Hammer, Olav
Ph.d., professor i religionshistorie ved Institut for Pædagogik, Filosofi og Religionsstudier, Syddansk Universitet.
»Til spørgsmålet om, i hvor høj grad kristendommen er inspireret af andre religioner, siger Olav Hammer: ’Kristendommen er selvfølgelig inspireret af andre religioner. Kristendommen er blot én blandt rigtig mange mellemøstlige religiøse bevægelser, der ligner hinanden forholdsvist meget.’
’På denne tid er der forestillinger i en hel række af religioner om, at mennesket skal opnå en form for befrielse fra lidelse ved at indvies til et fællesskab, der centreres omkring en gud.’ (…)
De religiøse forestillinger lever stadig i bedste velgående, men i det moderne samfund er der mange, der er religiøse på en anden måde end den, der prædikes i kirken. Det skyldes blandt andet, at mange mennesker er skeptiske over for traditionel kristendom. Den har nemlig været båret oppe af den patriarkalske og voldsfikserede institution, som de kristne kirker har været gennem en stor del af historien, mener Olav Hammer.
’Religiøse forestillinger skal passe til den aktuelle kultur. Og vi i nutidens kultur er vi ikke meget for at få at vide af eksperter, hvordan tingene hænger sammen. Det betyder, at alle opfattelser bliver lige gode,’ siger Olav Hammer og giver et eksempel: ’En præst kan mene, at man får det bedste billede af Jesus ved at læse Bibelen. Men andre kan sige, at man bør lære Jesus at kende gennem Dan Browns 'Da Vinci mysteriet', og atter andre kan holde sig til historier om Jesus i Indien.’
’Du går efter din egen følelse, for det er dig, der er eksperten, og dig, der bestemmer over dit eget liv og din egen åndelighed. Derfor vælger mange mennesker et Jesus-billede, der passer dem bedre: Jesus som feminist a la Dan Brown, som reinkarnation, som vegetar, som politisk profet eller som rumkaptajn,’ lyder det fra Olav Hammer.«
Fra Videnskab.dk, 10.12.2009.
»- Hvad med kristendommen? - Historien viser, at enhver religion kan forvandles til hvad som helst. Jeg kender mange sympatiske og tolerante kristne præster i dag. Men tilbage i historien var kristne bevægelser fyldt med had. Når vi i dag ser kristendommen som en blød og velvillig bevægelse, så er det, fordi vi ikke fornemmer, at den er blevet sådan efter 1700 års massiv intolerance.« (Fyens Stiftstidende, 3.5.2009).
»’Når nogle mennesker mener, det er åndssvagt at tro på nisser, mens det er fint at tro på Jesus, ja så er det en holdning, som går helt tilbage til starten af Europas religionshistorie. Men det er jo et ideologisk og ikke et videnskabeligt udsagn, når man siger, at det er mere dumt at tro på nisser end på Jesus Kristus: at det er stupidt at tro på noget, som er uden empirisk belæg, mens det er fint at tro på noget andet, selv om der heller ikke er empirisk belæg for det,’ siger Olav Hammer. (…)
– Hvorfor er kristendommen gået af med sejren? ’Det korteste og nemmeste svar på et meget komplekst spørgsmål er, at den meget tidligt fik en politisk alliance med den politiske magt. Det var et par romerske kejsere, som tog de helt store skridt. Kejser Konstantin, som i begyndelsen af 300-tallet besluttede, at kristendommen skulle være den privilegerede religion – det var stadig tilladt at tilhøre en ikke-kristen romersk eller hellenistisk religion, men kristendommen fik et særligt privilegium, og Konstantin satte sit præg på, hvad det blev for en udgave af kristendommen. I 380erne var det en af efterfølgerne, kejser Theodosius, der gennemførte, at kristendommen skulle være den eneste tilladte religion.’
– Kan man i dag pege på kristne værdier eller skikke, der i virkeligheden har andre religiøse rødder, men som blot er blevet fortrængt eller overtaget af kristendommen? ’Personligt undrer det mig, hvor nemt det er blevet for repræsentanter for moderne kristendom at sige, at pluralisme, demokrati, tolerance og den slags værdier i virkeligheden er kristne værdier. Ser man tilbage i den kristne religionshistorie, så ser vi, at kirkefaderen Augustin erklærer, at det er legitimt at forfølge og undertrykke alle andre end dem, der erklærer sig som den ‚rigtige‘ slags kristne – også med vold og terror. Og det slutter ikke, førend vi får Oplysningstiden og den oplysningsfilosofi og humanisme, som halvvejs sekulære mennesker som Voltaire og Diderot var forkæmpere for.
Og så er det, som om kirken opdager, at den har tabt slaget, vender om og laver en art revisionistisk historieskrivning, som deklarerer, at i virkeligheden var det os, der var de tolerante, de åbne og humanistiske... Præcis hvornår og hvordan man har klaret at ændre historieskrivningen, så kristendommen pludselig står som garant for de værdier, dens magthavere har brugt 1200–1400 år på at undertrykke – det er noget af det, vi også gerne vil dokumentere med dette projekt.’
– Her vil nogle hævde, at man må skelne mellem kirken og den administrative fernis, den er udtryk for, og så den ægte kristendom og de værdier, den står for... ’Jo, men en ægte kristendom, som aldrig blev implementeret, gad vide hvad det er for noget? For mig minder det meget om de mennesker, som for ikke så mange år siden sagde, at ægte kommunisme eller ægte socialisme aldrig er blevet indført. Folk, som sagde, at det, vi konkret ser i Sovjet, Albanien, Kina, det er rædselsregimer, men den ægte kommunisme vil kunne frelse os alle sammen. Hvordan vil man definere sådan en ideal størrelse, som ikke findes nogen steder? Hvis vi forholder os til kristendommen på samme måde, så bliver det jo en fantasi, en konstrueret kristendom,’ siger professor Olav Hammer.«
Fra Weekendavisen 24.5.2006.
»Man ser altid sin egen version som den rigtige, alt andet er en afvigelse. Men spørgsmålet er, hvad er en ’rigtig’ kristen? Det er der ingen entydig forklaring på, fordi forestillingen om det er en ideologisk manøvre, mener Olav Hammer. Han henviser til, at selve begrebet ’kristendom’ konstrueres ved enhver tid. For 100 år siden ville det være radikalt at afskrive Bibelens skabelsesberetning, hvilket er normalt i dag, siger religionshistorikeren. Han fastslår, at der ikke findes en objektiv målestok for, hvad der er den ’rigtige’ kristendom.« (religion.dk, 4.6.2005).



