Herbener.dk

Udkast til monoteismens fænomenologi

 

Hvilke religioner er monoteistiske, og hvilke er ikke? Og hvad karakteriserer de monoteistiske religioner i lidt større detalje? Vi har allerede betegnet jødedom, kristendom og islam som monoteistiske; det er der både almindelig enighed om og gode grunde til, ikke mindst ud fra religionernes selvforståelse. Så lad os begynde her.

De tre religioner bliver ofte kaldt bogreligioner på grund af den centrale rolle, som deres helligskrifter har spillet og mange steder fortsat spiller som grundfundament: Den Hebraiske Bibel, især Torahen (De Fem Mosebøger), i jødedommen; Bibelen, bestående af Den Hebraiske Bibel (her kaldet Det Gamle Testamente) og Det Nye Testamente, i kristendommen; og endelig Koranen i islam.

Helligskrifterne anses traditionelt for guddommelige eller guddommeligt inspirerede, samtidig med, at de er kanoniske og afsluttede. Det vil sige, at de er normative for religionen, og at ingen andre eller nye åbenbaringer kan føjes til.

Af disse tekster fremgår monoteismen på forskellig vis eksplicit. I Den Hebraiske Bibel står bl.a.: ”Jeg er Jahve, der er ingen anden, ingen anden Gud end mig” (Es 45,5). I Det Nye Testamente står bl.a.: ”Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder!” (1 Tim 1,17). I Koranen står bl.a.: ”Dette er Gud, jeres Herre. Der er ingen anden gud end Ham.” (Sura 6,102).

Også i de tre religioners trosbekendelser spiller monoteismen en nøglerolle. Jødernes trosbekendelse hedder shema, og den lyder bl.a.: ”Hør Israel! Herren er vor Gud, Herren er én.”

I den kristne kirke er der flere, men den, der er mest udbredt, hedder den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. Den begynder således: ”Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber.” Hertil hører tillige det kirkelige treenighedsdogme, at Gud er én substans (én Gud), men tre personer (Fader, Søn og Helligånd), det vil sige, at Gud er både tre og én. I sammenligning betoner jødedom og islam Guds singulære enhed.

Den muslimske trosbekendelse hedder shahada og lyder således: ”Jeg bekender, at der er ingen anden gud end Gud, og jeg bekender, at Muhammed er Guds sendebud.”

Som konsekvens af monoteismen foretrækker de tre religioner at kalde deres gud for ”Gud”, der hverken er et rent substantiv eller et rent egennavn, men en hybrid, der elegant implicerer begge aspekter. Som den kristne apologet Minucius Felix formulerede det: ”Guds navn behøver du ikke søge efter. Hans navn er Gud.”

Formålet med denne praksis, der har vundet global udbredelse, er formentlig at monopolisere al guddommelighed. En monoteistisk gud er ikke en navngiven gud blandt andre navngivne guder, men den eneste ene, hvori al guddommelighed er indeholdt, og hvad kunne være mere passende end at kalde denne gud for ”Gud”. To fluer slået med et ingeniøst smæk.

Et lige så væsentligt kendetræk som understregningen af den ene sande Gud, er den udtrykkelige afvisning af andre guder, hvilket er en logisk følge af monoteismen: Findes der kun én sand Gud, må alle andre guder være afguder, dæmoner eller ikke-eksisterende. Derfor må de fornægtes og om nødvendigt bekæmpes.

I Den Hebraiske Bibel står bl.a.: ”Du må ikke have andre guder end mig.” (2 Mos 20,3) – dette er dog reelt monolatri. I Det Nye Testamente står bl.a.: ”I skal vende om fra disse tomme guder til den levende Gud, der har skabt himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer.” (ApG 14,15). I Koranen står bl.a.: ”’Tjen Gud, og hold jer fra afguderne!’” (Sura 16,36).

I andre religioner kan man undertiden opleve, at en gud kan beskrives som ”den eneste”, ”enestående” og lignende (f.eks. Amon-Re i ægyptisk religion), eller at forskellige guder kan karakteriseres som forskellige manifestationer af én gud (f.eks. Vishnu i hinduistisk religion), eller at diverse guder kan reduceres til forskellige egenskaber hos en overgud (f.eks. Marduk i babylonsk religion), eller at en gud kan betegnes som essensen af al guddommelighed og alle guder (f.eks. Zeus i hellenistisk-græsk religion), eller at en himmelgud kan beskrives som skaber af himlen og jorden, som ”almægtig” og lignende (f.eks. en ”højgud” i en del oprindelige folks religioner).

Disse gudsopfattelser bliver af og til også beskrevet som (en form for) monoteisme, men det er de ikke. I alt fald ikke i streng forstand. For eksistensen af andre guder, om det er i eller uden for den pågældende religion, benægtes almindeligvis ikke, ligesom der normalt heller ikke optræder noget krav om at bekæmpe andre guder, religioner eller sandheder. Gudsforestillingerne er med andre ord langtfra eksklusivistiske. Derfor må de snarere karakteriseres som henoteisme eller summodeisme, subsidiært forskellige afarter heraf.

Det betyder ikke, at der ikke eksisterer eller har eksisteret andre monoteistiske religioner end jødedom, kristendom og islam. Historiens formentlig første eksempel på monoteisme finder vi ikke i oldtidens Palæstina, men i et ejendommeligt intermezzo i det gamle Ægyptens historie. Fra 1353-1337 f.v.t. afmonterede kong Akhnaton med stor determination den gammelægyptiske polyteisme og henoteisme til fordel for dyrkelsen af Aton (solskiven).

Denne monoteistiske revolution, der ligner kong Josias’ revolution af polyteismen i det bibelske Israel i 622 f.v.t. og Muhammeds revolution af polyteismen i Mekka i 630, varede imidlertid kort. Efter Akhnatons død blev den traditionelle religion reetableret, selv om den aldrig blev helt den samme igen.

Som et moderne eksempel på endnu en monoteistisk religion kan nævnes sikhismen, der har ca. 24 millioner tilhængere. Den blev grundlagt omkring 1500 e.v.t., har centrum i delstaten Punjab i Indien og er en kompleks blanding af hinduisme og islam. Sikhismen dyrker én, allestedsnærværende og evig Gud som Sandheden, samtidig med at den afviser andre guder og gudebilleder.

Endelig bør også nævnes bahaismen, der stammer fra Iran i det 19. århundrede, og druserne, der stammer fra Ægypten i det 11. århundrede. Begge udspringer af islam (bahaismen via babismen), og begge repræsenterer en form for monoteisme. De er imidlertid af meget beskedent omfang, bl.a. fordi de med held er blevet stemplet som kætteri; bahaierne omfatter således kun ca. seks millioner og drusere ca. en million tilhængere på verdensplan.

Sammenlignet med de abrahamiske religioner har Akhnatons, sikhernes, bahaiernes og drusernes religion haft en ganske begrænset udbredelse og bl.a. derfor også ganske beskedne historiske konsekvenser.

Anderledes forholder det sig med den persiske zarathustrisme, der sandsynligvis går tilbage til omkring 1000 f.v.t. Den var i forskellige skikkelser hovedreligion i Det Persisk-Achaimenidiske Rige, Partherriget og Sassanideriget (ca. 6. århundrede f.v.t. – 7. århundrede e.v.t.), hvorefter den i stigende grad blev fortrængt af islam. I dag er den reduceret til små religionssamfund, primært i Indien og Iran, og har kun omkring 130.000 tilhængere tilbage.

Zarathustrismen betegnes undertiden også som en monoteistisk religion, men den befinder sig snarere i et krydsfelt mellem kosmisk dualisme, monoteisme og en vis ”folkelig” polyteisme; bl.a. er den karakteriseret ved en udpræget antagonisme mellem Den Gode Gud Ahura Mazda (også kaldet Ohrmazd) og hans emanationer (kaldet Amesha Spenta) på den ene side, og Den Onde Modgud Angra Mainju (også kaldet Ahriman) og hans dæmoner på den anden.

Når man gerne betoner det dualistiske aspekt ved zarathustrismen, skal man imidlertid huske på, at det alene er Den Gode Gud, der må dyrkes, og at hans sataniske modstander ender med at blive ryddet af vejen i et monumentalt eskatologisk opgør.

Af større interesse er det, at zarathustrismen efter al sandsynlighed har haft stor indflydelse – direkte eller indirekte – på den antikke jødedom, kristendom og islam. Det vedrører især forestillinger om dualisme og eskatologi. Dens betydning for udviklingen af vigtige aspekter af de monoteistiske verdensreligioner er, som vi skal se i bogen, muligvis lige så stor, som den almindeligvis er overset.

Med andre ord: Jødedom, kristendom og islam er og bliver de monoteistiske hovedreligioner i verden, ikke blot på grund af deres skriftmæssige og bekendelsesmæssige selvforståelse og deres religionsfænomenologiske karakter som monoteistiske, men også på grund af deres spektakulære overlevelseskraft og udbredelse. Derfor må de nødvendigvis stå i centrum for en undersøgelse af fænomenet monoteisme. Således også i denne bog.

Der er imidlertid andre signifikante kendetræk ved de monoteistiske religioner end troen på én Gud og afvisningen af andre guder. Det er kendetræk, som kan afledes af grunddogmet om den ene sande Gud, og som kan ses som logiske implikationer og konsekvenser heraf. I det følgende vil nogle af de vigtigste blive præsenteret. Når vi her taler om de tre monoteistiske religioner under ét, er der naturligvis tale om en betydelig tilsnigelse; ud over en række væsentlige lighedstræk er der også væsentlige forskelle.

Den ene sande Gud er ikke overraskende også en almægtig Gud. Almægtigheden fremgår ifølge de tre religioner af, at Gud har skabt verden ud af intet (ex nihilo), og at han er Herre over verden, historien og menneskeheden. Dette rejser imidlertid et prekært spørgsmål: Hvordan kan den almægtige Gud, Alskaber og Herre tillade alle uretfærdighederne, krigene, myrderierne, sygdommene og lidelsen i verden; kort sagt alt det, man ofte kalder ”det onde”?

Eller var de seks millioner jøder, der blev henrettet af nazisterne, skyldige? Var de 100 millioner ofre for kommunisternes forbrydelser skyldige? Var de 230.000 ofre for tsunamien i 2004 skyldige? Er de mange børn, der hvert år dør af kræft, skyldige? Og i bekræftende fald – i hvad?

Med monoteismen opstår med andre ord teodice-problemet – og først her. Det vedrører spørgsmålet om, hvordan Guds almægtighed kan forenes med hans retfærdighed og godhed, et spørgsmål, der altid har redet de monoteistiske religioner som en mare. For er det ikke således, at Guds almægtighed udelukker hans retfærdighed og godhed, når man ser på alle verdens kalamiteter? Og omvendt: At Guds retfærdighed og godhed udelukker hans almægtighed?

De monoteistiske religioner har traditionelt ikke villet betale prisen for at opgive nogen af delene: For er den almægtige Gud ikke også en retfærdig og god Gud, er han en ond gud, og er den retfærdige og gode Gud ikke også en almægtig Gud, er han en svag gud. Og hverken en ond eller svag gud kan påberåbe sig eksklusiv tilbedelse eller måske tilbedelse overhovedet. Grundlaget for hele religionen eroderes.

En af de vigtigste løsninger på teodice-problemet er eskatologien, der på forskellig måde er et centralt karakteristikum for kristendom og islam, i mindre grad for jødedom. Typiske grundelementer heri er den eksisterende verdens ”snarlige” undergang, det endelige opgør mellem de(t) gode og onde, de(t) ondes udslettelse, de dødes opstandelse samt Dommedag, hvor de troende henflyttes til Paradis, mens synderne relegeres til Helvede.

Dermed kommer der omsider balance mellem Guds almægtighed på den ene side og Guds retfærdighed og godhed på den anden: De gode, der ikke sjældent lider en kummerlig skæbne i denne verden, kommer til ophøjelse i Gudsriget, mens de onde, der ofte klarer sig strålende, får deres straf i den evige ild.

Eskatologien er således en helt nødvendig del af monoteismen, for først her realiseres Guds almægtighed og algodhed for alvor; først her går den monoteistiske ligning op. Og den udspringer øjensynligt af en erkendelse af, at død, sygdom og lidelse al erfaring taget i betragtning er en iboende del af den eksisterende verden, og derfor må den gå under, hvis onderne skal elimineres endegyldigt. Eskatologien er den monoteistiske Endlösung.

En anden eller supplerende løsning på teodice-problemet er Satan-figuren, det Ondes personifikation, der har spillet en stor rolle særligt i kristendommen. Dermed flyttes – i det mindste for en umiddelbar betragtning – ansvaret for det onde fra Gud over på Satan, hvorved monoteismen imidlertid står i fare for at ændre karakter til dualisme. Ud over spørgsmålet om, hvorfor den almægtige, gode og kærlige Gud har tilladt eksistensen af en malevolent modgud, er denne løsning således heller ikke uden problemer for en tro, der insisterer på monoteismen som hovedhjørnesten.

Nært forbunden med monoteisme er også sandhedsabsolutisme, der først og fremmest kendetegner kristendom og islam. Ligesom der kun findes én Gud, findes der ideelt set også kun én Sandhed og dermed én ret Tro. Kort sagt Én Sand Religion. Tilsvarende betegnes traditionelt alle, der advokerer denne religion, som retfærdige, troende, rettroende, gode eller lignende.

Bagsiden af dette er, at ikke blot andre guder, men også andre religioner og ideologier forkastes som falske, onde eller laverestående. Endvidere bliver mennesker, der dyrker andre guder, religioner og ideologier, traditionelt karakteriseret som hedninger, vantro, onde og lignende.

Endelig hører religiøse splittelser, kætteri og apostasi nært sammen med ortodoksien – når man har det ene, har man også det andet. I det mindste i et eller andet omfang.

Monoteisme indfører således en dualisme mellem sandhed og løgn, godt og ondt, troende og hedninger, rettroende og kættere, får og bukke; kort sagt en opdeling af verden og menneskeheden i to. Som Jesus formulerede det: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig.” (Matt 12,30).

Problemet ville måske ikke være så stort, hvis der kun eksisterede én monoteistisk religion; så ville det være denne mod hedenskabet. Men der findes tre, endog tre forskellige, som endvidere alle påberåber sig Abraham som deres forfader.

Sagt på en anden måde: Jødedommen opfatter sig ”blot” som jødedom; kristendommen opfatter sig traditionelt som den sande jødedom; islam opfatter sig traditionelt som den sande jødedom og kristendom. Så hvilken monoteistisk religions Gud og Sandhed er Den Sande Gud og Den Sande Sandhed? I denne problemstilling ligger gemt et ikke ringe teologisk konkurrence- og konfliktpotentiale.

Pudsigt nok kombinerer jødedommen den pr. definition universelle monoteisme med en etnisk partikularisme – den jødiske tro er hovedsageligt beregnet for etniske jøder. Deraf også betegnelsen det udvalgte folk og forestillingen om, at alle jøder nedstammer fra patriarken Abraham.

Men samtidig er Gud beregnet for hele menneskeheden, da alle er skabt i Guds billede (1 Mos 1,26), og ifølge traditionel rabbinsk-jødisk opfattelse er det jødernes særlige ansvar (qua det udvalgte folk) at bringe den ene sande Guds kærlighed ud til alle. Dette ændrer imidlertid ikke ved jødedommens etniske eksklusivitet. Traditionelt er det kun den, der har en jødisk mor, der er jøde, hvortil kommer, at konversion altid har været forbeholdt et mindretal. Af samme grund har jødedommen på trods af monoteismen altid forblevet af beskedent omfang.

Over for jødedommen står kristendommen og islam, der mere logisk hylder en konsekvent ikke-etnisk universalisme: Når der kun findes én Gud og én Sandhed, må Den nødvendigvis være for hele menneskeheden, uanset nationalitet og etnicitet, og det er netop det, som kristendom og islam hver især prætenderer.

Det er også derfor, at mission og ekspansion har spillet en fremtrædende rolle i disse to religioners historie. Den ene sande Gud og Sandhed skal bringes ud til alle, der tilbeder afguder og lever i løgnen (som et lægemiddel, der bringes til de syge), og afguderne og løgnen skal elimineres, og hedningerne omvendes. Ellers vil de betale en dyr pris ved Dommedag. Universalisme og sandhedsabsolutisme på den ene side og intolerance og eksklusivisme på den anden går således hånd i hånd.

Den kristne sandhedsabsolutisme har traditionelt været den mest gennemførte og eksklusive, for kirken har i store perioder ikke accepteret andre religioner end sig selv. I bedste fald som et beklageligt onde. Det er utvivlsomt også en af de afgørende årsager til, at mission har spillet en nøglerolle, og at kristendommen er blevet verdens største religion.

Islam derimod har tilladt både jødedom og kristendom – kaldet ”Bogens folk” – om end som forløbere for og underordnede islam. Både Abraham, Moses, David og Jesus har vidnet om den sande monoteisme, men budskabet blev forvansket med tiden, og resultatet er Den Hebraiske Bibel og Det Nye Testamente. Derfor kom Muhammed med den endegyldige åbenbaring om Gud og Sandheden, nemlig Koranen. Af samme grund kalder muslimer Muhammed for profeternes segl.

Til gengæld har islam altid taget stærkt afstand fra polyteistiske religioner; at hævde at Gud (på arabisk kaldet Allah) skulle dele magten med andre (på arabisk kaldet shirk), betragtes traditionelt som den største af alle synder.

Som det fremgår, er monoteisme et mangefacetteret fænomen. I kristendom og islam, der repræsenterer de mest konsekvente udgaver, hænger den traditionelt sammen med bl.a. afvisningen af andre guder, Guds almægtighed, teodice-problemet, eskatologi, sandhedsabsolutisme, religiøse splittelser, kætteri, dualisme mellem sandhed og løgn, mellem troende og hedninger, ikke-etnisk universalisme, mission, ekspansion og intolerance. Alt sammen naturligvis i utallige varianter, former og grader.

Det udbredte fokus på én sand Gud er således et uomgængeligt, men langtfra tilstrækkeligt element i karakteristikken af monoteismens fænomenologi. Bl.a. forklarer det ikke, hvorfor det netop er kristendom og islam, der er blevet verdens største og mest ekspansive religioner, men f.eks. ikke ægyptisk Amon-Re-dyrkelse eller hellenistisk Zeus-dyrkelse, der undertiden også kaldes monoteistisk.

Det ovenstående kompleks af idealtypiske karakteristika har derimod betydelig større forklaringskraft. Der er imidlertid mange andre kendetegn for de monoteistiske religioner end ovennævnte, herunder mange forskelle mellem monoteistiske og polyteistiske religioner. Dem vil vi se nærmere på nu.

Jens-André P. Herbener

Fra indledningskapitlet til bogen Monoteismekritik (under udarbejdelse)