Klostergaard Petersen, Anders
Cand.theol., lektor og p.t. studieleder ved religionsvidenskab, Århus Universitet.
»Nyoversættelsens største fortjeneste er at rejse en principiel diskussion om grænserne mellem videnskabelig fortolkning og kirkelig brug i oversættelsen af Det Gamle Testamente. Den er planlagt til at udkomme løbende i prøveoversættelser med noter. Det gør det muligt at inddrage kritik og nye forskningsresultater, inden den endelige studieudgave forsynet med noter og en standardudgave foreligger. Det første afkast lover godt, ikke mindst i kraft af det ledsagende introduktionsbind, som i detaljer redegør for principperne bag oversættelsen. Man kan altid falde over enkeltvers, pedantiske transkriptioner (f.eks. Jerushjalajim for Jerusalem, og Jisra'el for Israel) og lignende, men når der som her udførligt og overbevisende er redegjort for den tekstkritiske tilgang, skærper det kravet til kritikken. Oversættergruppen er på højde med de nyeste kriterier for tekstkritisk arbejde med den hebraiske bibel. Derudover råder de over et forbedret tekstkritisk materiale til dele af den hebraiske tekst (udgivet efter 1992), ligesom de vil kunne drage nytte af den aktuelle grøde i tekstkritikforskningen affødt af den endelige udgivelse af de bibelske tekster fra Qumran. Man bør derfor forvente meget af nyoversættelsen.
Da reformatorerne i 1500-tallet som led i en bredere strømning insisterede på kildernes forrang for traditionen, kunne de dårligt forestille sig det aktuelle resultat. Deres læsning var identisk med deres egen kirkelige forståelse. Det er ikke længere tilfældet, fordi en senere tids historiske bevidsthed har gjort det umuligt at opretholde forestillingen om en overensstemmelse mellem teksten i dens fortidighed og i dens nuværende kirkelige brug. Derfor er det en naturlig udvikling, når vi om føje år vil stå med to oversættelser af Det Gamle Testamente: en ’kirkelig brugsbog’ og en ’videnskabelig oversættelse’.
Spørgsmålet er imidlertid, hvad kirken - og ikke mindst den evangelisk-lutherske - vil gøre ved den situation. Kan den ud fra sit eget skrift-princip leve med denne spaltning? Er den i ædruelighedens navn nødt til at indhente sin kulturelle samtids viden og lade sig kirkeligt udfordre af en mere tekstnær gengivelse af dens egen bibelske grundtekst, også i gudstjenesten? Må kirken i dag i respekt for og i konsekvens af sit eget skriftsyn lære at leve med det uskyldstab, at Det Gamle Testamente ikke umiddelbart lader sig læse som Kristus-forjættelse? Nyoversættelsen gør det ikke mindre påkrævet for kirken at gennemtænke sit skriftprincip på ny.« (Kristeligt Dagblad, 24.8.2001; fra anmeldelse af Ny bibeloversættelse – på videnskabeligt grundlag).
