Rothstein, Mikael
Mag.art. og ph.d., lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet.
»Forholdet mellem humanistisk religionsforskning og teologi er stadig til debat, og det sker at religionshistorikere føler behov for at markere at de netop ikke er teologer, som f.eks. da det schweiziske selskab for religionshistorie (SGR) i 2006 udsendte en erklæring hvor man distancerede sig fra teologien og dens metoder. I praksis er der ganske vist mange teologer der arbejder religionshistorisk med deres emne, nemlig kristendom og det bibelske stof, men de har sjældent religionshistorikerens uddannelse og komparative perspektiv. Det sammenlignende studium af alverdens forskellige religioner giver således en langt bedre forståelse af fænomenet religion, sådan som det kan identificeres i hele menneskehedens historie, end detailstudiet af én religion (i teologiens tilfælde kristendommen og dens nærmeste fætre og kusiner).
I få ord kan man altså sige, at teologien både producerer og studerer én bestemt religion, nemlig kristendom, mens religionshistorie står udenfor religionernes indflydelse og studerer dem alle sammen som sociokulturelle fænomener. Det giver en afgørende forskel, men naturligvis forekommer alle mulige nuancer og temperamenter, og naturligvis kan man forestille sig ”sekulær teologi” og ”religiøs religionshistorie” afhængig af hvem forskeren er. Helt grundlæggende er det dog meget afgørende, at teologien er institutionelt knyttet til den religion man beskæftiger sig med (i Skandinavien uddannes kirkens personale f.eks. på teologistudierne) mens religionshistorie, som de øvrige kultur- og samfundsvidenskabelige fag, står helt frit.«
Fra Mikael Rothstein, Religionshistorie – en meget kort præsentation, Sigurd Hjelde & Otto Krogseth, red., Religion – et vestligt fænomen?, Gyldendal Akademisk, Oslo 2007.
»I anledning af det store fald i ansøgningerne til teologistudiet og en markant vækst i ansøgningerne til religionsvidenskab, udtaler biskop Jan Lindhardt: ’Hvis man læser religionsvidenskab, står man uden for og iagttager tro, som man betragter dyrene i zoologisk have. Hvis man derimod læser teologi, er man selv med i det, og man har derfor ikke distancen som teolog, hvilket harmonerer dårligt med de unges ironiske tilgang til livet’. Biskoppen har ret, og derfor er det ganske uinteressant at sammenligne de to uddannelser. Religionsvidenskab er et humanistisk og samfundsvidenskabeligt fag, der studerer mennesker. Teologi har et andet sigte, nemlig at reproducere og videreudvikle en bestemt religion, nemlig protestantismen. Interessen for religionsvidenskab er derfor ikke en sideeffekt ved den manglende interesse for teologi. Interessen for religionsvidenskab er i familie med interessen for historie, antropologi, kunsthistorie og den slags.« (Kristeligt Dagblad, 15.7.2006).
»’Jeg mener, den teologi, som er forpligtet i forhold til kirken, har en stærk religiøs dimension, som er uforenelig med videnskab om religion,’ forklarer han og tilføjer, at store dele af teologifaget efter hans opfattelse slet ikke hører hjemme på et moderne universitet.« (Information, 15.12.2006).
Religionsproduktion kontra analytisk videnskab
KOMMENTAR – Dekanen for Det Teologiske Fakultet Steffen Kjeldgaard-Petersen karakteriserer i sidste nummer af Universitetsavisen forskningen inden for mit fag således: "Det er mit indtryk at de på religionsvidenskab nærmest opfatter religion som en fejludvikling der burde være overstået i moderne oplyste tider, og som man derfor hurtigst mulig må lægge bag sig som alt andet end fornuftige forklaringer. Og der må man jo sige at tilgangen til stoffet her er anderledes."
Jeg kan personligt bekræfte at religion for mig er en ganske overflødig størrelse, men det er i bund og grund forkert at sige at vi som humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere anser fænomenet for forældet. Vi undrer os over hvad der i grunden skaber det, vi analyserer dets udvikling og konsekvenser, men vores faglige præmis er samtidig at religion er kommet for at blive.
Kjeldgaard-Petersen peger endvidere på teologiens forpligtelse til at "overveje spørgsmålet om kristendommens mulige sandhed«, idet han tilføjer at man jo aldrig vil finde denne ambition på et religionsvidenskabeligt institut. »For der er alle religionsformer lige interessante.« Så sandt! Den slags kunne vi ikke drømme om som religionsforskere. Vi bedriver nemlig videnskab om mennesker og samfund. For den teologiske dekan er dette imidlertid ikke »udgangspunktet for Det Teologiske Fakultet."
Jeg er glad for Steffen Kjeldgaard-Petersens klare tale i dette spørgsmål. Hans position understreger således den afstand der også efter min mening bør være mellem den religionsproducerende teologi og den analytiske, akademiske religionsvidenskab.
Kommentar i Universitetsavisen 9.6.2006.
»Statsministeren udtrykker ønske om at få begrænset religionens rolle i det offentlige rum. Han kan passende begynde i egne rækker og finde en anden kirke- og undervisningsminister end Bertel Haarder.
Haarder har nu nedsat det udvalg, der skal revidere folkeskolens religionsfag, kristendomskundskab. Af ministeriets hjemmeside fremgår det med al tydelighed, at der nok en gang er tale om et udvalg med en nærmest demonstrativ teologisk og kirkelig forankring. Og formanden er naturligvis sognepræst! I slutningen af 1980'erne var det en biskop. Ganske vist har man sikret sig, at de gode kristne og folkekirkeligt forankrede medlemmer af udvalget også har en relation til skoleverdenen (religionslærere fra folkeskole og seminarier), og at en velrenommeret teologisk professor er med i kredsen.
Udvalgets sammensætning viser dog samtidig, at der ikke skal være tvivl om den kristent-kirkelige styring af arbejdet. Man kan håbe, at fagfolkene og den teologiske professor holder fanen højt, men der kan ikke være tvivl om, at intentionen er, at den fagligt-pædagogiske tilgang holdes i kort snor.
I andre sammenhænge har Haarder da også klart udtrykt sine intentioner: Han vil ikke have en sekulær folkeskole, men en skole, hvor kristne salmesange, fadervor, kirkegang og hele balladen står stærkt. Han vil have et religionsfag, der sikrer, at kristendommen, som han anser for samfundets fundament, gives videre til kommende generationer, så vi kan være sikre på, at alt forbliver ved det gamle.
At Haarder ignorerer religionshistorisk og religionssociologisk fagekspertise kan derfor ikke undre. De fagfolk, der ved mest om religion, er valgt fra til fordel for den protestantiske kristendoms egne repræsentanter.
Hvordan statsministeren (og andre) kan tro, at de kan få religion til at spille en mindre rolle i det offentlige rum med en kirke- og undervisningsminister, der bemander et ministerielt nedsat udvalg, som tilfældet er, og så klart ønsker at fastholde den kristne dominans, er en gåde. Eller er det slet ikke ment alvorligt? Gælder det der med at skille religion og politik kun 'de andre'?
At der ikke er muslimer i udvalget er således også værd at bemærke. Der skal formentlig fortsat undervises i islam på de ældre klassetrin, og så ville det jo kun være naturligt, hvis muslimer på lige fod med kristne blev inddraget i det religiøse demokratis politiske arbejde med skolefaget kristendomskundskab, når nu Haarder har valgt at lade en religiøs forståelse af skolens opgave dominere. Eller hvad? Sagen er naturligvis den, at kristendomsfaget er tænkt som rambuk i et protestantisk-nationalistisk projekt.
Med det nedsatte udvalg er der lagt op til et fortsat teologisk, eksistentielt og protestantisk forankret religionsfag og dermed til mere kristendoms- og kulturforkyndelse. Der er for meget religion i offentligheden, siger statsministeren. Men nu har hans kirke- og undervisningsminister meldt klart ud. Han vil have mere af det, og folkeskolen skal bidrage til udviklingen. Den protestantiske hegemoni på skoleområdet er ikke kun udtryk for en faglig kollaps. Det er også et slag i ansigtet på de mennesker i samfundet, som netop ikke er kristne, enten fordi de slet ikke er religiøse, eller fordi de har en anden religion.
Bertel Haarder vil samle det danske samfund ved at styrke bevidstheden om den kristne arv. I praksis skaber han splid. Et humanistisk og samfundsorienteret religionsfag ville derimod styrke og gavne.«
Fra Politiken, 11.3.2006 (sammen med Tim Jensen).
Haarder misbruger frihedsregel til forkyndelse i folkeskolen
Undervisnings- og kirkeminister Bertel Haarder udtalte (25.5.), at han er imod at fjerne fritagelsesparagraffen, som ellers gør det muligt for forældrene at lade deres barn slippe for folkeskolens kristendomsundervisning.
Haarders fremstilling af sagen var på flere måder mærkværdig. Hans argument var, at hvis ikke f.eks. muslimske børn kan få lov at slippe, så vil det blive umuligt for skolen at basere kristendomsundervisningen på bl.a. salmesang, julegudstjeneste og fadervor, dvs. folkekirkelige kultiske aktiviteter. At Haarder, som en kristen mand fra et borgerligt parti, ønsker at konsolidere forholdet mellem skole og kirke kan ikke i sig selv undre, men at han er fløjtende ligeglad med loven fra 1975, som udtrykkeligt forbyder en forkyndende undervisning, det er forargeligt. De ting, han nævner, er uløseligt forbundet med folkekirken selv og dermed med protestantisk kristendom. At synge religiøse hymner, deltage i kulthandlinger og afsige religiøse bekendelser som en del af undervisningen er så forkyndende som overhovedet muligt.
Haarder insisterer med andre ord på fritagelsesparagraffen, fordi den giver ham en frihed til at opretholde et teologisk, forkyndende religionsfag. Jeg mener, at ministerens politiske krav strider mod gældende lov, og at børnene derfor ikke nyder den beskyttelse mod religiøse belæringer i forbindelse med undervisningen, som loven ellers garanterer dem.
Haarders ambition er et formidabelt reaktionært, neo-nationalistisk hop tilbage til vores bedsteforældres barndom, men faktisk har han grund til at hejse Dannebrog og sende sin gud en venlig tanke, for kristendomsfaget i folkeskolen er gennemsyret af national-kristen tankegang, hvis man måler det på det gængse undervisningsmateriale. Det er således aldrig lykkedes for alvor at udvikle det oplysende kulturfag, som den manglende forkyndelse skulle sikre.
Der må derfor tages fat på to fronter: For det første må faget, der, hvor det udfolder sig, gøres bedre, så eleverne ikke fodres med protestantisk selvtilstrækkelighed, men derimod med solid viden om religion som en blandt mange kulturelle faktorer, der på godt og ondt former menneskers liv. For det andet må regeringen med Bertel Haarder i spidsen mødes med massiv politisk kritik. At socialdemokraterne og de radikale ikke har udnyttet denne sag til at markere hævdvundne positioner er mig ubegribeligt, og man må spørge, hvor organisationer som Skole og Samfund og Danmarks Lærerforening er i denne sag?
Sagt i al korthed er den aktuelle religionspolitik udtryk for en tilbagevenden til nationalromantik tilsat myte, magi og mirakler i en tid, hvor vi mere end nogen sinde har brug for rationel kritik, sund fornuft og respekt for forskellighed.
Fra Politiken, 29.5.2005.
»’Jeg betragter mig selv som hedning, ateist, sekularist, rationalist, modernist og materialist.’ Med disse udfordrende ord indledte Mikael Rothstein fra Institut for Religionshistorie, København, paneldebatten. Det var næppe tilfældigt at Religionsvidenskabelig Forening og Teologisk Forening havde bedt Mikael Rothstein om at indlede – og han leverede varen.
Som den eneste svarede han direkte på foreningernes spørgsmål og sagde bl.a. at man enten burde tilbyde uddannelser på Teologisk Fakultet for imamer, rabbinere, astrologer, krystalhealere etc. eller flytte præsteuddannelsen ud af universitetsregi. Han mente at meget af undervisningen på teologi var konfessionelt præget og derfor et religionsvidenskabeligt studium værd.«
Fra Figenbladet, 2, 2003, 3.
»Svend Bjerg anmelder 21. ds. vores bog Etikken og Religionerne (Aschehoug 1998). Som teolog bemærker Bjerg, at hans faglige viden er størst på det kristne felt og han anfører et par faktuelle fejl i kristendomskapitlet. Som forfattere har vi konstateret, at vores bog stort set kun er blevet anmeldt af præster og teologer. Bjerg roser ganske vist bogen for at omhandle flere religioner, men ikke desto mindre lader han sin snævre faglige viden styre vurderingen af bogen som sådan. Han bemærker ikke, at bogen er den første af sin art i Danmark, at den er forsynet med en 30 siders tematiserende indledning og at den rummer cirka 100 siders kildetekster til belysning af emnet. Han bemærker heller ikke, at vi selv forklarer de problemer der er med at skrive repræsentativt om et sådant emne. At han lader den ene forfatters lillebror bære ansvaret for halvdelen af teksten er en mindre sag. Må vi på den baggrund anbefale redaktionerne, at religionshistoriske bøger anmeldes af folk med bredere kvalifikationer end de teologiske.« (Politiken, 1.6.1999; sammen med Tim Jensen).
»Er det muligt for en kristen folkekirkepræst at skrive en kort anmeldelse af en længere religionsvidenskabeligt baseret bog uden at det går ud over sagligheden? Vi vil nødigt besvare dette med et absolut og uomgængeligt nej, men sikkert er det, at det er særdeles vanskeligt, og at de mange redaktioner, der benytter disse anmeldere, når emnet er humanistisk og samfundsvidenskabelig beskæftigelse med religion, måske skal overveje sagen.« (Information, 14.12.1998; sammen med Tim Jensen).
