Er verdens religioner blevet grønnere?  

Nej, ikke meget – de mange øko-religiøse erklæringer snyder.

På det seneste er der sket noget vildt herhjemme.

Flere og flere politiske partier er begyndt at konkurrere om at have den grønneste profil. At komme med de mest spektakulære og vidtgående proklamationer om, at Danmark skal have mere vild natur og gennemgå en grøn omstilling.

En lignende grøn udvikling har man set inden for religionernes verden i nyere tid.

Den startede for alvor i Assisi i Italien i 1986. Her mødtes toprepræsentanter for jødedom, kristendom, islam, hinduisme og buddhisme. Det tværreligiøse øko-topmøde mundede ud i de såkaldte Assisi-erklæringer, hvori de fem religioners talsmænd bedyrede, at deres religioner korrekt forstået er økologisk ansvarlige.

Den næste milepæl var grundlæggelsen af The Alliance of Religions and Conservation i 1995. Organisationen hjælper religioner med at fremme naturbevarelse og bæredygtighed verden over, og den samarbejder i dag med 12 religioner.

I de senere år har øko-religiøse initiativer stået i kø.

I 2014 udstedte en muslimsk toporganisation i Indonesien, verdens folkerigeste muslimske land, en fatwa mod illegal handel med vilde dyr. I samme år besluttede Kirkernes Verdensråd, der repræsenterer mere end 560 millioner kristne i over 110 lande, at stoppe for alle investeringer i olie, kul og naturgas. Desuden proklamerede den internationale Wicca-organisation Covenant of the Goddess, at den støtter alle tiltag, der beskytter naturen.

I anledning af klimatopmødet i Paris i 2015 eksploderede antallet af religiøse øko-deklarationer:

I Buddhist Climate Change Statement To World Leaders opfordredes folk til at passe på hele vor planet. I Hindu Declaration On Climate Change blev det slået fast, at ”det guddommelige er alt, og at alt liv skal behandles med ærbødighed og respekt”.

I forbindelse med et klimaforandringssymposium i Istanbul udsendte islamiske topakademikere og ledere fra 20 muslimske lande en øko-deklaration, der tilskyndede til et stop for udvinding af fossile brændstoffer til fordel for vedvarende energikilder.

De mest omtalte øko-religiøse statements kom fra pave Frans, lederen for verdens største religiøse organisation. Han slog til lyd for en radikal øko-social reformation af verdens samfund. Intet mindre.

I 2016 gik et historisk højt antal miljøbevidste ledere og organisationer sammen i kampen for et bedre klima. Her udsendte 270 buddhistiske, kristne, jødiske, muslimske og hinduistiske toprepræsentanter og 176 forskellige religiøse grupper en fællesdeklaration, hvor de indtrængende opfordrede regeringer til ”hurtigt at underskrive, ratificere og implementere” aftalen fra klimatopmødet i 2015.

Ovenstående repræsenterer blot en lille buket af de øko-religiøse highlights. Alt dette har fået en del, også eksperter, til at tale om, at en grøn revolution af verdens religioner er begyndt. En greening of religion. Desuden at den øko-religiøse udvikling kan få stor indflydelse på arbejdet for et bedre klima og miljø. Jeg har også selv talt om det.

Men måske har vi været for hurtigt ude. For nylig har de tre amerikanske forskere Bron Taylor, Gretel Van Wieren og Bernard Zaleha gennemtrawlet over 700 artikler, der har relevans for emnet. Dermed er der etableret et overblik over udviklingen, der ikke har eksisteret tidligere.

Og de tre forskere er ikke så optimistiske. De mener, at der indtil videre kun er lidt evidens for, at verdens religioner er blevet grønnere, og at religioner kan hjælpe med at frelse os fra den antropocentriske imperialisme, der holder Jorden i et kvælertag.

På trods af floden af øko-religiøse proklamationer er majoriteten af religiøse mennesker oftest ligeglade med miljøspørgsmål, eller også har de en så lav prioritet i deres liv, at de ikke omsættes til en effektiv indsats. Og værre endnu: Et ikke ubetydeligt antal religiøse er deciderede modstandere af miljøsagen.

Forholdet mellem religion og miljø er bedst undersøgt i Guds eget land. Her viser flere nyere undersøgelser, at amerikanske kristne generelt er mindre optagede af miljø end ikke-kristne og ikke-religiøse. Blandt de kristne er konservative og fundamentalistiske – især evangelikale – kristne hyppigst de største klimabenægtere og fjender af miljøsagen, mens liberale kristne er de mindste; ja, sidstnævnte støtter jævnligt miljøbevarelse. Kristen traditionalisme i USA borger med andre ord ikke for et pro-økologisk engagement. Ofte tværtimod.

Meget symptomatisk faldt pave Frans’ popularitet i USA efter udgivelsen af hans grønne encyklika i 2015. Konservative katolikker var vrede, fordi paven pointerede, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og mange katolikker frygter, at miljøsagen fremmer hedenskab. En katolsk præst fra en lille by, der lever af kulminedrift, indrømmede, at han ikke har ”travlt med et prædike om klimaforandringer fra prædikestolen”, fordi ”hans brød og smør” er lokalbefolkningen.

Det skal understreges, at andre dele af verden ikke er så velundersøgte som USA. Men ifølge den eksisterende forskning er gamle asiatiske religioner ikke nødvendigvis, som nogle har hævdet, mere miljøvenlige end traditionelle former for kristendom og islam.

Til gengæld er der en tendens til, at indfødte folks religioner oftere befordrer pro-økologiske opfattelser og handlemåder end andre religionsformer. En ny naturbaseret spiritualitet har desuden fået en vis udbredelse i moderne tid.

Samlet set synes miljøkampen i de store religioner indtil videre at være koncentreret hos mindre grupper af religiøse ledere, specialister og aktivister. En bred folkereligiøs øko-mobilisering er der endnu ikke udsigt til. Heller ikke til, at religioner ændrer deres trosbekendelser, får nye helligskrifter eller lignende.

Hvad er årsagerne til det? De kan ligge i religionerne selv, der da også opstod længe før miljø- og klimakrisen.

Her har kristendommen været genstand for mest diskussion. Den er ofte blevet beskyldt for at fremme 1) en udtalt antropocentrisme – at mennesket skal herske over alle andre arter; 2) en afsakralisering af naturen, hvilket kan blive et carte blanche til at udnytte den efter forgodtbefindende; 3) en tro på, at naturkatastrofer skyldes Guds straf over folks synder, f.eks. homosex og abort (modsat udvinding af olie og kul); 4) en forestilling om, at Jorden i tråd med Guds vilje snart skal gå under, så hvorfor redde den?

Ifølge de tre forskere medvirker verdens førende religioner faktisk oftere til at forhindre pro-økologisk adfærd end til at fremme den. Dermed er de i højere grad en del af problemet end af løsningen på det.

Men hvem ved, hvad der vil ske om 50-100 år?

Måske specialisternes øko-opråb så er blevet til folkereligiøs mainstream? Hvis den globale klimakrise eskalerer, kan en massiv metamorfose af miljøskadelig til miljøvenlig religion verden over langtfra udelukkes.