Müller, Mogens
Dr.theol., professor i Det Nye Testamente og prodekan ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.
»Med den nye oversættelse af Det Gamle Testamente i 1931 var den kristne teologiske indfarvning praktisk taget væk, og de sidste rester forsvandt med 1992-oversættelsen.
Og dog er det rigtigt at sige, at også denne oversættelse er præget af at være en del af en kirkebibel. Der er adskillige eksempler på harmonisering med Det Nye Testamente og på valg mellem forskellige oversættelsesmuligheder, der er truffet nok så meget i respekt for den kirkelige tradition som for religionshistorien. Interessant nok har man heller ikke overtaget den rækkefølge, hvori skrifterne optræder i Den Hebraiske Bibel. Her har man stort set bibeholdt den opstilling, som findes i Septuaginta.
Derfor er der basis for ved siden af den autoriserede kirkebibel-oversættelse at have en mere religionshistorisk oversættelse til studiebrug. (...)
Bibelen består altså af to dele, Det Gamle Testamente, som også er jødedommens hellige bøger, og Det Nye Testamente, som er en samling af den tidligste kristne kirkes skrifter. Således er der i virkeligheden tale om biblioteker af i øvrigt højst forskelligartet litteratur. De er ikke samlet, fordi der på nogen måde er tale om en helhed. Men de er samlinger af de litterære nedslag af de traditioner, som henholdsvis den antikke jødedom og den tidligste kirke ønskede skulle være normgivende for tro og gudsdyrkelse. For den kristne Bibels vedkommende er der med tilføjelsen af Det Nye Testamente dog ikke bare tale om en tilføjelse af yderligere en række skrifter, men om noget, der samtidig vil være en nøgle til den sande forståelse af den jødiske Bibel, som den kristne kirke altså fastholdt. Derfor forstås jødedommens Bibel/Det Gamle Testamente også vidt forskelligt i de to religioner. Denne forskel blev i dansk oversættelsestradition tidligere markeret ved selvstændige titelblade og indholdsfortegnelser til henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamente, samt ved at der begyndte en ny sidetælling, når man kom til Det Nye Testamente.
Denne tradition er imidlertid forladt med 1992-oversættelsen, der har et fælles titelblad, en samlet indholdsfortegnelse til hele Bibelen og en fortløbende sidetælling.« (En bog om Bibelen, 2010, s. 43-44 (sammen med Lisbet Müller).
