Kap. 2: Reformationen versus demokrati

En populær lutheransk myte i dag er, at Luthers generalopgør med den katolske pavekirke og hans postulat om, at alle kristne mennesker er frie og lige i forhold til Gud, har lagt et af de afgørende kim til moderne folkestyre, lighed og frihed.

Faktum er imidlertid, at Luther – målt med nutidige alen – var glødende antidemokrat. I centrum af hans samfundsopfattelse stod hverken lighed, frihed eller folkestyre, men streng lydighed over for de verdslige myndigheder.

Ifølge Luther er de verdslige myndigheder Guds stedfortrædere i samfundet til at beskytte de svage og bekæmpe de onde med sværdet. Den eneste legitime holdning over for disse Guds repræsentanter er lydighed, for ulydighed mod dem er det samme som ulydighed mod Gud selv, mente Luther

Det er imidlertid ikke kun myndighederne, der skal vises lydighed. Den skal gennemsyre hele samfundet. Børn skal adlyde deres forældre. Tjenestepiger og karle skal adlyde deres herrer og fruer. Hustruer skal adlyde deres mænd. Børn skal adlyde deres lærere. Og alle skal adlyde fyrsterne, som Luther kalder ”Guds tugtemestre og bødler”.

Ifølge Luther er kravet om lydighed mod ens foresatte allerede indstiftet i Moseloven: ”Ær din far og din mor” – og ulydighed er efter reformatorens opfattelse sågar ”en større synd end mord”.

Skulle man være underlagt grusomme magthavere, må man finde sig i det: ”At øvrigheden er ond og uretfærdig, undskylder hverken sammensværgelse eller oprør (…) I skal ikke blot underordne jer de gode herrer, men også de onde.” Man skal endog adlyde, om man så får et helt liv i lidelse og undertrykkelse – og så overlade straffen til Gud.

Følgelig anså Luther oprør for Djævlens værk. Som han skrev under det store bondeoprør i 1525, kunne der ”ikke være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk til end en oprører”, og derfor skulle oprørerne slås ned som ”gale hunde”.

Konkret opildnede Luther til massakrer på de rebelske bønder, der kæmpede for tåleligere levevilkår: ”Stød, hug, dræb nu, hvem der kan! Dør du derved, er det til lykke for dig! En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord og befaling.”

Desuden forsikrede ordbødlen om, at morderne af de oprørske bønder kunne blive martyrer og gøre sig fortjent til Paradis. Det var i lige så eklatant modstrid med Luthers egen nøglelære om retfærdiggørelse ved tro, som det er på linje med militante imamers løfter om Paradis til muslimske krigere i dag.

Senere påtog Luther sig det fulde ansvar for de grusomme nedslagtninger, der omfattede op til 100.000 bønder: ”Jeg, Martin Luther, dræbte alle bønderne under oprøret, for jeg beordrede, at de skulle slås ihjel; alt deres blod er på min skulder. Men jeg henviser til vores Herre Gud, der havde befalet mig at sige det.”

Historisk var det nu langtfra Luther alene, der havde ansvaret. Men faktum er, at han både opfordrede til og støttede massemordene. Bondeoprøret bestyrkede Luther i sin dybe mistro til folket og folkestyre – en uretfærdig tyran var klart at foretrække:

”Det er bedre, at tyrannerne hundrede gange handler uretfærdigt imod dem [folkemængden], end at de én gang handler uretfærdigt mod tyrannerne … En afsindig pøbel er en håbløs og forbandet ting. Ingen kan styre den så godt som tyrannerne; de er klodsen, der er bundet om halsen på hunden. Hvis de var til at styre på en bedre måde, ville Gud også have indrettet en anden ordning for dem end sværd og tyranner.”

De undertrykte bønder havde gjort sig skyldige i en fatal misforståelse af reformatoren. De troede, at han ville bringe mere frihed og lighed til dem. Det ville han ikke. Den frihed og lighed, han slog til lyd for, var udelukkende på et indre, sjæleligt plan i forhold til Gud.

Ude i samfundet, hvor folk lever og arbejder, skulle de derimod udvise en ekstrem grad af lydighed mod fyrsterne som Guds repræsentanter i verden, samtidig med at de selvløst skulle tjene andre mennesker. Ville bønderne ændre deres miserable vilkår, skulle de ifølge Luther have nøjedes med forhandlinger og Fadervor.

Luthers ”kristne” frihed og lighed indebar heller ikke en ligestilling af mænd og kvinder. Ifølge reformatoren var kvindens plads i hjemmet, hvor hun i tråd med Bibelen skulle adlyde sin mand, også seksuelt. Skulle hun nægte det, anbefaler Luther disse skrappe sanktioner: ”Det er egentlig mod ægteskabet, og ægteskabet bliver ødelagt. Derfor må den verdslige øvrighed tvinge konen eller henrette hende.”

Desuden er det kvindens bestemmelse at føde børn – og gerne mange, mente Luther. Om hun så skulle blive nedbrudt og dø af det, var det OK: ”Skulle de blive trætte og til sidst dø af at føde børn, skader det ikke. Lad dem blot dø af at føde børn. Det er derfor, de er her.”

Samlet set repræsenterer Luthers samfundsopfattelse på grundlæggende måder antitesen til moderne vestlige demokratier. Sakraliseringen af magthaverne som Guds stedfortrædere, krav om næsten ubetinget lydighed mod dem og en dæmonisering af folkestyre som anarkistisk pøbelvælde udgør nogle af nøglepunkterne. En stærkere retfærdiggørelse af og mere effektiv opskrift på et autoritært samfund skal man lede længe efter.

Desuden er Luthers afvisning af de oprørske bønders krav om visse borgerrettigheder i samfundet et af de bedste beviser for, at han ingen intentioner havde i den retning. Ganske vist er magthaverne ifølge Luther forpligtede til at gøre det bedste for undersåtterne, men det er der som bekendt utallige eksempler på, at de ikke lever op til. Tværtimod.

Selv den mest infame undertrykkelse kan ikke retfærdiggøre aktiv ulydighed, endsige oprør, for den ”kristne” frihed og lighed angår udelukkende sjælen og dens tro, ikke legemet og samfundet. Enhver form for gengældelse, straf og oprør i forhold til magthaverne skal overlades til Gud. Luthers mål har med andre ord intet at gøre med en politisk-social revolution, sådan som vi kender det fra nyere tid.

For Luther er det ideelle samfundsstyre et teokrati: Gud styrer samfundet ovenfra ved hjælp af en verdslig øvrighed med en fyrste i toppen. Den lutheranske stat bygger dermed på et religiøst grundlag.

Moderne vestlige demokratier bygger derimod på et folkeligt og sekulært grundlag: Samfundet styres nedefra af folket, i praksis af en folkevalgt forsamling, og uden guder. Forskellen til Luthers samfundsideal er fundamental.

Faktisk er Luther i langt højere grad en bror i ånden med de islamiske fundamentalister, der i dag vil reformere religion og samfund i tråd med Koranen, end med moderne folkestyre og frihedsrettigheder.

Politiken, 17.9.2017

Læs videre på luther-2017.dk