Langemark, Linda
Stud.mag.art. i religionsvidenskab ved Københavns Universitet
»For det første: Religionsvidenskab er ikke, som anført af JP, nært beslægtet med teologi. Man må nærmest sige: Tværtimod. Religionsvidenskab og teologi er to helt forskellige discipliner med store forskelle i videnskabelige traditioner og ikke mindst i videnskabelig metode.
De mest afgørende forskelle er nok, at religionsvidenskaben studerer religioner i fortid og nutid som ligeværdige udtryk for menneskelig kreativitet. Teologi studerer helt overvejende kun kristendommen, og ofte med den forudsætning, at kristendommen er større, rigtigere eller ’sandere’ end f.eks. en lokal religion på Tonga (som nævnt af Povl Götke i pågældende artikel).
Ifølge dekanen for Det Teologiske Fakultet, Steffen Kjeldgaard-Pedersen, føler teologerne sig desuden forpligtede på ’kristendommens mulige sandhed’ (Universitetsavisen nr. 9/2006), hvilket populært sagt vil sige: dens mulige guddommelighed. På religionsvidenskab spiller ’sandheden’ ingen rolle. Vi studerer religion som udtryk for menneskelig kreativitet.
For det andet: Der er ikke nogen strid mellem religionsvidenskab og teologi. Vi lever godt side om side med hver vores faglighed.«
Fra Jyllands-Posten, 5.4.2007.
RELIGION VERSUS TEOLOGI
Universitetsavisen indeholdt i nr. 9 et længere interview med dekanen for Det Teologiske Fakultet, Steffen Kjeldgaard-Petersen. Dekanen benyttede her lejligheden til at fremsætte nogle betragtninger om religionsvidenskaben, om forholdet mellem religionsvidenskab og teologi samt om teologien som videnskabelig disciplin. Som studerende ved Afdeling for Religionshistorie vil vi hermed gerne kommentere disse udtalelser.
Kjeldgaard-Petersen kommer i flere omgange ind på at der er store forskelle i tilgangen til stoffet i henholdsvis religionsvidenskaben og teologien. Han fremhæver i denne forbindelse at teologien er forpligtet på spørgsmålet om »kristendommens mulige sandhed«, og at dette spørgsmål undersøges med en kritisk indgangsvinkel som han ikke mener religionsvidenskaben magter.
Man forstår at den videnskabelige aktivitet på Det Teologiske Fakultet er centreret om ‘sandheden’, og om hvorvidt denne kan udledes af de bibelske skrifter. Stillet overfor udsagn af denne art må vi give Kjeldgaard-Petersen ret. Der er virkelig meget store forskelle på teologisk og religionsvidenskabelig metode.
Sandhedens rolle
På Afdeling for Religionshistorie spiller ‘sandheden’ overhovedet ingen rolle. Vi undersøger religioner og religiøsitet som udtryk for menneskelig kreativitet, og vi studerer disse religiøse udtryk i deres kulturelle og sociale kontekst i såvel fortid som nutid. Vi har mange forskellige indgangsvinkler, forudsætninger og begrundelser for vores studier, men fælles for os er at vi studerer religion fordi det er et emne der optager og engagerer os.
Kjeldgaard-Petersens udtalelser om at religionsvidenskaben skulle opfatte religion som en ’fejludvikling som mennesket i disse moderne oplyste tider hurtigst muligt må lægge bag sig’, er således helt uden reelle holdepunkter, og vi finder dem ganske stødende.
Når Kjeldgaard-Petersen desuden ikke tiltror os en kritisk vinkel, må vi forstå det sådan at han ikke mener at vi interesserer os for kristendommens sandhedsværdi. Deri har han naturligvis ret. En religionsvidenskabelig religionskritik vil typisk tage form af en samfundskritik og af en kritik af religionens placering i samfundet.
Vi er dybt optaget af vores fag. Men vi er ikke optaget af at søge ‘sandheden’ i hverken den ene eller den anden religion eller som videnskabeligt projekt i øvrigt. Vi må desuden tilstå at det forekommer os ganske tvivlsomt hvorvidt en sådan bestræbelse overhovedet kan kvalificere sig til betegnelsen videnskabelig.
Beklagelige udtalelser
Kjeldgaard-Petersen omtaler derudover ’den helhed der gør kristendommen til noget særligt’. På et spørgsmål om hvorvidt universitetet ikke ligeså vel kunne indeholde selvstændige fakulteter for islam eller andre religiøse retninger, svarer dekanen: ’Jeg ved ikke om det volumenmæssigt kan bære’.
Vi vil gerne spørge dekanen om hvad det er der gør kristendommen mere ‘hel’ end så mange andre religioner? Hvad er det der gør kristendommen til noget særligt? Hvorfor i alverden skulle et teologisk studie af andre religioner være mindre voluminøst end det teologiske studie af kristendommen?
Det er på denne baggrund vores opfattelse at Kjeldgaard-Petersen gør sig skyldig i særdeles fordomsfulde udfald ikke blot mod religionsvidenskaben, men tillige mod ikke-kristne religioners omfang og relevans. Vi anser dette for at være udtryk for en værdisætning af religion der burde tilhøre en svunden tid – ikke mindst i videnskabelige sammenhænge. Vi finder derfor Kjeldgaard-Petersens udtalelser beklagelige og på mange måder dybt betænkelige.
Universitetsavisen, 31.8.2006; indlægget er skrevet af Linda Langemark sammen med Mikkel D. Sigurdsson, religionssociologisk overbygning; Astrid Trolle, grunduddannelsen; Sara Møldrup Thejls, magisterkonferens; Laura Maria Schütze, religionssociologisk overbygning.
Se også:
