Har kristendommen æren for det moderne demokrati og menneskerettighederne?
Danmarks nye kirke- og sundhedsminister Ida Auken (S) har på lyntid fremkaldt et offentligt stormvejr omkring sig. Af to årsager.
1) Hun har sørget for, at Folketinget fast får tilknyttet en præst, selv om der allerede ligger en håndfuld kirker i gåafstand fra Christiansborg.
2) Hun hævder, at kristendommen har hovedæren for det moderne demokrati.
Det første skal ses i forlængelse af, at hun adskillige gange har slået til lyd for ”åndelig oprustning” i samfundet. I betragtning af at hun er uddannet teolog, overbevist kristen og i et videoklip har fremstillet tilknytningen af en præst til Folketinget som en personlig mega-sejr – hvilket mange har fundet udansk, men til gengæld temmelig maga-amerikansk – er der ingen tvivl om, at den ”åndelige oprustning” for hende er et synonym for især kristen mission. Nu altså også blandt landets politiske magtelite.
Flere og flere tidligere og nuværende politikere fra flere og flere partier frygter, at det er et skråplan. Giver man først Vorherre en lillefinger i et land, hvor man har kæmpet hårdt for at adskille politik og religion, kan det ende med, at han – sammen med sine forvaltere – tager hele armen.
Det andet er også faldet mange for brystet. F.eks. har den socialdemokratiske profil og tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger kaldt Aukens opfattelse af en tæt sammenhæng mellem kristendom og demokrati for ”bimlende historieløst”. Og det har medvirket til, at Aurvig-Huggenberger har meldt sig ud af Socialdemokratiet.
Auken står ikke alene med sine opfattelser. Faktisk er der en del – blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) og Naser Khader – der mener, at Danmark er et kristent land, og at det danske samfund bygger på ”de kristne værdier”.
Som denne artikel vil vise, er det udtryk for en i nogle tilfælde meget selektiv historieopfattelse, i andre tilfælde regulær historieforfalskning. I alle tilfælde giver det et temmelig forvrænget billede af kristendommens og vores lands historie.
Problemet er, at Auken og konsorter – med en teologisk kolbøtte – i dag ønsker at tage æren for en række forhold, som et utal af kristne magthavere tidligere har bekæmpet med bål og brand. Forhold, som historisk ikke mindst er opstået som modreaktion på kristne staters og store kirkeinstitutioners blodige undertrykkelse af anderledestænkende.
Deres formål er tydeligvis ikke blot at legitimere, men tillige at forstærke kristendommens indflydelse i Danmark, der siden oplysningstiden i 1700-tallet ellers har oplevet en spektakulær tilbagegang.
Et af Aukens og andre kristenapologeters ynglingssteder i Det Nye Testamente er Paulus’ Brev til Galaterne 3,28: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.” Her hævder de, at man finder de første afgørende spirer til demokratiet og menneskerettighederne, især kerneforestillingerne om alle menneskers ligeværd.
Men den opfattelse er en anakronistisk overfortolkning.
Paulus’ ligeværdstanke omfatter nemlig kun kristne på et åndeligt plan, dvs. når det gælder den kristne ”frelse”, ikke på et jordisk og samfundsmæssigt plan. Paulus’ breve har ikke noget mål om en politisk og social revolution i denne verden. Ligestilling mellem mænd og kvinder, heteroseksuelle og heteroseksuelle, kristne og ikke-kristne osv. er ikke hans ærinde.
Det hænger sammen med, at de tidlige kristendomsformer, som Det Nye Testamente afspejler, var apokalyptisk-eskatologiske frelsesreligioner. Deres tilhængere ventede på denne verdens snarlige kollaps, Kristus’ genkomst, dommedag og et evigt liv i et himmerige – eller, for syndere, i helvedets ildsø.
I det følgende skal vi kaste et blik på nogle mørke sider af Det Nye Testamente, der udelades fra mange moderne kristnes floromvundne fremstillinger af kristendom som lutter lys, næstekærlighed og menneskeligt ligeværd. Det skal vi, fordi de har haft langtrækkende og alvorlige konsekvenser i mange kristne landes historie, også i Danmarks. Og fordi eksemplerne viser, hvorfor den moderne kristne vækkelses selviscenesættelser bør møde håndfast kritik.
1) Homosex. Ifølge Romerbrevet 1,26-27 fordømmer Paulus kvindelig og mandlig homosex som ”vanærende lidenskaber”, ”naturstridig”, ”skamløs” og en ”vildfarelse”.
Ifølge 1. Timotheusbrev 1,9-11 strider sex mellem mænd imod den ”sunde” evangeliske lære, og de, som har homoseksuelt samvær, regnes på linje med mordere.
Skriftsteder som disse udgør en væsentlig del af baggrunden for, at den lutheransk prægede Danske Lov fra 1683 slår fast, at homosex skal straffes med ”bål og brand”, hvilket var gældende lov indtil 1866. Homoseksuelle fik i øvrigt først lov til at gifte sig i den danske folkekirke i 2012. Mere end tusind år efter at kristne kom til Danmark. Præster i folkekirken har imidlertid stadig ret til at nægte at vie folk med samme køn.
2) Slaver. Ifølge Paulus skal slaver forblive slaver. Han skriver f.eks.:
”Slaver, adlyd jeres jordiske herrer i alt, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men af et oprigtigt hjerte i frygt for Herren.” (Kolossenserbrevet 3,22).
”Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte.” (Efeserbrevet 6,5; se også Titusbrevet 2,9)
Nytestamentlige skriftsteder som disse blev brugt i det 18. og 19. århundredes Europa og Amerika til at forsvare slaveri.
3) Kvinder. Flere steder i Paulus’ breve forstår man, at kvinder skal rangere under mænd og leve i tilbagetrukkethed. Det hedder f.eks.:
”Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.” (1. Korintherbrev 14,33-35).
”En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed.” (1. Timotheusbrev 2,11-12).
”Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt.” (Efeserbrevet 5,24).
Skriftstederne er en vigtig del af årsagen til, at kvinder først fik stemmeret til Folketinget nogen tid efter mænd, til at de først blev præster i folkekirken i 1948, og til at Danmark først fik sin første kvindelige biskop i 1995. Altså små 2.000 år efter kristendommens opståen. Desuden til, at der stadig er en mindre gruppe mandlige præster i folkekirken, der nægter at give hånd til kvindelige præster.
Det skal bemærkes, at moderne bibelforskning ofte skelner mellem ægte og uægte Paulusbreve. Visse breve, hvor der foreligger en klar diskrimination af kvinder (f.eks. 1. Timotheusbrev ovenfor), skulle ikke være ægte, men være tilskrevet Paulus af hans disciple for at give dem autoritet. Hvorimod kvinder i visse af Paulus’ ægte breve kunne optræde som missionærer og ledere (f.eks. Romerbrevet 16).
Men allerede fra slutningen af det 1. århundrede e.v.t. kom patriarkalske kræfter til at dominere kristendommens hovedstrømme. Alle 13 Paulusbreve er da også tidligt i kristendommens historie blevet opfattet som ægte og kom derfor med i den kristne bibel, der har haft afgørende indflydelse på kirkens og kristne landes historie indtil moderne tid.
4) Politik. Der er ikke skyggen af folkestyre i Det Nye Testamente. Tværtimod: Magthaverne har deres magt fra Gud, ikke folket, og derfor skal folket underkaste sig og være lydige mod dem. Af samme grund er oprør mod magthaverne oprør mod Gud (Romerbrevet 13,1-5; Titusbrevet 3,1; 1. Petersbrev 2,13-17).
Dette er ikke repræsentativt demokrati, men repræsentativt teokrati, dvs. et politisk system, hvor kort sagt religionen har magten. Og det har haft stor betydning for, at der skulle gå omkring 1800 år af kristendommens historie, før man forsigtigt begyndte at indføre demokrati – til at starte med forbeholdt et udvalg af mænd.
Set ud fra en moderne vestlig synsvinkel er ovennævnte elementer i Det Nye Testamente stærkt problematiske, om end kendte fra andre samfund i oldtiden. På andre områder markerede de tidlige kristne religioner sig med spektakulære nyskabelser. Nogle var positive med fokus på omsorg og tilgivelse. Andre var derimod livsfarlige:
Et af den nytestamentlige kristendoms mest revolutionære nybrud, der adskiller den afgørende fra samtidens polyteistiske religioner, er dens krav om universel magt og monopol på frelse, sandhed og guddommelighed centreret om den nye gud Kristus. F.eks.
Ifølge Apostlenes Gerninger 4,12 er der ”ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved”.
Ifølge Johannesevangeliet 14,6 siger Jesus: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig”.
Disse tanker blev kombineret med en voldsom fordømmelse og afvisning af både ikke-kristne og ”forkerte” kristne mennesker (der var mange stridende Jesus-bevægelser).
F.eks. forkaster Paulus i 1. Korintherbrev ikke-kristne således: ”Hvis nogen ikke elsker Herren, være han forbandet!” (16,22). Endvidere ”forbander” han dem, der måtte formaste sig til at forkynde et andet kristent evangelium end ”det sande” (Galaterbrevet 1,6-9), ja, han kan sågar sætte kristne, der ikke tilslutter sig hans kristendomsopfattelse, i ledtog med Satan selv (2. Korintherbrev 11,12-15).
Det kristne krav på universel magt og monopol på frelse, sandhed og guddommelighed medførte et krav på universel kristen mission, jf. den kristne myte om Jesus’ ”missionsbefaling”:
”Mig er givet al magt i himlen og på jorden: Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer” (Matthæusevangeliet 28,18-20).
Med dette har vi nøglen til en central del af baggrunden for 1) kristnes bekæmpelse af ikke-kristne religioner verden over til fordel for kristendom, 2) nogle kristnes bekæmpelse af andre kristne som ”kættere”. Altså en kristen imperialisme udadtil og en kristen bekæmpelse af kristne ”kættere” indadtil.
Der er kun plads til enkelte nedslag i kristendommens historie, der eksemplificerer denne intolerance.
1) I de første ca. tre århundreder e.v.t. var kristne en lille og i perioder forfulgt minoritet i Romerriget. I løbet af det 4. århundrede e.v.t. indtraf imidlertid et skelsættende religionsskifte: Fra i begyndelsen at være en voksende, men forfulgt minoritetsreligion, blev kristendom først officielt tolereret, dernæst en kejserligt favoriseret religion, derpå statsreligion i Romerriget for endelig at blive en aktiv forfølger af de gamle før-kristne religioner og af ikke-katolske kristendomsformer.
Med andre ord: Den officielle tolerance, som kristne var blevet vist fra 313 e.v.t., udskiftede de med en intolerance over for næsten alle, de var uenige med, så snart de fik den politiske magt til det.
Den forfulgte blev nu forfølgeren.
2) I slutningen af 1000-tallet begyndte korstogenes tidsalder. Ud fra et sammensurium af kristne, politiske og samfundsmæssige motiver førte tilhængere af næstekærlighedens religion brutale korstog mod muslimer i Mellemøsten og på den Iberiske Halvø (slut 1000-1400-tallet), mod jøder (1096), mod ”hedninger” i Østersøområdet (1100-1300-tallet) og mod ”kættere” i Sydfrankrig (1209-1229). Samlet skønnes mellem 2 og 3 millioner – ikke-kristne såvel som kristne – at være blevet dræbt.
3) Fra ca. 1200 til 1800-tallet oprettede kristne mennesker inkvisitionsdomstole i dele af Europa, Latinamerika og Indien. Formålet var at bekæmpe ”kættere”, men i nogle tilfælde også kryptojøder, ”hekse”, indfødte, blasfemikere og homoseksuelle. Adskillige tusinder blev forfulgt, tortureret og henrettet i den kristne guds navn.
4) Fra 1400-tallet og frem gjorde europæiske kristne bosættere sig skyldige i omfattende folkefordrivelser og folkemord på oprindelige befolkninger i bl.a. Amerika, Australien, New Zealand og Afrika. Konkret blev mange millioner indfødte udsat for dødbringende europæiske sygdomme, deportationer, massakrer, slaveri og sult. Koloniseringsprocessen omfattede målrettede forsøg på at komme deres religion og kultur i øvrigt til livs. Kill the Indian, Save the Man! lød et ærligt slogan i Nordamerika i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Ikke overraskende vil en del lutheranere i dag give Luther og reformationen hovedæren for at lægge de første grundsten for vestlige demokratier. Men faktisk stod Luther og de første efterreformatoriske århundreder på centrale områder i skarp modsætning hertil.
F.eks. var Luther glødende antidemokrat. Han forkastede med foragt folkestyre som pøbelvælde. Faktisk ønskede han på ingen måde at afskaffe datidens fyrste- og kongedømmer. Tværtimod så han dem som Guds redskaber i samfundet til at skabe orden og bekæmpe menneskers ondskab, og dem skyldte folket nærmest ubetinget lydighed, selv hvis de var onde. Faktisk krævede Luther lydighed på alle niveauer af samfundet og privatlivet.
Luther gik heller ikke ind for moderne frihedsrettigheder. I 1523 havde han ganske vist opfordret til at bekæmpe kætteri med ”Guds ord”, ikke med sværd og ild, og han havde i samme år opfordret til venlighed over for jøderne.
Men det første var primært for at redde sig selv, da han som kætterdømt og fredløs var i livsfare. Da hans egen religion efter nogle år kom til magten, gik han nemlig væk fra det igen. Og venligheden over for jøderne var udtryk for en – troede han – overlegen omvendelsesstrategi, men den slog eftertrykkelig fejl.
Efterfølgende afviste han nærmest enhver form for tolerance. Han slog til lyd for død(sstraf) over bl.a. paver, kardinaler, ”hekse”, gendøbere, gudsbespottere, utro ægtefolk og hustruer, der sagde nej til sex. Han opfordrede til massakrer på oprørske bønder. Og i vulkanudbrud af raseri endte han med at opildne til at knuse jødedommen i Tyskland og smide jøderne ud af landet.
Bibelen skulle ifølge den reformatoriske profet i øvrigt ikke spille en mindre, men større rolle, ja, være autoriteten par excellence for kristne. At adlyde ”Guds ord”, sådan som han selv fortolkede dem, betød alt. Ytringsfrihed i moderne forstand sagde ham derimod intet.
På disse kerneområder, når vi diskuterer moderne folkestyre og frihedsrettigheder, stod Luther på skuldrene af gamle undertrykkende kristne traditioner, og i nogle tilfælde skærpede han dem. Symptomatisk var det heller ikke demokrati, frihed og lighed, der fulgte i reformationens kølvand i Europa. Tværtimod var det i lang tid fanatiske religionskrige og ofte endnu mere religionstvang, censur og magtfuldkomne teokratiske kongedømmer end før.
Danmark er et godt eksempel.
Reformationen i Danmark i 1536 førte ikke til demokrati, men til en stærkere kongemagt end hidtil. Det kulminerede med indførelsen af enevælden i 1660, der blev varmt støttet af den lutherske kirke. Det var en form for royalt diktatur, hvor kongen havde uindskrænket magt over undersåtterne og kun stod til ansvar over for Gud, hvis stedfortræder han var i landet.
Enevælden var et repræsentativt teokrati, ikke et demokrati. Et kongedømme pr. guddommelig ret, ikke et demokrati pr. folkelig ret.
Reformationen i Danmark førte heller ikke til mere frihed, men i lang tid til endnu mere religiøs tvang, ensretning, overvågning og censur end hidtil. Kun luthersk kristendom og den litteratur, der understøttede den, var tilladt i landet. Den indledte heller ikke en adskillelse af kirke og stat, religion og politik, men en sammensmeltning af dem. F.eks. blev kongen øverste leder af både staten, samfundet og kirken.
Endvidere blev lovgivningen på flere områder skærpet markant i forhold til den katolske middelalder.
Strafferetten i Danske Lov fra 1683 var struktureret efter De Ti Bud i Bibelen, og den overgår islamiske sharialove i udspekuleret brutalitet. Dens straffeformer omfattede bl.a. halshugning, piskning, afhugning af hånd i levende live, udskæring af tunge i levende liv, afbrænding af levende mennesker, radbrækning af kroppen, partering og offentlig udstilling af døde kropsdele (f.eks. afhuggede hoveder på en stage).
Ifølge Danske Lov skulle f.eks. forskellige typer katolske gejstlige henrettes, gudsbespottere skulle halshugges, og ”hekse” skulle i levende live kastes ”på ilden og brændes op”. Mennesker, der havde sex med samme køn, skulle ligeledes dø på bålet.
Alt dette formår Ida Auken og andre i nutidens kristne vækkelse ikke kun at ignorere, men i deres grandiose historiske generaliseringer at forvandle til det modsatte. Moderne kristen mytologi er i kamp mod den historiske virkelighed.
Men hvor skal vi så finde ophavet til det moderne demokrati og menneskerettighederne?
Det skal vi hovedsageligt i oplysningstiden (ca. 1689-1789), der var en intellektuel revolution, der kom til at bidrage til en samfundsmæssig revolution i Vesten: Fra kongedømmer til demokratier. Fra religionstvang til religionsfrihed og religionspluralisme. Fra censur til ytringsfrihed. Fra helligskrifter og dogmatik til videnskab. Fra forskelsbehandling af kvinder og mænd, heteroseksuelle og homoseksuelle, sorte og hvide, kristne og ikke-kristne til en ligestilling af dem. Fra kongelige og adelige særrettigheder til universelle menneskerettigheder.
Oplysningstiden og de efterfølgende demokratier opstod historisk ikke mindst som en modreaktion på det inferno af religionsforfølgelser, den religionstvang og de despotiske kongedømmer, som bl.a. reformationen førte med sig.
Nogle vil indvende, at en del oplysningstænkere var kristne. Det er korrekt. Men de var, som bl.a. religionshistorikerne Olav Hammer og Mikael Rothstein i bogen Religionskritikken i Danmark (2024) og professor i idéhistorie Frederik Stjernfelt har påpeget, oftest kristne dissidenter, der gik imod og blev bekæmpet af store kirkeinstitutioner og kristne stater. Herhjemme spillede Grundtvig en vigtig rolle som en af fødselshjælperne for det moderne Danmark, men han var ikke kun kristen, men også et barn af oplysningstiden og romantikken.
Hvad kan vi konkludere?
1) Der er ingen tvivl om, at kristendom har spillet en omfattende rolle i mange landes historie indtil for nylig, også i Danmarks. Det er også sikkert, at kristendom har ydet væsentlige bidrag til en række positive forhold, f.eks. hjælp til fattige og syge, universiteternes opståen og fantastiske kunstværker inden for maleri, musik og arkitektur.
Men at tildele kristendom en central rolle i det moderne demokrati er historieløst. Det er på grov vis at underkende den store betydning af især oplysningstiden, men – her i Danmark – også af bl.a. en voksende borgerklasse, arbejderbevægelse, bondebevægelse, kvindefrigørelsesbevægelse, folkeoplysning og sekularisering generelt.
2) Repræsentative demokratier og menneskerettigheder begyndte først at spire frem for ca. 250 år siden. Og de står i kras modsætning til langt størstedelen af Bibelen og kristendommens historie. Ja, mange fremskridt er blevet tilkæmpet under hård modstand fra store kirkeinstitutioner, der altså for det meste ikke var progressive first movers.
Det, der kan forvirre, er måske, at megen af nutidens kristendom – f.eks. i Danmark – har omdefineret sig selv ved at appropriere demokratiet og menneskerettighederne. Moderne kristne mennesker har taget sekulære, humanistiske værdier til sig, heldigvis, men de har gjort dem til kristne værdier og på den måde, historisk set, vendt tingene på hovedet. Men alt godt kommer ikke fra kristendommen – i hvert fald ikke i det væsentlige demokrati og menneskerettigheder.
Netop fordi stærke kristne kræfter i disse år arbejder systematisk på at vinde indflydelse i politik, forskning, folkeskolen, sundhedssektoren, kunstlivet m.v. – bl.a. ved at omskrive historien til egen fordel – er det afgørende, at vi ikke accepterer en selvfed religiøs selviscenesættelse, når de historiske kendsgerninger ofte fortæller en anden historie.
Mikael Rothstein og Jens-André P. Herbener
Politiken 11.7.2026