Overfør begravelsesmyndighed og fødselsregistrering fra kirken til kommunen

Mon folkekirkemedlemmer ville bryde sig om at skulle anmelde deres afdøde ægtefælle eller nyfødte barn til Scientology Kirken, Ateistisk Selskab eller Islamisk Trossamfund?

Man skulle tro, at ikke engang tyggegummityggende teenagere har kunnet undgå at bemærke det.

Nemlig, at et markant mindretal af folkekirkens funktionærer har stillet sig på tværs af regeringens forslag om kirkelig vielse af homoseksuelle. Ja, faktisk har hver fjerde sognepræst på forhånd nægtet at forestå det, hvis det skulle blive vedtaget.

Den seneste uge har vist, at gejstliges modvilje mod homoseksuelle ikke behøver at være begrænset til vielsesritualet. Det stikker dybere.

Da Kirsten Østergaard fra Nordjylland for nylig skulle have sin 74-årige afdøde mor begravet, afviste præsten at stå for det. Selv om moren var medlem af folkekirken. Hvorfor?

Fordi hun var homoseksuel.

Afvisningen fik Østergaard til at klage til provsten. Det fik præsten til at dreje rundt på en tallerken og iklæde sig sæk og aske. Som han selv har forklaret:

”Jeg havde først sagt ja, men kom så i tanker om, at det kunne være forkert at forestå begravelse af homoseksuelle, når jeg ikke ønsker at medvirke ved vielse af homofile … Men det var en helt fejlagtig slutning. Jeg har bedt om tilgivelse – indtil videre hos to af den efterladtes familie”.

Præsten er blevet mødt af massiv kritik.

Professor i kirkeret Lisbet Christoffersen har fastslået, at det er ulovligt at ”afvise at begrave et medlem af folkekirken”. Præsteforeningen har understreget, at præsterne i folkekirken ”skal begrave alle sine medlemmer uden at blande sig i seksuel observans.”

Kirkepolitisk talsperson for Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner George Hinge, der selv er kristen, har betegnet præstens undskyldning som en ”direkte indrømmelse af, at han ikke bryder sig om homoseksuelle.”

Hele balladen har da også fået biskop Henning Toft Bro til at kræve en skriftlig redegørelse fra den formastelige præst.

Havde præstens afvisning været et enkeltstående tilfælde, ville de fleste nok slå det hen med et skuldertræk. Trods alt. Det er menneskeligt at fejle, og solformørkelser findes desværre i alle erhverv.

Men tilfældet er ikke enkeltstående.

Da Henrik Arildsen for nogle dage siden hørte om Kirsten Østergaards chokerende oplevelse, gav det ham et deprimerende deja-vu.

Da han for 18 år siden skulle have begravet sin afdøde kæreste Bjarne, der også var medlem af folkekirken, nægtede hele syv præster at forestå begravelsen. Han blev sågar stillet det spørgsmål, om kæresten skulle begraves i indviet jord eller ej …

Østergaards og Arildsens oplevelser er desværre et symptom på et dybereliggende problem i dele af kirken.

Der er i dag afgørende retlig forskel på at nægte at begrave et homoseksuelt folkekirkemedlem og på at nægte at vie et homoseksuelt folkekirkemedlem. Men er der nogen menneskelig forskel på de to typer tilfælde?

Er alle mennesker ikke lige?

Er sorgen over at miste en homoseksuel mindre end sorgen over at miste en heteroseksuel? Spørg Østergaard, Arildsen og talløse andre. Er kærligheden mellem homoseksuelle elskende mindre end mellem heteroseksuelle?

Celina Sørensen, der venter på at blive kirkeligt gift med Kristina Pedersen, udtalte for nylig:

”Følelsen af kærlighed er jo den samme uanset, hvem du elsker – altså om det er en kvinde eller en mand.”

Som utallige indlæg i Kristeligt Dagblad har godtgjort, er der ikke desto mindre talrige præster, der har modsat sig kirkevielser af homoseksuelle.

Det kommer også til udtryk i holdningen til kirkeminister Manu Sareen, for hvem det er en politisk hjertesag at bekæmpe kønsdiskriminationen i folkekirken.

Ifølge Sareen skal det ganske vist være frivilligt, om den enkelte præst vil forestå et vielsesritual for homoseksuelle eller ej. Alligevel har han pådraget sig de helliges vrede. Ifølge en nylig DR-undersøgelse er næsten 500 ud af 1000 adspurgte præster utilfredse med ham.

Selv om et flertal af dem angiveligt støtter et vielsesritual for homoseksuelle, synes mange, at han har ”hastet” det igennem og blandet sig i kirkens ”indre anliggender”.

Faktum er for det første, at sagen er blevet diskuteret i årtier, uden at det har ført til resultater. For det andet følger Sareen blot gældende lov. Endelig er det spørgsmålet, om så mange præster ville være vrede, hvis de havde været helt enige i behovet for homo-vielser? Næppe. Så ville de snarere have båret Sareen i guldstol. Det er psykologi for begyndere.

Med andre ord:

Den relativt udbredte modvilje i præsteskabet mod at behandle homoseksuelle på fuldstændigt lige fod med heteroseksuelle kan ikke bagatelliseres. Så havde der heller ikke været årelange trakasserier herom, og så havde en lov om homo-vielser været indført for længst.

Faktisk står de homo-kritiske præster på skuldrene af en ældgammel bibelsk og kirkelig fordømmelse af homoseksualitet af forskellig art. Det er alle de homo-positive præster, der har valgt at gå nye veje.

Nuvel. Hvis den seneste tids kirkeballade om afdøde homoseksuelle kunne blive anledning til en revision af en del af begravelsesloven, ville den have tjent et formål.

Som det er i dag, er folkekirkens evangelisk-lutherske sognepræster begravelsesmyndighed.

Det indebærer, at de skal anmelde dødsfald til en række offentlige institutioner (folkeregisteret, skifteretten m.m.) og efter ønske afgøre, hvor begravelsen skal foregå, om afdøde skal brændes eller begraves, og om det skal være en kirkelig eller borgerlig begravelse.

Problemet er, at sognepræsterne er begravelsesmyndighed for alle danskere. Uanset, om man er medlem af folkekirken eller ej. Ateister, muslimer, hedninge, jøder og buddhister skal med andre ord også henvende sig til en sognepræst, når et familiemedlem skal begraves.

Dengang så godt som hele befolkningen var medlem af folkekirken, gav ordningen mening. Men i dag er der over en million danskere, der ikke er det. I Københavns Stift er medlemstallet helt nede på 62,5 procent af indbyggerne.

Det gør uvægerligt den gældende ordning forældet. For alle, der ikke er medlem af folkekirken, burde det være kommunen, der er begravelsesmyndighed.

En del folkekirkemedlemmer vil givetvis affærdige alt dette som kulturradikalt hysteri (det er alt, der vil bidrage til større religionslighed). Men prøv at sætte jer i de andres situation.

Tænk, hvis det var jer, der var tvunget til at anmelde en afdød ægtefælle til en officiel repræsentant for Scientology Kirken, Ateistisk Selskab, Forn Sidr eller Islamisk Trossamfund? Og hvad med respekten for den afdøde?

Da der i sig selv intet religiøst er i begravelsesmyndighedens administrative opgaver, er spørgsmålet da også:

Hvorfor ikke gøre al begravelsesmyndighed i Danmark til en kommunal opgave? Ja, bør en sådan, der skal omfatte alle danskere, ikke lige så lidt varetages af repræsentanter for en religion som for et politisk parti?

Under alle omstændigheder:

Da en begravelse gerne er en exceptionelt svær og følelsesladet situation, bør alle pårørende sikres så neutrale administrative rammer herom som muligt.

Det har de ikke i dag.

En ændring af begravelsesmyndigheden bør suppleres med en ændring af, hvem der forestår fødselsregistreringen i Danmark.

Det er i dag kirkekontorerne, der registrerer nyfødte, selv om der intet religiøst er heri, og selv om over en million danskere ikke er medlem af folkekirken.

Sønderjylland er en undtagelse. Her er det kommunerne, der varetager fødselsregistreringen. Mig bekendt er der ingen problemer forbundet hermed, og derfor kan det kun gå for langsomt at få overført al fødselsregistrering til kommunalt regi i resten af landet.

Uden for Sønderjylland er den nuværende fødselsregistreringsordning lige så forældet, som den nuværende begravelsesmyndighedsordning er det.

De funktioner, som begge varetager, er reelt samfundsopgaver og hører derfor rettelig hjemme i kommunalt regi.

Læs også:

> Adskil kirke og stat og indfør religionslighed

> Gud hader bøsser

> Ville du betale til Scientology Kirken?