Da de indremissionske vandt

 Af Jens-André P. Herbener

I Weekendavisen d. 5.-11. november beskriver amerikaneren Stephen Schwartz, hvorledes den kommenterede Wahabi-oversættelse af Koranen på vigtige punkter har forvansket Koranens budskab, bl.a. hvad angår islams forhold til kristne og jøder. Endvidere, at denne oversættelse foreligger på talrige sprog, og at den distribueres gratis mange steder verden over. Hvis Schwartz har ret i sin kritik, er ingen af delene naturligvis acceptable hverken ud fra en videnskabelig eller humanistisk synsvinkel.

Et godt gammelt kristent princip er imidlertid, at før man fjerner splinten i sin næstes øjne, bør man fjerne bjælken i egne øjne. Dette forhold er uhyre relevant i denne sammenhæng. I 1992 udkom en ny autoriseret oversættelse af Bibelen, udgivet af Det Danske Bibelselskab.

1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente repræsenterer på mange områder ikke en – så vidt muligt – uforudindtaget gengivelse af grundteksten. Tværtimod har man i mange tilfælde bestræbt sig på at få frem, hvad der ifølge den kirkelige tradition burde have stået, end hvad der efter al sandsynlighed står i teksten.

Dermed kommer oversættelsen til at understøtte en række kirkekristne dogmer, f.eks. forestillingen om skabelse af intet og Jahve som den almægtige skabergud (1 Mosebog 1,1ff), monoteismen (1 Mosebog 1,1, 1,2, 3,5, 6,2), treenighedsbegrebet (1 Mosebog 1,1-3), Helligånden (1 Mosebog 1,2), det såkaldte protoevangelium (1 Mosebog 3,15), det reformatoriske dogme om frelse ved nåde og tro (1 Mosebog 12,3, Habakkuks Bog 2,4), profetien om jomfru Marias fødsel af Jesus-barnet (Esajas’ Bog 7,14), Jesu korsfæstelse (Salme 22,17), Jesu opstandelse (Salme 16,10) og Jesus som menneskesønnen (Daniels Bog 7,13).

Denne større eller mindre grad af forvanskning af Det Gamle Testamente i 1992-oversættelsen skyldes først og fremmest den kirkelige højrefløjs systematiske kritik af de prøveoversættelser, der udkom i 1977-1989, og som gik forud for 1992-oversættelsen.

Konkret ønskede en række fundamentalistiske og konservative kristne, at repræsentanter herfor skulle deltage i den revision af prøveoversættelserne, der var planlagt, og at gengivelsen af en række skriftsteder og udtryk, der har spillet en vigtig rolle i den kirkelige tradition, skulle ændres. Ellers ville et alternativt oversættelsesprojekt kunne blive iværksat.

Det blev det ikke. Tværtimod blev mange af de kirkedogmatiske krav tilgodeset i den endelige oversættelse. I spidsen for kritikken af prøveoversættelserne stod Indre Mission og de højrekirkelige uddannelsessteder Dansk Bibel-Institut i København og Menighedsfakultetet i Århus.

Om konsekvenserne af den kirkelige højrefløjs kritik af prøveoversættelserne udtalte den hovedansvarlige for 1992-oversættelsen, Niels Jørgen Cappelørn, i 1992: »Den, der gør et stykke arbejde, får indflydelse, og vi har fået langt flest bemærkninger fra højrefløjen. Da ingen andre har gjort et bare tilnærmelsesvist så stort arbejde, som Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet, så kan det ikke være anderledes, end at de har fået indflydelse.«

I 1998 skrev professor i Gammel Testamente fra Københavns Universitet, Thomas L. Thompson, bl.a. følgende om 1992-ovresættelsen: »Ingen, der kan hebraisk, kan læse den nye danske bibeloversættelse uden at krympe sig. Diskussionens sande emne er teologi og endda en rigtig dårlig form for teologi. Den nye danske bibeloversættelses teologiske ubrugelighed er et direkte resultat af de mange indrømmelser, som de teologiske forskere har givet til den indremissionske konfessionalisme, der stadig er ganske ondartet i det danske samfund. (...) Ingen ville i ramme alvor benægte, at de rå kanter, der findes i den hebraiske bibel, er blevet glattet ud og bragt i overensstemmelse med luthersk teologi; og jeg mener, at alle tager det for givet, at den også er blevet bragt i overensstemmelse med en luthersk læsning af det nye testamente.«

Denne fremgangsmåde i 1992-oversættelsen ville for så vidt ikke være bekymrende, hvis oversættelsen kun blev brugt af højrefløjen. Men det bliver den ikke. Det er Danmarks officielle oversættelse af Bibelen. Den anvendes ikke blot i den danske folkekirke, men i vidt omfang også i skolesystemet – fra folkeskolen over lærerseminarier og højskoler til universitetet.

Dertil kommer, at Det Danske Bibelselskab i 1996 forærede godt 600.000 udgaver af 1992-oversættelsen af Det Nye Testamente i Storkøbenhavn og i 2002 godt 17.500 udgaver af 1992-oversættelsen af Bibelen til den danske folkeskole.

Mon de vidste, hvad de modtog? Ved vore børn det? Ved danskerne det i al almindelighed? I 1992-oversættelsen står der ikke ét ord om, at der er blevet taget talrige hensyn til den kirkelige tradition og dogmatik og til den kirkelige højrefløj, der rummer mange fundamentalister.

Under alle omstændigheder: Før vi gribes af retfærdig harme over oversættelser af Koranen i andre dele af verdenen, bør vi måske først kaste et blik på vor egen nationale bibeloversættelse.