Tavs Cappelørn mellem to stole


I fejden om Joakim Garffs Kierkegaard-biografi SAK udvider Peter Tudvad kritikken til også at omfatte lederen af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, Niels Jørgen Cappelørn. Tudvad påviser med rette det paradoksale i, at Cappelørn på den ene side forsvarer Garff med, at SAK er »en narrativ litterær biografi og ikke en videnskabelig kildekritisk biografi«, og på den anden side lader denne biografi optræde i Forskningscenterets selvevalueringsrapport fra 2002.

Derudover sætter Tudvad spørgsmålstegn ved det videnskabelige paradigme og de kollegiale hensyn, der ligger til grund for Cappelørns udtalelser. Der er i pressen endnu ikke kommet svar fra Cappelørn.

Tudvads problematiseringer er imidlertid vigtige og legitime af mere end én grund:

Dels har Søren Kierkegaard Forskningscenteret i løbet af de sidste 10 år modtaget ca. 90 millioner kr. fra Danmarks Grundforskningsfond og dermed den danske stat; under disse omstændigheder bør der selvsagt ikke herske tvivl om de videnskabelige, kildekritiske krav, som Søren Kierkegaard Forskningscenteret er underlagt. Med Cappelørns selvmodsigende kurs i debatten om Garffs biografi er det desværre ikke tilfældet.

Dels har Cappelørn været leder for udarbejdelsen af den autoriserede bibeloversættelse, der blev udgivet af Det Danske Bibelselskab i 1992, og som til en vis grad blev bekostet af den danske stat. Her lod han i talrige tilfælde fagvidenskaben tilsidesætte for at tækkes krav fra den kirkelige højrefløj. Resultatet, der blev kåret til ’Årets bog 1992’ (!), blev mange steder derefter. I 1998 skrev f.eks. professor i Gammel Testamente, Thomas Thompson: »Ingen, der kan hebraisk, kan læse den nye danske bibeloversættelse uden at krympe sig. Diskussionens sande emne er teologi og endda en rigtig dårlig form for teologi. Den nye danske bibeloversættelses teologiske ubrugelighed er et direkte resultat af de mange indrømmelser, som de teologiske forskere har givet til den indremissionske konfessionalisme«.

Hverken kritikken af 1992-oversættelsen fra professor Thompson eller i f.eks. Ny bibeloversættelse – på videnskabeligt grundlag, udgivet af Det Kongelige Bibliotek & C.A. Reitzel i 2001, har Cappelørn svaret på.

Videnskabelighed er ikke noget entydigt begreb; det har bl.a. de sidste årtiers postmodernistiske kritikker vist. På den anden side eksisterer der fortsat elementære krav til videnskabeligt arbejde, uden hvilke det ville ophøre med at eksistere. Dertil kommer det fundamental-videnskabelige krav: Sandheden først og fremfor alt. I den forbindelse har Cappelørn mere end én gang sat sig mellem to stole, et forhold, der også har (haft) konsekvenser for skatteydernes penge.

Jens-André P. Herbener
cand.mag., stud.mag.art.