Teorier om monoteismens oprindelse
Indtil det 20. århundrede har man i Vesten opereret med grundlæggende to teorier om monoteismens oprindelse. Den ældste kaldes undertiden degenerationsteorien (eller dekadenceteorien), der tillige har været en grunddoktrin i den kristne kirkes historie. Ifølge den var monoteismen menneskehedens oprindelige religion; det var den, som den ene sande Gud havde åbenbaret, og som mennesket var skabt til. Polyteismens fremkomst skyldtes et frafald fra Gud, Djævlens bedrag, arvesynden m.m. Med andre ord et fald fra den sande urreligion.
I det 18. århundrede begyndte nye tanker at gøre sig gældende; bl.a. fremhævede den skotske filosof David Hume og den franske forfatter Jean-Jacques Rousseau polyteisme som menneskehedens ældste religionsform. De var forløbere for den såkaldte evolutionsteori, der i det 19. århundrede slog til lyd for, at monoteismen var historiens religiøse endemål, ikke dens udgangspunkt. Ifølge den franske sociolog August Comte udgjorde fetichisme det første trin, polyteisme det andet trin og monoteisme det sidste trin på evolutionens religionsstige; en opfattelse, der inspirerede mange.
Inddelingen var ikke kun deskriptiv, men også kvalitativ: Monoteismen var den højeste og mest rationelle religionsform, mens fetichisme (eller troen på naturånder eller mana eller totemisme – der var flere bud på menneskehedens ældste religionsform) var den laveste og simpleste. Svarende til en kulturhistorisk udvikling fra primitivitet til civilisation.
I første halvdel af det 20. århundrede fik degenerationsteorien nyt liv. Foregrebet af den skotske litterat og forfatter Andrew Lang forsøgte den tyske pater og etnograf Wilhelm Schmidt i 12-bindsværket Der Ursprung der Gottesidee (1912-55) at etablere videnskabeligt grundlag for den kirkelige doktrin om urmonoteisme. Ligesom evolutionisterne inddrog han etnografisk materiale i stor stil, men i modsætning til dem argumenterede han for, at de oprindelige folkeslag hyldede et monoteistisk begreb om en ”højgud”, der var identisk med Bibelens Gud – kirken havde alligevel ret. Schmidts teori har imidlertid aldrig vundet bredere anerkendelse, fordi den på vigtige områder enten er ukorrekt eller umuligt at verificere.
Fælles for degenerations- og evolutionsteorierne, der for en umiddelbar betragtning er symmetriske modsætninger, er deres teologiske slagside: Uanset om monoteisme er menneskehedens oprindelige religion eller religionshistoriens endestation, er det den højeste religionsform: Enten repræsenterer polyteisme et fald i forhold til monoteismen, eller også repræsenterer monoteisme et fremskridt i forhold til polyteismen. Da teorierne endvidere er opstået i en vestlig kontekst, er det naturligvis monoteisme i sin kristne variant.
I takt med, at den etnografiske og historiske viden er vokset i det 20. århundrede, har de fleste forskere afvist disse forenklede og stærkt ideologisk ladede positioner, og nye er kommet til. Hvad angår teorier om, hvor de monoteistiske hovedreligioner har deres tidligste ophav, er der i dag almindelig konsensus om Den Nære Orient i oldtiden – om det var i Palæstina, Ægypten, Mesopotamien eller eventuelt Iran, er imidlertid kontroversielt.
De fleste er dog enige om, at verdenshistoriens første eksempel på monoteisme findes hos kong Akhnaton i Det Nye Riges Ægypten (1353 - 1337 f.v.t.).
Hvad angår teorier om, hvordan de monoteistiske religioner opstod, er revolutionsteorien formentlig den mest populære i nyere tid. Ifølge den italienske religionshistoriker Raffaele Pettazzoni opstod monoteismen ikke som resultat af en naturlig evolution, men som en negation, ja, revolution af polyteismen, der dermed er ældst.
Heller ikke ifølge den tyske ægyptolog og kulturteoretiker Jan Assmann er der nogen direkte, evolutionær forbindelse mellem polyteisme og monoteisme – eventuelt et summodeistisk mellemtrin, der dog stadig er en form for polyteisme. Efter Assmanns opfattelse opstod monoteisme som et skarpt brud med den også i hans optik ”primære” polyteisme. Det er derfor en ”sekundær” religion, ja, en ”modreligion”, der som sådan afviser alle andre guder end sin egen, og som indfører en afgørende dualisme mellem Sand og Falsk religion i verdenshistorien; en skelnen, som han kalder for den mosaiske distinktion, og som er ukendt i polyteistiske religioner.
Både Pettazzoni og Assmann har desuden peget på den store personlighed – fiktiv eller ej – som grundlægger af monoteistiske eller monoteisme-lignende religioner. I alt fald er det karakteristisk, at Akhnaton, Zarathustra, Moses, Josias, Jesus og Muhammed alle tillægges en afgørende rolle i denne henseende.
I øvrigt – hvis vi skal tro kilderne – at Akhnaton indførte sin religion i et opgør med datidens polyteisme, at Zarathustra indførte sin religion i et opgør med datidens polyteisme, at Moses indførte sin religion i et opgør med datidens polyteisme, at Josias indførte sin religion i et opgør med datidens polyteisme, og at Muhammed indførte sin religion i et opgør med datidens polyteisme.
I sammenligning er det ofte meget vanskeligt at identificere en (prætenderet) historisk grundlægger eller stifter af traditionelle polyteistiske religioner. De forekommer i højere grad at være vokset ”naturligt” frem.
Jens-André P. Herbener
Fra indledningskapitlet til bogen Monoteismekritik (under udarbejdelse)
