Jensen, Tim
Lektor i religionshistorie ved Institut for Pædagogik, Filosofi og Religionsstudier, Syddansk Universitet.
»Religionsforskeren Tim Jensen fra Syddansk Universitet, der principielt er imod, at staten bruger universiteterne til at uddanne præster, kan dog se nogle skillelinjer mellem teologien og religionsvidenskaben. – Det gør en forskel, at teologien kun beskæftiger sig med én religion. At man står i en lang tradition, hvor man er en del af religionens selvrefleksion, og at man uddanner en stor del studerende til at blive præster, der skal forkynde kristendom som sandhed, siger han.
Hvor teologien for alvor kommer i klemme videnskabeligt set, er, ifølge Tim Jensen, i den teologiske disciplin systematisk teologi. – Problemet opstår, når denne bliver normativ, og kristendommen defineres som sandhed. Ikke desto mindre anerkender Tim Jensen, at mange teologer i dag arbejder religionsvidenskabeligt og neutralt med tekster og kristendom.«
Fra Kristeligt Dagblad, 4.2.2008 (interview med bl.a. Tim Jensen om universitetsteologi og religionsvidenskab).
»Statsministeren udtrykker ønske om at få begrænset religionens rolle i det offentlige rum. Han kan passende begynde i egne rækker og finde en anden kirke- og undervisningsminister end Bertel Haarder.
Haarder har nu nedsat det udvalg, der skal revidere folkeskolens religionsfag, kristendomskundskab. Af ministeriets hjemmeside fremgår det med al tydelighed, at der nok en gang er tale om et udvalg med en nærmest demonstrativ teologisk og kirkelig forankring. Og formanden er naturligvis sognepræst! I slutningen af 1980'erne var det en biskop. Ganske vist har man sikret sig, at de gode kristne og folkekirkeligt forankrede medlemmer af udvalget også har en relation til skoleverdenen (religionslærere fra folkeskole og seminarier), og at en velrenommeret teologisk professor er med i kredsen.
Udvalgets sammensætning viser dog samtidig, at der ikke skal være tvivl om den kristent-kirkelige styring af arbejdet. Man kan håbe, at fagfolkene og den teologiske professor holder fanen højt, men der kan ikke være tvivl om, at intentionen er, at den fagligt-pædagogiske tilgang holdes i kort snor.
I andre sammenhænge har Haarder da også klart udtrykt sine intentioner: Han vil ikke have en sekulær folkeskole, men en skole, hvor kristne salmesange, fadervor, kirkegang og hele balladen står stærkt. Han vil have et religionsfag, der sikrer, at kristendommen, som han anser for samfundets fundament, gives videre til kommende generationer, så vi kan være sikre på, at alt forbliver ved det gamle.
At Haarder ignorerer religionshistorisk og religionssociologisk fagekspertise kan derfor ikke undre. De fagfolk, der ved mest om religion, er valgt fra til fordel for den protestantiske kristendoms egne repræsentanter.
Hvordan statsministeren (og andre) kan tro, at de kan få religion til at spille en mindre rolle i det offentlige rum med en kirke- og undervisningsminister, der bemander et ministerielt nedsat udvalg, som tilfældet er, og så klart ønsker at fastholde den kristne dominans, er en gåde. Eller er det slet ikke ment alvorligt? Gælder det der med at skille religion og politik kun 'de andre'?
At der ikke er muslimer i udvalget er således også værd at bemærke. Der skal formentlig fortsat undervises i islam på de ældre klassetrin, og så ville det jo kun være naturligt, hvis muslimer på lige fod med kristne blev inddraget i det religiøse demokratis politiske arbejde med skolefaget kristendomskundskab, når nu Haarder har valgt at lade en religiøs forståelse af skolens opgave dominere. Eller hvad? Sagen er naturligvis den, at kristendomsfaget er tænkt som rambuk i et protestantisk-nationalistisk projekt.
Med det nedsatte udvalg er der lagt op til et fortsat teologisk, eksistentielt og protestantisk forankret religionsfag og dermed til mere kristendoms- og kulturforkyndelse. Der er for meget religion i offentligheden, siger statsministeren. Men nu har hans kirke- og undervisningsminister meldt klart ud. Han vil have mere af det, og folkeskolen skal bidrage til udviklingen. Den protestantiske hegemoni på skoleområdet er ikke kun udtryk for en faglig kollaps. Det er også et slag i ansigtet på de mennesker i samfundet, som netop ikke er kristne, enten fordi de slet ikke er religiøse, eller fordi de har en anden religion.
Bertel Haarder vil samle det danske samfund ved at styrke bevidstheden om den kristne arv. I praksis skaber han splid. Et humanistisk og samfundsorienteret religionsfag ville derimod styrke og gavne.«
Fra Politiken, 11.3.2006 (sammen med Mikael Rothstein).
»De til dato bedste forsøg på at udvikle et ikkereligiøst, neutralt begreb om religion findes i den sammenlignende religionsforskning og dens tradition for at arbejde med religioner ud fra en såkaldt ’metodisk agnosticisme'. En sådan søger, både når det gælder forskning og undervisning, bevidst at tilsidesætte spørgsmålet om religionernes sandhedsprætentioner og opøve forskeren og underviseren, de studerende og eleverne til tilstræbt objektivitet, neutralitet og saglighed.
Læg mærke til det lille 'tilstræbt': Der er ikke tale om betonpositivisme eller en naiv (u)moralsk relativisme, men om en metodisk og pædagogisk tilgang, der bl.a. søger at sikre, at alle religioner behandles metodisk ens og dermed også metodisk fair.
Nu vil nogle måske indvende, at et sådant fag harmonerer dårligt med, at skolen som helhed og også kristendomskundskab skal være almen- og holdningsdannende. Og hvad med det store ’igen-værdi-sættelses-projekt’? Den tilgang, jeg anbefaler, passer imidlertid fint til disse mål. Den dannelse, der er brug for i dag, er nemlig ikke mindst den, der kommer af solide kundskaber og af analytisk-kritiske færdigheder. Den ’holdning' til religion, som skolen skal formidle, er en analytisk-kritisk holdning. Skolen skal undervise om og ikke i religion. Det sidste kan og skal den overlade til forældre og de religiøse samfund.
Skolen skal heller ikke først og fremmest sikre 'fortrolighed' med, men reflekteret distance til religion. Religionsundervisningen skal, via brug af tekster fra de forskellige religioner, via anvendelsen af et overordnet begrebsapparat og en analytisk-kritisk tilgang, ’fremmedgøre' eleverne over for samfundets og verdens religioner, over for deres egen, forældres og andres religion. Også selv om læreren også skal søge at formidle de religiøse selvopfattelser.
Eleverne skal øves i at se sagerne, religionerne og de religiøse forestillinger, både indefra og udefra. En sådan undervisning er ikke hverken holdningsløs eller uengageret. Den er baseret på faste overbevisninger om værdien af oplysning og solide kundskaber, på det værdifulde i at kunne forholde sig analytisk kritisk til mennesker og samfund og derfor også til det, vi kalder religion. Den forholder sig analytisk kritisk, men ikke fjendtligt, til religion. Den er sekulær, men ikke sekularistisk, og den passer perfekt til regeringens deklamationer om at kvalificere Danmark som et videnssamfund.
Eleverne, de religiøse og ikkereligiøse, skal lære at forholde sig til det faktum, at der er andre synsvinkler på religion end deres egne og deres forældres. Kommende generationer af borgere må lære at forholde sig reflekteret og distanceret også til deres egen religion og deres egne begreber om religion.
Eleverne skal lære at forholde sig sagligt, kritisk og nuanceret til f.eks. spørgsmål om, hvorvidt man kan tale om, at en religion er mere 'rigtig' og 'sand' end en anden? De skal lære at føre en saglig og kritisk diskussion om dagens populistiske diskurser om dansk kultur og kristendom, om islam, om 'os' og om 'dem' - og om den postulerede 'religiøse dimension' som et gudgivent faktum og absolut gode. De skal lære at diskutere, hvad 'værdier' egentlig er for noget, og om religiøse værdier adskiller sig fra og er bedre end ikkereligiøse værdier.
Det er et sådant religionsfag, undervisningsministeren burde gå i brechen for. At den kristne religion og dens kanoniske skrifter tildeles mere plads end andre religioner, gør ikke noget, så længe denne religion behandles på samme vis som alle de andre. Tværtimod er der gode religionsfaglige og pædagogiske grunde til, at den står centralt. Den er verdens og Danmarks største religion og den religion, der har sat sig de største spor i dansk kultur. Det er ikke mindst kristendommen, i den luthersk-evangeliske variant, hvis begreber og forestillinger om ’tro', ’religion' med meget mere der dominerer den offentlige diskurs om religion, og hvis man skal kunne forholde sig oplyst og kritisk til den, inklusive Haarders og andres politikeres retorik, må man have et solidt kendskab til den.
Glem spørgsmålet om, hvordan man kan sikre, at forældre, der får børn fritaget fra kristendomsfaget, selv får banket bibelhistorie og kristen dansk kultur ind i hovedet på børnene. Brug krudtet på at sikre et objektivt, kritisk og pluralistisk religionsfag, der overflødiggør fritagelsesparagraffen og gør det umuligt for forældre at fritage deres børn fra et fag, der ikke ser tilbage, men frem og sikrer kommende generationer af danskere og verdensborgere solide kundskaber om religion.«
Fra Politiken, 10.3.2005.
»Europæisk teologi har rigtig nok haft en såkaldt religionshistorisk skole, og dér og i andre teologiske skoler er der arbejdet humanistisk og samfundsvidenskabeligt med kristendom og (andre) religioner. På Center for Religionsstudier har vi da også forskere uddannet, ikke som religionshistorikere, men som teologer. Men de arbejder inden for rammerne af en sammenlignende religionshistorie, der på afgørende punkter afviger fra den måde, Lilleør og visse andre teologer arbejder.
Som professor ved Institut for Religionsvidenskab i Århus, Per Bilde, har sagt, så er det den ’solidariske interesse i én og kun én religion: kristendommen, sædvanligvis endda i én og kun én variant, f.eks. protestantisk lutherdom’, der gør teologi til teologi og noget andet end religionshistorie. Med tanke på teologer som Lilleør kan tilføjes, at mange teologer ikke kun er ’solidariske’ med protestantisk kristendom, men er protestantiske kristne.
De, der ikke formår at se bort fra overbevisningen om, at deres kristendomsforståelse udtrykker sandheden med stort S, har store vanskeligheder med at arbejde religionshistorisk. Religionsforskere søger nemlig i det metodiske arbejde med religion at sætte sig ud over egne eventuelle religiøse præferencer og holder metodisk religionernes sandhedsprætentioner ude af billedet. Det betyder dog ikke, som Lilleør påstår, at den er religionskritisk på samme måde som Marx eller Freud. Religionsvidenskab er dog altid implicit religionskritisk, fordi den går analytisk kritisk til religion og i den metodiske tilgang stiller alle religioner lige.
I det sammenlignende religionsvidenskabelige perspektiv er religionerne lige gyldige udtryk for religion, men Lilleørs brug af en bindestreg til at antyde, at vi betragter alle religioner som lige-gyldige er et dumsmart retorisk kneb. Religionsforskere praktiserer metodisk ateisme, men det er ikke udtryk for, hvad de måtte mene om religion eller om den ene eller anden religion.«
Fra Fyens Stiftstidende, 19.4.2002.
»Svend Bjerg anmelder 21. ds. vores bog Etikken og Religionerne (Aschehoug 1998). Som teolog bemærker Bjerg, at hans faglige viden er størst på det kristne felt og han anfører et par faktuelle fejl i kristendomskapitlet. Som forfattere har vi konstateret, at vores bog stort set kun er blevet anmeldt af præster og teologer. Bjerg roser ganske vist bogen for at omhandle flere religioner, men ikke desto mindre lader han sin snævre faglige viden styre vurderingen af bogen som sådan. Han bemærker ikke, at bogen er den første af sin art i Danmark, at den er forsynet med en 30 siders tematiserende indledning og at den rummer cirka 100 siders kildetekster til belysning af emnet. Han bemærker heller ikke, at vi selv forklarer de problemer der er med at skrive repræsentativt om et sådant emne. At han lader den ene forfatters lillebror bære ansvaret for halvdelen af teksten er en mindre sag. Må vi på den baggrund anbefale redaktionerne, at religionshistoriske bøger anmeldes af folk med bredere kvalifikationer end de teologiske.« (Politiken, 1.6.1999; sammen med Mikael Rothstein).
»[J]eg skal med glæde tilføje, at jeg finder det stærkt påkrævet, at religionsvidenskaben forbinder sig tættere med oplysningstidens projekt, at den som human- og samfundsvidenskab intensiverer forsøget på at emancipere sig fra teologien, fra den religionsapologetiske tradition og fra de kristne begreber og tilgange, så den kan bruges både im- og eksplicit kultur-, religions- og samfundskritisk i en fortsat kamp for en kulturel frisættelse fra den kristne dominans og i et forsøg på at afkristne også det såkaldt sekulare. (…) Diskursen om religion - og om den rette tilgang til religion - er af religions- og kulturhistoriske grunde domineret af en kristen religionsopfattelse og en teologisk og eksistentiel-hermeneutisk tilgang.« (Information, 9.1.1999).
»Er det muligt for en kristen folkekirkepræst at skrive en kort anmeldelse af en længere religionsvidenskabeligt baseret bog uden at det går ud over sagligheden? Vi vil nødigt besvare dette med et absolut og uomgængeligt nej, men sikkert er det, at det er særdeles vanskeligt, og at de mange redaktioner, der benytter disse anmeldere, når emnet er humanistisk og samfundsvidenskabelig beskæftigelse med religion, måske skal overveje sagen.« (Information, 14.12.1998; sammen med Mikael Rothstein).
