Shëkufe Heiberg

 

Klima-/naturaktivistiske forfattere, kunstnere m.m. i øvrigt:

Charlotte Weitze

Lana Hansen

Gurli Marie Kløvedal

Abelone Koppel

Marie Vibe

Daniel Boysen

Joanna Marie Nielsen

Stine Bork

Mette Garfield

Katrine Grünfeld

Henriette Rostrup

Ida Monrad Graunbøl

René Karpantschof

Tina Sakura

Niels-Simon Larsen

Max Madsen

 

Jens-André P. Herbener