Kristendom og islam kan lære af religioner, der dyrker flere guder

Monoteisme er ikke blot den mest ekspansive religionsform i de sidste 2000 år og den mest magtfulde religionsform i dag. Med kristendom og islam som giganterne. Den er også den farligste, mest intolerante og voldelige, når det kommer til anderledestænkende.

Mange monoteister er selvfølgelig uenige. Ifølge dem er troen på én gud kærlighed til menneskeheden. Civilisationens kilde. Nøglen til Paradisets porte.

Polyteisme derimod? Det er vantro. Hedenskab. Okkultisme. Blasfemi. Det er blot enkelte af den salve af skældsord, hvormed nidkære folk har nedgjort polyteistiske religioner. Forvist dem til en menneskefjendsk Udgård.

Skal de forskellige religionsformer vurderes ud fra et nutidsperspektiv, finder jeg selv flere fordele ved flerguderi. Et udvalg kommer her:

1) Tolerance

Monoteisme betyder tro på udelukkende én gud. Men det er mere end det. Centralt er også et universelt sandhedsmonopol, der traditionelt har kendetegnet kristendom og islam (modsat den etnisk-partikulære jødedom): Ligesom der kun eksisterer én Gud, eksisterer der kun én Sandhed, én Frelse og én ret Tro, og den bør ideelt deles af hele menneskeheden.

Den mørke bagside af denne monoteisme er intolerance. Polyteisme er traditionelt blevet forkastet som falsk, vantro og djævledyrkelse. De, der dyrker flere guder, er blevet bekæmpet som hedninge, afgudsdyrkere og djævledyrkere. Og i det hinsides er de blevet lovet Helvedes højovn.

Skellet mellem Sand og Falsk religion går imidlertid ikke kun mellem monoteisme og polyteisme. Det kan tillige gå mellem de enkelte monoteistiske religioner. Tænk på kristnes korstog mod muslimer i middelalderen eller på muslimers kristenforfølgelser i nutiden.

Endelig kan skellet gå inden for den enkelte monoteistiske religion selv. F.eks. har kristendom og islam været splittet i flere retninger, der hver især har gjort krav på, at netop de repræsenterer Sandheden, mens deres rivaler er blevet dæmoniseret som kættere og Guds fjender. Krigene mellem protestanter og katolikker i reformationstidens kølvand og mellem sunni- og shia-muslimer i moderne tid er dødbringende konsekvenser af denne fanatisme.

Med polyteisme, der udgør langt størstedelen af verdens religionshistorie, forholder det sig ganske anderledes.

Her finder man normalt ikke noget sandhedsmonopol, nogen skelnen mellem Sand og Falsk religion eller nogen afgudsdyrkere, vantro eller kættere. Derfor kender man som regel heller ikke til religiøs intolerance over for alle andre religioner eller til et religionsimperialistisk mål om at erstatte dem med ens egen.

Med en sådan religiøs I am okay and your are okay-mentalitet findes der ingen vantro, kun tro. Ingen afguder, kun guder. Og dermed forsvinder en væsentlig årsag til intolerance og eksklusion. Det har planeten brug for i takt med, at der bliver flere og flere, der skal bo tættere og tættere sammen på mindre og mindre plads.

2) Ligeværd

En af konsekvenserne af monoteismens globale ekspansion er blacklistningen af gudinder, som polyteistiske religioner ellers bugner af. Den monoteistiske gud er en, hankøn og ugift. Dermed har det mandlige fået strengt monopol på det guddommelige. I katolicismen har man ganske vist dyrkelse af helgeninder, f.eks. Jomfru Maria, men i det protestantiske reformprojekt blev også dette udrenset.

Med kvindefrigørelsen og ligestillingen af kvinder og mænd i Vesten er der opbrud på dette felt. Feministiske teologer søger efter stærke kvindeskikkelser i Bibelen, og senest har man i Sverige indført muligheden af en kønsløs betegnelse for den kristne gud.

Men det guddommelige opfattes stadig ikke (rigtig) som hunkøn, og hvem ved – måske #MeToo-vækkelsen også vil rykke sig ind på religionens område og kræve et generalopgør med monoteismens radikale undertrykkelse af gudinder. Først når gud også kan være en gudinde, er en af det religiøse patriarkats vigtigste lænker sprængt.

3) Naturbeskyttelse

Monoteistiske religioner har traditionelt haft en klar tendens til at placere det guddommelige uden for denne verden i form af en overjordisk skabergud, et liv efter døden eller et kommende gudsrige. Tænk på Jesus, der sagde: ”Mit rige er ikke af denne verden”. Denne tankegang har bidraget kraftigt til en afsakralisering af verden, og den udgør en af de vigtigste idéhistoriske forudsætninger for den moderne massevoldtægt af naturen.

I polyteistiske religioner har guder og gudinder derimod ofte været identificeret med dele af kosmos, tænk på Moder Jord-figuren, eller mere specifikt med f.eks. bjerge, kilder, lunde og dyr. Det medførte jævnligt tabuer i omgangen med naturen, og det kunne have naturbevarende konsekvenser.

I dag har vi brug for alt, der kan fremme naturbeskyttelse. Også religion. Og de polyteistiske religioner, der opfatter natur som bolig for guder og ånder og dermed hellig, er givetvis også de religioner, der er bedst egnet til det. 

Efter denne reklame for flerguderi er nogle forbehold på sin plads.

For det første er ældre polyteistiske samfund ikke et paradise lost. Her finder man omfattende dyreofringer og undertiden sågar menneskeofringer. Dertil kommer notoriske eksempler på naturødelæggelse, f.eks. skovrydninger. Nogle af samfundene var tillige klart patriarkalske. Det ændrer imidlertid ikke ved, at man hyppigst finder en selvfølgelig accept af andre religioner (hindunationalisterne er en kendt undtagelse), notoriske eksempler på religiøs naturbevarelse og gudinder en masse.

For det andet har religiøs tolerance og frihed allerede sneget sig ind i store dele af moderne kristendom, tillige i visse dele af islam. Det samme har ligestilling mellem kønnene såvel som en voksende økologisk bevidsthed. Det er imidlertid næppe sket som følge af monoteismen, Bibelen og Koranen, men på trods af dem. Nemlig som en slet skjult indrømmelse til oplysningstiden, menneskerettighederne og den globale klimakrise. Ellers burde det være sket mange århundreder tidligere.

Selv slår jeg ikke til lyd for en tilbagevending til ældre tiders polyteisme, men for en Polyteisme Version II, der har taget det bedste fra moderniteten til sig. Skal kristendom og islam på fuld omdrejningshøjde med moderne krav om frihed, ligestilling og tolerance, vil der ikke være særligt meget tilbage af deres helligskrifter og gamle traditioner.

I ældre tid og fortsat nogle steder i dag ville jeg selv kunne blive henrettet for at skrive denne klumme. Hvorfor? På grund af blasfemi. Men faktisk er det hardcore monoteister, der bør have et forklaringsproblem. De afviser alle andre guder end deres egen. Polyteister, derimod, afviser traditionelt ingen guder.

Og det er det mest redelige, for i sidste ende véd vi intet. Den ene gud kan være lige så virkelig eller uvirkelig som den anden. Desuden vil stemplingen af alle andre guder end ens egen som afguder altid rumme kimen til en bekæmpelse af deres tilhængere. Og det kan, som både historie og nutid viser, sagtens være med tvang, vold og krig.

Derfor denne opfordring til sidst: Drop enhver tale om, at nogle er vantro. Det er ikke blot meningsløst, men potentielt livsfarligt.