Genfortæller eller forfalsker Bjarne Reuter Bibelen?

Der er væsentlige aspekter af Bibelens mørke sider, som Reuters nye genfortælling ikke nævner med et ord. Tilfældigt?

”Der er iblandt Bøgerne én Bog, som i Almindelighed anses for … den allerbedste Bog. Det er Bibelen. Faa Bøger beviser som den, at Menneskehorden overhovedet slet ikke kan læse.”

Således skrev Georg Brandes i 1899, og han har en pointe.

Når man betænker det velpakkede overflødighedshorn af uhyrligheder og fejlagtige informationer, Bibelen rummer, må man sætte spørgsmålstegn ved, om dens over to milliarder tilhængere vitterligt er i stand til at læse og føle.

Men de er jo langtfra analfabeter og psykopater alle til hobe, og sandheden er nok snarere, at de færreste har læst Bibelen. Den er simpelthen for lang og indeholder alt for mange kedelige kapitler og søvndyssende gentagelser.

Derfor nøjes majoriteten formentlig også med præsternes prædiken, julekalender, film, kunst og den lille kanon af omhyggeligt udvalgte tekster, man finder i skolebøger og folkekære forfatteres genfortællinger. 

Et spritnyt eksempel på sidstnævnte type litteratur er Bogen: Bibelen genfortalt af Bjarne Reuter, der er bestilt og udgivet af Det Danske Bibelselskab.

Da Bjarne Reuter er en af kongerigets mest populære forfattere, er der næppe tvivl om, at dette værk vil blive udbredt, ja, måske blive langt mere læst end Bibelen selv. Derfor kan der også være god grund til at kigge nærmere på det.

Det bedste, der kan siges noget om, er værkets sprog.

Fra først til sidst kommer Bjarne Reuters overvældende forfattererfaring til udtryk. Med stilsikker hånd føres læseren gennem bjerge og dale, og i mange tilfælde er fortællingen lige så velklingende som en fejlfri klaversonate.

Desværre tenderer titlen på Reuters værk falsk varebetegnelse.

I min bog er en genfortælling nogenlunde tro mod og repræsentativ for en bogs indhold, mens en gendigtning har frie tøjler.

Faktum er, at Reuter i mere end en forstand har givet sig selv frie tøjler. Bl.a. ved at udelade mange af de mest brutale, blodsprøjtende og intolerante sider af Bibelen og dens hovedgud. Ligesom de fleste andre genfortællinger af Bibelen.

Selvfølgelig vil en genfortælling sjældent kunne få det hele med – af pladshensyn er en skrap udvælgelse oftest en uomgængelig nødvendighed. Men den kan i det mindste være repræsentativ for både de lyse og mørke sider af Bibelen.

Det er Reuters genfortælling langtfra.

Om det skyldes, at han mener, at de velkendte historier indeholder størst litterær kraft, eller om det er et resultat af en ubevidst påvirkning af traditionelle bibelfremstillinger, eller om han har haft et artigt sideblik på den kirkelige udgiver, er underordnet.

Slutresultatet er det samme. Nemlig en ensidig, ofte skønmalerisk fremstilling af det mangefarvede kludetæppe af forskellige elementer, der udgør Bibelen.

Bevares. Ligesom mange pittoreske børnebibler har Reuter medtaget syndflodsmyten, udslettelsen af Sodoma og Gomorra, Abrahams næsten-ofring af sønnen Isak, og drukningen af Faraos hær i Det Røde Hav.

Men disse fortællinger er på sin vis ufarlige, da mange er vokset op med dem. De er blevet hygsomme eventyr på linje med barndomsværelsets bamse. De har givetvis da også stået på Bibelselskabets huskeseddel til Reuter.

Der er imidlertid meget andet og meget mere i Bibelen, der er uforeneligt med moderne etik og moral. En del sider formelig drypper af blod og dirrer af religiøs fanatisme, ofte en konsekvens af Gud den Almægtiges diktat.

I det følgende vil jeg give eksempler på nogle af de mørke sider af Den Hebraiske Bibel (Det Gamle Testamente), som Bjarne Reuters version snyder læseren for. I et kommende indlæg vil jeg gøre det samme med Det Nye Testamente.

I et kapitel genfortæller Reuter optakten til israelitternes indtagelse af Jeriko, men han standser netop, som erobringen skal til at gå i gang.

Derved slipper han for at fortælle, at den indebærer et overlagt blodblad. Bortset fra en enkelt familie, der lades i fred, nedslagter israelitterne alle byens mænd, kvinder, børn og dyr, hvorefter de brænder den ned (Josvabogen 6; 3. Mos 27,29).

Reuter skriver heller ikke et ord om israelitternes efterfølgende massakre på byen Aj. Resultatet er omtrent det samme. Som der står i Bibelen selv: ”Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj.” (Josvabogen 8,25).

I det hele taget medtager Reuter ikke en eneste stavelse om de folkedrab, som israelitterne ifølge Josvabogen foretager på store dele af Kanaans oprindelige befolkning. Som bogen et sted anfører: ”alle menneskene huggede de ned med sværd, indtil de havde udryddet dem; de lod ikke en levende sjæl tilbage.” (11,14).

I Reuters genfortælling leder man også forgæves efter en oplysning om, at folkemordene er dikteret af Jahve, altså ”Gud” selv ifølge kristen tradition (5. Mos. 20,16-17).

Disse dele af Bibelen er imidlertid langtfra uden historisk betydning.

F.eks. opfattede mange af de engelske kolonialister i Nordamerika sig som Guds nye udvalgte folk, Nordamerika som det nye Israel og indianerne som kanaanæere, der skulle omvendes, fordrives eller udryddes. Det blev de – ikke mindst det sidste.

Under alle vilkår svarer udeladelserne i Reuters værk til, hvis en fremstilling af 2. Verdenskrig ikke omtaler holocaust.

Der er imidlertid mere af den slags. Meget mere.

F.eks. er Reuters version af den berømte historie om guldkalven, som israelitterne på illegitim vis laver, påfaldende retoucheret. Der står intet om, at Moses beordrer, at ”broder, ven og nabo” skal dræbes som straf. Ej heller, at dét resulterer i cirka 3000 myrdede, omkring 40 gange så mange som ved massakren på Utøya sidste år, eller at massemorderne sågar bliver belønnet (2. Mos. 32,25-29).

Men man forstår godt Reuter. Også når han diskret ændrer den 10. plage, der ramte ægypterne.

Ifølge Bibelen er det Jahve (eller hans ”ødelægger”), der som en anden Anders Breivik – blot i et langt større omfang – vandrer rundt i Ægypten og myrder samtlige førstefødte. Både blandt mennesker og kvæg (2. Mos. 12).

Men ikke hos Reuter. Der er det ”døden”, der gør det.

Reuter undlader også at fortælle, at Jahve bevidst havde gjort farao ”hård”, så han ikke ville lade israelitterne rejse bort før den 10. plage. Jahve kunne altså have undgået den voldsomme massakre på ægypterne, men ønskede det ikke. Alle Ægyptens førstefødte skulle dræbes – ifølge Bibelen (2. Mos. 4,21; 11,9-10; sml. Josvabogen 11,18-20).

I Reuters genfortælling hører vi heller ikke et ord om Jahves skoldhede raseri, da nogle af israelitterne har seksuel omgang med ikke-israelitiske kvinder og dyrker deres gud Baal-Peor. Det vil sige praktiserer seksuel og religiøs selvbestemmelse.

Som følge af Jahves vulkanske skinsyge dør ikke færre end 24.000 israelitter, omtrent otte gange så mange som ved terrorangrebet på World Trade Center i 2001 (4. Mos. 25).

Reuter har heller ikke medtaget den ellers legendariske styrkeprøve på Karmels bjerg mellem 450 Baal-profeter og den Jahve-tro profet Elias. Måske fordi den ender med, at Elias nedslagter samtlige Baal-profeter (1. Kongebog 18; sml. 2. Kongebog 10)?

Men Bibelen kan utvivlsomt også blive for grusom for et nationalt forfatterikon.

Hvem kan bebrejde Reuter, at han ikke har medtaget et tekststykke, ifølge hvilket babylonske fanger skal ”gennembores”, deres småbørn ”knuses” og deres kvinder ”voldtages” (Esajas 13,15-16)? Eller at Reuter ikke genfortæller et ord af følgende: ”Babylons datter, du ødelæggerske! … Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen!” (Salme 137,8-9)?

Var dette kommet med, ville Reuters værk nok heller ikke lande under så mange juletræer og blive givet til så mange konfirmander.

Værre er det, at Reuter ikke genfortæller nogle af de elementer, der for alvor adskiller Den Hebraiske Bibel fra samtidige religioner, og som på flere måder repræsenterer et skelsættende nybrud.

Her tænker jeg især på en radikal, religiøs intolerance, der manifesterer sig i krav om destruktion af kanaanæernes kult (deres gudebilleder, altre, helligsteder m.m.) og i krav om henrettelse af de israelitter, der dyrker andre guder end Jahve (f.eks. 2. Mos. 22,19; 5. Mos. 7,5; 12,2-4; 13,7-17; 17,2-7; 2. Kongebog 23).

Har dette haft betydning? Ja.

For mange senere tilfælde af voldelig monoteisme ligger i forlængelse heraf, f.eks. Karl den Stores religionskrig mod sakserne i 700-tallet, danskernes korstog mod ”hedningerne” i Østersøområdet i 11-1300-tallet og spanske kristnes udryddelseskampagner mod indiansk religion i Mellem- og Sydamerika i 15-1700-tallet.

Det samme gør Talebans og andre militante islamisters ideologi og virke i dag.

Disse tanker får man imidlertid ikke, når man læser Reuters genfortælling, for den røber intet om disse dele af Bibelen.

Reuter kunne også sagtens have gjort mere ud af det omfattende lovstof, man finder fra 2. til 5. Mosebog.

Han nøjes med at referere De Ti Bud, som jøder og kristne i tidens løb har fremhævet som et moralsk-religiøst fyrtårn. Og hvem vil da også benægte, at f.eks. forbuddet mod at slå ihjel lyder moderne og civiliseret?

Tror man imidlertid, at det er ensbetydende med et generelt forbud mod drab i Den Hebraiske Bibel, tager man frygteligt fejl.

Ud over folkedrab dikteret af Jahve selv kan man nævne en lang række love, der stipulerer dødsstraf – og som tillige er dikteret af Jahve.

F.eks. skal blasfemikere stenes til døde (3. Mos. 24,10-16), og det samme skal alle israelitiske ”afgudsdyrkere”, ja, om det så er ens egen søn, bror, datter eller kone, skal man være med til at stene dem ihjel (5. Mos. 13,7-11). Samme straf skal ramme f.eks. ulydige sønner (5. Mos. 21,18-21) og piger, der ikke er jomfruer, når de bliver gift (5. Mos. 22,13-21).

Reuters genfortælling rummer ikke et ord om disse drakoniske love.

Og hvad med alle de andre, ikke-specificerede typer dødsstraf, som Den Hebraiske Bibel foreskriver? 

F.eks. loven om henrettelse af ”troldkvinder” (2. Mos. 22,17). Eller loven om dødsstraf til den, der forbander sin far og mor (3. Mos. 20,9) og til den, der gør sig skyldig i bortførelse (2. Mos. 21,16), ægteskabsbrud (3. Mos. 20,10), mandlig homoseksualitet (3. Mos. 20,13), sodomi (3. Mos. 20,15-16), incest (3. Mos. 20,17), mord (2. Mos. 21,12), ja, meget mere endnu.

Eller hvad med lovene, der tager slaveri (3. Mos. 25,44-46) og polygami (5. Mos. 21,15-17) hos israelitterne for givet?

Ingen af ovennævnte love hører vi om i Reuters genfortælling. Men heller ikke de er uden historisk betydning. Langtfra.

F.eks. tog den efterreformatoriske strafferet udgangspunkt i Moselovene og indførte dødsstraf for bl.a. mord, trolddom, sodomi, blasfemi og utroskab. Desuden blev de frygtelige hekseprocesser i Europa legitimeret og undertiden sågar motiveret af 2. Mosebog 22,17.

Skulle Reuter have ønsket at få disse dele af Bibelen med, er det da også tvivlsomt, om han havde fået Bibelselskabets imprimatur. Det er nemlig et kristent missionsselskab, der ser et glasklart forkyndelsespotentiale i genfortællinger af Bibelen. Måske i endnu højere grad end i Bibelen selv.

Som Bibelselskabets generelsekretær Morten Thomsen Højsgaard pointerede for nylig: ”det er faktisk sådan, den kristne arv gives videre fra generation til generation. Ved at blive genfortalt på alskens personlige måder.”

Ifølge den amerikanske fredsforsker Jack Nelson-Pallmeyer er vold imidlertid et af de dominerende temaer i Bibelen, og han kalder den ”elefanten i rummet, som ingen taler om.” (Is religion killing us?, 2005).

Selv om der som nævnt er markante undtagelser i Reuters genfortælling, er dette signalement alligevel også rammende her. 

Der er ganske enkelt væsentlige og indflydelsesrige aspekter af Den Hebraiske Bibels mørke sider, som Reuter ikke taler et ord om.

Dermed gengiver han helligskriftet og dets hovedgud på en – til tider langt – mere favorabel måde, end der er dækning for.

Gør han det bevidst, er han sprunget ud som missionær. Gør han det ubevidst, er han trådt ind i folkekirkens rækker af nyttige idioter. Og så er han naturligvis stadig missionær.

Sandheden er formentlig under alle vilkår, at det kun er et lille fåtal af kristne, der har læst det helligskrift fra a til z, som deres religion bygger på.

Hvad mon der ville ske, hvis alle gjorde det?

Ja, hvad ville der ske, hvis alle danskere opdagede, hvor grundforskellig store dele af Bibelen er fra folkekirken og moderne, vestlig etik?

Læs også:

> Stammer alt godt fra Jesus?

> De amerikanske folkemord

> Er menneskerettighederne et barn af kristendommen?

> Det kristne sandhedsmonopol og jøderne

> Hvad laver et stort, kristent missionsselskab i folkeskolen?