Kap. 3: Reformationen versus religionsfrihed og tolerance

Lutheranere hævder ofte, at Luthers opgør med pavekirken ”frisatte” mennesker, f.eks. fra religiøs undertrykkelse. De kan henvise til, at Luther i 1523 skrev, at man ikke må bekæmpe kætteri med sværd og ild. Bekæmpelsen skal overlades til ”Guds ord” alene. Desuden er troen, som Luther betonede, ”en frivillig sag, som man ikke kan tvinge nogen til.”

Lyder det ikke moderne? Jo. Men kun for en meget selektiv og overfladisk betragtning af Luthers voluminøse forfatterskab.

I andre og især i senere skrifter udviste Luther nemlig en rødglødende intolerance over for tilhængere af andre religioner og andre kristendomsformer end hans egen, og han var overbevist om, at de var Djævlens lakajer. Efterhånden skyede han heller ikke brug af forbud, tvang og rå dødsvold i den rette tros tjeneste. Tværtimod.

Lad os få nogle eksempler på banen.                                         

I fortalen til sin Lille Katekismus (1529), der skulle blive ekstremt populær i Danmark, slog han fast, at alle unge er forpligtet til at lære De Ti Bud, Trosbekendelsen, Fadervor m.v. udenad. Hvis nogle skulle modsætte sig dette forsøg på (ydre) tvangskristning, skal flere sanktioner komme på tale. Bl.a. skal forældrene nægte synderne noget at spise og drikke, og de skal trues med landsforvisning. Kan kirkefolket ikke selv klare paragrafferne, skal forældre og de verdslige myndigheder altså tage hård tvang i brug.

I 1530 slog Luther fast, at åben gudsbespottelse, undervisning i ”falsk” religion og religionsformer, der indebærer oprør mod øvrigheden, skal straffes, f.eks. med dødsstraf eller landsforvisning.

I 1531 tilsluttede Luther sig en betænkning, der slog til lyd for at henrette gendøbere, en protestantisk sekt, der afveg stærkt fra Luthers lære. I første halvdel af 1530’erne sagde han, at gendøberne ”er levende djævle, ikke mennesker (…) Hug bare hovedet af gendøberne. For de er oprørske og opgiver ikke deres vildfarelse.”

I 1536 slog Luther sammen med de andre Wittenberg-professorer Philipp Melanchthon, Johannes Bugenhagen og Caspar Cruciger til lyd for, at de verdslige myndigheder ikke blot skulle bekæmpe ”oprørske” religionsformer, men også åben ”gudsbespottelse, falske lærdomme og kætteri”. Sanktionerne inkluderede alt fra formaning til fængsel, landsforvisning og henrettelse af genstridige vantro. Som de bl.a. skrev:

”Fyrster og myndigheder har magten og pligten til at afskaffe fejlagtig gudstjeneste og i stedet at etablere sand undervisning og korrekt gudstjeneste. Dette bud byder dem også at undertrykke offentlig undervisning i falske lærdomme og straffe den genstridige. 3. Mosebog [24,16] taler om dette: ’Den, der bespotter Gud, skal dræbes’.”

Med andre ord: Ligesom pavekirken ønskede de protestantiske topteologer, der blev retningsgivende for de efterfølgende århundreders lutheranisme, i praksis kun at give plads til deres egen religion i samfundet. Tilhængere af andre religioner skulle kunne straffes på grusom vis.

Luther støttede også varmt Christian 3.s religiøse revolution i Danmark i 1536, nemlig kongens nedlæggelse af den katolske kirke, fængsling af alle dens biskopper og konfiskering af det omfattende bispegods.

Endelig kom Luther i 1543 med en syvpunktsplan for, hvordan jødedommen i Tyskland skulle knuses. F.eks. skulle jødernes skoler, synagoger og beboelseshuse jævnes med jorden. Ifølge nogle eksperter opfordrede han formentlig tillige til at myrde jøder i stor stil.

Samlet set veg protestanternes hanelefant – i tråd med nogle af nutidens værste religiøse fanatikere – ikke tilbage fra at ønske død over dem, som han afskyede. Således kunne han opfordre til dødsstraf over paver, kardinaler, oprørere, gendøbere, gudsbespottere og hekse, hvortil kom bl.a. mordere, prostituerede, utro ægtefolk. Ja, sågar hustruer, der nægtede at have sex med deres mand, skulle enten tvinges til det eller henrettes.

Alt i alt var der hos Luther kun plads til at være enig med Luther. Ifølge ham var der ingen anden gud end Gud, og han selv var Hans profet. Som den lutherske stjernebiograf og professor Heinz Schilling har bemærket, var protestantisk kristendom ifølge reformatoren ”den endegyldige sandhed i Europa, ja, i hele verden. Som Guds profet måtte han forkynde den eneste saliggørende sandhed for alle mennesker og sørge for, at den overalt blev sat i kraft … den rene tro skal herske ensartet og dogmatisk på Jorden, i hvert eneste land, i hver eneste by.”

Folk, der forkastede Luther, forkastede også Gud og Kristus. Eller som den Luther, som lutheranere ofte lovpriser som beskeden – bl.a. fordi han klogt kaldte sig en ”ussel stinkende maddikesæk” – selv kunne udtrykke det:

”Den, der går imod mig i en sag og ikke vil vige, han skal og må være fortabt. Jeg må have ret i sagen, for min sag er Guds sag og Hans ord; ergo må de, der er imod, gå under.”

”[G]ud har åbnet min mund og befalet mig at tale, og han støtter mig yderligere meget kraftigt … jeg vil frit og åbent forsikre og erklære Dem, mine kære herrer, at hvis De adlyder mig her, så adlyder De sandelig ikke mig, men Kristus, og den, der ikke adlyder mig, vrager ikke mig, men Kristus.”

”[L]ad mig hermed kundgøre Dem, at jeg ikke har evangeliet fra mennesker, men alene fra Himlen gennem vor Herre Jesus Kristus.”

Dermed lå Luther ikke blot på linje med den megalomane pave i Rom og en del sektledere, men også med senere tiders radikale islamister som Hassan al-Banna og Sayyid Qutb, henholdsvis grundlæggeren og chefideologen for Det Muslimske Broderskab.

Når det kom til stykket, skulle der ifølge Luther kun være trosfrihed i det enkelte menneskes ”sjæl”, i dets ”indre”. Hvad der foregik her, måtte de verdslige magthavere ikke blande sig i, for her var Gud den suveræne hersker. Denne sfære var en del af det såkaldt åndelige regimente hos Luther.

Når det derimod kom til menneskets legeme og status som borger i samfundet, var mennesket underlagt det såkaldt verdslige regimente, dvs. staten, og den skulle mennesket underkaste sig i et og alt. Det gjaldt også statens religion, der naturligvis skulle være luthersk ifølge Luther.

Som professor, dr. pæd. Ove Korsgaard koncist har sammenfattet sagen:

”Luther var på ingen måde fortaler for et liberalt samfund med religiøs tolerance og religionsfrihed, men bidrog tværtimod til at skabe kraftfulde fjendebilleder … trosfrihed i det åndelige regimente var langtfra ensbetydende med religionsfrihed i det verdslige regimente … Han betragtede kristendommen som statens grundlov”.

Politiken, 24.9.2017

Læs videre på luther-2017.dk