Kap. 8: Vi bør hylde oplysningstænkere for demokratiet, ikke Luther
Det er helt naturligt, at lutheranere oftest tegner et positivt portræt af Luther. Han er jo deres guru og grundlæggeren af deres kirke og tro.
Men at lytte udelukkende til lutheranere, når det kommer til Luther og reformationens konsekvenser, svarer til udelukkende at lytte til den ene part i en skilsmisseretssag. Eller at overlade det til en Venstre-politiker at afgøre, om Venstres politik er god for miljøet eller ej. Eller at bede en leninist skrive kapitlet om Lenin til en lærebog i folkeskolen.
Det går ikke. De fleste kan se den utilladelige ensidighed i disse eksempler. Men de færreste har kunnet se det stærkt problematiske i, at fremstillingen af Luther og lutheranisme i Danmark traditionelt har været overladt til lutheranere. Selvfølgelig, fordi de allerfleste i de sidste 500 år har været lutheranere, magtens topfolk inklusive. Ingen, der er medlemmer af en sekt, er som bekendt medlemmer af en sekt. De er medlemmer af en forening, der formidler lødig viden om meningen med livet.
En af de mest populære lutheranske myter i dag er, at Luther var en af det moderne demokratis vigtigste pionerer. Som vi har set i tidligere artikler, var det langtfra tilfældet. Ikke blot var han radikal teokrat. Reformationen medvirkede også til, at det på væsentlige områder blev endnu værre end tidligere set med nutidige øjne.
Efter reformationen i Danmark-Norge fik vi således en endnu mere despotisk kongemagt, endnu mere religionstvang, endnu mere barbariske love, langt flere hekseforfølgelser og endnu mere censur. Naturligvis var protestantisme ikke den eneste årsag til det. F.eks. så man også eksempler på lignende udviklinger i andre dele af Europa. Men protestantisme var utvivlsomt én af de væsentligste.
Når Luther ikke rimer på demokrati og menneskerettigheder, hvor skal man så finde deres idéhistoriske arnested?
Det skal man frem for alt i oplysningstiden (ca. 1689-1789). Det var i dens muld, at de væsentligste spirer til demokrati og menneskerettigheder skød frem. Og det skete ofte som modreaktion på de religionsforfølgelser, den censur og de absolutistiske kongedømmer, der fulgte efter reformationen i både protestantisk og katolsk regi i Europa.
Overordnet set repræsenterede oplysningstiden en intellektuel revolution, der bidrog markant til en samfundsmæssig revolution i Vesten: Fra kongedømme pr. guddommelig ret til demokrati pr. folkelig ret. Fra kongelige, adelige og kirkelige særrettigheder til menneskerettigheder. Fra religiøs intolerance til tolerance. Fra religionstvang til religionsfrihed. Fra censur til ytringsfrihed. Fra forskelsbehandling af kvinder og mænd, heteroseksuelle og homoseksuelle, sorte og hvide til en ligestilling af dem.
Det skal understreges, at en del oplysningstænkere var kristne, men det var ofte af uortodoks art, og mange af dem blev forfulgte af kristne magthavere. Det skal ligeledes understreges, at der også var kristne grupperinger, der bidrog til fremkomsten af moderniteten, f.eks. unitarer, pietister og kvækere – og i Danmark ikke mindst Grundtvig. Men symptomatisk blev de ofte undertrykt af de store kirkeinstitutioner og konfessionsstater.
Endelig var det multikristne Europa med flere magtfulde kirker, der opstod i reformationens kølvand, i sig selv med til at bane vej for moderne religiøs tolerance, frihed og mangfoldighed. Det skyldtes for det første, at den sandhedspluralisme, som udviklingen medførte, bidrog til at underminere de enkelte kirkesamfunds krav på sandhedsmonopol.
Det skyldtes for det andet, at alternativet til tolerance ville have været konstant krig mellem konfessionelle rivaler, for de kunne ikke udrydde hinanden, sådan som de ellers ønskede. Og dette alternativ var der ingen, der kunne leve med i længden. Bl.a. derfor fredslutningerne i Augsburg i 1555 og Westfalen i 1648.
Man kan altså godt sige, at reformationen også har bidraget til fremkomsten af det moderne. Men – og det er et afgørende men – det var totalt utilsigtet fra Luthers side. Hans ideal var nemlig et autoritært lydighedssamfund, hvor en fyrste herskede på vegne af Gud, og hvor lutheranisme havde erstattet al anden religion. Af samme grund ville han have opfattet nutidens samfund som Djævlens sejr.
Professor Frederik Stjernfelt har betegnet Luthers medvirken til det moderne som ”kontraintentionel”. Den tyske professor Heinz Schilling har pointeret: ”Luther blev mod sin vilje fødselshjælper for den pluralistiske og liberale moderne tid”.
Hvis man vil lovprise Luther for moderne demokratier, må man altså også lovprise oldgræske tyranner for fremkomsten af Athens demokrati, lovprise storkapitalister for fremkomsten af kommunismen og lovprise Hitler for oprettelsen af staten Israel. Alle blev nemlig fødselshjælpere for forhold, som de afskyede.
Sagt på en anden måde: Hvis de danskere, der fejrer reformationens 500-års jubilæum, kender til reformationens mange mørke sider og konsekvenser, vil det omtrent svare til, at sorte fejrer de hvides indførelse af slaveriet i Amerika. Eller at apartheidmodstandere fejrer indførelsen af apartheid i Sydafrika. I det mindste gik det i lang tid efter reformationen – målt med moderne alen – ned ad bakke. På vigtige områder endda.
Til sidst et par spørgsmål.
Det kan ikke overraske, at det kan være en utaknemmelig opgave at tale kristendom midt imod i et land, hvor der er mange selvbevidste og magtfulde kristne. Og det er der i Danmark. Ofte udløser det styrtsøer af forargelse og kanonader af modangreb – og det ikke kun fra lutheranere, men også katolikker.
Selv kunne jeg godt en gang for alle tænke mig at få svar på følgende spørgsmål:
Hvis demokrati og menneskerettigheder er ægte grene på kristendommens stamme, sådan som mange kristne påstår, hvorfor skulle der så gå 1800-1900 år af dens historie, før kristne begyndte at indføre dem? Hvorfor sørgede kristne konger og kirkeinstitutioner ikke for det i de mange århundreder, hvori de havde magten til det? Hvorfor begyndte det først at ske, da de i moderne tid blev trængt i defensiven af oplysningstid og sekularisering?
Hvorfor tilsluttede den katolske kirke, der er verdens største kristne organisation, sig først religionsfrihed og demokrati i 1965? Hvorfor tilsluttede Tysklands største protestantiske kirkeorganisation sig først eksplicit demokrati i 1985?
Hvorfor skulle to verdenskrige og totalitære bevægelser først bade verden i blod i det 20. århundrede, før man oprettede et FN, udstedte en universel erklæring om menneskerettigheder og begyndte at kæmpe for en global udbredelse af demokrati? Hvorfor skete alt dette først så sent som små 2000 år efter Jesus? Hvorfor havde magtfulde kristne stater og kirker ikke gjort det lang, lang tid før, hvis alt dette er nøglepotentialer i kristendommen?
Der er noget, der ikke stemmer.
Politiken, 29.10.2017
Læs videre på luther-2017.dk