Kristendommen har gjort det vestlige menneske hjemløs i naturen

Næsten siden begyndelsen har kristne gjort op med hedensk naturreligion.

»Der er noget forstemmende i at se kristne missionærer belære pygmæer og hottentotter om, at Gud ikke findes i skovens liv, at Guds ånd ikke findes i morgengryets dis, i flodens strømning eller i hyænernes skrig«.

Disse bekymrede ord om kirkelig mission er forfattet af lektor ved Roskilde Universitet, ph.d. Aksel Haaning, der er specialist i bl.a. religiøse natursyn.

En væsentlig pointe i hans forskning er, at kristendommen foretager et »fundamentalt opgør med den førkristne naturopfattelse«, ja, at dette sågar har været et ’hovedanliggende’ i forbindelse med dens fremkomst og udbredelse.

Desuden har kristne selv på skæbnesvanger vis bragt et nyt natursyn ind i historien.

Det skal vi se nærmere på om et øjeblik. Men først skal vi kaste et blik på den ’naturreligion’, som kirkefædrene i de første århundreder gjorde op med.

Ifølge Haaning opfattede mange førkristne mennesker naturen som guddommelig. Det kom til udtryk på forskellig måde.

Nogle mente, at den var fyldt med guder og gudinder. Andre fremhævede, at den besad en særlig ’guddomsvælde eller guddomskraft’.

Andre igen betegnede naturen som en gudinde, herskerinde, dronning, kort sagt som ’Den store Moder’, der var ophav til og styrede alt.

De opfattelser er også kommet til udtryk hos mange indfødte ’naturfolk’. F.eks. hos en indianer, der i 1890 afviste at pløje jorden med denne begrundelse:

»Hvordan skulle jeg kunne skære i min moder, som har givet mig livet? Du spørger, om jeg skulle tage en kniv og skære i græs og træer, skulle jeg skære i min moders lemmer for at blive rig lige som den hvide mand?«

Kort sagt har kristne gjort, hvad de kunne for at sætte en stopper for dette hedenskab.

Foregrebet af græsk filosofi, erstattede allerede kirkefædrene den ældgamle kosmiske opfattelse af guddommelighed med en ikke-kosmisk.

Som Haaning betoner, var det magtpåliggende for dem at adskille det guddommelige fra naturen. Og det guddommelige var efter deres opfattelse identisk med ’Gud’, den maskuline treenighed bestående af Fader, Søn og Helligånd.

Gud var ikke en iboende del af verden, men dens skaber og som sådan forskellig fra og hævet over den. Han blev i øvrigt opfattet som ren ånd.

Kirkefædrene lovpriste ganske vist naturen som udtryk for Guds majestætiske ’underværker’ og ’skaberkraft’. Men den var ikke guddommelig i sig selv.

Dét er udelukkende Gud, der da også er det eneste, der må dyrkes. Som Klemens fra Alexandria understregede i 2. århundrede: »Jeg søger Gud, ikke Guds værker.«

Et par århundreder senere dæmoniserede Augustin dyrkelsen af Moder Jord som ’Den Store Moders skændige kult’, og han betonede:

»Gud og sjælen ønsker jeg at kende. Intet yderligere, spørger fornuften? Nej, intet overhovedet.«

Desuden tog han udtrykkeligt afstand fra den førkristne forestilling om, at kosmos var guddommeligt: 

»Jeg spurgte jorden, og den svarede: ’Det er ikke mig’ … Jeg spurgte havet og verdensdybet, og alle krybdyr, og de svarede: ’Vi er ikke din gud, søg over os’ … Jeg spurgte himlen, solen, månen og stjernerne, ’heller ikke vi er den gud, du søger’, svarede de.«

Kirkefædrenes afvisning af naturens guddommelighed medførte uundgåeligt en nedvurdering af den. Det fik en hel kakofoni af konsekvenser.

For det første ødelagde kristne missionærer i stor stil førkristne, hellige lunde og træer, om de så var hundreder eller tusinder af år gamle. 

Og det kunne ske på ordre fra øverste sted, som Haaning skriver:

»Pave Gregor den Store (540-604) understreger, at de kristne missionærer skal afvise hedensk dyrkelse af træer, om nødvendigt fælde dem, og senere hos biskop Kosma fra Prag (1045-1125) hedder det udtrykkeligt, at de kristne ’med ild skal nedbrænde lunde og træer, som landbefolkningen dyrker mange steder’.«

Kort sagt:

Den kristendom, der begyndte som en lille orm i en fjerntliggende provins i Det Romerske Imperium, forvandlede sig til en drage, der endte med at opsluge de fleste andre religioner. Og det var ikke mindst religioner, hvor gudevæsner var knyttet til dele af naturen.

Det er denne ekspansive monoteisme, som troldmanden Merlin med en polarstjernes overbærenhed italesætter i filmen Excalibur:

»The days of our kind are numbered. The one God comes to drive out the many gods. The spirits of wood and stream grow silent.«

For det andet opfattede kristne naturen som en hindring, som mennesket skulle overvinde for at nå sit himmelske fædreland. Menneskene på Jorden var nemlig blot ’pilgrimsrejsende’, og det paradisiske endemål lå hos Gud. Uden for verden.

Ifølge Haaning ligger kimen til det mekaniske verdensbillede i alt dette, ja, han betegner det endog som »kronen på værket, en fuldbyrdelse af et grundlæggende kristent projekt, nemlig at dræne naturen for ånd …«

Fremkomsten af naturvidenskaben i 16-1700-tallet står dermed ikke i modsætning til kristen tænkning, men er snarere en udløber heraf. Nogle af dens vigtigste ophavsmænd, f.eks. René Descartes og Isaac Newton, opfattede sig da også som kristne og det mekaniske verdensbillede som kristent.

Dermed har kristendommen leveret nogle af de afgørende mentalitetshistoriske mulighedsbetingelser for den moderne udnyttelse af naturen. Og dermed også i sidste ende for den globale klimakrise i dag.

En kristen betinget dualisme mellem naturen og det guddommelige har altså haft dramatiske konsekvenser i historiens løb. I denne proces er ’det kristne, vestlige menneske’ blevet ’hjemløs i naturen’, pointerer Haaning.

Men dualismen har ikke været enerådende, understreger han.

Dels har kristne været tvunget til at gå på kompromis. Det vil sige indoptage hedenske skikke og overtrække dem med kristen glasur.

Dels har vesteuropæisk kristendom historisk set rummet natursyn, der afviger markant fra det mekaniske. Fra 1100 til 1500-tallet er der således eksempler på naturfilosofiske strømninger, »der ikke accepterede kirkefædrenes og det traditionelle kristne skel mellem skaber og skabning, mellem gud og verden, ja mellem ånd og natur«.

Her søgte man med andre ord at forene det, som kirkefædrene med vidtrækkende konsekvenser havde adskilt.

Men de uortodokse naturopfattelser slog aldrig igennem på et bredere plan, og det er kun de færreste, der har hørt om dem i dag.

Men det kunne måske ændres?

Fremmede kulturers natursyn kan muligvis godt være en vej ud af den klimatiske cul de sac, vi befinder os i, som Haaning skriver.

Men selv er han »tilbøjelig til at mene, at vi må grave det sted, hvor vi selv er vokset op, i vores egen vestlige muld, for den har vi på mange måder svigtet«.

Ovenstående citater er i det væsentlige taget fra ’Middelalderens naturfilosofi’ (2004) og ’Naturens sande betydning’ (2001,106-132).

Læs også:

Håbløse håb - om klimaforandringer og kærlighed til Jorden

Har den globale miljøkrise rødder i kristendommen?

Hvordan har vi fået hjerter af sten og sjæle af jern?