Kirker verden over kæmper for miljøet, men folkekirkens stemmer er tavse
Her er tre eksempler på, hvordan kirker verden over kæmper for miljøet
Kristne kirker verden over er ikke blot i gang med en økologisk reformation indefra. De deltager også i stigende grad aktivt i kampen mod miljøforureningen og klimaforandringerne.
Lad mig fremhæve tre af de seneste og mest spektakulære eksempler på denne historiske udvikling:
1) I 2013 opfordrede Kirkernes Verdensråd kirker og økumeniske organisationer til at gå i kødet på regeringer verden over for at få dem til at tage ansvar for ’Guds skaberværk’. I 2014 besluttede rådet at stoppe for alle investeringer i olie, kul og gas.
Kirkernes Verdensråd er ikke hvem som helst. Det er en paraplyorganisation, der repræsenterer mere end 500 millioner kristne i mere end 110 lande.
2) Den 18. juni i år udsendte pave Frans en såkaldt encyklika, en rundskrivelse på cirka 200 sider, hvor han ikke blot henvendte sig til verdens 1,2 milliarder katolikker, men ”enhver person, der lever på denne planet”. Her kunne man bl.a. læse:
"Jorden, vores hjem, begynder mere og mere at ligne en enorm bunke skrald.”
”Hvis de nuværende tendenser fortsætter, kan vi i dette århundrede komme til at opleve ekstraordinære klimaforandringer og en ødelæggelse af økosystemer uden fortilfælde og med alvorlige konsekvenser for os alle.”
Med disse ord advarede pave Frans mod forureningen af miljøet og de globale klimaforandringer. Men ikke nok med det. Han slog tillige til lyd for en ”radikal” reformation af samfundet. Hurtigst muligt.
En drastisk reduktion af udledning af drivhusgasser, en ny bæredygtig teknologi og ny lovgivning er nødvendig, men på ingen måde tilstrækkelig. Ifølge paven skal vi ændre vores grundlæggende måde at leve og tænke på. Vi skal integrere økologi i alt. Vi skal opgive vores ekstreme overforbrug til fordel for et nøjsomt liv.
I øvrigt understregede han kraftigt, at de rige har pligt til at hjælpe de fattige, bl.a. fordi de bærer hovedskylden for de fattiges kalamiteter.
Når overhovedet for en af verdens mest træge magtmastodonter slår til lyd for et økologisk sporskifte i samfundet, er der grund til at lytte. Det er desuden første gang i den katolske kirkes historie, at en encyklika er viet eksklusivt til miljøkrise og klimaforandringer, og det er ikke tilfældigt, at den er kommet nu.
I september skal paven til USA og tale til FNs Generalforsamling og Kongressen, og i december finder det uhyre vigtige klimatopmøde sted i Paris. Hans ønske er utvivlsomt at sætte en ny økologisk dagsorden i verden. Men om det lykkes, er tvivlsomt.
Det er der nemlig talrige, der allerede har forsøgt, f.eks. højtstående forskere, grønne partier, nobelprismodtagere, FNs klimapanel og miljøorganisationer. Og de har haft temmelig beskeden succes, for at sige det pænt.
Omvendt skal man ikke på forhånd underkende betydningen af pavens økologiske dundertale. Han er chef for verdens største religiøse organisation, og ingen religiøs leder af denne vægtklasse har tidligere slået et så spektakulært slag for klimaet som ham.
Hans øko-manifest har da også allerede vakt begejstret genlyd verden over, sågar i mange sekulære miljøorganisationer.
3) Den 23. juni i år bekendtgjorde Det Lutherske Verdensforbund, der omfatter 98 lande, at det ikke vil investere i fossile brændstoffer. Desuden opfordrede det sine medlemskirker og enkelte medlemmer til at gøre det samme til fordel for bæredygtig energi.
Endvidere tilskyndede forbundet alle til ”dybtgående ændringer” i livsstil og forbrug.
Der tegner sig med andre ord et stadig klarere billede af det, der allerede er blevet kaldt for den økologiske vending i de store religioner. En bevidst optagethed af økologi og naturbevarelse i disse er nemlig først for alvor opstået i moderne tid – og det som modreaktion på den omsiggribende miljøkrise.
Tidligere har særligt de dominerende former for monoteisme – først og fremmest vestlig kristendom – ikke været naturens ven.
For det første er de blevet beskyldt for at have udbredt en dualisme mellem det guddommelige og verden og dermed have bidraget til en afhelligelse af verden. Det har igen medført en nedvurdering, ja, til tider en dæmonisering af vild natur.
For det andet er de blevet beskyldt for en skarp antropocentrisme, dvs. for at placere mennesket i centrum på bekostning af resten af naturen. Tag f.eks. pave Pius IX, der i 1800-tallet slog fast: ”Menneskeheden har ingen forpligtelser over for dyr”.
Således betragtet har de dominerende former for monoteisme et historisk medansvar for den globale miljøkrise i dag.
Men som vist har denne krise sat en modsatrettet bevægelse i gang. Den voldtagede natur slår tilbage på religionen og transformerer den.
I dag arbejder miljøbevidste tilhængere af de store religioner, bl.a. kristne og muslimske teologer, på en økologisk nyfortolkning af deres religioner. Ved at lægge vægt på andre dele af deres helligskrifter og traditioner end tidligere pålægger de menneskene at være ansvarsfulde forvaltere af ’skaberværket’.
Et vigtigt spørgsmål er, hvor Den Danske Folkekirke, der er medlem af både Kirkernes Verdensråd og Det Lutherske Verdensforbund, befinder sig i denne greening of religion.
Svaret er, at Folkekirken stadig på afgørende områder er brun. Ganske vist gør Folkekirkens Nødhjælp, hvad den kan ude i den store verden. Dertil kommer den økumeniske græsrodsgruppe Grøn Kirke, der bl.a. arbejder målrettet for at få de enkelte sognekirker landet over til at spare energi, praktisere genbrug, deltage i naturbevarelse, integrere klima og miljø i liturgien etc.
Men indtil videre er det ikke engang 10 procent af landets sognekirker, der har taget dette til sig. Desuden har 6 ud af 10 stifter i de sidste tre år aktivt modarbejdet opstilling af vindmøller.
Endelig og afgørende synes Folkekirken fortsat at være lysår fra de opfordringer til ikke blot at reducere udledningen af drivhusgasser drastisk, men til at ændre samfundet radikalt, der er kommet fra den katolske verdenskirkes top dog.
Ja, hvornår ser vi egentlig grønne fællesudmeldinger fra biskopperne, der i andre sammenhænge ikke er bange for at politisere?
Hvornår ser vi en glasklar afstandtagen fra den dødsensfarlige brug af fossile brændstoffer? Hvornår ser vi en skarp advarsel mod, at klimaforandringerne kan eskalere til kolossale klimakatastrofer? Hvornår ser vi en umisforståelig afvisning af danske konfirmationers og julefejringers vildtvoksende forbrugsorgier?
Har I glemt, at Vestens rigdom i høj grad opstod som følge af en skamløs udnyttelse af koloniserede lande? Ved I ikke, at de rige bærer hovedansvaret for klimaforandringer og miljøforurening, men at det er de fattigste, der vil blive hårdest ramt? Er I ligeglade med, at vore egne børn kan blive ofre for den herskende dyrkelse af treenigheden Penge, Mammon og Vækst?
Og hvad med det faktum, at vi fra 1970 til i dag har udryddet over halvdelen af Jordens vilde dyr. Eller hvad med landbrugsfabrikkernes tingsliggørelse – og til tider notoriske mishandling – af levende, følende væsner.
Er det foreneligt med jeres næstekærlighedsbud?
Kort sagt: Hvornår begynder I, kære bispekollegium og Folkekirke generelt, at tage aktivt medansvar for løsningen af vor tids allerstørste problemer? Hvorfor er I tavse som lig, når I kunne være en moralsk ledestjerne?
Hvis I bliver ved med at svigte, skal I ikke undre jer over, at flere og flere svigter jer.