Kan man fejre en rødglødende jødehader?

I morgen den 10. november er det 532 år siden, at den tyske reformator Martin Luther blev født.

Desuden er det præcist 77 år siden, at Krystalnatten fandt sted i det tyske rige. Flere hundreder synagoger blev lagt i ruiner. Over 7000 jødiske butikker blev smadret, og mange tusinde jøder blev sendt i koncentrationslejre.

Sammenfaldet mellem de to datoer fik den tyske nazist og landsbiskop Martin Sasse til at juble. Det var næsten for godt til at være sandt. I al hast samlede han nogle af Luthers mest jødefjendske udsagn og udgav kort efter Krystalnatten pamfletten ”Martin Luther om Jøderne: Væk med dem!” I forordet skrev Sasse bl.a.:

”Den 10. november 1938 på Luthers fødselsdag brænder synagogerne i Tyskland … I denne time må man høre den mands stemme, der som den tyske profet i det 16. århundrede begyndte som jødernes ven, men som drevet af sin samvittighed, drevet af erfaringerne og virkeligheden blev sin tids største antisemit, sit folks advarer mod jøderne.”

I 2017 har den lutherske reformation 500 års jubilæum. Lutheranere står allerede på tæerne af hinanden for at forberede fejringen af deres guru. Og man behøver næppe være en ny Nostradamus for at kunne forudse, at når de lutheranske sejrherrer skriver historien, så vil Luther blive båret i en diskret guldstol.

Det er helt naturligt, men det går ikke. For de mørke sider af Luther og reformationen er mange og centrale, ikke få og marginale.

Luther var en verbal maskinkanon mod alle, der var uenige med ham, især katolikker, gendøbere, muslimer og jøder. Det bidrog stærkt til nogle af de mest bestialske religionskrige og blodige forfølgelser i historien.

Desuden var reformatoren tilhænger af dødsstraf over hekse, gendøbere og gudsbespottere, og han opfordrede til at nedslagte oprørske bønder som ”gale hunde” og betragtede det som en gudvelbehagelig gerning. I øvrigt gik han ind for lydighed som samfundsmæssigt grundprincip.

Faktisk findes der hos Luther ikke skyggen af moderne religionsfrihed, demokrati eller adskillelse af religion og politik. Tværtimod. Havde han levet i dag, ville han givetvis blive opfattet som rabiat religiøs fanatiker. På adskillige måder på linje med islamistiske fundamentalister.

I dagens anledning skal vi sætte spot på et enkelt aspekt af Luthers intolerance over for anderledes tænkende, nemlig hans holdning til jøderne.

Selv om Luther fra begyndelsen opfattede jødedom som en falsk religion, begyndte det fredeligt. I et skrift fra 1523 ville han omvende jøderne – og det var muligt, mente han, blot man behandlede dem med næstekærlighed, integrerede dem i samfundet og gav dem en god luthersk indføring i kristendommen.

Men i 1530erne begynder han at skifte om, måske fordi det store flertal af jøder ikke havde behov for at blive frelst. Missionærens venlighed blev afløst af fjendtlighed, og det endte med, at han i 1543 udgav to ekstremt antijødiske smædeskrifter: ”Om jøderne og deres løgne” og ”Om Schem Hamphoras og Kristi slægt”.

Sjældent har verden set en så voldsom kraftudladning af nøgent had mod et folk. Side op og side ned yngler skældsordene og formelig falder over hinanden. Dertil kommer spredte maskingeværsalver af vulgære og latrinære tilsvininger af værste art. Det hele flettes sammen med alenlange teologiske kommentarer, filologiske udredninger og historiske betragtninger. Alt i alt fremstår de to skrifter som en kristen fanatikers koleriske lynnedslag.

I forordet til ”Om jøderne og deres løgne” anfører Luther baggrunden for skriftet: Jøder forsøger at ”lokke” kristne til sig. Det vil han gøre sit yderste for at stoppe, men ikke ved at forsøge at omvende dem. Det har han helt opgivet. Nej, nu skal der ikke tales ”med jøderne, men om dem” – til de kristne. Det gør han bl.a. på denne vis:

”Djævelen og alle hans engle har besat dette folk” (…) ”Derfor kan du, når du ser en rigtig jøde, med god samvittighed slå kors for dig og sige med bestemthed: Dér går en skinbarlig djævel” (…) ”de er uforbederlige løgnere”.

”Ikke desto mindre vover de at træde frem for Gud med et sådant hjerte og skident mundtøj, at nævne hans hellige navn, at bede, anråbe ham om at bringe dem tilbage til Jerusalem, sende Messias, dræbe alle hedninger og give dem alverdens gods. At Gud ikke slår til med torden og lynild og pludselig opbrænder dem med ild som med Sodoma og Gomorra, skyldes kun, at det er for ringe en straf for en sådan ondskab”

”De er tørstige blodhunde og mordere over for hele kristenheden, og det med fuldt overlæg og har været det i mere end 1400 år”

”Deres ånde stinker af begærlighed efter hedningernes guld og sølv, for der har aldrig været, er ikke og vil aldrig komme noget folk under solen mere begærligt end de efter sølv og guld, som deres forbistrede åger også viser. Og de trøster sig også med, at når deres Messias kommer, skal han tage alt guld og sølv i verden og dele det mellem dem”.

Efter den ene tæppebombning af dæmoniseringer efter den anden stiller Luther dette skæbnesvangre spørgsmål: Hvad skal ”vi kristne” stille op med det ”forkastede og fordømte” jødiske folk?

Luther svarer selv. Han opfordrer til en ”streng barmhjertighed” og kommer med disse anbefalinger:

For det første skal jødernes synagoger og skoler brændes ned til grunden. Lykkes det ikke helt, skal man dække det tilbageværende til med jord, ”så at intet menneske nogensinde ser en sten eller slagge heraf”.

For det andet skal jødernes beboelseshuse ødelægges. Derefter kan man anbringe dem ”under et tag eller i en stald, som man gør det med zigeunere”. Så kan de forstå, at de ikke længere er herrer i landet.

For det tredje skal man tage jødernes bøger, bønnebøger og talmudskrifter fra dem, da der her læres ”så meget afguderi, løgn, forbandelse og bespottelse”.

For det fjerde skal rabbinerne – under trussel om dødsstraf – forbydes at undervise. Jøder generelt skal være hjemfaldne til samme straf, hvis de lovpriser Gud offentligt. Hvorfor? Fordi det alt sammen ifølge Luther ikke er andet end ”gudsbespottelse, forbandelse, afguderi”.

For det femte skal jøderne miste enhver ret til at rejse omkring. De skal forblive under det tag eller i den stald, som de fremover skal bo i.

For det sjette skal jøderne forbydes al ”ågerhandel”, og kristne skal fratage dem alle ”rede penge og guld- og sølvsmykker”.

For det syvende skal de unge stærke jøder og jødinder sættes til fysisk tvangsarbejde, konkret til at knokle med ”plejl, øxe, hakke, spade, rok og ten”. Så kan de lære lidt om livets realiteter.

Men Luther tror ikke rigtig selv på det realisable i sine anbefalinger, for jøderne – ”disse ædle verdensherrer og forbitrede giftorme” – vil næppe ”ydmyge sig dybt” under de kristne. Derfor opfordrer han til at jage jøderne ud af landet som ”gale hunde”. For altid.

Den engelske Oxford-professor Diarmaid MacCulloch har kaldt ovenstående for ”et blueprint for nazisternes Kristallnacht i 1938.” Den tyske filosof Karl Jaspers har skrevet: ”Her har man allerede hele naziprogrammet”.

Rablerierne fortsætter i Luthers ”Om Schem Hamphoras og Kristi slægt”. Han slår fast, at skriftet ikke er henvendt til jøderne. Man kan nemlig ikke

”lave en engel ud af Djævlen, eller himmel ud af Helvedet, eller liv ud af døden, eller hellighed ud af synden. Det er umuligt … For en jøde eller et jødisk hjerte er så stok-sten-jern-djævle-hårdt, at det på ingen måde kan bevæges.”

Ifølge Luther hidrører jødernes opfattelser fra Djævlen selv. Han tilføjer, at de ganske vist var udvalgt til at være ”Guds mund”. Men

”de kneb mund, øjne, ører og næse og hele hjertet sammen af alle kræfter. Da kom Djævlen, og for ham spærrede de øjne, hals, ører, hjerte og alle sanser op, og han sked og sprøjtede dem også så fulde, at det over alt i dem plaskede og flød med ren Djævlelort. Det får dem til at smaske som svin af hjertens lyst. Sådan vil de have det”.

Senere kommer han med dette forslag til, hvor jøderne har deres forestillinger om deres gudsnavn fra:

”I vores sognekirke her i Wittenberg er en so hugget ud i sten. Under den ligger pattegrise og jøder og dier; bagved soen står en rabbiner, der løfter soens højre ben op, og med venstre hånd trækker han dens hale over sig, bukker sig og kigger med stor flid under soens hale ind i Talmud, som om han vil læse og forstå noget vanskeligt og specielt. Derfra har de helt sikkert deres gudsnavn  …”

Luthers jødehad fortsatte til det sidste.

I en prædiken holdt tre dage før sin død foretog han et nyt frontalangreb på jøderne: ”De er vores offentlige fjender. De stopper ikke med at bespotte vor Herre Kristus eller kalde Jomfru Maria en luder, Kristus en bastard eller os skiftinger og aborter. Hvis de kunne dræbe os alle, ville de gladelig gøre det.”

Luther sagde imidlertid også, at hvis jøderne vil modtage Kristus som deres messias, så vil kristne betragte dem ”som brødre”. Hvis ikke, så skal de smides ud af landet. Det blev Luthers sidste offentlige ord.

Ofte har man forsvaret Luther med, at hans jødehad var teologisk funderet, ikke racemæssigt, hvorfor han ikke var antisemit. Det er sandt, at den biologisk begrundede antisemitisme fra det 19. og 20. århundrede var Luther fremmed.

Faktum er imidlertid, at hans vulkanske had i høj grad også kom til at rette sig mod jøderne som folk, hvorfor grænserne mellem tro og etnicitet kan viskes fuldstændigt ud. I flere tilfælde afviser han eksplicit muligheden af at omvende dem – ligesom nazisterne.

Man har tillige forsvaret Luther med, at han blot stod på skuldrene af en antijødisk kristen tradition, der går helt tilbage til Det Nye Testamente, og at grov diskrimination og vold mod jøder også var udbredt i hans samtid.

Det er korrekt. Men Luthers skrifter fra 1543 var stadig usædvanligt svinske. Vigtigere er imidlertid, at han som banebrydende reformator givetvis har været den mest indflydelsesrige skikkelse i Tysklands historie i de sidste 500 år.

Derfor kan det heller ikke undre, at mange nazister i det 20. århundrede tog ham til hjertet. F.eks. henregnede Hitler i Mein Kampf ham til historiens ”store stridsmænd” og sidestillede ham med Richard Wagner og Frederik den Store.

I nazistpartiets talerør Völkischer Beobacter udtalte Hitlers undervisningsminister Bernhard Rust i 1933: ”Jeg tror, at den tid er forbi, hvor man ikke siger Hitlers og Luthers navne i samme åndedrag. De hører sammen; de er af samme gamle rod.”

Der var da også et betragteligt antal teologer, biskopper og præster i Nazityskland, der brugte Luther til at fyre ekstra op under den antisemitisme, der allerede gjorde sig gældende blandt tyskerne.

Og især blandt lutheranere. Ifølge professor Frederik Stjernfelt udgjorde ”den centrale del af verdens lutheranske befolkning … grundstammen i nazisternes valgsejre”, og der syntes ”i alle tilfælde at være en stærk korrelation mellem lutheransk protestantisme og nazisme”.

Ifølge mangeårig præsident for det tyske Luther-Selskab og professor i teologi Paul Althaus vakte Hitlers magtovertagelse stor glæde hos kirkefolket: ”Vores protestantiske kirker har hyldet vendepunktet i 1933 som en gave og et mirakel fra Gud.”

Apologeter vil fremhæve protestantiske præster som Dietrich Bonhoeffer og Martin Niemöller, der aktivt gik imod nazisterne, men de tilhører undtagelserne, ikke reglen.

Et væsentligt spørgsmål er: Har Luther et medsvar for nazisternes apokalyptiske voldsorgier? Naturligvis går der ikke nogen lige linje fra Luther til holocaust. Langtfra. Det var et multifacetteret årsagskompleks, der lå bag.

Men hvorfor opstod nazismen i Tyskland, lutheranismens centrum? Hvorfor var det især lutheranere, der støttede nazismen? Og hvorfor udviste de allerfleste tyskere blind lydighed over for en så stjernepsykopatisk Führer som Hitler?

Kan det bl.a. hænge sammen med, at Luther nød kolossal prestige? At han forfattede litterære stalinorgler af jødehad og i øvrigt tilskyndede til næsten ubetinget underkastelse over for magthaverne?

Professor i kirkehistorie Martin Schwartz Lausten har bemærket, at Luthers holdning ”yder et stort bidrag til den skyld, som for altid vil hvile over den kristne kirke på grund af dens behandling af jøderne i historiens løb.”

Men hvor stort egentlig? Herfra skal der lyde en glasklar opfordring:

Sæt Luthers rødglødende jødehad højt på dagsordenen, når der i forbindelse med reformationsjubilæet i 2017 skal forskes ekstra i reformationen. Sæt det også højt på mediernes dagorden.

Man skylder helt enkelt jøderne – midt i jubilæumsfejringerne – at komme frem til den fulde sandhed om, hvorfor især tyske lutheranere ville udvise eller udrydde dem. Totalt.