Klostergaard Petersen, Anders

Cand.theol., lektor og p.t. studieleder ved religionsvidenskab, Århus Universitet.

»Det er forbløffende, at man i seks år kan studere en religion uden at have fået blot et minimum af institutionelt sanktioneret kendskab til religionsvidenskabelige modeller og metoder. Det kalder på ændringer i en fremtidig uddannelse, også fordi udviklingen – den danske indbefattet – går i retning af stigende globalisering med et hyppigere møde og en stigende konfrontation religionerne imellem. Hvordan teologen tænkes rustet til at møde de fremmede religioner uden at have fået blot en elementær indføring i religionsvidenskabelige, sociologiske og kulturantropologiske modeller, er uklart. Hvordan man i f.eks. praktisk teologi kan studere kultisk praksis uden bare et mindstemål af kendskab til ritualvidenskab, er forbavsende. Den manglende integration af religionsvidenskab, kulturantropologi etc. er blot et eksempel på den nuværende uddannelses selvtilstrækkelighed, men der er andre eksempler. I eksegesen arbejder man med tolkning af de bibelske tekster, men de studerende kan afslutte studiet uden at have fået en bare rudimentær indføring i nyere tekstteori. Kirkehistorie studeres gennem anvendelse af metoder og modeller fra almen historievidenskab, men der gives ingen introduktion til videnskabsteori eller historievidenskab. Eksemplerne vidner om et studium i et hermetisk lukket rum. Det kan ikke fortsætte.« (Fønix, 3, 1999, 139-140).

»En fremtidig teologisk uddannelse må i erkendelse af sin universitære status opgive enhver fordring på at tale ontologisk om Gud. Der gives ikke inden for den menneskelige eksistens´ rammer – og det er nu engang dem, der definerer universitetet – en ontologisk tilgang til talen om Gud. Som universitetsdisciplin må teologien stille sig tilfreds med at tale om kristen religion i dens epistemiske og sociale konsekvenser.« (Fønix, 3, 1999, 141).

»Når teologien og dens enkeltdiscipliner alligevel er gerådet i krise, hænger det sammen med, at de teologiske fakulteter er en del af en større sammenhæng: universitetet. I den udstrækning teologien ønsker at være del af denne sammenhæng, er den forpligtet på den. Partnerskabet har sin pris.« (Fønix, 3, 2001, 157).

»Mens det for 70 år siden stadig var muligt at opretholde forestillingen om eller den videnskabelige fordring til teologien, at dens emne var talen om Gud, ser det anderledes ud i dag. Det omkringliggende samfund og ikke mindst de øvrige universitære discipliner kan ikke acceptere en teologi, der i sin videnskabelige selvforståelse fortsat ser det som sin væsentligste opgave at levere stof til den kommende søndags prædiken. En teologi, som i sit videnskabelige anliggende har forpligtet sig på en kerygmatisk formålsbestemmelse. En teologi, der ikke har fulgt med de seneste 30 års videnskabsteoretiske udvikling. En teologi, som i trodsig stivnakkethed tror at kunne appellere til en egen rationalitet forskellig fra det rationalitetsbegreb, der i øvrigt præger det videnskabelige rum.« (Fønix, 3, 2001, 158).

»Det synes mig, at der bag den teologiske tale om normativitet svæver et apologetisk spøgelse, som hidrører fra den tid, da universitetet endnu ikke havde frigjort sig fra kirken og samfundet fra kristendommen. Hvis det er rigtigt, har teologien for alvor et videnskabsteoretisk problem i forhold til den universitære institution. Hvis teologien vil være på højde med sin universitære samtid, leve op til de krav, man kan fordre af en akademisk disciplin, er det nødvendigt at opgive talen om eksistentiel eller religiøs normativitet. Den eneste form for normativitet, der er meningsfuld i det universitære rum, er den kulturelle, hvis grundlag står og falder med tanken om rationel acceptabilitet.« (Fønix, 3, 2001, 160-161).

»Hvis teologien skal være på højde med sin universitære samtid, må den opgive den gamle indholdsbestemmelse af teologi som talen eller læren om Gud – hvilket andet fagområde vil i øvrigt i dag legitimere og skitsere sin selvforståelse gennem rekurrens til etymologi? Den må mindre fordringsfuldt acceptere, at det, hvortil der ikke gives ontologisk adgang, kan der ikke tales om i det universitære rum. Det kan der til gengæld i andre rum.« (Fønix, 3, 2001, 162).

»Forudsætningen for at tale om normativitet inden for teologien er m.a.o., at man tager sækulariseringsproces og religionskritik alvorligt i en sådan grad, at talen om ’en undersøgelse af kristendommen i lyset af dennes iboende gyldighedspretention’ forstummer.« (Fønix, 2, 2002, 104).

»Den gyldighedspretention, SA [Svend Andersen] efterlyser i min fagforståelse, har jeg ikke smidt ud med badevandet. Som SA anser også jeg den for helt afgørende for en levet kristendom; men, og det er fortsat den afgørende forskel på vores synspunkter, jeg mener ikke, den hører uddannelsesmæssigt hjemme på et universitet, som er forpligtet på et rationalitetsbegreb, der i kraft af sin videnskabelige begrænsning ikke kan forholde sig til religiøse udsagns fordring på at repræsentere den virkelige virkelighed. Men netop dette kan og skal tematiseres i det kirkelige rum, såvel det pastoralseminare som selve kirken, og derfor er det afgørende at kunne sondre mellem de forskellige rum og at respektere de hermeneutiske rammer, det enkelte rum sætter«. (Fønix, 2, 2002, 107).

»Al videnskab er fornuftsbase­ret. Hvis den skal være tro mod sin egen sag, må den derfor afstå fra at tage stilling til det ontologiske sandhedsspørgs­mål. Hvorvidt der i en dansk høj­messe faktisk kommunikeres med ikke-humane aktører eller ej, har ingen videnskab mulighed for at tage stilling til - hverken positivt eller negativt. Hvordan skulle den det, hvis den vil forblive inden for den menneskelige fatteevnes grænser?« (Figenbladet, 2, 2003, 14).

»Religionsvidenskaben og dens udøvere klandres ofte – ikke mindst af repræsentanter for en kirkelig teologisk mafia – for ikke at ville for­holde sig til gyldighedsspørgsmålet. Også det beror på en grundlæggende misforståelse og udspringer af en – formentlig saglig begrundet – uvidenhed om metieren. Det er, som anført ovenfor, ganske rigtigt, at religionsvidenskab ikke kan forholde sig til det ontologiske sandhedsspørgsmål. Det placerer blot ikke religionsvidenskaben i en anden situation end teologien. Heller ikke den kan – under den forudsæt­ning naturligvis, at den vil bevare sin videnskabelige ædruelighed og akademiske soberhed – forholde sig positivt eller negativt til det ontologiske sandheds­spørgsmål. Den tid er forbi, hvor teologien var en glaubende Wissenschaft, som var begrundet, fordi der skulle prædikes på søndag.« (Figenbladet, 2, 2003, 15).