Det Gamle Testamente er en jødisk bog

»Der må være nogen i oversættelsesprocessen, der engang imellem har følt sig fristet til at forlade bordet,« siger professor emeritus i semitisk filologi ved Københavns Universitet, dr. phil. Frede Løkkegaard, som i dette interview bekræfter en stor del af kritikken af den danske bibeloversættelse fra 1992, som den blev fremført i Faklen nr. 1.

Eftersom Bibelselskabets nuværende generalsekretær, Morten Aagaard, den forhenværende generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn og bibeloversætterne fra professor Kirsten Nielsen og lektor Knud Jeppesen til lektor Bodil Ejrnæs har forsøgt at gendrive Faklens kritik af oversættelsesarbejdet og så tvivl om vore hebraiskkundskaber, har vi her interviewet en af landets absolut førende eksperter i hebraisk, dr. phil. Frede Løkkegaard.

Løkkegaard var professor i semitisk filologi ved Københavns Universitet 1950-1985 og har en længere produktion af forskningsartikler bag sig, alligevel blev han ikke indbudt til at deltage i oversættelsesarbejdet med det Gamle Testamente, der var forbeholdt teologer fremfor sprogforskere.

Resultatet blev en kirkebibel, som Niels Jørgen Cappelørn bl.a. definerer således: »En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til dansk salmetradition. En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som er blevet til ud fra den grundopfattelse, at det Gamle og det Nye Testamente udgør en bibelsk og frelseshistorisk helhed …« Tilsyneladende har oversættelsen altså ikke konsekvent taget udgangspunkt i kravet om streng filologisk videnskabelighed, men derimod i hensynet til kirkelig anvendelighed.

Faklen: Hvorfor blev du som professor i semitisk filologi ikke tilbudt deltagelse i oversættelsesarbejdet med det Gamle Testamente?

Løkkegaard: Jeg er altid blevet betragtet som en outsider. Alt, hvad jeg har lavet, er gået helt hen over hovedet på teologerne.

Faklen: Hvad mener du så som filolog om, at teologerne med Niels Jørgen Cappelørn i spidsen bevidst har stilet mod en kirkebibel under arbejdet med 1992-versionen i stedet for en gennemført videnskabelig bibeloversættelse?

Løkkegaard: Det, I skriver, er alt sammen rigtigt, men I er for hårde i filten mod de folk, der har gjort det. Men jeg er enig med jer i, at man burde levere folk en oversættelse uanset skelen til brugen – jeres synspunkt her har jeg ikke noget at indvende imod overhovedet.

Faklen: Bør man inddrage de græske kildetekster fra Septuaginta i en oversættelse af det Gamle Testamente, eller skal man udelukkende holde sig til de hebraiske kilder?

Løkkegaard: Det er meget uheldigt at bruge Septuaginta, og det har man gjort i vidt omfang, når der opstod problemer med den nye oversættelse. Qumran-fundene har gjort os fuldstændig overbeviste om, at den hebraiske grundtekst er den rigtigste.

Faklen: Hvad synes du om den fremgangsmåde, at man i slutningen af bibeloversættelsesforløbet har haft en revisionskomité og en koordineringsgruppe til at tilpasse 300 citater fra det Gamle Testamente i det Nye Testamente og 5.700 allusioner i det Nye Testamente til det Gamle Testamente?

Løkkegaard: Det er en fundamentalistisk idé at søge at skaffe overensstemmelse mellem den hebraiske tekst og nytestamentlige citater. Det er dér, det hele er blevet problematisk og vanskeligt. De har måttet tilpasse sig det, som kirken gik ind for tidligere … Der må være nogen i oversættelsesprocessen, der engang imellem har følt sig fristet til at forlade bordet – men mon de havde fået en autorisation, hvis de havde tilladt alle de hedenske elementer i det Gamle Testamente?

Faklen: Er der et videnskabeligt grundlag for at lade en kristologisk tolkning indgå i selve oversættelsen af det Gamle Testamente?

Løkkegaard: Overalt, hvor der er tale om kristologiske udlægninger i oversættelsen, må man sige, at det ikke fremgår af kildeteksterne. I har ret i at kritisere tendenser til at gøre det Gamle Testamente til en kristen bog. Der burde have været en strengt troende jøde med i oversættelsesarbejdet, for det er om en hebraisk kultur, der er tale i det Gamle Testamente, ikke om en kristen.

Faklen: Er der nogen videnskabelig begrundelse for, at Niels Jørgen Cappelørn forsvarer oversættelsen af ka'ar med »gennemboret« i Salme 22,17 (Cappelørn bemærker, at »denne ændring gør det muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes Bog og Johannesevangeliet«)?

Løkkegaard: Nej. »Kristologisk bue« … Dér synes jeg måske, man kunne tale om, at man manipulerer, men jeg kan ikke så godt lide det ord – men det er selvfølgelig ikke et videnskabeligt synspunkt, denne ændring viser.

Faklen: I Esajas' Bog 7,14 har man traditionelt set en profeti af Jesu fødsel, en profeti, som understøttes af oversættelsen fra 1992, der lyder: »… Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn …«. Men »blive med barn« er et adjektiv på hebraisk (hara), og »føde« et aktivt participium (jolædæt), hvis grundbetydning for begge formers vedkommende er præsens eller for participiets vedkommende eventuelt nær fremtid, hvorved i hvert fald en fremtidig profeti om Jesu fødsel vel er udelukket (og der i stedet burde oversættes: »… Se, en ung kvinde er gravid, og hun er ved (el. skal snart til) at føde en søn …«)?

Løkkegaard: Det vil jeg give jer ret i. Dette sted er selvfølgelig ikke kristologisk. En tilfældig kvinde (artsartikel) er gravid og føder. Tidsangivelsen er højst, at det skal ske inden for ni måneder. Men profeter taler ikke om fremtiden, ikke engang om i morgen, de er Guds talerør i samtiden. I det hele taget er jeg enig med jer i synspunktet, at det Gamle Testamente er en jødisk bog. Man kan ikke sige, at der her er tale om en forudsigelse af Jesu komme … Vi har ikke lov at lægge disse gisninger ind i teksten. På den anden side må Jesus have været fortrolig med Deuterojesaja. Det må have betydet noget for hans kaldsbevidsthed.

Faklen: En af oversætterne og medlem af revisionskomiteen, Bodil Ejrnæs hævder, at Bibelen, de antikke jødiske skrifter er gennemsyret af monoteisme. Er det korrekt?

Løkkegaard: Nej, det er de slet ikke. De antikke jødiske skrifter er gennemsyret af polyteisme. Oversætterne behøver ikke være så snerpede – også Grundtvig havde jo god forståelse for polyteismen, »Gudernes gud«, som i den Danske Salmebog, salme 378.

Faklen: Bibelselskabets Palle Dinesen mener, at bibelske forestillinger må føjes ind i nye forestillingskredse, for at undgå at det Gamle Testamente »lukkes inde« i en semitisk forestillingsverden. Er dét et godt udgangspunkt for en videnskabeligt forsvarlig oversættelse?

Løkkegaard: Det synes jeg ikke … Det er meget problematisk. Det er en dårlig oversættelse, hvis man forsøger at komme væk fra den originale forestillingsverden. Man skal altid lade oversættelsen afspejle originalens kontekst.

Faklen: 1992-oversættelsen af Salme 51,7 lyder: »I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig.« Strengt filologisk burde den imidlertid oversættes: »I synd blev jeg født, i synd avlede min mor mig.« Forskellen er den, at i den filologiske oversættelse er det moderen, der føder i synd, i 1992-oversættelsen er det barnet, der er en synder lige fra fødslen af. Cappelørn forklarer: »Med denne ændring er det klarere bragt til udtryk, at synden og skylden er altomfattende, at synden og skylden hører til menneskets grundvilkår, fra det fødes, til det dør.« Bibelselskabet har altså presset dogmet om den kristne arvesynd ind her – men er denne ændring filologisk forsvarlig?

Løkkegaard: Man kan ikke bygge nogen historie om arvesynden op her. Det fremgår jo helt klart, at det er moderens situation, det handler om. Cappelørn bytter om på leddene.

Faklen: Cappelørn har kritiseret vore hebraiskkundskaber; hvordan vurderer du Cappelørns kvaliteter som semitisk filolog?

Løkkegaard: Han er i hvert fald ikke semitisk filolog, det kan man ikke kalde ham; jeg vil ikke tro, han har nogen større skoling i hebraisk. Øjensynligt er han en begavet mand, det må man sige, men han er ikke semitisk filolog.

Faklen: Kan du se nogen god videnskabelig grund til, at man for første gang har ladet pagineringen fortsætte fra det Gamle til det Nye Testamente – vel for at antyde, at der skulle være tale om én sammenhængende bog, og ikke to forskellige religiøse traditioner?

Løkkegaard: Det er klart, at det er mærkeligt – det synes jeg, at det er.

Faklen: Der stod en meget stor gruppe teologer bag oversættelsen af Bibelen. Alene revisionskomiteen bestod af sytten mennesker. Var det en fordel eller en ulempe for oversættelsens standard?

Løkkegaard: Det havde været bedre med et mindre oversætter-team på to eller tre mand, for  mange mennesker kan ikke lave et godt arbejde, det er udelukket.

Faklen: Ville det være en god idé med en strengt filologisk oversættelse af Bibelen i stedet for den »kirkebibel«, som Cappelørn betegner 1992-oversættelsen?

Løkkegaard: Selvfølgelig ville det det … Men finansielt er det nok urealistisk.

Faklen: I Faklen nr. 1 har vi belyst tolv eksempler på steder, hvor man har fraveget kildeteksten af kirkelige hensyn. Mener du, at vores kritik i disse tolv eksempler er videnskabeligt, filologisk velbegrundet?

Løkkegaard: Ja, det mener jeg.

Jens-André P. Herbener og Rune Engelbreth Larsen