Er en flot luksuriøs folkekirke vigtigere end hjælp til hungersramte mennesker?

Folkekirkens økonomi bør kulegraves.

Kristendom – det er næstekærlighed. Det er det kristne budskab. Det er kernen i Jesus’ ord.

Den opfattelse besjæler utallige danskere, et resultat af bl.a. utallige kirkefolks forsikring om kristendommens etisk-humanitære overlegenhed.

I Politiken 1. maj gav etikprofessor Thomas Søbirk Petersen en række eksempler på en astronomisk forskel på folkekirkens succesfulde selviscenesættelse som de nødlidendes beskytter og så en ubarmhjertig virkelighed i selvsamme institution.

Her tegner der sig et billede af et til tider gargantuansk overforbrug.

F.eks. blev der i Gammel Holte Kirke i 2010 stjålet 11 lamper til en værdi af 780.000 kr. Det er godt 70.000 kroner stykket. I 2004 fik Frederiksberg Slotskirke kreeret fire messehageler – præstelige overklædninger – til en samlet værdi af en hel million kroner. Præstekjoler i folkekirken koster normalt omkring 20.000 kr. stykket.

Den ekstravagante luksus skal ses i skyggen af, at mange tusinde småbørn dør af sult og sygdom hver dag året rundt, at en lille milliard mennesker verden over sulter, og at utallige må flygte fra krige og naturkatastrofer.

Pengene kunne med andre ord være brugt bedre. Meget bedre.

Manu Sareen (R) har bakket op om kritikken. Idet han ser tilbage på sin tid som kirkeminister, har han bemærket: ”Jeg var overrasket over, hvordan man i mange tilfælde kunne have brugt pengene med mere omtanke, end man gjorde” (Kristeligt Dagblad, 5.5.).

Hvad har reaktionen været på kirkekritikken?

En utvetydig afstandtagen fra fråseriet? En iværksættelse af en kulegravning af folkekirkens økonomi, så der ikke fremover misbruges én krone til luksus, når den kan bruges til at hjælpe mennesker i nød? En skarp fordømmelse af kirkeligt hykleri?

Nej, det er langtfra det, der har domineret reaktionerne. Tværtimod har de fleste været et skoleeksempel på pinagtig udenomssnak.

Bortset fra en rituel medgivelse af, at man altid kan og bør hjælpe noget mere, så har kirkefolk haft travlt med at retfærdiggøre sig selv: Understreget nødvendigheden af grandiose kirkebygninger, bagatelliseret det eksorbitante fråseri, påpeget, at god kunst koster penge, at kirken ikke er en velgørenhedsorganisation, at Sareen skal blande sig uden om, og at det øvrige samfund ikke er spor bedre selv.

Det Nye Testamente er ellers klart nok.

Ud over den berømte lignelse om den barmhjertige samaritaner, som kirkefolk aldrig bliver trætte af at fremhæve og rose sig af, finder man en skarp afstandtagen til luksus:

”I kan ikke tjene både Gud og mammon” (Matthæus 6,24); ”ve jer, I som er rige” (Lukas 6,24); ”kærlighed til penge er roden til alt ondt” (1, Timotheus 6,10); ”Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige” (Markus 10,21); ”Sælg jeres ejendele og giv almisse” (Lukas 12,33); ”Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen” (Matthæus 5,40).

Men hvor udbredt er ødselheden egentlig i folkekirken? Ifølge formand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen findes der ingen viden om det, men hun ”tror” ikke, at problemet er særligt stort (Kristeligt Dagblad, 5.5.).

Men er det rigtigt? Ifølge en undersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad i 2011 mener knap halvdelen af Danmarks sognepræster, at ”folkekirken bruger for mange penge på kunst og kultur og for få penge på socialt arbejde” (jf. Kristeligt Dagblad, 12.5.).

Efter min opfattelse bør en så vigtig sag ikke overlades til tro og formodninger. Derfor vil jeg opfordre landets højtlønnede biskopper til at iværksætte en kulegravning af deres stifters økonomi, så alle penge, der går ud over dækning af basale folkekirkelige behov, bliver brugt til at hjælpe nødlidende.

Altså til at praktisere – ikke blot prædike om – næstekærlighed.

Skulle biskopperne afvise at gøre det, vil det uvægerligt efterlade en mistanke om, at det er af frygt for, hvad der måtte falde ud af kirkeskabene: Knækdyre designermøbler? Overdådige kunstværker? Luksuriøse renoveringer? Svaret blæser i vinden.

Jamen, er det ikke alle stærkes opgave at hjælpe de svage? Svaret bør være et ubetinget ja. Og de fleste herhjemme kunne og burde utvivlsomt yde noget mere. Ingen tvivl om det.

Men med kirken kommer en ekstra dimension til. Det er hykleriet. Kirkefolk fremstiller gerne deres religion som næstekærlighedens evangelium. Medmenneskelighedens fakkel. De nødlidendes vogter. Verdens samvittighed.

Og mange har som sagt ædt denne sales talk rub og stub.

Men hvordan ser virkeligheden ud? Ja, nogle steder i folkekirken kommer opretholdelsen af kirken som en flot, imponerende institution glasklart før små børns overlevelse. Før hungersramte mennesker. Før livstruede flygtninge. Før hjemløse.

Her kommer man til at tænke på, om den verbale napalm, som Jesus rettede mod farisæere og skriftkloge for 2.000 år siden, ikke stadig er aktuel. Blot med en ny adressat:

”I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri” (Matthæus 23,27-28).