Busk, Malene

Ph.d. og adjunkt i filosofi og videnskabsteori på Kunstakademiets Arkitektskole. 

»Religionskritik er ikke selv en ‘tro’, blot en benægtelse af allerede fremsatte religiøse dogmer. Religionskritik og praktiseret gudløshed findes derfor upåagtet som den implicitte forudsætning – uanset udøvernes ideologiske selvforståelse – for forskning og undervisning i alle fag; for diskussionerne i alle politiske partier; og for kreative, udogmatiske eksperimenter i al filosofisk tænkning, i al kunst og i al videnskab:

1. Enhver neutral fagmetodik inden for både human- samfunds- og naturvidenskaber bygger på religionskritik i form af metodisk ateisme.

2. Det politiske demokrati, borgerbegrebet, retssikkerheden, magtens tredeling, offentlighedssfæren, fri presse, ytringsfrihed og ikke mindst religionsfrihed bygger på religionskritik i form af politisk sekularisme.

3. Filosofi der er forpligtet på sin etos, sin verden og sin fornuft, bygger på religionskritik i form af afvisningen af moralismer og åbenbaringer.

4. Kunst der er forpligtet på sit materiale, sin sansning og sin følsomhed, bygger på religionskritik i form af afvisningen af censur og propagandabudskaber for religiøse autoriteter.

5. Vidensproduktion der er forpligtet på sin akkuratesse, sin forklaringskraft og sin modsigelsesfrihed, bygger på religionskritik i form af afvisningen af dogmer og tabuer.

6. Altruisme og personlig lykke der er forpligtet på ikke-tingsliggørende medfølelse, på selvrelativering og på udvikling af kunsten at opfinde glædelige sociale og personlige rum, bygger på religionskritik i form af afvisning af gudsbegrundede moralske love og afvisning af manipulation med transcendent belønning eller straf til fordel for hudløs realisme over for konkrete lidelser og over for konkrete eksperimenter med alternativer. Gudelige hensyn må vige hvis de producerer konkret lidelse eller hindrer etiske fremskridt.

Selve disse praksisser – at tænke uden åbenbaringer, skabe uden facitlister, undersøge uden tabuer, føle uden moralske trusler – havde været umulige uden det folkelige, tekniske, etiske, kunstneriske og intellektuelle pres fra religionskritikere gennem tiderne. Ofte bragt til tavshed hvad enten de udtrykte sig i livsstil, versefødder eller traktater, men ligeså ofte tilbage på arenaen i nye, uforudsigelige skikkelser.«

Fra Universitetsavisen, 7.12.2006 (sammen med Morten Warmind).