DR’s nye public service-kontrakt bringer os tættere på en totalitær kristen stat

Hvad har totalitære stater til fælles? At de kontrollerer medierne og bruger dem som talerør for egen ideologi. At de hader kritiske intellektuelle. At de ekskluderer, ikke integrerer, anderledestænkende. At de groft forenkler, manipulerer og iscenesætter virkeligheden.

Med DRs nye public service-kontrakt, som Dansk Folkeparti og regeringen står bag, har Danmark bevæget sig et par skridt i retning af en totalitær stat.

For det første skal DR fremover ”afholde sig fra lange, dybdegående artikler”. Årsagen er angiveligt, at DR ikke skal gå de private medier, der får betaling for deres artikler, i bedene. Men at afskaffelsen af dybdeborende indlæg kan medvirke til, at det intellektuelle niveau i befolkningen falder, er utvivlsomt en vigtig sidegevinst.

For det andet skal DR ikke længere bidrage til ”integration” i samfundet. Dét ord fra den tidligere public service-kontrakt er nemlig fjernet. Når man ser på kontraktens ophavsmænd, behøver man ikke være en Einstein for at regne ud hvorfor.

For det tredje afgør public service-kontrakten i en håndevending et temmelig komplekst spørgsmål, nemlig at vores samfund ”har sin rod i kristendommen.” Det repræsenterer i realiteten et afgørende jordskred i forhold til den gamle public service-kontrakt, der blot sagde, at DR skal tematisere ”den kristne kulturarv”.

Nu slås det pr. politisk diktat fast, at Danmarks ”rod” er kristendommen, og at dét fremover skal fremgå ”tydeligt” i ”DR’s programflader og platforme.” Den nye sætning i DRs nye public service-kontrakt er ikke udtryk for sober historieskrivning, men en nationalistisk propagandavirksomhed, der er velkendt fra totalitære stater. Formålet er tydeligvis, at den skal understøtte Dansk Folkepartis og regeringens påstand om, at Danmark er et kristent land.

Sagen er imidlertid:

1) ’Hedensk’ polyteisme eksisterede i Danmark før kristendom og har eksisteret i landet i meget længere tid end kristendom. Og ’hedenskabet’ levede videre efter indførelsen af kristendom. På adskillige områder.

2) Nogle af det moderne Danmarks mest centrale værdier som folkestyre, religionsfrihed, ytringsfrihed, tolerance, frisind og ligestilling af mænd og kvinder og af hetero- og homoseksuelle står i modsætning til størstedelen af Bibelen og kristendommens historie. Ja, historisk set er de sågar ofte opstået som modreaktion på traditionel kristendom.

3) Ingen vil benægte, at kristendom i tidligere århundreder har spillet en stor rolle; heller ikke, at staten og folkekirken er flettet ind i hinanden i dag. Men det danske samfund har faktuelt mange rødder, ikke én rod. Man kan i flæng nævne alt fra ’hedenskab’, landbrug, handel, indvandringsbølger, adel, kongemagt, kristendom, Luther, jødedom, oplysningstid, Grundtvig, grundlov, demokrati, sekularisering, naturvidenskab, kulturradikalisme, socialdemokratisme, menneskerettigheder, EU, kvindefrigørelse, ateisme, ungdomsoprør til en høj materiel levestandard. Ja, mere endnu.

Ikke desto mindre skal hele DR nu gøre det ”tydeligt”, at det danske samfund ”har sin rod i kristendommen”. Vil der i DR fremover overhovedet blive plads til en modsigelse af denne skamløst forenklende historiemanipulation? Eller vil en skarp kritik af det simpelthen være forbudt fremover?

Lad det stå glasklart: Et medies frihed og uafhængighed står og falder med, at alt kan og må debatteres. Også og især magthavernes propaganda. Punktum. Så snart man begynder at gradbøje dette, har man begivet sig ud på en farlig glidebane.

Er det en overfortolkning at opfatte den nye public service-kontrakt som et redskab til at fremme en totalitarismelignende kristen nationalisme i Danmark? Når det drejer sig om Dansk Folkeparti, der er hovedaktøren bag ændringerne i den nye public service-kontrakt, er det i alt fald ingen overfortolkning. F.eks. har topprofilen Martin Henriksen krævet en øget kristianisering af Danmark, nemlig at alle danskere – altså f.eks. også ateister, hinduer og jøder – skal holde kristen jul, og at indvandrere skal deltage i kristne højtider.

Desuden er armslængden mellem Christiansborg og DR blevet kortere og kortere i nyere tid. DRs tidligere generaldirektør Christian Nissen har vist, at public service-kontrakternes omfang voksede fra 9 sider i 2003 til 21 sider i 2015, og at antallet af politikernes diktater til DR i denne periode voksede fra 56 til 172.

Ifølge kultursociolog og ekspert i armslængdeprincippet Peter Duelund er det symptomatisk for en generel udvikling i Europa. Han påpeger: ”Det er en tendens, der er meget farlig for kulturel frihed og selvforvaltning … Vi nærmer os langsomt den sovjetiske model” (Politiken, 19.9.).

Behøver man minde om, at en fri presse er totalitære staters værste fjende? Og at de altid gør, hvad de kan for at styre pressen mest muligt. Ikke blot ved at diktere den, hvad den ikke må sige, men også ved at diktere, hvad den skal sige.

Hvordan nedbryder man et folkestyre indefra? Salamimetoden, hvor man tålmodigt afskærer en enkelt skive ad gangen, så befolkningsflertallet ikke laver oprør, men snart vender sig til det, er en af de mest effektive metoder.

Med DRs nye public service-kontrakt er landets politiske magthavere i gang med at skære en ordentlig skive af vores liberale demokrati. Men skiven forekommer ikke de fleste større, end at de hurtigt sover videre. Salamimetoden virker.

Problemet er – og det er virkelig et problem – at når det liberale demokrati først er væk, så er modstand for sent. Så sidder man i den totalitære statssaks. Befinder vi os der nu? Nej. Men der er flere kræfter, der arbejder i den retning.

Indtil nu har DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn nedtonet betydningen af ændringerne i den nye public service-kontrakt. Men når DR får en ny bestyrelse eller en ny generaldirektør? Ja, så kan kontrakten reelt blive et carte blanche til helt andre boller på suppen.

Dansk Folkeparti har under alle omstændigheder ikke fået nok. Der skal skæres flere skiver af salamien. Ifølge Kristeligt Dagblad har partiet ”forgæves kæmpet for mere konkrete forpligtelser til DR’s trosdækning”, og det betragter kun de nye sætninger om kristendom som ”et lille skridt i den rigtige retning.”

Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen har allerede kaldt DR-generaldirektørens nedtoning for en ”krigserklæring”: ”Vi kan ikke lave en kontrakt, som generalsekretæren så åbenlyst tager afstand fra lige bagefter. Det kommer den nye DR-bestyrelse til at tage op” (Kristeligt Dagblad, 26.9.).

Den største fare i denne situation er måske, at mange anser vore liberale demokratier for en selvfølge. Som en del af selve verdensordenen. De ved ikke, hvor ny en styreform de historisk set repræsenterer, f.eks. at de mange steder først for alvor blev indført i løbet af det 20. århundrede. Sågar afbrudt af nazismens, fascismens og kommunismens verdenshistoriske excesser i magtbrynde og massemord.

Uden et styre og en lovgivning, der er forankret i menneskerettigheder, er et demokrati heller ikke i sig selv en garant for noget, andet end at majoriteten bestemmer. Og hvis det er den eneste ledetråd, kan helvedes porte blive åbnet på vid gab. Så kan to raske mennesker på demokratisk vis bestemme, at den tredje med dårlig ryg skal løfte hele læsset.

Medmindre flertallet udviser høje grader af medmenneskeligt ansvar, kan et folkestyre konkret udarte til et flertalsdiktatur. Eller også kan et folkestyre simpelthen afskaffe sig selv til fordel for et enmandsdiktatur. Det er set før.

Pointen er, at liberale demokratier er langt skrøbeligere vaser, end mange forestiller sig. Der skal aktivt værnes om dem. Igen og igen.

Når det kommer til Danmarks største og mest indflydelsesrige public service-virksomhed, er den kommet ud på en farlig glidebane. Af samme grund er det på tide nu, at vi siger fra. Klart og umisforståeligt. Mens vi kan. Det gælder både nu- og forhenværende medarbejdere i DR, og det gælder resten af befolkningen.