Mediernes minkmassakre

Mink, der klemmes, kvases og skriger vildt under aflivninger. Tusinder af hvide og sorte kroppe, der læsses i containere som affald. Den ene store minkmassegrav efter den anden.

Den seneste tids optagelser fra minkmassakren har fyldt mange med gru og chok. Og lige så modbydelige klippene er, lige så højt skriger mediernes ensidige dækning af minksagen til himlen.

I den ene artikel efter den anden har de sat fokus på minks smittemæssige farlighed for mennesker, på minkavlerne, der mister deres levebrød, på minkindustrien, der midlertidigt er lukket, og på de politiske trakasserier, der er knyttet til hele balladen.

Men hvad med minkenes ekstreme levevilkår i den industrielle pelsproduktion?

Jo, der har været kritiske debatindlæg hist og pist. Men i mediernes journalistiske behandling af sagen har minkenes perspektiv været stort set fraværende. Over for elefanten (minken) i rummet har de udvist en ekstrem blindhed. Her har de svigtet et af journalistikkens fornemste grundprincipper, nemlig pligten til at kritisere de menneskelige magthavere for den systematiske dyremishandling, som minkindustrien repræsenterer, og til at sætte spot på de svageste, der her indiskutabelt er minkene.

Minksagen har indlysende to centrale sider, men medierne har i al væsentlighed kun belyst den ene. Har de gjort det ubevidst, har de en blind vinkel i deres verdensopfattelse på størrelse med en Atlanterhavsdamper. Har de gjort det bevidst, er de magthavernes trækkerdrenge. I alle tilfælde er de med til at legitimere dyremishandlingen.

Det skal understreges, at dette opråb ikke kun gælder den aktuelle minkmassakre, for mange millioner mink masseaflives i den danske pelsindustri hvert eneste år. Nej, opråbet gælder hele den industrielle dyreproduktion, der finder sted.

Fælles for mange landmænd og forbrugere af animalske produkter er øjensynligt, at de ikke opfatter kvæg, grise, høns, kyllinger og mink som de levende og følende individer, de er, men som ressourcer, varer og industriprodukter. Mange andre ved derimod godt, at dyrene er følende væsner, men fortrænger det. Under alle vilkår er dyrene produktionsenheder i en kæmpe industri. De har ingen værdi i sig selv og ingen stemme af betydning. De er ingenting, bortset fra ressourcer for os – og hvis ikke, affald, der skal destrueres.

Mediernes uhyre ensidige dækning af minksagen er med andre ord symptomatisk for vores kultur. Alt, hvad vi ser og hører, er gennemsyret af en enøjet antropocentrisme. Enhver sag ses alene eller frem for alt fra menneskenes perspektiv. Og hvad værre er, så er vor artsmæssige selvforgudelse så integreret i retssystemet, at den omfattende dyremishandling, der foregår, tilsyneladende anses for fuldt lovlig.

Minkene er et glimrende eksempel på problemet.

De er såkaldt solitære og territoriale rovdyr. Det betyder, at de lever alene i naturen og jager på områder på op til flere kvadratkilometer, som de forsvarer. De er tillige semi-akvatiske dyr, der indebærer, at de er tilpasset til ikke blot at jage på land og i træer, men også under vand. De har svømmehud mellem tæerne og vandskyende pels, og de dykker ned til 6 meters dybde og svømmer op til 35 meter under vandet.

På de moderne minkfarme ser dyrenes levevilkår radikalt anderledes ud. Her tilbringer de deres liv i et trådnetbur på omkring 0,25 kvadratmeter, hvilket svarer til ca. fire A4-ark. Burene står gerne klods op ad hinanden, og i mange tilfælde er der flere mink i ét bur. Her har dyrene ingen mulighed for at jage, klatre, svømme, holde afstand til andre mink, og hvad deres artsspecifikke adfærd ellers tilsiger dem.

Den systematiske mishandling medfører, at de er stressede og frustrerede, at de udviser perioder af total apati, eller at de vandrer rastløst frem og tilbage, at de gnaver i sig selv, og at de bider andre mink. Samtidig er der en høj hvalpedødelighed. Intet af det forekommer i naturen og er utvivlsomt tegn på mistrivsel.

I Danmark har man indført en ”berigelse” af de små bure ved at give minkene halm, et rør og en hylde, men mange af problemerne fortsætter ufortrødent. At kalde det en ”berigelse” er en parodi og hån mod dyrene, for det ændrer ikke ved, at dyrenes artsspecifikke adfærd fortsat knægtes i omfattende grad.

Minkene aflives normalt ved gasning, hvilket videnskaben har advaret imod i mange år. Det tager mindst 30 sekunder og op til flere minutter, før minkene dør. Ja, nogle mink dør ikke af det og lider derfor i længere tid endnu.

Den kolossale kontrast mellem dyrs adfærdsmønstre i naturen og den måde, som de behandles på i industrielt landbrug, gælder ikke kun mink. Den gælder tillige kvæg, grise, høns og kyllinger. De spærres normalt også inde på minimal plads og tvinges til mange forhold, der står i smertefuld modsætning til deres natur. Det gælder f.eks. kastration og lemlæstelse af horn og haler; fastlåsning af grisesøer mellem tremmer i 4-5 uger i træk, så de ikke kan vende sig eller gå omkring; kalve, der tages væk fra deres mor 12 timer efter fødslen; turbokyllinger, der vokser så hurtigt, at deres ben og indre organer ikke kan følge med.

Det centrale i dyreindustrien er, at dyrene er højt ydende og optimerer indtjeningen. Men de har fysiske, emotionelle og sociale behov, der rækker langt ud over det.

Alt for få tænker over, at der ikke er nogen wall of separation mellem os og andre livsformer, men derimod et evolutionært kontinuum.

F.eks. har den moderne biologi hinsides enhver rimelig tvivl vist, at både pattedyr, fugle og andre kategorier af dyr har bevidsthed. Og evnen til at føle eksempelvis glæde, lykke, smerte og frygt gør sig i forskellig grad gældende hos bl.a. både pattedyr, fugle, padder og krybdyr.

Allerede i 2007 påpegede den verdensberømte primatolog Jane Goodall: ”Der er ingen skarp linje mellem os og chimpanserne, mellem os og resten af dyreriget. Jo mere vi lærer, jo mere utydelig bliver linjen.”

Amerikaneren Marc Bekoff, der er professor emeritus i evolutionær biologi og banebrydende forsker i dyrs kognitive adfærd, har pointeret:

”Forskere ved, at individer fra en bred variation af arter oplever følelser, der spænder fra glæde og lykke til dyb bedrøvelse, sorg og PTSD sammen med empati, jalousi og vrede (…) Forskere har rigelige, detaljerede, empiriske kendsgerninger til at kunne erklære, at ikke-menneskelige dyr er følende og bevidste væsner.”

Den israelske stjerneprofessor Yuval Harari har kaldt industriel dyreproduktion for ”den måske værste forbrydelse i historien”. Ifølge den australske bioetikprofessor Peter Singer, der kickstartede dyrerettighedsbevægelsen i 1970erne, har moderne fabrikslandbrug forårsaget mere lidelse end samtlige krige i historien.

Kort sagt er den moderne biologi et moralsk imperativ til, at vi ændrer vores syn på og behandling af dyr til grunden. De forbedringer af deres livsvilkår, der er kommet i EU i nyere tid, ændrer ikke ved, at moderne fabrikslandbrug fortsat på centrale områder behandler bevidste og følende individer som industriprodukter og industriaffald.

Ligesom man tidligere har foretaget et generalopgør med slavehandel, bør man i dag foretage et generalopgør med den industrielle dyreproduktion.

Medierne har pligt til at udøve magtkritik og belyse sager fra forskellige sider. Det er på høje tid, at de tager dette ansvar alvorligt og sætter fokus på den mørke bagside af dyreindustrien.

For dyrene tæller hver en dag og hver en time.

Politiken, 29.11.2020

Joanna Marie Nielsen, cand.comm., forfatter

Jens-André P. Herbener, cand.mag., mag.art., forfatter