Herbener.dk Jens-André P. Herbener

Er mindre og ældre befolkninger et problem?

Faldende befolkningstal er ikke et rædselsscenarie, vi skal undgå, men et ønskescenarie, vi skal favne og aktivt fremme.

For 300.000 år siden opstod vores art Homo sapiens. Omkring 1800 rundede vi 1 milliard mennesker. I 2022 var antallet skudt i vejret til 8 milliarder. Det tog altså 300.000 år at nå 1 milliard, men kun godt 200 år at nå 8 milliarder mennesker. En befolkningseksplosion uden fortilfælde.

Også i Danmark har befolkningen vokseværk. I år 1800 var vi knap 1 million danskere. I dag er vi næsten 6 millioner. Og frem mod 2070 vil antallet ifølge Danmarks Statistik stige til knap 6,6 millioner.

I alt vokser menneskenes antal for tiden med 192.000 om dagen, 1,4 millioner om ugen og 70 millioner om året. Tilvæksten svarer omtrent til, at der hver 5. dag anlægges en millionby, og at der hvert år tilføjes et befolkningsantal til Jorden på størrelse med Storbritanniens.

Og det tegner til at fortsætte. Ifølge FNs rapport World Population Prospects 2022 vil vi således nå 9,7 milliarder i 2050 og 10,4 milliarder mennesker omkring 2100. Der er 50 procents chance for, at dette antal vil stabilisere sig eller begynde at falde. Disse tal er baseret på en antagelse om fremskridt i ligestilling og styrkelse af kvinders position. Med færre fremskridt end antaget vil vi runde 12,4 milliarder mennesker i 2100, og ifølge et højfertilitetsscenarie vil vi kunne passere 14,8 milliarder om små 80 år.

Men der er også andre vigtige demografiske tendenser.

Hvor befolkningsvæksten i dag drives frem af bl.a. høje fertilitetsrater i mange ulande (f.eks. står befolkningerne i Afrika syd for Sahara til at vokse fra 1,15 milliarder mennesker i 2022 til 3,44 milliarder i 2100), oplever især mange ilande lave fertilitetsrater. I Sydkorea er man nede på gennemsnitligt 0,8 barn pr. kvinde, i Japan på 1,3 barn pr. kvinde og i Danmark på 1,6 barn pr. kvinde.

Faktisk bor majoriteten af verdensbefolkningen nu i lande eller områder med fertilitetsrater, der ligger under 2,1 børn pr. kvinde, der er det antal, der kræves for at opretholde et befolkningstal. Og befolkninger i 61 lande eller områder er ifølge FN på vej til at formindskes med 1 procent eller mere fra 2022 til 2050.

Samtidig med at en række lande fremover ikke vil kunne opretholde deres nuværende befolkningstal – i alt fald ikke uden tilkomsten af migranter – bliver folk ældre og ældre. Derfor vil andelen af ældre, der er 65 år eller mere, også vokse. Hvor de udgør 10 procent af Jordens befolkning i dag, vil de i 2050 udgøre 16 procent. I USA og Europa vil andelen af ældre komme op på 27 procent.

I den forbindelse hævdes det jævnligt, at kombinationen af færre børn og flere ældre vil resultere i mangel på arbejdskraft, faldende velfærd og større udgifter til ældres pension, pleje og sundhedsvæsen.

Nogle lavfertilitetslande vil imødegå udfordringerne ved, at kvinder igen skal til at føde flere børn. Herhjemme har en fortælling om, at det ikke er overbefolkning, men tværtimod underbefolkning, der er eller vil blive problemet, nydt fremme. Den er blevet fremført af bl.a. professor MSO i antropologi ved Københavns Universitet Ayo Wahlberg, professor ved Rigshospitalet Niels E. Skakkebæk og afdelingschef ved Rigshospitalet Søren Ziebe.

Ifølge Niels E. Skakkebæk vil de lave fertilitetsrater på sigt medføre "affolkning og underbefolkning", ja være "en eksistentiel trussel mod ikke bare os her i Danmark, men mod alle industrialiserede lande." Og fortalerne for flerbørns-politikken er blevet hjulpet godt på vej af flere medier, bl.a. Politiken og DR, der har givet dem masser af spalteplads og taletid, alt imens de har undladt at invitere eksperter med andre opfattelser.

Sidstnævnte undladelsessynd er temmelig alvorlig.

For det første er der blandt et hav af forskere konsensus om, at den enorme verdensbefolkning – sammen med et kolossalt forbrug af fossil energi, råmaterialer og animalske fødevarer – udgør centrale drivkræfter bag den globale klimakrise og biodiversitetskrise. Derfor er frivillig befolkningsreduktion også ét af de vigtige indsatsområder, når de planetære kæmpekriser skal bremses.

For det andet overstiger de samfunds- og miljømæssige fordele ved mindre befolkninger klart problemer ved ældre befolkninger. Faktisk er det et af de uomtvistelige tegn på den menneskelige artsnarcissisme, at nogle iscenesætter lave fertilitetsrater som et kolossalt problem i en tid, hvor der er rekordmange mennesker på Jorden.

Det betyder ikke, at der ikke er udfordringer ved kombinationen af mindre og ældre befolkninger, men de kan håndteres. Det afgørende er, at vores samfund tilpasser sig de mindre og ældre befolkninger, ikke bekæmper dem med en flerbørns-politik, der har skyklapper på over for de største kriser i menneskehedens historie.

Konkret er der mange håndtag, man kan skrue på, bl.a.:

1) Over for den angivelige risiko for mangel på arbejdskraft kan man henvise til, at der er 216 millioner arbejdsløse i verden, heraf 38 millioner i OECD-landene, som Danmark tilhører (2021). Så indtil videre er der en del at tage af.

Migranter kan hjælpe med ekstra arbejdskraft. Da unge ofte udgør en markant andel af dem, kan de også medvirke til en yngre befolkning. Bliver de boende i modtagerlandet, vil de og deres efterkommere imidlertid selv bidrage til den ældre befolkning.

Derudover kan kunstig intelligens, robotter og lignende komme til at overtage flere hundreder millioner arbejdspladser. Ifølge en rapport fra Goldman Sachs (2023) kan kunstig intelligens erstatte det, der svarer til 300 millioner fuldtidsjobs, og erstatte op til en fjerdedel af arbejdsopgaver i USA og Europa.

2) Den voksende andel af befolkninger, der er 65 år eller mere, kan give et forvrænget billede af, hvor mange ekstra der kræver pension og hjælp til pasning og sygdomme. For når folk bliver ældre og ældre, skyldes det i hovedsagen, at de i gennemsnit holder sig raske længere. Og dermed har de også mulighed for at være økonomisk produktive i længere tid end tidligere. Ifølge den britiske Oxfordprofessor i ældrevidenskab Sarah Harper kan majoriteten af nutidens småbørn i ilande se frem til, at de som 80-årige vil være, som 60-årige er i dag.

Men bliver ældre ofte ikke frasorteret på arbejdsmarkedet? Jo. Men med en mindre arbejdsstyrke vil de lettere kunne få arbejde og dermed bidrage økonomisk til samfundet længere end hidtil. Dette kan bakkes op af statslige tiltag, der styrker incitamentet hos de ældre, der vil og kan, til at blive flere år på arbejdsmarkedet.

3) Øgede udgifter til ældres pension, pleje og sundhedsvæsen kan i betydelig grad opvejes af reducerede udgifter a) til børnetilskud og skoler som følge af færre børn og b) til mindre samfundsmæssig infrastruktur generelt som følge af mindre befolkninger.

4) Man kan indføre en markant progressiv beskatning af de rigestes indkomst og rigdom, så planetens rigdomme kan blive mere retfærdigt fordelt end i dag. F.eks. betalte Mærsk kun 0,27 procent i skat til den danske stat i 2021, samtidig med at rederigiganten havde det største overskud i Danmarks erhvervshistorie.

Under alle vilkår er der mange fordele ved mindre befolkninger for både mennesker og andre arter.

1) Færre mennesker er en vigtig del af løsningen på klimakrisen. Det gælder især færre rige mennesker, da de pr. person forbruger og udleder langt mere drivhusgas end fattige. F.eks. kan en dansk middelkassefamilie spare langt mere på klimakontoen ved at få et barn mindre end ved at droppe privatbilen og flyrejser til fjerne lande.

Ifølge World Scientists' Warnings into action, local to global (2021) "er det at få færre børn for borgere i rige lande den enkeltstående mest effektive måde, man individuelt kan reducere fremtidige udledninger af drivhusgasser."

2) Færre mennesker er en vigtig del af løsningen på biodiversitetskrisen. Således medvirker flere og flere mennesker og en voksende befolkningstæthed til at optage mere og mere plads fra Jordens andre arter. Og netop langt mere plads til naturen er det vigtigste, når biodiversitetskrisen skal bremses.

3) Færre mennesker er et vigtig redskab til at bekæmpe fattigdom, sult og vandmangel i en verden kendetegnet af ikke blot begrænsede, men færre og færre ressourcer, hvis den globale opvarmning eskalerer for alvor. Omvendt kan 2-3 milliarder flere mennesker på en mere og mere brandvarm planet medvirke til en eksplosion i fattigdom, sult, vandmangel, arbejdsløshed, ressourcekonflikter og flygtninge.

4) Færre mennesker vil bidrage til færre biler, mindre bilkøer, mindre forurening og affald, mindre industriel infrastruktur, m.m.

Faktisk er der blandt mange forskere opbakning til frivillig befolkningsreduktion, når den indgår i et løsningskatalog, der også omfatter en reduktion af den globale ulighed, et stop for de riges overforbrug, en radikal nedbringelse af udledningen af drivhusgasser, en omstilling fra vækstøkonomi til en postvækstøkonomi, en betydeligt mere plantebaseret kost og en langt grønnere teknologi.

I 2017 advarede 15.364 forskere i World Scientists’ Warning to Humanity: A Second Notice om, at vi bringer vores fremtid i fare ved ikke at anerkende ”den fortsat hurtige befolkningsvækst som en hoveddrivkraft bag mange økologiske og sågar sociale trusler.”

I 2020 understregede over 11.000 forskere i World Scientists’ Warning of a Climate Emergency, at “verdensbefolkningen må stabiliseres – og, ideelt, gradvist reduceres – inden for en ramme, der sikrer social integritet. Der er dokumenterede og effektive tiltag, der styrker menneskerettighederne, samtidig med at de sænker fertilitetsraterne og reducerer befolkningsvækstens indvirkning på udledningen af drivhusgasser og tab af biodiversitet.”

Eksperter har også slået til lyd for frivillig befolkningsreduktion i Danmark, f.eks. professor MSO i økologisk økonomi Inge Røpke og seniorforsker i biodiversitet Rasmus Ejrnæs. Sidstnævnte har skrevet:

”Spørgsmålet er, om vi mennesker vil give plads til naturen. Hvis vi starter med os selv, er det vel ingen naturlov, at vi skal være 5,5 millioner mennesker i Danmark? I år 1800 var vi en million, og måske ville det være meget dejligere? Udfordringen til morgendagens politikere er, at menneskeheden ikke kan nøjes med at stræbe efter konstant vækst. Vi er nødt til også at have en langsigtet politik for det modsatte af vækst. Ikke en menneskefjendsk politik, men en vision som kan fremme en fredelig sameksistens mellem mennesker og natur.”

Desværre er der mange grønne organisationer, der ignorerer eller nedtoner befolkningsspørgsmålet. Årsagen er bl.a., at det ikke er antallet af mennesker i sig selv, der er det største problem, men antallet af mennesker i middelklassen og op efter. Det er nemlig deres overforbrug af bl.a. fossil energi, råmaterialer og animalske fødevarer, der bærer hovedansvaret for den globale klimakrise og biodiversitetskrise.

De riges overforbrug kan imidlertid ikke blot formindskes ved, at de forbruger mindre, men også ved at der bliver færre af dem. Og en del tyder på, at det sidste er lettere at få dem til end det første.

Desuden spiller det store antal af lavere forbrugende og udledende mennesker i verden også en betydelig rolle. F.eks. udleder en kineser og især inder gennemsnitligt langt mindre drivhusgas end en amerikaner, men fordi der er langt flere kinesere og indere end amerikanere, er Kina og Indien i dag hhv. den største og tredje største udleder i verden (med USA som nr. 2).

I alle tilfælde forstærker tingene hinanden. Mange fattige ulande har nemlig som mål, at deres befolkninger skal rykke op i middelklassen. Så jo flere mennesker, der er i verden, jo flere middelklasseborgere vil der også kunne komme.

Men skulle klodens nuværende 8 milliarder mennesker nærme sig danskernes levevis, skulle vi have hele fire jordkloder til rådighed, og det ville være en opskrift på kaskader af selvforstærkende kæmpekatastrofer. Sagt på en anden måde: Hvis danskernes levevis skal være globalt bæredygtig, vil der højst kunne leve 2 milliarder mennesker på Jorden.

Endelig medvirker den store befolkningsvækst i mange ulande til, at de bliver ramt af endnu mere fattigdom og sult. Det skyldes ikke blot, at de bor i nogle af verdens varmeste regioner, men også, at de i dag og fremover bliver hårdest ramt af den globale opvarmning. Den vil mange steder føre til faldende afgrødeudbytte og endnu større fødevaremangel, vandmangel og arbejdsløshed, ja, i sidste ende kunne gøre deres regioner helt eller delvist ubeboelige. Med store konsekvenser også for resten af verden.

Af disse grunde er det stærkt usandsynligt, at vi kan skabe en langtidsbæredygtig og leveværdig klode for mennesker og andre arter, uden at en befolkningsreduktion i både rige og fattige lande er en del af løsningen. Som verden ser ud, er vi simpelthen nødt til at skrue på alle håndtag, der overhovedet kan skrues på.

Og hvorfor skulle vi ikke gøre det? Som understreget skal befolkningsreduktionen foretages ad frivillighedens veje, dvs. via saglig information, styrkelse af ligestilling og menneskerettigheder, familieplanlægning, universel adgang til gratis prævention, fri abort og moderne skole og uddannelse til alle.

Når mange grønne organisationer har ekskluderet eller stærkt nedprioriteret befolkningsspørgsmålet, overlader de det til en uhellig alliance af en lille gruppe af velmenende fertilitetseksperter med tunnelsyn og en stor gruppe af kapitalistiske politikere og erhvervsfolk, der ikke kan få mennesker nok, når deres mål om flere forbrugere, større afsætningsmarkeder og konstant økonomisk vækst skal realiseres.

Set ud fra en bæredygtighedsbetragtning er det åbenlyst, at det ikke er færre mennesker end i dag, der er problemet. Tværtimod er det én af betingelserne for, at vi og Jordens andre livsformer kan overleve og trives. Og udfordringerne med aldrende befolkninger kan håndteres på andre og langt bedre måder, end ved at fertilitetsraterne igen skal stige.

Med andre ord: Faldende befolkningstal er ikke et rædselsscenarie, vi skal undgå, men et ønskescenarie, vi skal favne og aktivt fremme.

Jens-André P. Herbener, cand.mag., mag.art.

Thomas Meinert Larsen, cand.scient., ph.d.

Politiken, 5.8.2023

The study and making of Christian religion in Danish Academic Theology, i Mikael Rothstein, Peter Antes og Armin Geertz (red.), Contemporary Views on Comparative Religion, 2016, J.-A.P. Herbener. Artikel

School Bible in the Service of the Danish National Church - A Case Study, i Bengt-Ove Andreassen & James Lewis (eds.), Textbook Gods: Genre, Text and Teaching Religious Studies, 2014, 227-252, J.-A.P. Herbener. Artikel

Drop præsteuddannelsen på universiteter, Politiken, 29.10.2013, Mikael Rothstein & J.-A.P. Herbener. Kommentar

Universitetsteologi, islamforskning - og skærende dobbeltmoral, Politiken, 14.4.2012, J.-A.P. Herbener. Kommentar

Nedlæg dansk universitetsteologi, Politiken, 6.3.2012, J.-A.P. Herbener. Kommentar

Kristendomsproduktion og sandhedsspørgsmål i dansk universitetsteologi, Chaos: Skandinavisk tidsskrift for religionshistoriske studier, 53, november 2011, J.-A.P. Herbener. Tidsskriftsartikel

Peter Fischer-Nielsens ph.d.-afhandling: Fra forskning til kristen mission, 22.4.2011, J.-A.P. Herbener

Teologisk slagside i Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, Forskerforum, september 2010, P. Provençal & J.-A.P. Herbener

FKK-bevillinger til teologi og religionsvidenskab efterår 2005 - juni 2010, 16.8.2010, P. Provençal & J.-A.P. Herbener

Teologisk-kirkelig slagside i det højere uddannelsessystem, 14.6.2010, J.-A.P. Herbener

Citater om teologi, teologikritik m.m. indført i citatsektionen, 23.4.2010

Kan hypotesen om Gud falsificeres?, Universitetsavisen, 4.3.2009, P. Provençal & J.-A.P. Herbener

Dele af universitetsteologi i strid med videnskab, Universitetsavisen, 2.2.2009, P. Provençal & J.-A.P. Herbener

Sandbeck og sandheden, 2009, P. Provençal & J.-A.P. Herbener

Er universitetsteologi videnskab?, Faklen, 10.12.2008, P. Provençal & J.-A.P. Herbener

Luk de teologiske fakulteter, Kristeligt Dagblad, 28.10.2008, J.-A.P. Herbener. Interview

Nedlæg de teologiske fakulteter, Politiken, 26.10.2008, P. Provençal & J.-A.P. Herbener. Kronik

Teologi og Magt: En debatbog om den autoriserede bibeloversættelse, C.A. Reitzel, København, 2006, J.-A.P. Herbener

Kristendomskundskab og kirkens højrefløj, 2006, J.-A.P. Herbener

Svar udbedes, Information, 12.7.2005, P. Provençal & J.-A.P. Herbener

Solsorten er en fugl, Information 5.7.2005, P. Provençal & J.-A.P. Herbener. Kronik

Bibelforfalskning!

Manipulation og forvanskning har kendetegnet bibeloversættelsestraditionen igennem hele kirkehistorien, og at den seneste fordanskning ikke er nogen undtagelse fra det generelle billede, dokumenterede vi i sidste nummer. Denne gang har vi fået adgang til Bibelselskabets arkivmateriale på det Kongelige Bibliotek, og resultatet er blevet en præcisering af forløbet såvel som en yderligere dokumentation af, hvorledes kristologisk dogmatik gang på gang har tilsidesat filologisk videnskabelighed …

Som vi gjorde opmærksom på i Faklen nr. 1, er en af de mindst belyste fortrædeligheder i kirkehistorien den systematiske forvrængning, som kirkelige oversættere og kommentatorer igennem små to årtusinder har foretaget af de gammeltestamentlige kildetekster for at få dem til at stemme overens med de nytestamentlige.

Med videnskabelige midler er enhver tilnærmelse de to kildesamlinger imellem da også afgjort et umuligt forehavende, hvilket man blot behøver betænke den uendelige afstand fra den generelle gammeltestamentlige poly- og henoteisme til den nytestamentlige monoteisme for at konstatere.

Alene problemet med at identificere israelitternes gud som én entydig figur vil man ikke kunne finde konsistent belæg for i det Gamle Testamente. Jahwe er ikke uden videre konsekvent identificerbar med Elohim, og ej heller med El, Eljon eller Shaddaj; religionsfænomenologiske forskelle og nuancer, som imidlertid gerne slettes eller udvandes i oversættelserne, henholdsvis under navnene Herren, Gud, Gud, den Højeste og den Almægtige.

Eksempelvis er El Eljon tydeligvis et tilnavn til Jahwe i 1.Mos. 14, hvorimod Jahwe ser ud til at være Eljons søn i 5.Mos. 32, og i 2.Mos. 6 siger Jahwe, at for »Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige (El Shaddaj), men under mit navn Jahwe gav jeg mig ikke til kende for dem,« hvilket rimeligvis antyder den gammeltestamentlige forfatters forsøg på dogmatisk at sammenføje to guddomme i én.

Dette gør det naturligvis vanskeligt at definere én israelitisk (hoved)gud, og når man så oven i købet tager i betragtning, at israelitterne i det Gamle Testamente igen og igen henfalder til dyrkelse af kanaanæernes og andre folkeslags guder, bliver den gammeltestamentlige religionsfænomenologiske horisont en ganske anden end den nytestamentlige.

Dogmatikkens sejr over videnskaben

Selv om vi ser bort fra disse meget intrikate poly- og henoteistiske forhold og i det mindste begrænser os til Jahwe, består under ingen omstændigheder et mindre uoverstigeligt modsætningsforhold denne på én gang krigs- og kulturguddom og den verdensforsagende akulturelle guddom fra det Nye Testamente imellem. Alligevel giver oversættelserne det formelle indtryk, at der overordnet set er tale om én og samme guddom i det Gamle og det Nye Testamente, der simpelt hen hedder »Gud«, men eksempelvis under tiden tituleres som »Herren« og »Faderen«.

Kristendommen har for så vidt altid været definitivt uadskillelig fra opfattelsen af det Gamle og det Nye Testamentes enhed, den tolkning, at det Gamle Testamente leverer baggrunden for og profetien om Kristi komme, hvis opfyldelse det Nye Testamente så præsenterer os for.

Sagligt religionsvidenskabeligt kan denne kobling dog ingenlunde opretholdes, den hører til religionens selviscenesættelse, som f.eks. når Jesus naturligt trækker på den jødiske religiøse horisont, som han givet så sig selv fuldende, og »dokumenterer« sin autoritet med henvisning til Moses: »Thi hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig har han skrevet.« (Joh.5,46).

Kristne oversættere er så naturligvis forpligtet på, om ikke lige dette skriftsted, der indlysende nok er en anelse absurd, nu hvor teologerne for længst har opgivet den hypotese, at Moses skulle have »skrevet« så meget som en linie i det Gamle Testamente, så i hvert fald på, at deres kanon udgør to antologier, som traditionen med guddommelig hjemmel hævder abonnerer på én og samme guddom.

Da dette synspunkt imidlertid umuligt kan opretholdes ud fra hverken religionsvidenskabelig eller filologisk forskning, må det opretholdes dogmatisk, dvs. det er noget, man »tror« på, og som ikke står til videnskabelig debat. Tidligere var der heller intet til hinder for at hjælpe denne »tro« på vej ved autoriserede kommentarer, illustrationer og forfalskede oversættelser, som netop lod læseren forstå, at f.eks. Moses, salmerne og profeterne i det Gamle Testamente forudsagde den kristne messias i det Nye Testamente.

Ud fra en retrospektiv videnskabelig tankegang var der tale om et veritabelt bedrag, men intentionerne var naturligvis de bedste, Kristus var jo Sandheden, hvorfor vel så betvivle hans ord? Hvis Kristus hævdede, at Moses havde skrevet om ham, så havde Moses skrevet om ham, for hvordan i al verden skulle Guds søn – »vejen, sandheden og livet« – dog kunne tage fejl?!

Det Gamle og det Nye Testamente måtte udgøre en uadskillelig enhed, og Kristus spille en afgørende rolle i begge skrifter, og det skulle oversættelsen naturligvis helst afspejle så hyppigt som muligt. Læseren kunne med andre ord ikke selv konstatere overensstemmelser og uoverensstemmelser det Gamle og det Nye Testamente imellem ud fra en saglig og tekstnær oversættelse, for teksten var i Sandhedens interesse manipuleret, længe inden den gik i trykken.

Kristologi versus filologi

I vort århundrede er berøringsangsten med helligheden og ufejlbarligheden af den kristne frelser naturligvis forholdsvis opblødt; Buhls oversættelse af det Gamle Testamente fra 1910 og den autoriserede oversættelse fra 1931 viste de første afgørende tegn herpå.

Ikke alene er der ikke en eneste manipulerende fortale eller fortolkende regibemærkning; i en tilføjet ordforklaring i 1931-oversættelsen er der under omtalen af det Gamle Testamente heller intet gjort for at insistere på en religiøs sammenhæng til det Nye Testamente; integrerede tekstnoter gør desuden udtrykkeligt opmærksom på, at »Herren« er en gengivelse af Jahwe, »navnet på Israels Gud«, at »Gud« er en gengivelse af det hebraiske elohim, og at »Herre« er en gengivelse af det hebraiske adonaj.

Til gengæld er oversættelsen i vidt omfang foretaget ud fra den græske Septuaginta, som alle i dag anser for langt mindre videnskabeligt anvendelig end de hebraiske kilder, og endelig har man heller ikke sparet på de i tusindvis af teksthenvisninger testamenterne imellem, som stadig væk giver det klare indtryk, at der er tale om en kristen enhed.

Bibeloversætter og medlem af Bibelselskabets revisionskomité, Bodil Ejrnæs skriver herom: »Igennem den store mængde af henvisninger til Det nye Testamente, som en lang række gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, formidles den kristologiske tolkning af de gammeltestamentlige tekster. 1931-oversættelsen viderefører altså det syn på teksterne, som igennem hele den danske bibels historie har været formidlet, men tidligere helt entydigt, at de er forjættelser om Kristus og indeholder forudsigelser om Jesu liv og virke helt ned i detaljerne. (…) Men med den – man kunne ligefrem kalde det – ophobning af henvisninger til Det nye Testamente, som mange af de gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, sker der det, at læseren så at sige bliver udstyret med 'nytestamentlige briller', når de gammeltestamentlige tekster studeres.« (Det danske Bibelselskabs Årbog, 1986).

Kristologisk dogmatik havde stadig forrang for filologisk videnskab, ikke bare ved teksthenvisningerne, men også i oversættelsen, selv om de helt slemme fortaler og regibemærkninger, ikke mindst fra Luther-biblerne var udgået.

I 70erne påbegyndte Bibelselskabet så en ny oversættelse af det Gamle Testamente. Kravet om en »tekstkritisk og filologisk forsvarlig« oversættelse var fremtrædende, og man lagde nu Biblia Hebraica Stuttgartensia til grund for arbejdet.

Bibeltraditionen determinerer oversættelsen

I januar 1979 ansøgtes Kirkeministeriet om en godkendelse af fremgangsmåden, hvori »sproglig og videnskabelig standard« blev betonet – kirkelige dogmatiske hensyn var til gengæld fuldstændig udeladt.

Bodil Ejrnæs skriver i sin bog, Skriftsynet igennem den danske bibels historie: »I det hele taget synes det i denne skrivelse magtpåliggende at understrege arbejdets videnskabelighed. Således betones kraftigt medarbejdernes ekspertise og videnskabelige standard (…) Et vidnesbyrd om, hvor centralt begrebet 'videnskabelighed' står i denne skrivelse, er yderligere, at Bent Noack benævnes som 'videnskabelig konsulent', til trods for at hans funktion internt har været defineret som at tage vare på oversættelsens forhold til Det nye Testamente.« (s. 194).

Kirkeministeriet ville dog ikke love økonomisk støtte, hvorfor man i april 1981 ansøgte Kulturministeriet med ønsket om en »sagligt korrekt« oversættelse, der stadig væk ikke omtalte eventuelle dogmatiske kirkelige hensyn: »Når det Danske Bibelselskab har taget initiativet til at lade det Gamle Testamente nyoversætte, skyldes det, at den autoriserede oversættelse fra 1931 – som er den nugældende – både sagligt og sprogligt er forældet. Bibelen er en del af den danske kulturarv, derfor er kendskabet til Bibelen og dermed også til det Gamle Testamente en forudsætning for fuldt kendskab til den danske og europæiske kultur. Derfor betragter det Danske Bibelselskab det som noget særdeles væsentligt, at også det Gamle Testamente foreligger i en sagligt korrekt og samtidig sprogligt letfattelig oversættelse.«

I ansøgningen til Undervisningsministeriet havde man endvidere tilføjet om grunden til en ny, sagligt korrekt oversættelse: »… også af hensyn til undervisningen i skolerne«.

Det lykkedes imidlertid ikke at få økonomisk støtte. Intentionerne om en filologisk forsvarlig oversættelse, med henblik også på undervisning kunne åbenbart ikke overtale ministrene – riget fattedes som altid penge.

En ny anmodning til Kirkeministeriet havde så endelig held med sig; her hed det som noget nyt, at »enkeltpersoner og grupperinger inden for dansk kirkeliv« kunne komme med forslag til rettelser i oversættelsen på baggrund af foreløbige prøveoversættelser. Endvidere blev det understreget, at provst Svend Aage Nielsen, sognepræst Palle Dinesen og generalsekretær Niels Jørgen Cappelørn havde »til opgave at gennemlæse oversættelsen især med henblik på dens anvendelse i gudstjenesten og i den private bibellæsning, men også med henblik på dens placering i dansk bibeltradition.«

For første gang stod det videnskabelige filologiske grundlag ikke alene bag oversættelsesarbejdet, nu var de dogmatiske kirkelige hensyn blevet tilføjet! Og så gav Kirkeministeriet tilsagn om økonomisk støtte.

I realiteten vejede de dogmatiske hensyn dog ofte tungere end de videnskabelige, længe inden disse officielt blev forelagt politikerne. Allerede i 1977, to år før den første anmodning til Kirkeministeriet om en oversættelse, der stilede mod »sproglig og videnskabelig standard«, havde Svend Aage Nielsen fastslået, at »det er et stykke af kirkens bog og ikke et videnskabeligt aktstykke, vi udgiver« (vor kursiv). Og allerede på et oversætter-seminar i 1975 var de kirkelige hensyn fremtrædende ifølge Ove Kollerup, som i en universitetsopgave om bibeloversættelsen konstaterer: »At seminaret i det hele taget var meget opmærksomt herpå, fremgår alene ved det faktum, at ord som 'kirke' og 'kirkelig' ifølge mine optællinger optræder i positive vendinger ca. 30 gange i referatet!«  De første anmodninger til Kirke-, Kultur- og Undervisningsministerierne strejfede end ikke, at man i en videnskabelig oversættelse kunne tænkes at tage andet end videnskabelige hensyn, selv om det åbenbart havde været toneangivende i arbejdet allerede fra 1975. Ja, man havde endog i et udkast til en ansøgning til Kirkeministeriet indrømmet: »Det har fra projektets begyndelse været og er fortsat Bibelselskabets klare og principielle og i grundlovens § 4 begrundede holdning, at det påhviler staten at finansiere en ny autoriseret oversættelse til brug ved gudstjenesterne i den Danske Folkekirke«! (vor kursiv).

Dét blev fortiet i de første ansøgninger, og denne direkte formulering om, at de kirkelige intentioner var med helt fra »projektets begyndelse«, kom aldrig længere end til dette udkast.

Men da Kirkeministeriet havde lovet økonomisk støtte efter en ansøgning, der tog visse kirkelige forholdsregler, kunne man endelig spille med mere åbne kort. I 1985 skrev man således til Kirkeministeriet: »… det er af vital betydning for kirkens forkyndelse og undervisning, såvel som for skolens religionsundervisning, at Bibelen fremtræder i ny sprogdragt.«

Det var åbenbart af mindre »vital betydning« for forkyndelse såvel som undervisning, at Bibelen fremtræder i ny videnskabelig dragt.

1992-oversættelsens tilbageskridt

Da oversætterarbejdet er afsluttet, nedsætter Bibelselskabet i 1988 en revisionskomité, der ifølge dens kommissorium bl.a. får til opgave at »drøfte og træffe beslutning om oversættelsen af steder i Bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det gamle Testamente, som er citeret i Det nye Testamente.«

Nu skal oversættelsen altså revideres, hvor skriftsteder spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition.

Dogmatikken har hermed fået endegyldig forrang for videnskabeligheden. Revisionskomiteen og/eller koordineringsgruppen behandler ikke mindre end 300 citater fra det Gamle Testamente i det Nye Testamente og 5.700 allusioner i det Nye Testamente til det Gamle Testamente!

Resultatet er ikke overraskende blevet en mildest talt manipuleret oversættelse. På visse punkter er den et fremskridt i forhold til 1931-oversættelsen, men på flere er den afgjort et stort tilbageskridt (hvis man da overhovedet meningsfuldt kan bruge én dogmatisk oversættelse som videnskabelig referenceramme for en anden dogmatisk oversættelse).

I modsætning til både 1871- og 1931/48-oversættelsen, har man f.eks. ladet indholdsfortegnelsen til både det Gamle og det Nye Testamente stå sammesteds, lige efter den første titelside, ligesom man har ladet pagineringen fortsætte fra det Gamle til det Nye Testamente. Intet træk er for småt, når kirkens dogmatik skal underbygges – testamenterne må ikke fremstå som det, de er, to i tid, rum og religion adskilte tekstantologier.

Desuden er de tekstnoter, som i hhv. 1.Mosebog 2,4, 1.Mosebog 14,18 og 1.Mosebog 15,2 i 1931-oversættelsen gjorde opmærksom på, at »Herren« er en fordanskning af Jahwe, »Gud« af elohim, »Gud den Allerhøjeste« af El Eljon og »Herre« af Adonaj, strøget i 1992-oversættelsen.

Man har ikke (bortset fra i den sorte paperback-udgave) undladt den store mængde af henvisninger til det Nye Testamente, som utallige gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, og som formidler en kristologisk tolkning af de gammeltestamentlige tekster. Om denne praksis i 1931-oversættelsen skrev oversætter og medlem af revisionskomiteen Bodil Ejrnæs, som tidligere nævnt: »Men med den – man kunne ligefrem kalde det – ophobning af henvisninger til Det nye Testamente, som mange af de gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, sker der det, at læseren så at sige bliver udstyret med 'nytestamentlige briller', når de gammeltestamentlige tekster studeres.«

At 1992-oversættelsen gør præcis det samme, finder hun ingen grund til at kritisere.

Endvidere er talrige skriftsteder manipuleret af hensyn til kristologisk dogmatik, hvorunder filologisk videnskabelighed er blevet tilsidesat; ikke sjældent har man endog valgt en ordlyd, der er mere dogmatisk, end det var tilfældet i 1931-oversættelsen. Dette eksemplificerede vi med udgangspunkt i tolv teologisk afgørende skriftsteder i Faklen nr. 1, men nu, hvor vi har fået adgang til det Kongelige Biblioteks arkivmateriale om oversættelsesforløbet, har vi hurtigt kunne finde langt flere eksempler på utvetydig manipulation – såvel som ukyndigt sjusk.

På denne baggrund turde det være indlysende, at den nye bibeloversættelse ikke er videnskabeligt filologisk acceptabel. En hvilken som helst anden oversættelse foretaget af en hvilken som helst anden kulturhistorisk skriftsamling, der var udarbejdet på denne måde, ville i bedste fald være at karakterisere som en manipulation, i værste en regulær forfalskning – og under alle omstændigheder som en akademisk skandale af de allerstørste.

I følgende artikler skal vi gå i detalje med en lang række facetter af hele sagen, først ved et interview med en af landets førende eksperter i hebraisk, dr. phil. Frede Løkkegaard, der var professor i semitisk filologi ved Københavns Universitet 1950-1985, og som vi har talt med om oversættelsen fra 1992.

Dernæst gennemgår og imødegår vi den kritik [artiklen: »Bibelselskabets retræte«], som Bibelselskabet og diverse teologer har rejst mod artiklen i nr. 1 i tiden op til redaktionens slutning, hvor debatten stadig kørte, bl.a. i Information; siden dokumenterer vi en lang række nye eksempler, hvor man er fraveget den valgte kildetekst, Biblia Hebraica Stuttgartensia – enten af dogmatiske teologiske hensyn eller simpelt hen grundet manglende hebraiskkundskaber.

Jens-André P. Herbener og Rune Engelbreth Larsen