Bor gud i himlen eller i naturen?

Danmark er et kristent land. Det mener dronningen, det mener regeringen, og det mener mange andre. Tænk blot på vores historie, grundlov, værdier og folkekirke, siger de.

Andre er rygende uenige. Eller delvist i det mindste. Ifølge Rune Lykkeberg er nutidens Danmark ”ikke et kristent samfund”, men bygger tværtimod på ”et opgør med kristendommen”. Jeg er enig.

For det første står nogle af vores mest centrale værdier som folkestyre, religionsfrihed, ligestilling og ytringsfrihed i modsætning til størstedelen af Bibelen og kristendommens historie. For det andet udgør andelen af erklærede ”ikke-troende” i dag knap 50 procent af befolkningen. Endelig har vi nu en hel regnskov af ikke-kristne religioner.

Men måske har de nationale kristendomsfetichister alligevel en pointe. Måske er Danmark et kristent land – i bogstavelig forstand. Måske er Danmarks landskab i dag et resultat af ikke mindst kristen indflydelse?

Én art – mennesker – af omkring 50.000 forskellige arter herhjemme har gjort sig til suveræn hersker over alle andre. Danmark er det land i Europa, der har mest landbrugsland. Det øvrige landskab har i moderne tid været genstand for en steppebrandshurtig ekspansion af byer, bebyggelse, industri, vejnet, skovdrift osv. Oven i det hele kommer, at den tilbageværende natur er blevet stadig mere artsfattig. Alt dette gør, at Danmark også er det land i Europa, der har mindst vild natur.

Men er der ikke kommet flere skove i nyere tid, efter deres omfang nåede et historisk lavpunkt omkring 1800? Jo, men det er oftest produktionsskove. Drænede og monotone træplantager.

Men er der ikke også forsvundne arter, der er vendt tilbage eller genudsat, f.eks. havørne, ulve og bævere? Jo, men det er undtagelserne, der bekræfter reglen. Nemlig at dansk biodiversitet længe har været i tilbagegang og generelt befinder sig i en miserabel tilstand, som forskere har påpeget.

Men hvad med Naturbeskyttelsesloven, Natura 2000-områderne og Danmarks nationalparker? De gør desværre en alt for lille forskel, for ofte udelukker de på ingen måde landbrug, intensiv skovdrift og byer. F.eks. omfatter Nationalpark Skjoldungernes Land Roskilde bycentrum. Tre forskere fra Bioscience, Aarhus Universitet, har kaldt vores nationalparker for en art ”dårlig vittighed”.

Hvad har alt dette med Gud at gøre? Kristendom er meget mere end det. Den rummer traditionelt også særlige natursyn, og her er det for en religionshistoriker vanskeligt at overse nogle spektakulære lighedstræk mellem vores behandling af naturen i dag og kristendom.

Ifølge 1. Mosebog kap. 3 bestemmer Jahve, at menneskene skal leve som agerbruger. Agerbruget er altså guddommeligt dikteret. Ifølge 1. Mosebog kap. 1 indtager mennesket en ophøjet særstatus: Som det eneste væsen er det skabt i ”Guds billede”. Resten af naturen er det ikke. Særstillingen har den konsekvens, at menneskene skal ”herske” over alle dyr og ”underlægge” sig jorden. Dyrenes underlegne stilling uddybes i 1. Mosebog kap. 9, ifølge hvilket dyr og planter ikke blot er givet til menneskene. Dyrene skal decideret nære ”frygt og rædsel” for os.

Med 1. Mosebog fastlægges med andre ord en antropocentrisme, hvor menneskene installeres som Jordens herrer. I størstedelen af Det Nye Testamente udbygges denne antropocentrisme: Frelse og næstekærlighed er forbeholdt menneskene.

Dertil kommer i kristendommen en afsakralisering af verden. Hos mange førkristne folk var verden Moder Jord og dyr, floder, jord og skove blev dyrket som guder. Men i de dominerende former for kristendom er verden ikke guddommelig. Gud Fader er i himlene, som det hedder i Fadervor. Og gudsriget er ikke af denne verden, som Jesus understreger.

Forener man kristendommens antropocentriske landbrugsideal med dens afhelligelse af verden får vi en livsfarlig cocktail. Især, når den kombineres med de industrielle, kapitalistiske, konsumeristiske og befolkningsmæssige revolutioner i moderne tid.

Dermed ikke sagt, at al økologisk nedgang i Danmark har sine historiske rødder i kristendommens indførelse i landet. Langtfra.

For allerede 50.000 til 10.000 år siden bidrog nomadiske jæger-samlere til megafaunas masseuddøen. Og det første økologiske syndefald indledtes allerede med agerbrugsrevolutionen for 11.000 år siden. Ved at rydde vild natur i stor stil og gøre visse dyrearter til slaver indtog mennesket efterhånden en særstilling. Fra at have været et dyr blandt andre dyr blev det efterhånden ophøjet til naturens ejer og hersker.

Men med kristendommen kom alligevel noget væsentligt til. Med den fik agerbruget en religiøs legitimering og skærpelse. Nu blev det en guddommelig pligt at herske over dyrene og opdyrke jorden. Samtidig var naturen – eller dele af den – ikke længere hellig. Guder, ånder og sjæle blev efterhånden fjernet fra skove, floder og dyr. Resultatet var, at naturen blev forvandlet til et dødt objekt, som menneskene med guddommeligt god samvittighed kunne og skulle udnytte uden restriktioner.

At kristendommens indtog kan gøre en manifest forskel økologisk set, kommer i dag bl.a. til udtryk på Borneo, verdens tredje største ø. I bogen ”Regnskovens religion” (2016) demonstrerer religionshistoriker Mikael Rothstein, hvordan de sidste nomadiske jæger-samleres kultur snart er blevet smadret. Årsagen er bl.a. kristne missionærer, der dæmoniserer regnskoven som Satans domæne. Resultatet er, at kristnede indfødte nu – midt ude i regnskoven – bor i parcelhuse med sirligt klippede græsplæner. Den kristne Guds og det kristne menneskes dominans over naturen er dermed etableret.

Men hvordan hænger alt dette sammen med, at det snarere er sekularisering end kristendom, der har sat dagsordenen i Danmark i moderne tid? Ejere af landbrugsfabrikker, driftige forretningsfolk og storbyens hyperkonsumerister er vel ikke synderligt kristne? Nej, ikke de fleste.

Men som en del har påpeget, er sekulariseringen måske et idéhistorisk barn af kristendom. F.eks. finder man allerede spirerne til den afsakralisering af naturen, som sekulariseringen indebærer, i kristent natursyn.

Hvad med Danmark i fremtiden? Hvordan får vi vildere natur?

En mulighed er at give naturen juridiske rettigheder. De eksisterende love har jo vist sig at være utilstrækkelige. Problemet er, at der indtil videre kun er ét politisk parti, Alternativet, der støtter det. Desuden har vi ikke indfødte folk, og de har indtil nu været væsentlige forudsætninger for, at naturrettigheder er blevet indført i større stil. Navnlig i Ecuador, Bolivia og New Zealand.

En anden og p.t. mere realistisk vej er blevet foreslået af idéhistoriker Rune Engelbreth Larsen. I bogen ”Vildere vidder i dansk natur” (2017) kommer han med et grundigt forslag til oprettelsen af 35 naturnationalparker. Anlagt på statens jorde, så man styrer uden om de fleste af de hidtidige konflikter mellem landbrugets og naturens interesser.

Faktisk ligger forslaget lige til både det realpolitiske og biodiversitære højreben, og naturnationalparkerne kunne være en historisk begyndelse til at få vendt afviklingen af vild dansk natur.

Hvordan vil kristne organisationer betragte en større tilbagekomst af vild natur hinsides menneskelig herskeglæde og produktion? Mange rettroende vil nok forkaste det som hedenskab og afgudsdyrkelse. Men som bl.a. førerhunden for den katolske verdenskirke Pave Frans og den økumeniske gruppe Grøn Kirke herhjemme allerede har vist, kan kristendom i dag sagtens være grøn som forårsgræs.

Det er ikke blot naturen, der er under kontinuerlig forandring. Det er religion også.