Er det rigtigt, at Danmarks Radio forkæler islam?
DR’s omfattende dækning og fejring af den muslimske eid-fest i år er en nål i en høstak af faste, kristne programmer.
Den seneste uges kritik af DR’s markering af eid-festen må kandidere til en af de største proportionsforvrængninger i nyere, dansk mediehistorie.
DR’s næstformand Ole Hyltoft har paralleliseret det med ”de danskere, der i 1930erne roste Hitlerjugend” (Berlingske, 11.8.).
Islam en bloc og den nazistiske ungdomsorganisation fra Det Tredje Rige er med andre ord to alen af samme stykke.
Hyltofts association er i bedste fald udtryk for abysmal uvidenhed om en multifacetteret verdensreligion, i værste fald en propagandistisk generalisering, der er en Joseph Goebbels værdig.
Teolog Katrine Winkel-Holm der også er medlem af DR’s bestyrelse, har bemærket: ”Hvis der skal være balance i tingene, efterlyser jeg en tilsvarende opprioritering af de kristne højtider.”
Sognepræst og formand for den kristne medieforening KLF, Kirke & Medier Lars-Peter Melchiorsen forventer som ”gengæld” for DR’s dækning af eid-festen, ”at den kristne påskefest vil få en mindst lige så markant synlighed i DR næste år.”
De to teologers kritik giver indtryk af, at islam efterhånden optager en større del af DR’s sendeflade end kristendommen.
Intet kunne være mere forkert.
Faktum er nemlig fortsat, at ingen religioner kommer i nærheden af den konstante forkælelse, som kristendom i almindelighed og folkekirken i særdeleshed er genstand for i DR. Kirkefolkets magt herhjemme er åbenbart stadig betragtelig.
Lad os se på de vigtigste faste DR-indslag relateret til kristendom:
1) Morgenandagten, der hver morgen transmitteres fra Københavns Domkirke. Her læses der op fra Bibelen og synges kristne salmer.
DR sender intet, der svarer hertil, fra en moské, en synagoge eller anden religiøs helligdom.
2) DR Kirken, der næsten hver søndag året rundt transmitterer en gudstjeneste fra en dansk folkekirke.
DR sender intet, der svarer hertil, fra en moské, en synagoge eller anden religiøs helligdom.
3) Før søndagen. Et program, hvor danskere hver søndag – med udgangspunkt i den aktuelle bibeltekst – fortæller om ”deres forhold til troen og kristendommen”. Desuden synges der kristne salmer.
DR sender intet fast, der svarer hertil, om muslimers, jøders eller andre menneskers religion.
4) Radiogudstjenesten, der hver søndag kl. 10 transmitterer højmessen fra en dansk folkekirke.
På ”skæve” helligdage kl. 17 sendes undertiden ”gudstjenester” fra ”Den Romersk Katolske kirke og flere af fri-kirkerne, fra muslimske moskeer og den jødiske synagoge.”
Dette ændrer imidlertid ikke ved en klar favorisering af dansk folkekirkekristendom, også her.
5) Dagens ord. Det er forskellige former for kristen forkyndelse, som DR tilbyder på sin hjemmeside og til smartphones. DR samarbejder her med folkekirken og Bibelselskabet, der er en kristen bibel- og missionsorganisation.
DR sender intet, der svarer hertil, fra muslimsk, jødisk eller anden religiøs side.
6) Mennesker og tro er et ”samtaleprogram i troens rum”. Ikke blot titlen, men også indholdet har i talrige tilfælde en kristen slagside. Om det så blot er i den bløde, eksistentielle, kulturkristne forstand.
7) Julekalenderen, der gennem mange år er blevet sendt fra 1. til 24. december. Med meget forskelligartet indhold, ja, men serien er 100 procent betinget af den kristne jul, som den for mange øjensynligt repræsenterer en elsket optakt til.
DR sender intet fast, der svarer hertil, i anledning af muslimske, jødiske eller andre religiøse fester og højtider.
Kort sagt: DR’s rigtignok omfattende markering af eid-festen i år er og bliver en nål i en høstak af faste, kristent prægede programmer.
Nogle af dem er ganske vist blevet beskåret i de senere år, men nyt blod er også kommet til. Og man fristes til at spørge kritikerne: ”Min sjæl, hvad vil du mer?”
Eller skal man have ondt af det forkælede barn, der har 50 stykker legetøj, og som bliver bedt om at dele et med et barn, der ikke har noget? Ville førstnævntes krav om at få nyt legetøj som kompensation være rimelig? Nej.
De egentlige problemer i DR’s dækning af religion ligger da også andetsteds:
1) DR’s fortsat markante favorisering af kristendom, som den nyeste public service-kontrakt understøtter, er i stigende grad ude af trit med det multireligiøse samfund, som Danmark er ved at udvikle sig til.
Set ud fra den betragtning har direktør for DR Kultur Morten Hesseldahl ganske ret angående eid-fejringen: ”Det er vel en slags undladelsessynd, at vi ikke for alvor har sat fokus på det tidligere”.
Men det er næppe den eneste undladelsessynd.
Samtidig med et anseeligt fald i folkekirkemedlemmer i de sidste godt 40 år er antallet af godkendte trossamfund eksploderet fra 11 til 125. Afspejles disse religiøse forandringer i Danmark i et generelt større fokus på ikke-folkekirkelig religiøsitet i DR?
2) I modsætning til, hvad DR’s kulturdirektør hævder, bidrager DR til kristen mission. Og det gør public service-virksomheden hver eneste dag og uge året rundt. Frem for alt med programmer som Morgenandagten, DR Kirken og Radiogudstjenesten.
De handler ikke om, men transmitterer uformidlet kristne ord og ritualer, hvor et af de implicitte eller eksplicitte budskaber er, at den kristne gud er den eneste, og at kristendommen er den eneste sande religion og frelse.
Dette er og bliver kristen forkyndelse og reklame ud fra en religionsfaglig synsvinkel. Uanset at det også er en del af dansk kultur. I sammenligning har DR ingen faste programmer, der transmitterer fra en muslimsk fredagsbøn, en jødisk sabbatgudstjeneste eller et hedensk blót.
Summa summarum:
Via licensen til DR betaler både kristne, ikke-kristne og ateistiske danskere for kristen mission. Dag efter dag, uge efter uge og år efter år.
Skal man tale om ubalance, skævvridning eller sågar skandale i DR’s religionsdækning, er det dette. Ikke en enkelt uges markering af en muslimsk fest.
Som om det allerede ikke var nok, har denne fest nu også skabt ballade i folkeskoleregi.
Efter at Blågård Skole på Nørrebro i København har formastet sig til at give alle elever én fridag i anledning af eid-fejringen på mandag, har Det Konservative Folkepartis Rasmus Jarlov trukket pistolen.
Som et ekko af DF har han advaret om, at Blågård Skole dermed understøtter udviklingen af ”parallelsamfund” og risikerer at bidrage til ”en masse religiøse slagsmål”.
Taler vi her om, at Blågård Skole har fået udskiftet den gamle ledelse med Hizb ut-Tahrir? Og at den radikale, islamistiske organisation har sløjfet alle kristne helligdage i skolen til fordel for muslimske helligdage?
Nej. Ledelsen er den samme. Der er kommet én muslimsk fridag. Ved siden af alle de kristne. Det er alt.
Kritikken er imidlertid udtryk for en mere principiel problemstilling.
Hidtil har folkeskolen på mangfoldig vis tilgodeset kristendommen på bekostning af andre religioner. Danmarks gradvise transformation fra et monokristent til et multireligiøst samfund sætter imidlertid status quo under pres.
Som jeg tidligere har skrevet i Berlingske Tidende, har folkeskolen i den situation grundlæggende to muligheder:
Enten må ethvert hensyn til religion ekskluderes. Eller også må der i inklusionens og fleksibilitetens navn gives mulighed for, at flere religioner tilgodeses – så længe det selvsagt ikke er på bekostning af det faglige.
Status quo er ikke blot forældet, men også udtryk for kristen betinget forskelsbehandling – og debatten herom dobbeltmoral.
Skal man tro alarmisterne, står vi på randen af en ny religionskrig mellem Korset og Halvmånen. Det er nu langtfra tilfældet. Måske de burde huske på, at vil man kræve tolerance og ligestilling af andre, er det en god idé selv at udvise det.
Læs også: