Religionsfrihed er under angreb verden over

Det voksende problem bør sættes højt på politikernes og mediernes dagsorden.

Efter at Meriam Yehya Ibrahim nægtede at afsværge, at hun er kristen, blev hun den 15. maj idømt dødsstraf for ’frafald’ fra islam. Oven i hatten blev den sudanske kvinde idømt 100 piskeslag for ’utroskab’, dvs. for at have giftet sig med en kristen mand.

Da hun 12 dage senere fødte en datter, er hængningen udsat. Ifølge Sudans lov skal hun først passe barnet i to år, før henrettelsen må finde sted.

Dommene over Meriam Yehya Ibrahim kalder på entydig fordømmelse. Ikke blot fordi de er en opvisning i grusomhed, men også fordi de repræsenterer et glasklart brud på religionsfriheden, sådan som den er fastlagt i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (1948) og senere erklæringer og traktater.

Retten til at være religiøs – såvel som til at skifte religion og ikke at være religiøs – er og bør være en universel menneskerettighed. Punktum.

Virkeligheden er imidlertid en ganske anden. Faktisk har verden i de senere år fået mere og mere ondt i religionsfriheden.

En rapport fra den amerikanske tænketank The Pew Research Center tegner et ildevarslende billede:

I 2007 levede 45 procent af Jordens befolkning i lande med et (meget) højt niveau af sociale konflikter og uroligheder, hvor religion indgik. I 2012 var det steget til 74 procent. I Pakistan stod det værst til.

I 2007 levede 58 procent af Jordens befolkning i lande med et (meget) højt niveau af statslige indskrænkninger af religionsfriheden. I 2012 var det steget til 64 procent. I Egypten stod det værst til.

Samlet set steg andelen af Jordens befolkning, der lever i lande med en (meget) stor indskrænkning af religionsfriheden, fra to tredjedele i 2007 til tre fjerdedele i 2012.

Zoomer man ind på de konkrete tilfælde, viser der sig et langt mere komplekst billede end det, der ofte kolporteres i Vesten.

F.eks. kan de mange religionsrelaterede konfliktscenarier verden over langtfra reduceres til et opgør mellem korset og halvmånen. De kritiske brudflader går ikke kun mellem kristne og muslimer, men også internt mellem forskellige kristne og muslimske retninger og mellem majoriteter og minoriteter.

Desuden kan empirien ikke understøtte den udbredte myte om, at kristne ’forfølges’ langt mere end andre. Især ikke, når man tager højde for det faktum, at kristendommen er Jordens største religion.

Både kristne, muslimer og jøder udsættes for chikane, dvs. for alt fra diskrimination og verbal tilsvining til fysiske overgreb, fængslinger og ødelæggelse af helligdomme.

I 2012 var der 110 lande i verden, hvor kristne blev chikaneret, og 109 lande, hvor muslimer blev det.

Fra 2006 til 2012 blev kristne samlet set genstand for chikane i 151 lande og muslimer i 135 lande verden over. Jøder blev i samme periode genstand for chikane i 95 lande til trods for, at de kun udgør cirka 0,2 procent af Jordens befolkning.

Endvidere kan det populære vestlige billede af buddhisme som ’fredens religion’ ikke opretholdes uden markante forbehold. I f.eks. 2012 foretog buddhister i Burma dødbringende angreb på muslimske grupperinger, og på Sri Lanka angreb buddhister både kristne og muslimske helligsteder.

Endelig tilhører ateistiske stater som Kina og Nordkorea den gruppe af lande i verden, der foretager »særligt alvorlige overgreb på religionsfriheden«. Omfanget af denne gruppe er i øvrigt også voksende.

Generelt findes høje grader af religionsfrihed i Vestens sekulære demokratier. Men også i Europa er den i stigende modvind. Undertiden af kulingstyrke.

Alt i alt ser det sort ud for det religiøse frisind verden over. Et forhold, der langtfra modsvares af den opmærksomhed det får af medier og politikere.

Når dette er sagt og beklaget, skal man huske på, at religionsfriheden på den anden side ikke kan være absolut, for i så fald ville alt – sågar mord og folkemord – kunne retfærdiggøres i religionsfrihedens navn.

Et gammelt dilemma er, om man skal tolerere de intolerante? Kan tolerance over for religiøse ekstremister ikke føre til et generelt ophør af religiøs tolerance? Jo, det kan det, og derfor kan man naturligvis ikke tolerere alt.

Men her bevæger man sig hurtigt ind på en knivsæg.

Ifølge flere eksperter er der en tendens til, at en markant indskrænkning af religionsfriheden fra statslig side styrker de religiøse ekstremister, som den måske har til hensigt at bekæmpe. En markant statslig intolerance over for religiøs intolerance har altså en tendens til at generere endnu mere religiøs intolerance.

Med andre ord: En udstrakt religionsfrihed er ofte et af de mest effektive våben mod dem, der vil afskaffe den. Den, der stiller krav om tolerance, må selv udvise tolerance, ellers mister kravet afgørende legitimitet.

Disse generelle overvejelser om betingelserne for et religionstolerant samfund hjælper imidlertid ikke de mange samvittighedsfanger i verden, der sidder på dødsgangen, afsoner lange fængselsstraffe, tortureres m.m.

Hvad kan man gøre for at hjælpe?                         

Meld dig ind i menneskerettighedsorganisationer, der arbejder målrettet og professionelt for at hjælpe ofrene. Skab blodskarp opmærksomhed om overgrebene i medierne. Læg mest muligt pres på politikerne.

Udvis rummelighed og fleksibilitet i dit eget liv. Som Montaigne skrev, er den mest almengyldige menneskelige egenskab forskellighed.

Pas på dem, der lidenskabeligt kombinerer sandhedsabsolutistiske ideologier med eksklusivisme og universalisme, uanset om de er religiøse eller sekulære.

Vid, at underskriftsindsamlinger undertiden redder mennesker fra galgen.

Faktisk endte affæren med den sudanske mor lykkeligt. Den 23. juni blev hun frikendt som følge af over en million underskrifters pres.

Tænk, hvilken forskel din underskrift kan gøre. Tænk, hvilken forskel den kan gøre, hvis du ikke bruger den.