Den vilde julebuk vender tilbage

I disse år er man mange steder begyndt at kunne opleve et sælsomt syn i julen. Noget helt andet end reklameverdenens julenisser og Jesusbarn.

Larmende optog af skrækindjagende, djævlelignende væsner går ind i byer med fakler eller fyrværkeri. Det er figuren Krampus fra Alpe-regionen, et mytisk væsen, der er beslægtet med julebukken, som vi også kendte her i Norden i gamle dage. I vores ældgamle animistiske folkekultur har man i tidens løb haft adskillige sådanne monstrøse og mørke skabninger, der nærmest kan ses som forløbere for julemanden.

Krampus spreder sig. I USA arrangeres der i dag såkaldte Krampus-løb i adskillige byer, og traditionen har indfundet sig i England. Der har været forsøg på at genindføre julebukken i Sverige, og også herhjemme forsøger man at genoptage julebukken med Krampus som forbillede.

Det er der ikke noget usædvanligt i. Folkekulturer er levende floder, der jævnligt flyder rundt på den måde. F.eks. har vi set herhjemme, hvordan den traditionelle Allehelgensfejring har fået nyt liv med inspiration i det nordamerikanske Halloween. Noget lignende ser altså nu ud til at ske for den gamle juls animistiske maskeradeoptog, der breder sig med rod i Krampus-figuren, der ofte beskrives som halv gedebuk og halv dæmon.

Denne artikel fortæller en del af baggrunden for dette spektakulære og væsentlige, men for mange ukendte aspekt af julens kulturhistorie. Det er en historie om vores kulturs vigtigste animistiske højtid, og det vil måske overraske, at den gamle jul var præget af spraglede, grænseoverskridende maskerader, hvor man levendegjorde julens galleri af guder og ånder og rituelt bragte dem ind i menneskets samfund.

Den animistiske folkekultur i Norden havde et stærkt fokus på lysets vekslen igennem årets løb. Tanken om at lyset vendte tilbage fra mørket ved vintersolhverv var central, og man havde mange ritualer omkring lys. Vi har stadig lystændinger som adventskranse, Lucia-optog, juletræer osv. Dette er moderne ritualer, men de spiller på meget gamle strenge, hvor man tændte lys i julen for at kalde lyset tilbage til verden og for at velsigne sin husstand med kraften i det lys, der i årets mørkeste tid igen begynder at få magt.

Denne lystænding har spillet sammen med en anden ældgammel og udbredt forestilling, undertiden kaldt ”den vilde jagt”. Den vilde jagt er det optog af vilde ånder, der i den mørkeste tid fejede gennem landskabet. Man har set den vilde jagt som døde-ånder, trolde, dyriske eller dæmoniske væsner, som jog igennem landskabet, ofte anført af ”Den Vilde Jæger”, Vojens-jægeren, Kong Volmer eller lignende; skikkelser, hvis oprindelse måske har været den hedenske gud Odin – ham skal vi vende tilbage til.

De gamle maskeradeoptog, som man talrige steder har opført omkring jul, er en måde at levendegøre forskellige lokale forestillinger om den vilde jagt. I mange tilfælde har disse processioner bragt lys med sig, som man stadig ser det i bl.a. de lysbærende Krampus-optog.

En grundtanke har været, at maskeradeoptogene bragte fornyelse og renselse. Man har badet i julen, gjort hovedrent, og der har været elementer af straf og af, at man ”rensede luften” ved at bringe anklager frem imod folk, der havde opført sig asocialt. Der har endda været elementer af magtkritik i disse processioner.

Når Krampus-performere i Alpe-byer slår folk med ris, er det ikke alene udtryk for en bedsteborgerlig biedermeier-moral, hvor børnene skal opføre sig pænt. Der ligger også en renselse i ritualet. Man har tillige haft lignende renselsesritualer her i Norden.

Maskering er en animistisk teknik, der har til formål at levendegøre et overnaturligt væsen og tillade, at folk kan omgås dette væsen. Masker og maskering er kendt langt, langt tilbage i tiden. Der er billeder af masker på runesten og beskrivelser af julemaskering i sagaer. Der er optrin på helleristninger, der synes at gengive maskerader. Ja, sågar på forhistoriske hulemalerier kan man finde fænomenet.

Vores nutidige julemand er det seneste skud på en meget lang historie af rituelle maskeringer, der personificerer julen. Masker er kort sagt et universelt menneskeligt fænomen, hvorfor det også er afstumpet kulturløshed at ville forbyde en så grundlæggende del af vores menneskelighed som at bære maskering i offentligt rum.

På et meme, der hyppigt cirkulerer omkring jul, ser man en trind, rødkindet julemand med et übernuttet pigebarn på skødet. Hun hvisker i hans øre: ”Jeg ved godt, at du er Odin – men jeg skal nok holde din hemmelighed”. Det virker overraskende, at den hyperhyggelige julemand fra supermarkedet skulle have noget at gøre med hedningenes mørke trolddomsgud. Men pigen har faktisk fat i noget!

Et af Odins navne er Grímr, ”Maske”, et andet er Grímnir, ”Den Maskerede”, og et tredje er Jólnir, ”Juleren”, dvs. den, der juler, gør jul, bringer julen. I sagaerne findes beretninger om, hvordan Juleren Odin netop kom ved juletid, typisk som en prøvelse for kristne konger, der så havde mulighed for at demonstrere, at deres jul nu var blevet kristen og ikke længere havde plads til den gamle højtidsgud.

Men Juleren levede videre i andre former. F.eks. forblev et centralt ritual nærmest uændret: Druk! I helt gammel tid var jul ikke noget, man holdt. Det var noget, man drak. Kristne konger approprierede ritualet, og man foreskrev en kristen model at drikke jul på. Julen vedblev dog også at være en tid for vildskab og seksuel løssluppenhed. Brygningen af den særlige juleøl fortsatte med at være en kompleks rituel proces. Man fejrede det færdigbryggede øl og gav typisk et lille offer af julebrygget til et helligt sted ved gården. Højtiden sluttede, når det var drukket op, og mangel på julebryg var grund til at aflyse højtiden.

Måske findes en brik i forståelsen af øllet i en saga, der beretter om, hvordan to kvinder –i en konkurrence om at lave det bedste øl – påkalder hhv. Odin og Freja. Odin hjælper så kvinden, der påkaldte ham, ved at blande sit spyt i brygget og laver dermed det bedste og stærkeste bryg.

Denne idé om kraft og guder i øl findes i flere sammenhænge i nordisk religion. Men her ser vi, hvordan Odins spyt får øllet til at gære og fremkalde den spiritus, altså ”ånd”, der beruser os i øllet. Og hvem ved – måske det også er Juleren Odins ”ånd”, vi fyldes af, når vi drikker julebryg? I det mindste er det pudsigt, at ordet Odin kommer af óðr, der ikke blot betyder ”sind”, ”poesi”, ”inspiration”, men også ”vanvid”, at ”være gal” m.m.

Der er antydninger i sagaer og folklore, der indikerer, at julebukken kan have været en udløber af Odin som Juleren. Men der har også været andre skikkelser med en lignende rolle. Der er hekselignende gudindefigurer som Frau Holle, Perchta og den nordiske Lusse. På Island og Færøerne har man heksen Grýla og væsnet Høj-Thora. Ofte har man haft mere eller mindre løsslupne optog, der fór rundt og lavede ballade. Mange steder er Skt. Knud i begyndelsen af januar blevet en vigtig figur, og maskerede ”Knudsgængere” drev gæk igennem samfundene ved julens afslutning. Disse juleres opgave var i en del tilfælde at tage rundt og drikke den sidste julebryg op for derved at afslutte julen.

Vigtigheden af at drikke i julen er holdt ved op til i dag. Op igennem tiden har kirken harceleret imod løsslupne julestuer med erotiske julelege. Panserbasserne har jævnligt måtte sætte København i undtagelsestilstand i julen. Folk gik simpelthen amok. Når vi stadig til firma-julefrokosten drikker os fulde, har udenomsægteskabelig sex og tager 400 kopier af vores bare røv i kopirummet, så ligger det i virkeligheden den urgamle juleadfærd nærmere end kernefamiliens obligate samling ved juletræet.

Når man som religionshistoriker ser et moderne østrigsk Krampus-løb, er det vanskeligt ikke at tænke på den byzantinske kejser Konstantins krønike, som beskriver, hvad der formodentligt er et juleritual blandt de væringske (svenske) krigere i vikingetiden. Det var en vild dans, hvor man var iført dyreskind og dyremasker.

Når Krampus-ramasjangen i disse år breder sig med special effects-monstermasker med dioder i øjnene og metal-musik, er det således en kultur, der formodentlig har oldgamle rødder.

Hvad er årsagerne til den monstrøse Krampus-figurs stigende popularitet? Skal det ses som en psyko-social modreaktion på den pænhed, hyperkonsumerisme og halleluja-harmoni, der kendetegner manges jul? Afspejler det en længsel efter rå, vild naturkraft i urbaniseringens og industrialiseringens tidsalder? Eller er det simpelthen genkomsten af fortrængte naturvæsner, efter at kirken bliver mere og mere svækket?

Well, i år kan man herhjemme opleve den vilde julebuks tilbagekomst bl.a. ved Amager Fælleds Venners solhvervsfejring 21. december på Kærlighedsøen ved Bellacenteret. Man kan også følge med udviklingen af julebukken gennem facebookgruppen ”Julebukken vender tilbage” (https://www.facebook.com/groups/1928861950698083/)

Rune Hjarnø Rasmussen, cand.mag., ph.d.-stipendiat

Mathias Valentin Nordvig, cand.mag., ph.d.

Benjamin Weber Pedersen, cand.mag., ph.d.-stipendiat

Jens-André P. Herbener, cand.mag., mag.art.