Jacobsen, Anders-Christian

Ph.d., lektor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet. Medlem af bestyrelsen af Forskerskolen, og leder af satsningsområdet Jøder, kristne og hedninger i antikken (2002-2005) og af fokusområdet Religion som normsætter, gruppe 1: Kampen om religiøse tekster i antikken (2005-2009) ved Århus Universitet.

»Menighedsfakultetets leder, Ingolf Henoch Pedersen har den 18. juli i Kristeligt Dagblad skrevet en kronik om at drive teologi for kirkens skyld. Det er et respektabelt ærinde, som vi er mange, der gerne støtter. Ja, vi er faktisk mange, der har det som vor daglige dont. Det gælder f.eks. mig selv, der til daglig underviser og forsker i teologi (dogmatik) ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet.

Jeg ved fra mit arbejde, hvor afgørende en rolle det spiller for mig selv, mine kolleger og de studerende at drive teologi for kirkens skyld. Derfor er jeg dødtræt af at høre på Henoch og hans kolleger, der evig og altid forsøger at mele deres egen kage ved at skyde mig og mine kolleger i skoene, at vi fordærver de studerende, teologien og kirken med ved at gøre teologi til religionsvidenskab eller andet slemt. Vel gør vi ej. Vi kæmper sammen med de studerende dag efter dag for at forstå, hvad teologi er, hvordan kristendommen kan fortolkes og præsenteres på en måde, der er relevant for vor samtids mennesker. Derfor gør det mig harm, når Henoch beskylder os for at ødelægge teologien og kirken.«

Fra Kristeligt Dagblad, 21.7.2005. 

»Mange moderne mennesker tvivler på, at Biblen fortæller sandheden, når den beretter, at Jesus kunne gå på vandet og opstå fra de døde. Overraskende nok er det langt fra en ny tvivl.

Allerede 200 år efter Jesus' fødsel begyndte folk at tvivle så meget på beretningerne, at det truede kristendommens beståen. Derfor kastede kristne filosoffer - deriblandt grækeren Origenes fra Alexandria - sig ud i en redningsaktion, fortæller Anders-Christian Jacobsen, der forsker i oldtidens religioner ved det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.

’De kristne filosoffer sørgede for, at Biblen blev langtidsholdbar. Det gjorde de ved at skrive fortolkninger af Biblen og beretningerne om Jesus. På den måde gjorde de Biblen up-to-date samtidig med, at den stadig var den gamle Bibel.’

’De lagde noget nyt til, som tog afsæt i det gamle. Og sådan opstod den tradition for at fortolke Biblen, vi i dag kender som 'teologi',’ fortæller Anders-Christian Jacobsen. Man kan sige, at den redningsaktion, de gamle, kristne filosoffer satte i gang, stadig finder sted i dag, hvor teologi er et fag på langt de fleste universiteter.«

Fra Jyllands-Posten, 2.8.2010; interview med Anders-Christian Jacobsen.