Forbemærkninger til studiet af de monoteistiske religioners historie
Der er umiddelbart to faldgruber, når man på begrænset plads skal behandle et emne af denne art og størrelsesorden. Den første er at fremstille monoteisme som en mere eller mindre ahistorisk monolit med bestemte, uforanderlige karakteristika. Det finder man oftest hos fundamentalistiske og konservative tilhængere af monoteistiske religioner såvel som hos deres modstandere, primært hardcore ateister og højreorienterede kritikere. Dette har naturligvis aldrig været tilfældet, hvilket enhver uhildet, der sætter sig ind i historien og går en tur ud i verden, vil kunne konstatere.
Den anden faldgrube er at opløse monoteisme i et uendeligt antal udgaver og forskelle, samtidig med at generelle karakteristika bortforklares eller reduceres til et minimum. Implicit eller eksplicit. Som f.eks. forfatteren Carsten Jensen skriver i Livet i Camp Eden fra 2004: ”En religion er aldrig hverken værre eller bedre end sine udøvere. Islam såvel som kristendommen kan derfor være alle mulige ting.” Denne opfattelse, subsidiært en markant tendens hertil, kendetegner særligt visse venstreorienterede, ikke sjældent i polemik med højreorienterede, teologer eller betonateister.
Selv om det er en naturlig, ja, tiltrængt modreaktion mod den essentialisering og stereotypisering af religioner, man alt for ofte ser, er spørgsmålet imidlertid, om man ikke er hoppet over i den modsatte grøft. Ydermere er den udtryk for en vis eurocentrisme, da det sekulariserede Vesteuropa (og det moderne Vesten i det hele taget), der i høj grad er dens forudsætning, repræsenterer undtagelsen snarere end reglen. I menneskehedens kulturhistorie har religion som oftest spillet en gennemgribende rolle; ikke været et valg, noget privat eller ekstra, når maven er fyldt op og regningerne betalt.
En sanset midterposition mellem disse opfattelser kunne være at insistere på den store mangfoldighed, forskellighed og sammensathed, der kendetegner og har kendetegnet de monoteistiske religioner og ideologier, samtidig med at generelle karakteristika herfor og konsekvenser heraf ikke nivelleres, men fastholdes.
I analysen af de forskellige monoteistiske religioner har vi taget udgangspunkt i deres helligskrifter, bekendelsesskrifter og lignende, kort sagt deres formative grundskrifter og traditioner. Det skyldes dels, at de udgør det normative hovedfundament for religionerne ud fra religionernes egen selvforståelse, dels at de faktuelt har haft en dybtgående indflydelse på deres historie.
Det betyder naturligvis langtfra, at der eksisterer noget ét til ét forhold mellem grundskrifterne og deres tilhængere i historie og nutid. Desuden repræsenterer grundskrifterne hver især kludetæpper af forskellige traditioner, teologier og tendenser, hvor man ydermere kan finde sanktion for vidt forskellige ting. Det er vigtigt at understrege.
Omvendt er det både muligt og relevant at identificere gennemgående karakteristika for grundskrifterne, ligesom det i mange tilfælde er både muligt og relevant at dokumentere sammenhænge mellem grundskrifterne på den ene side og lovgivning, kulturelle forhold, verdensopfattelse og menneskers adfærd, efter udbredelsen af en monoteistisk religion, på den anden side.
Selvfølgelig er der i de monoteistiske religioner talrige eksempler på institutioner og mennesker, der i større eller mindre grad afviger fra monoteismen, f.eks. ved at acceptere dyrkelsen af andre guder. Ja, i dag udgør de majoriteten i Europa. Og disse hører almindeligvis også med til en karakteristik af disse religioner, således naturligvis også denne.
Imidlertid er disse eksempler ikke monoteistiske (men i det mindste noget andet), og derfor er de heller ikke udtryk for monoteisme, men netop for en afvigelse herfra. Af samme grund hører de ikke med til en beskrivelse af, hvad monoteisme er i streng forstand, men til en beskrivelse af afvigelser fra monoteismen i monoteistiske religioner, og hvorfor disse afvigelser opstår. F.eks. som udtryk for en betoning af andre aspekter af grundskrifterne, tilpasninger til ”hedenske” traditioner, indrømmelser til moderne menneskerettigheder m.m.
Alternativt kan man sige, at alle, der kalder sig monoteister, også er monoteister, ligesom alle, der kalder sig kristne og muslimer, også er kristne og muslimer. Da denne synsmåde er udbredt i dag, er den vanskelig at undgå, men den er alligevel problematisk. For hvilken mening er der i at kalde sig kommunist, hvis man tænker og opfører sig som kapitalist? Eller i at kalde sig homoseksuel, hvis man tænker og opfører sig som heteroseksuel? Kunne man ikke med samme ret kalde fængsel for frihed og diktatur for demokrati?
Men er de monoteistiske religioner ikke mere fleksible størrelser end disse eksempler? Jo, mangfoldigheden og kompleksiteten er større; men der er også grænser. Sat på spidsen: Er det kristent at tilbede Satan, blot fordi nogen måtte kalde det kristendom? Nej, for det indgår i de gængse definitioner på kristendom, at det er antitesen til kristendom. Det er derimod satanisme. Et det muslimsk at tilbede mange guder, blot fordi nogen måtte kalde det islam? Nej, for det indgår i de gængse definitioner på islam, at det er antitesen til islam. Det er derimod polyteisme. Er det jødisk at være medlem af Det Mosaiske Troessamfund, bede til Buddha og bære en sioux-indiansk amulet, blot fordi nogen måtte kalde det jødedom? Nej, det er en blanding af jødedom, buddhisme og indiansk religion ifølge de gængse definitioner.
Med andre ord: Hvis begreber som f.eks. kommunisme, homoseksualitet og demokrati kan betyde hvad som helst, har de mistet enhver reel betydning. Det samme gælder naturligvis jødedom, kristendom og islam. I definitionen af de tre sidstnævnte bør man tillægge de formative skrifter og traditioner stor betydning, sådan som de religiøst reflekterede tilhængere stort set altid har gjort; uagtet at dét levner spillerum for betydelig forskellighed, ja, undertiden klare inkonsistenser og regulære selvmodsigelser.
En konsekvens heraf er, at mange af dem, der i dag kalder sig jøder, kristne og muslimer, kun er det i beskedent omfang, da mange af de ideer, som de abonnerer på, i det væsentlige hidrører fra andre, ofte sent opståede (eller genopstandne) traditioner.
Spørgsmålet om nogenlunde velafgrænsede definitioner af centrale begreber og størrelser har bl.a. betydning, når vi i de monoteistiske religioners historie skal afgøre, hvad der meningsfuldt er betinget af monoteismen, og hvad der ikke er. Eller sagt på en anden måde: Når vi skal afgøre, hvad der er opstået på grund af, og hvad der er opstået på trods af monoteismen – eller helt uafhængigt heraf.
For eksempel: Hvorfor accepterer de fleste kristne trossamfund i nutidens Europa andre religioner, når de i hovedparten af deres historie ikke har gjort det? Er det udtryk for eller foreneligt med deres monoteistiske grunddogme? Skyldes det andre elementer i deres religion? Eller skyldes det en uomgængelig indrømmelse til menneskerettighederne som følge af trossamfundenes reducerede magt? Kort sagt, hvem har æren for nutidens religionsfrihed – og for, at den mange steder endnu ikke er blevet kompletteret af religionslighed?
Under alle omstændigheder bør en religions politiske side ikke mindst kendes på, hvad dens repræsentanter gør, når de har politisk magt; ikke på, hvad de siger og gør, når de ikke har det. Kristnes adfærd før og efter de fik den politiske magt i det 4. århundrede, er et historisk lærestykke i denne problematik.
Der skal ikke lægges skjul på, at nærværende bog ikke kun vil forsøge at beskrive og forklare monoteisme, men til dels også at vurdere den. I et par tusind år har det groft sagt været de monoteistiske religioners sejrherrer, der har skrevet historien om deres religion og de talrige religioner, som de har marginaliseret, fortrængt eller opløst. I et par tusind år har det i høj grad været med deres øjne, at vi har læst historien. Derfor er monoteisme traditionelt ikke blot blevet fremstillet og opfattet som et Gode, men også som et Fremskridt i menneskehedens møjsommelige historie.
Det betyder ikke, at der ikke har været kritiske røster, bevægelser og strømninger, tænk f.eks. bare på oplysningstiden, kommunismen og den generelle sekularisering. Men kristendom og islam er stadig verdens største religioner, ja, faktisk større end nogensinde før, og mange kender dårligt nok til eksistensen af alternative religionsformer.
Hvordan ville historien om monoteisme og de talrige religioner, den har marginaliseret, fortrængt eller opløst, imidlertid se ud, hvis den blev skrevet ud fra tabernes synsvinkel? Den ville utvivlsomt blive mere kritisk, hovedvægten lagt på andre områder og historiske forhold gravet frem, som ellers var blevet gravet ned. Verdenshistorien i de sidste 2000 år ville givetvis komme til at stå i et andet lys.
Et sådant projekt er af flere årsager ikke let, men det bør gøres, i det mindste som et supplement til de vanlige mere selvgratulatoriske fremstillinger. Nærværende bog vil - blandt meget andet - være et bud på et sådant alternativ.
Jens-André P. Herbener
Fra indledningskapitlet til bogen Monoteismekritik (under udarbejdelse)
