Iversen, Hans Raun

Lektor i praktisk teologi ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. Tidligere formand for satsningsområdet Religion i det 21. århundrede ved Københavns Universitet (2004-2007).

»Hans Raun Iversen, der er lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet, vurderer, at uddannelsen vil få bred opbakning fra hele det kirkelige landskab. Selv er han også fuld af positive forventninger til 3K, som han anser for meget nødvendig for kirken og kristendommen i Danmark.

'Det er en milepæl og meget flot, at så mange studerende har tilmeldt sig. Der har været en ulykkelig situation, at cand.theol.-uddannelsen så længe har været den eneste mulighed. Den nye uddannelse forbinder teori og praksis og dækker en række områder, som tidligere har været stedmoderligt behandlet i kirken,' siger Hans Raun Iversen.

Han vurderer, at kirken er kommet langt bagud med sit arbejde inden for kristendomsformidling, fordi der ganske enkelt har manglet en uddannelse som 3K.

'Der er et stort ugjort stykke arbejde, selvom kirken har forsøgt tage fat på det, men som ikke er færdigt. Jeg tror på, at den nye uddannelse kan gøre kristendommen mere nærværende for den enkelte dansker. Vi er nødt til at have kristendommen i spil i andre fora og andre former end nu,' mener Hans Raun Iversen.«

Fra Kristeligt Dagblad, 11.8.2010 (om den nye uddannelse Professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation). 

»Siden skoleloven af 1975 har det været fremhævet, at kirken ikke blot skal forkynde, men også undervise. Problemet med skolen er ikke kun, at den i praksis nedprioriterer kristendomsundervisning, men at det er lige så umuligt at undervise børnene i kristendommen på skolens præmisser ved vidensformidling alene, som det er at lære børnene at regne ved at lade læreren fortælle om regnekunsten og eventuelt selv regne et par stykker på tavlen. Ligesom man kun kan lære at synge ved at synge, kan man kun lære om kristendom ved at praktisere kristendom. (...)

Skal kristendommen have en chance i dagens samfund, må kirken stille kristne praksisformer til rådighed, sådan som man så småt øver sig i at gøre det gennem gudstjenester, undervisning, diakoni og mission. Tydeligst sker det i nye aktiviteter, der i høj grad involverer kroppen, for eksempel babysalmesang, bibliodrama, dåbsklubsarbejde, gospel, ikonmaling, korarbejde, Kristus-krans, meditation, natkirke-installationer, retræter, rollespil, skole-kirke-projekter, pilgrimsvandringer og nye former for diakoni og dialog. Men alt for ofte klamrer kirken sig til ordet alene på en måde, så kristendommen i bedste fald præsenteres som en teori uden praksis, som et stykke kundskab, der hurtigt er lige så dødt som den regnekunst, man aldrig har lært i praksis. (...)

En ny uddannelse, der er gearet til at tage denne nye udfordring op, får danske kirker med professionsuddannelsen Kristendom, kultur og kommunikation, der åbnes i Århus og København den 1. september. Den uddannelse sigter på, at kirkerne kan få medarbejdere, der kan hjælpe dem fra teori til praksis, fra prædiken til performance. Derfor har den nye uddannelse potentialet til at blive en af de vigtigste fornyelser i dansk kirkeliv i mange årtier.«

Fra Kristeligt Dagblad, 16.6.2010.

»Vi studerer ikke blot kritisk i betydningen analyserende, hvor man skiller tingene i deres bestanddele. Vi studerer også konstruktivt, idet vi prøver at genfortælle kristendommen med vore egne og vor egen tids ord – både de komplicerede og ikke mindst de elementære sammenhænge.

Mit eget fag, praktisk teologi, har siden indførelsen i 1989 være forpligtet på at studere kristendommens praksis- og kommunikationsformer ’kritisk og konstruktivt’. Jeg mindes ikke at have fået kritik for, at jeg er for dygtig til at være kritisk analyserende. Derimod hører jeg af og til, at jeg lægger for meget vægt på det konstruktive spørgsmål: Hvordan kan kristendommen praktiseres og udtrykkes i dag, hvis den skal fastholde sin kerne, kraft og kriterier i levende trosformer? Nogle synes, at det er at ’drive mission’ at spørge sådan. Jeg synes, at det er at studere kristendom på en måde, som svarer til den sag, vi studerer. (...)

Er der da ikke noget, vi kunne lave bedre? Jo, det allermeste kunne laves bedre. Det har vi alle sammen mange ideer til. En af mine kongstanker er, at det hele ville blive meget bedre, hvis vi arbejdede mere sammen på tværs, herunder med folkene fra Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet. Det er der så også en del af os der gør, selv om der også på begge sider er nogle hardlinere, der helst vil grave grøfter.

Lad mig slutte med én ting, som jeg tror, at vi kunne og burde gøre meget mere ved. Vi kunne og burde lægge mere vægt på det levende studium af levende kristendom. Jeg tænker her ikke på, at folkekirken stadig mangler at få lavet en anstændig praktikordning for sine vordende præster, som har brug for indøvelse i en række praksisformer. Jeg tænker på studiet af nutidens levende kristendom - og ikke blot på studiet af kilderne til fortidens og Bibelens kristendom.

På den amerikanske, lutherske kirkes største teologiske institution, Luther Seminary i St. Paul, Minnesota, sendes alle studerende på feltarbejde i en menighed i første studieår. Først introduceres de relevante metoder i menighedsstudier, så har man 2-3 uger til at gennemføre et menighedsstudium, og så skal man tilbage for at diskutere den rapport, man kom hjem med. Ledespørgsmålet i studiet er på god amerikansk vis ’What is God up to?’ i denne lokalitet med denne menighed. På godt dansk: Hvad har Gud gang i, og hvad har Gud måske planer om i kirke og samfund i det her sogn? Det er et afgørende spørgsmål. Kan vi ikke få øje på, hvad Gud gør og vil have gjort mellem mennesker i dag, er det ikke af større betydning, hvordan vi har lært at læse Bibelen.«

Fra Kristeligt Dagblad, 7.4.2009 (om teologiuddannelsen på universitetet).