Hedenius, Ingemar
Dr.phil., professor i praktisk filosofi ved Uppsala Universitet (1947-1973).
»För övrigt anser jag, att de teologiska fakulteterna bör avskaffes.« (C.A. Wachtmeister, red, Ateistens handbok, 1963, 91).
»Givetvis ställer Wingren de teologiska fakulteterna på samma fot som de medicinske og juridiska. Han anser, att liksom de står i sjukvårdens och rättordningen tjänst, så står de teologiske fakulteterna i bibelbrukets tjänst. Han förbiser, att totalt verklighetsfrämmande föreställingar inte hör till pragrammet i de andre fakulteterna.« (C.A. Wachtmeister, red, Ateistens handbok, 1963, 94-95).
»För att få en ändring till det bättre bör man upplösa de teologiska fakulteterna och överföra deras professurer til de humanistiske fakulteterna. Först da finns det hopp om att den teologi, som nu är en skam för våra universitet, så småningom skall kunna avvecklas.« (C.A. Wachtmeister, red, Ateistens handbok, 1963, 96).
»Der er ingen tvivl om, at tro og viden er to af hinanden uafhængige kundskabsprincipper, er opstået for at redde en intellektuelt underlegen anskuelse mod enhver form for fornuftige indvendinger.« (Tro og viden, 1985, 29).
»Hvis ikke troen lignede viden i den henseende, at også troen er en godtagelse, en antagelse af sandheden i, visse ting, så ville troen være aldeles problemløs ud fra det synspunkt, der interesserer os her. En religiøs trosbekendelse ville i princippet ligne udførelsen af et musikstykke, en sang uden ord. Den ville ganske vist give anledning til mange psykologiske, æstetiske og akustiske problemer, men noget sandhedsspørgsmål i religionen ville der ikke findes. Den troendes tanker ville ikke kunne gøre krav på anden sandhedsværdi end klaverspillerens drømme, fantasier og følelseskombinationer.« (Tro og viden, 1985, 34-35).
»Et menneske, der gjorde noget, som overhovedet ligner det, som Gud ifølge kristendommen gør med menneskeheden, ville være et monstrum af ondskab. Der findes en talemåde, som stammer fra oldtiden, og som allerede Voltaire, Leibniz’ modstander, anvendte. Den lyder: hvis Gud er almægtig, følger deraf, at han ikke er algod, og hvis han er algod, så følger deraf, at han ikke er almægtig.« (Tro og viden, 1985, 65).
»Hvis antagelsen af Guds eksistens overhovedet kan diskuteres som sandsynlig eller usandsynlig af fornuften, så følger også, at fornuften må betragte gudstroens sandsynlighed som meget lille og ateismens sandsynlighed som meget stor.« (Tro og viden, 1985, 89).
»Sådan ligger sagen set fra fornuftens synspunkt. Selv om videnskaben ikke kan bevise ateismens rigtighed, øger den konstant usandsynligheden af troen på en virksom gud.« (Tro og viden, 1985, 93-94).
»Dette: at man lukker øjnene for modsigelsens indhold, viser sig allerede i selve sproget, som er et andet end det sædvanlige. Man anvender helst kunstudtryk som ’spændinger’, ’antinomier’ eller ’paradokser’ og undgår det simple og adækvate udtryk: selvmodsigelse. Denne måde at tale på gør det muligt at holde diskussionen på et højt og relativt uforstyrret plan.« (Tro og viden, 1985, 105).
»I sin afhandling ’Evangelisk trosläre’, der anvendes som lærebog ved vore teologers uddannelse i videnskaben, gør biskop Bohlin gældende, at den teologiske dogmatik, ’troslæren’, bør opfattes som en slags videnskab ’ved siden af historieforskning, samfundslære, filosofi og retsvidenskab i hævdvunden betydning’; dette for så vidt man ikke låser sig fast ved et alt for ’snævert’ videnskabsbegreb, der ville forvise ikke blot troslæren, men også alle disse andre kundskabsgrene fra videnskabernes kreds. (…) Følgen heraf er naturligvis., at den påståede videnskabelige gengivelse går over i parafrase, at teologien bliver en slags forkyndelse, thi at fremstille en religions lærer som en af de troende lader sig ikke skille fra at forkynde den.
Bohlin understreger dog stærkt, at dette er forskellige ting – formodentlig for at det hele ikke blot skal virke som en syklub, men også kunne foregå ved et universitet, en uddannelsesanstalt, der ifølge sine statutter er beregnet for videnskabsmænd og i grunden slet ikke for fromme eftersnakkere. Men læser man derefter hans eller nogen andens troslære, viser det sig ganske rigtigt, at der ikke er nogen anden forskel mellem teologen og forkynderen, end at teologen som regel er en grad tørrere og frem for alt mere langtrukken i sin stræben efter grundighed og fuldstændighed – kort sagt mere hæmningsløst docerende – samt at teologen i modsætning til forkynderen har en ubegrundet ambition om at ville anses som en slags videnskabsmand.« (Tro og viden, 1985, 111-112).
»På lignende måde taler biskop Nygren om kristendommens ’værdi’, som om det var samme ting som dens ’sandhed’, hvorved han underforstår, at en tings værdi beror på den enkeltes subjektive stillingtagen. Et andet surrogat for det hendunstede sandhedsbegreb er naturligvis den indre ’sammenhæng’, som man konstant søger at etablere hos den kristne tro. ’Thi hvordan legitimerer dogmatikken sine sætningers gyldighed?’, siger Nygren. ’Ganske simpelt ved hjælp af den nødvendige sammenhæng, hvori de står til den kristne værdioplevelses centrum. Det, der ikke kan ophæves, uden at denne selv bliver ophævet, må erkendes som en dogmatisk gyldig sætning.’ Her anvendes det mere ubestemte ord ’gyldighed’ i stedet for ’sandhed’. Disse fraser om, at kristendommen er ’gyldig’, fordi den må værdsættes, eller må værdsættes, fordi den er ’gyldig’ (eller hvordan man nu mener det), og at alle kristne lærer, der bliver nødvendige, efter at kristendommens ’grundmotiv’ er postuleret i en værdioplevelse, også er ’gyldige’ – alt dette er billedlige udtryksmåder, der er valgt sådan, at det normale sandhedsbegrebs tabtgåen skal være så lidet følelig som muligt.« (Tro og viden, 1985, 154).
»Der findes af den teologiske tænknings væsen en side, der hedder humbug.« (Tro og viden, 1985, 172).
