Herbener.dk

Bartholdy, Henrik og Peter V. Legarth

Lærerrådsformændene ved henholdsvis Dansk Bibel-Institut i København og Menighedsfakultetet i Århus.

»I de indledende vers i skabelsesberetningen fremstår Gud nu i DO92 som altings skaber og ophav. Alt begynder med Guds skabelse af himmel og jord, af tiden, rummet og materien; det onde og livsødelæggende er ikke – som i PO(GT) – til stede før skabelsen eller som en integreret del af det materiale, som Gud skaber ud af.«

»Den teologiske grundforståelse mellem de hedenske myter og den bibelske skabelsesberetning, noget som den hebraiske tekst gennem sit ordvalg tydeligt markerer, får DO92 væsentligt klarere frem end PO(GT). Mange andre steder viser det sig, at DO92 repræsenterer en afgjort bedre teologisk oversættelse sammenholdt med PO(GT). Prøveoversættelserne havde et umiskendeligt mytologisk præg. Det er stort set borte i den netop udkomne oversættelse.«

»Med hensyn til oversættelsen af GT henholdsvis NT er der grund til at rose Bibelselskabet for et fremragende koordineringsarbejde. Bibelen falder i oversættelsen ikke fra hinanden i to adskilte testamenter, men det forhold, at Bibelen udgør en teologisk enhed midt i dens forskelligheder, kommer til udtryk i oversættelsen i DO92. De gammeltestamentlige citater i NT er, hvor der er basis for det, blevet samordnet med oversættelsen af GT. Man har desuden i oversættelsesarbejdet villet respektere de nytestamentlige forfatteres utallige hentydninger til GT. Der er på dette punkt gjort en umådeligt arbejdskrævende indsats i det redaktionelle arbejde med bibeloversættelsen.«

»Rent typografisk kommer denne enhed mellem GT og NT på velgørende vis til udtryk derved, at sidenummereringen fortsætter fra GT til NT. Man begynder ikke med nyt sidetal i NT. Ordforklaringer er samlet bagerst i Bibelen, og med blot én blank side fortsætter man fra GT til NT.«

»Et gennemgående træk ved den nye autoriserede oversættelse til GT er, at den indholdsmæssigt betragtet har fået et mærkbart løft i forhold til PO(GT). GTs tale om Gud som skaber og forløser, Guds utallige forjættelser til Israel og den enkelte fromme, Guds bud og formaninger har i revisionsfasen undergået en afgørende teologisk og saglig bearbejdning, således at budskabet kommer fyldigere til orde i forhold til PO(GT).«

»Sammenholdt med PO(GT) er den autoriserede udgave blevet højnet væsentligt sprogligt, indholdsmæssigt og teologisk.«

»Synden har været en del af Davids virkelighed helt fra undfangelsens øjeblik. DO31 kan lettere mistolkes derhen, at selve undfangelsen er forbundet med synd og skyld, eller at hans mor undfangede ham ved hor. DO92 er her sjælesørgerisk og teologisk god.«

(Alle citater fra Indre Missions Tidende 6: IMagasinet: Tillæg til Indre Missions Tidende nr. 6, 1993, 1993, 1-8; om den netop udgivne 1992-oversættelse).

 

Cappelørn, Niels Jørgen

Generalsekretær for Det Danske Bibelselskab 1980-1993, herunder formand for revisionskomiteen. Direktør for Søren Kierkegaard Forskningscentret 1993-.

»[D]er skal ikke herske tvivl om, at det, Bibelselskabets prøveoversættelser sigter mod, er en kirkebibel.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1986, 45).

»Om det i oversættelsesarbejdet er lykkedes at forene den viden om de bibelske skrifter, som den historisk-kritiske forskning har givet os, og den tolkning af de bibelske skrifter, som den kirkelige overlevering har videregivet til os, tør jeg naturligvis ikke blankt påstå. Det må enhver, som læser med på prøveoversættelserne, være med til at vurdere, og den vurdering vil vi meget gerne høre højlydt og saglig. Men at det er vores sigte at arbejde på denne forening, tør jeg godt påstå.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1987, 31).

»På baggrund af, at der sigtes mod en autoriseret oversættelse af Bibelen, som kan afløse de hidtidige autoriserede oversættelser som kirkens og folkets Bibel, har revisionskomiteen til opgave: - at drøfte og træffe beslutning om oversættelsen af steder i Bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det gamle Testamente, som er citeret i Det nye Testamente;« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1988, 42-43).

 »GT-NT-koordineringsgruppen har til opgave at afgøre ordlyden af de steder i Det Gamle Testamente, der indgår som citater eller allusioner i Det Nye Testamente. Gruppen har arbejdet ud fra det grundprincip, at der skal tilstræbes ensartethed i formuleringen og genkendelighed i ordlyden af disse steder, hvor det kan lade sig gøre, og ud fra det andet grundprincip, at der skal tilstræbes overensstemmelse i ordlyd mellem de ord, begreber og betegnelser, som optræder i både Det Gamle og Det Nye Testamente.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1989, 32).

»I Sverige arbejder man nu på en nyoversættelse af Det gamle Testamente, og dér indgår en jøde i kommissionen. Man mener, at man kan trænge frem til, hvad der videnskabeligt står i teksterne, men så må det blive på den måde, at man laver en samling religionshistoriske tekster. Og det er der ingen af os her, der vil.« (Weekendavisen, 22.3.1989).

»Det har hele tiden været vores mening at forene den historiske forskning med den såkaldt frelseshistoriske forståelse, som er kommet til udtryk i tolkningerne i den kirkelige overlevering«. (Missionsvennen, 3.3.1989).

»[R]etningslinierne for både oversættelsesarbejdet og revisionsarbejdet såvel som kommissoriet for revisionskomiteen forudsætter, at det er en kirkebibel, vi stiler imod med den nye oversættelse«. (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1990, 31).

»1) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af autoriserede oversættelser. Deri ligger i første omgang, at den er officielt anerkendt til brug ved gudstjenesten i Den Danske Folkekirke; men autorisation har op gennem tiden også fået den betydning, at der er tale om en bibeloversættelse, som anvendes af alle kirker og kristne trossamfund i Danmark; 2) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som lægger sig i forlængelse af dansk bibeloversættelsestradition; 3) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til dansk salmetradition; 4) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til liturgien; 5) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som er blevet til ud fra den grundopfattelse, at Det gamle og Det nye Testamente udgør en frelseshistorisk helhed, og at den gamle og den nye pagt må forstås i lyset af hinanden. Det betyder, at både bibelforskning og kirkens tradition skal indgå i oversættelsesarbejdet; 6) En dansk kirkebibel er en bibel, som består af oversættelser, der udgør en kanonisk samling af tekster og ikke en samling af religionshistoriske tekster. Der er tværtimod tale om en samling af skrifter, som i århundreder har været og fortsat er i levende, forpligtende brug i kirken.« (Citeret fra Ove Kollerup, Hvem bestemmer over Bibelen?, Århus Universitet, 1994, 57; sml. Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1990, 31-34).

»Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes Bog og fx kap. 20 vers 25 i Johannesevangeliet: ’Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglehullerne i hans hænder og stikker mine fingre i naglehullerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg ikke.«’ (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1990, 29; om ændringen af prøveoversættelsen af Salme 22,17 til 1992-oversættelsen af samme).

»Først og fremmest er gengivelsen ‘den unge kvinde’ blevet angrebet og anklaget for at løsne forbindelsen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Dernæst er der rettet indvendinger imod udsagnsordets tid i udtrykket ‘er gravid’ med den teologiske begrundelse, at nutid neddæmper den forståelse, at Es. 7,14 – også – er et profetisk udsagn om Jesu fødsel; den profetiske forståelse ville komme bedre frem ved brug af fremtid ‘skal blive gravid’. Tidsaspektet og dermed det profetiske aspekt er for mig at se det vigtigste forhold at få afklaret, når det drejer sig om forholdet mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. (…) Det udvalg, som revisionskomiteen har nedsat for at koordinere oversættelserne af Det Gamle og Det Nye Testamente, ikke mindst hvad angår de ca. 300 citater fra Det Gamle Testamente i Det Nye Testamente, har bakset meget med oversættelsen af Es. 7,14 set i sammenhæng med Matt. 1,23 og Luk. 1,26-31. Udvalget nåede frem til følgende løsningsforslag: Es. 7,14 Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1991, 22-23).

»– Den, der gør et stykke arbejde, får indflydelse, og vi har fået langt flest bemærkninger fra højrefløjen. Da ingen andre har gjort et bare tilnærmelsesvist så stort arbejde, som Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet, så kan det ikke være anderledes, end at de har fået indflydelse.« (Missionsvennen, 6.11.1992).

»– Der er 300 GT-citater i NT og over 4.000 hentydninger. Arbejdet med at koordinere de to testamenter og skabe en hel bibel har aldrig tidligere været gjort så grundigt, som denne gang … – Det har været et kolossalt stort arbejde at koordinere GT og NT, men gevinsten har været arbejdet værd.« (Missionsvennen, 6.11.1992).

»Artiklen [i Faklen, 1, 1996] indeholder herefter en række eksempler, der skal vise, at det egentlige ærinde for revisionskomiteen har været at levere teologisk legitimation for en kirkelig tradition. – Det pure opspind, siger Bibelselskabets daværende generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn, der mere end nogen anden enkeltperson har lod og del i arbejdet med den nye danske bibeloversættelse.« (Kristeligt Dagblad 28.9.1996).

»– Mange af de ændringer, som var afgørende for højrefløjen, kom med i den endelige oversættelse, og for eksempel støttede jo Indre Missions Hovedbestyrelse oversættelsen, da den udkom. Det ville de jo ikke have gjort, hvis de skulle bruge lup for at finde ændringerne.« (Kristeligt Dagblad, 11.3.1997).

»Naturligvis gik vi til teksten iført kristne briller. Det har vi aldrig lagt skjul på.« (Politiken, 20.10.1996).

»Det er Det Nye Testamentes påstand, at Messias-forventningerne i Det Gamle Testamente er gået i opfyldelse i Kristus. Og det lader vi oversættelsen afspejle.« (Politiken, 20.10.1996).

  

Due, Bodil

Lektor, dr.phil., leder for Institut for Oldtids- og Middelalderforskning, Aarhus Universitet, 1995-1998. Dekan for Det Humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet 1999-.

»De, som ikke vil indrømme, at den nye oversættelse er en uvidenskabelig kirkebibel, er ikke redelige.« (Faklen, 4, 1997).

»Vi mener, at Faklen har ret i at kræve en ny, videnskabelig oversættelse.« (Faklen, 4, 1997).

 

Due, Otto Steen

Dr.phil., professor i klassisk filologi ved Aarhus Universitet 1973-2008.

»[D]et er vigtigt at have en oversættelse uafhængig af religiøse interesser, eftersom enhver oversættelse, der tjener uvedkommende formål – politiske såvel som religiøse – er grundlæggende uvidenskabelig.« (Faklen, 4, 1997).

»Enten en videnskabelig eller en kristologisk oversættelse; de ting kan man ikke blande sammen.« (Faklen, 4, 1997).

  

Ejrnæs, Bodil

Lic.theol., lektor i Gammel Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, 1998-2009. Deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, herunder medlem af revisionskomiteen.

»Igennem den store mængde af henvisninger til Det nye Testamente, som en lang række gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, formidles den kristologiske tolkning af de gammeltestamentlige tekster. 1931-oversættelsen viderefører altså det syn på teksterne, som igennem hele den danske bibels historie har været formidlet, men tidligere helt entydigt, at de er forjættelser om Kristus og indeholder forudsigelser om Jesu liv og virke helt ned i detaljerne. (...) Men med den – man kunne ligefrem kalde det – ophobning af henvisninger til Det nye Testamente, som mange af de gammeltestamentlige tekster er ledsaget af (se f.eks. til 1 Mos. 1,27 og 3,16), sker der det, at læseren så at sige bliver udstyret med ’nytestamentlige briller’, når de gammeltestamentlige tekster studeres. Det er den gammeltestamentlige tekst fastlåst i den nytestamentlige tolkning, læseren således præsenteres for. Via henvisningerne bliver læseren ført til et bestemt punkt i teksternes virknings- og tolkningshistorie, nemlig til de nytestamentlige forfatteres læsning og tolkning af dem – og ikke til teksterne selv. En gammeltestamentlig læsning bag om den nytestamentlige er ikke mulig. Dermed får teksterne ikke lov til frit og åbent at udfolde sig og møde den nutidige læser med det væld af muligheder, der ligger i dem, og med den åbenhed for nytolkning, som de besidder.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1986, 14-15).

»Et grundigt filologisk og eksegetisk arbejde med teksten i 1 Mos kap. 1 førte til, at vi anså oversættelsen ’og Guds storm (eller en forfærdelig storm) jog hen over vandene’ (v. 2) for en dækkende oversættelse af de hebraiske ord; læst i konteksten er det – mente vi – hvad ordene siger. Havde hensynet til teksten selv nu været det eneste, vi skulle tage, ville man i den nye oversættelse have fundet sætningen i denne eller en lignende formulering. Men der eksisterer i kirken en gammel tradition for at forstå stedet om Guds ånd eller Helligånden, der svæver over vandene. En sådan tolkning ligger bag alle danske bibeloversættelser, og sætningen har denne formulering op gennem den danske bibels historie. To hensyn støder altså her sammen, hensynet til, hvad teksten selv siger, og hensynet til en ældgammel, kirkelig tolkning af den. De kan ikke begge tilgodeses, et valg må træffes.« (Teol-Information, 7, 1993, 26).

»Den moderne bibelforskning har betydet en ny udfordring for arbejdet med bibeloversættelse – i al fald det, der sigter mod en autoriseret bibel; vilkårene for arbejdet er blevet ændret, bibeloversætteren er nu sat på en hård prøve: at skabe en oversættelse af Det gamle Testamente, som har hjemme i og føler sig vel til rette i begge rum. Det betyder en anerkendelse af begge rums eksistens – det indebærer med andre ord, at man på en gang tager det alvorligt, at bibelkritikken har tømt Det gamle Testamente for dets Kristusvidnesbyrd og gjort det til en skriftsamling, der hører hjemme i en ikke-kristen kontekst, hvad enten denne er israelitisk, jødisk eller hellenistisk – det er i denne sammenhæng aldeles underordnet – og samtidig tager det alvorligt, at Det gamle Testamente er del af den kristne kanon. Det har været udfordringen både for folkene bag 1931-oversættelsen og for os, der har arbejdet med 1992-oversættelsen, og det har – selv om vi måske først på et forholdsvist sent tidspunkt ville se det i øjnene – været et dilemma, som kunne synes uløseligt.« (Dansk Teologisk Tidsskrift, 57, 1994, 162).

»Men at Det gamle og Det ny Testamente fremtræder som en helhed skyldes først og fremmest, at et koordineringsarbejde har fundet sted med henblik på at skabe et ensartet vokabular, en ensartet stil og sprogtone, og med henblik på at samordne formuleringen af citater og allusioner, alt sammen under hensyntagen til konteksten i hvert af de to testamenter – med andre ord: et konkordansarbejde i videste forstand. Helheden understreges desuden af den fælles ordforklaring, hvor det i helt anden grad end hos forgængeren er hele bibelen, der er inden for synsfeltet. Det betyder, at det i langt højere grad bliver muligt for læseren at se, at der er en kontinuitet mellem Det gamle og Det ny Testamente. Og det er den afgørende forskel mellem 92-oversættelsen og dens forgænger. Mens 31/48-oversættelsen vanskeliggør eller ligefrem lægger hindringer i vejen for, at læseren kan etablere en sammenhæng, så giver 92-oversættelsen læseren denne mulighed.« (Dansk Teologisk Tidsskrift, 57, 1994, 174).

»Det, der viste sig som et problem, og som ingen vel rigtigt havde overskuet, var, at det i mange tilfælde ikke var et spørgsmål om formulering. Havde det blot været det, havde vanskelighederne ikke været så store, som de viste sig at blive. Men det var i mange tilfælde vanskeligt at tilstræbe en formulering af et gammeltestamentligt sted, der tilnærmede sig den nytestamentlige, når den tolkning af det gammeltestamentlige sted, der lå til grund for prøveoversættelsen, ikke var den samme som den, den nytestamentlige forfatter havde. I de tilfælde skulle der mere end en sproglig justering til.« (Skriftsynet igennem den danske bibels historie, 1995, 196).

»Retrospektivt ville den debat om den ’bibeltro’ holdning over for den ’videnskabelige’ holdning, der blev ført i offentligheden, ikke mindst foranlediget af formuleringen af disse steder [1 Mos 1,2; 3,15; Es 7,14; Hab 2,4; Dan 7,13], nok have vundet ved, om man havde gjort sig klart, at det dilemma, som oversætterne stod i, i virkeligheden var uløseligt. En oversættelse, der var videnskabeligt forsvarlig, sådan som det var krævet i det af Kirkeministeriet godkendte ’kommissorium’, lod sig i talrige tilfælde ikke forene med en oversættelse, der var dikteret af den traditionelle kirkelige tolkning, sådan som det var krævet af kritikerne.« (Skriftsynet igennem den danske bibels historie, 1995, 197).

»Med den sondring mellem videnskabelighed og kirkelighed i bibeloversættelsesarbejde, som optræder i kildematerialet, aftegner der sig en ny problemstilling: den videnskabeligt forsvarlige oversættelse er ikke uden videre den kirkeligt forsvarlige. Den videnskabeligt forsvarlige oversættelse vil bygge på de resultater, som det historisk-kritiske arbejde med bibelteksterne har ført med sig. Den kirkeligt forsvarlige oversættelse vil afspejle det syn på de gammeltestamentlige tekster, at de indeholder Kristusvidnesbyrd. Og det stiller den oversætter, der vil tilgodese begge hensyn, hensynet til teksterne selv og hensynet til den kirkelige tradition, i et uløseligt dilemma.« (Skriftsynet igennem den danske bibels historie, 1995, 240-241).

 

Frøkjær-Jensen, Flemming

Medlem af Indre Missions hovedbestyrelse og sognepræst.

»Det er nu blevet oversat, så det udelukkende handler om en almen og vedvarende kamp mellem slanger og mennesker. Kun ved utilladelig fortolkningskunst kan man vride en Kristus-forjættelse ud af prøveoversættelsens gengivelse af dette afgørende sted.« (Om prøveoversættelsen af 1. Mosebog 3,15).

»Men helt galt bliver det, når man kommer til gengivelsen af forjættelserne til Abraham 1. Mos. 12,3 og 13,15 med paralleller. De er hidtil oversat, så den kristologiske tolkning er mulig. Sådan forstod Paulus da også disse steder: de peger frem mod Kristus. Og i Galaterbrevet er de selve Paulus’ skriftbegrundelse for hans Kristus-forkyndelse. Men i prøveoversættelsen udelukkes den forståelse. Og resultatet er, at tæppet så at sige rives væk under Galaterbrevet, og dets skriftforståelse falder til jorden.«

Prøveoversættelsen »må renses ikke mindst for de skræmmende spor, som den historisk-kritiske metode har sat på den. Det er det vigtigste af det, der nu må ske.«

(Alle citater fra Kristeligt Dagblad, 13.6.1988).

 

Haxen, Ulf

Mag.art. i semitisk filologi, seniorforsker og tidl. førstebibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek.

»Det er rystende, at man i dag, hvor vi har været igennem en oplysningstid, 200 år efter bomber tiden tilbage til den middelalderlige tænkning, at det Gamle Testamente – beskrevet ved den kristologiske bue – kan føre hen til det Nye Testamente.« (Berlingske Tidende, 24.1.1998; om bibeloversættelsen fra 1992).

 

Holm-Nielsen, Svend

Dr.theol., professor i Gammel Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, 1961-1986. Deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, herunder leder af den gammeltestamentlige oversættelsesgruppe og medlem af GT-NT-koordineringsgruppen og revisionskomiteen.

»Jeg tror, man kan være sikker på, at der ikke er noget problem af hverken hebraisk eller dansk sproglig og stilistisk karakter, der er blevet overset undervejs.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1980, 45).

»Der skal dog ikke stor kunst til at se, at vi har prøvet at sløre nybruddet med ordfølgen: I begyndelsen, da Gud skabte... Der lød undervejs advarende røster om, at vi aldrig ville få en oversættelse autoriseret, hvis den begyndte med ’Da’. Og en kollega ved Institut for systematisk Teologi, som var medlem af Bibelselskabets bestyrelse i oversættelsens tidlige år, havde på forhånd kategorisk erklæret, at hvis bibelen kom til at begynde med ’Da’, ville han melde sig ud af folkekirken.« (Fønix (”Særnummer”), 1987, 152; om prøveoversættelsen af 1. Mosebog 1,1-3).

»Man skal blot være klar over, at man dermed har givet dem, der med stolthed betegner sig som kirkens højrefløj, frit spil til at sætte deres fingeraftryk på oversættelsen overalt, hvor de kan komme af sted med det.« (Dansk Kirketidende, 22, 1991, 338; baggrunden for denne kritik var en minimal interesse i nyoversættelsen fra grundtvigiansk side).

»En bredt sammensat kommission på 17 medlemmer har gennem de seneste tre år gennemarbejdet de to oversættelsesgruppers revisioner af de tidligere udsendte prøveoversættelser, og et mindre udvalg har ved at skære hæle og klippe tæer staget sig gennem et koordineringsarbejde mellem de to testamenter. Ikke mindst i disse revisionsarbejder er der undertiden opstået groteske situationer, hvor hæle er blevet lappet sammen og tæer klistret på igen, men sådan at de kom til at sidde lidt småskævt.« (Dansk Kirketidende, 26, 1991, 407).

»Den marcherende bevægelse, der benævner sig selv kirkens højrefløj, og som fører sig frem på en måde, der får mig til at tænke på det store dyr i Johannes’ Åbenbaring, har truet med bål og brand. Indre Missions generalsekretær, pastor Langagergaard, har lejlighedsvis truet med, at højrefløjen havde både kompetence og midler til at foranstalte sin egen oversættelse, hvis de nu-siddende oversættere ikke makkede ret. Idet han dog altid føjede til, at dette ikke var fremsat som en trussel, men af kærlighed til den danske folkekirke!« (Dansk Kirketidende, 26, 1991, 407).

»Ud fra hvilken anden forudsætning vil man dog foretage en oversættelse af en tekst end ud fra dens egne betingelser?« (Ribe Stiftsbog 1992, 1992, 78).

»Det var vigtigere at forstå den kristologi, der var blevet indlæst i teksten end at forstå teksten selv i dens sammenhæng. Mod denne misbrug af gammeltestamentlige tekster har vi protesteret så stærkt, vi kunne, og jeg mener at kunne sige, at vi i intet tilfælde har svigtet. Vi er, tvunget af et flertal, gået med til kompromiser, men kun sådanne, der stadig holdt muligheden åben for at forstå teksten, som den selv ville forstås. Der er en ting, man bør huske i den sammenhæng. Det er rigtigt, at oldtidens teologer ofte vred og vendte tolkningen af en tekst for at få den til at tale kristologisk. Men i intet tilfælde ændrede de teksten selv. Tilsvarende kan man vende og dreje en dansk oversættelse for at få den til at sige det, man ønsker. Men man skal holde fingrene fra at oversætte teksten på en anden måde, end den vil oversættes. Der må være en grænse for uærligheden!« (Ribe Stiftsbog 1992, 1992, 83).

»Jeg har siddet med i et underudvalg som gennem en lang række alenlange møder har beskæftiget sig med dette koordineringsarbejde [mellem GT og NT], og jeg har gang på gang været hensat i forundring over, at nogen i den grad kunne være besat af trangen til verbal overensstemmelse, at det kom til at spille mindre rolle, om meningen i en tekst blev forvredet eller gik tabt.« (Ribe Stiftsbog 1992, 1992, 84).

»Dens [den kirkelige højrefløjs] kerne var Indre Mission, men omkring denne kerne grupperede sig forskellige satellitter af mere eller mindre sekterisk karakter. Fløjens talerør var til stadighed Indre Missions generalsekretær, der undertiden kørte det svære skyts i stilling. Hvis ikke Bibelselskabet bøjede sig efter højrefløjens synspunkter, kunne der måske blive tale om, at økonomiske bidrag til selskabet ikke ville flyde så rigt som hidtil. Han ville da også blot gøre opmærksom på, at Indre Mission havde både kompetence og midler til at udarbejde sin egen oversættelse, hvad der ville være en ulykke for den danske folkekirke. Det har jeg nu aldrig kunnet indse. Der er så mange steder, hvor man har to eller flere bibeloversættelser. Vi har også i Danmark haft private oversættelser. Og iøvrigt har jeg mine tvivl om, at Indre Mission virkelig ville have haft mulighed for at tilvejebringe sin egen oversættelse – vel at mærke hvis den skulle være udarbejdet fra grunden af. Så hvorfor skulle man ikke have ladet dem føre deres trussel ud i livet? Men generalsekretæren betonede gang på gang, at der ikke var tale om en trussel, men om en kærlighedsfuld henstilling, som det ville være til alles bedste at følge.« (Ribe Stiftsbog 1992, 1992, 84).

»På et tidspunkt forlangte højrefløjen, at den skulle have to repræsentanter i den redaktionsgruppe, som skulle foretage revisionen af de gammeltestamentlige prøveoversættelser. Det afviste Bibelselskabet heldigvis. Men der blev etableret en bredt sammensat revisionskomite, hvis opgave det blev at gennemgå den reviderede oversættelse – senere også den nytestamentlige – med henblik på at nå frem til en af alle parter accepteret. Fra denne komites mange møder kunne jeg fortælle adskillige pudsige, ejendommelige og undertiden groteske episoder, hvor der blev klippet tæer og skåret hæle, og hvor der blev lappet sammen, så tæerne undertiden kom til at sidde på hælens plads. Men det hører til underholdningen, som jeg afstår fra her! Resultatet blev ved en afsluttende festmiddag en consensus i form af en – næsten hjertelig – forbrødring, hvor enhver udtrykte tilfredshed med det opnåede resultat. Middagen var i hvert fald superb!« (Ribe Stiftsbog 1992, 1992, 85).

 

Holsøe, Jens

Journalist. 

»I Makedonien er der nu rykket en mindre hær af internationale hjælpetropper ind. De udstyres alle med oversættere, som er makedonske statsborgere, og som er registrerede af det makedonske politi. De kan i mange situationer stå i en slem klemme. Hvordan kan de oversætte korrekt om forhold, der er kritisable for regering og myndigheder? I Kosova, i Makedonien, i Albanien, i Bosnien og Serbien skal man ikke spørge om, hvem du er. Man skal spørge, hvem er din oversætter. Så ved man nogenlunde, hvad den pågældende står for. Derfor skal man også læse og lytte til alle oplysninger, der kommer ud fra Serbien og Kosova i disse dage med stor skepsis. Ikke blot er journalister og andre besøgende underlagt serbisk censur. Men de autoriserede tolke har også det hemmelige politis hede ånde i nakken. En ærlig tolkning om serbiske forbrydelser kan føre til arrestation eller chikane mod familien.« (Politiken, 23.5.1999).

 

Høgenhaven, Jesper

Kommer …

 

Klostergaard Petersen, Anders

Cand.theol., lektor og p.t. studieleder ved religionsvidenskab, Århus Universitet.

»Nyoversættelsens største fortjeneste er at rejse en principiel diskussion om grænserne mellem videnskabelig fortolkning og kirkelig brug i oversættelsen af Det Gamle Testamente. Den er planlagt til at udkomme løbende i prøveoversættelser med noter. Det gør det muligt at inddrage kritik og nye forskningsresultater, inden den endelige studieudgave forsynet med noter og en standardudgave foreligger. Det første afkast lover godt, ikke mindst i kraft af det ledsagende introduktionsbind, som i detaljer redegør for principperne bag oversættelsen. Man kan altid falde over enkeltvers, pedantiske transkriptioner (f.eks. Jerushjalajim for Jerusalem, og Jisra'el for Israel) og lignende, men når der som her udførligt og overbevisende er redegjort for den tekstkritiske tilgang, skærper det kravet til kritikken. Oversættergruppen er på højde med de nyeste kriterier for tekstkritisk arbejde med den hebraiske bibel. Derudover råder de over et forbedret tekstkritisk materiale til dele af den hebraiske tekst (udgivet efter 1992), ligesom de vil kunne drage nytte af den aktuelle grøde i tekstkritikforskningen affødt af den endelige udgivelse af de bibelske tekster fra Qumran. Man bør derfor forvente meget af nyoversættelsen.

Da reformatorerne i 1500-tallet som led i en bredere strømning insisterede på kildernes forrang for traditionen, kunne de dårligt forestille sig det aktuelle resultat. Deres læsning var identisk med deres egen kirkelige forståelse. Det er ikke længere tilfældet, fordi en senere tids historiske bevidsthed har gjort det umuligt at opretholde forestillingen om en overensstemmelse mellem teksten i dens fortidighed og i dens nuværende kirkelige brug. Derfor er det en naturlig udvikling, når vi om føje år vil stå med to oversættelser af Det Gamle Testamente: en ’kirkelig brugsbog’ og en ’videnskabelig oversættelse’.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad kirken - og ikke mindst den evangelisk-lutherske - vil gøre ved den situation. Kan den ud fra sit eget skrift-princip leve med denne spaltning? Er den i ædruelighedens navn nødt til at indhente sin kulturelle samtids viden og lade sig kirkeligt udfordre af en mere tekstnær gengivelse af dens egen bibelske grundtekst, også i gudstjenesten? Må kirken i dag i respekt for og i konsekvens af sit eget skriftsyn lære at leve med det uskyldstab, at Det Gamle Testamente ikke umiddelbart lader sig læse som Kristus-forjættelse? Nyoversættelsen gør det ikke mindre påkrævet for kirken at gennemtænke sit skriftprincip på ny.« (Kristeligt Dagblad, 24.8.2001; fra anmeldelse af Ny bibeloversættelse – på videnskabeligt grundlag).

 

Kollerup, Ove

Ansat som medarbejder i Bibelselskabet fra 1990 til 1999; cand.theol. og sognepræst. 

»[I] sin beretning til repræsentantskabet i 1990 imødekom Det Danske Bibelselskabs generalsekretær Indre Missions krav gennem seks teser, der viser, hvorledes Det Danske Bibelselskab forstod sin forpligtelse ved at have monopol på udgivelsen af den autoriserede bibeloversættelse.« (Hvem bestemmer over Bibelen?, Århus Universitet, 1994, 57).

»Og dog synes den væsentligste indflydelse [på DO92] at have været indirekte gennem nedsættelse af GT-NT-koordineringsgruppen, som medførte, at det spørgsmål, som, når alt kommer til alt, betød mest for højrefløjen, nemlig det kristologiske forhold mellem GT og NT, blev løst på en måde, som alle kunne om ikke fryde sig over så dog leve med. Det bør her anføres, da det siger noget om rækkevidden af denne indirekte indflydelse, at der ikke ved nogen tidligere dansk bibeloversættelse er gjort et så minutiøst og omfattende arbejde med at koordinere de ca. 300 citater fra GT i NT og de ca. 5.700 allusioner i NT til GT som ved 1992-Bibelen.« (Hvem bestemmer over Bibelen?, Århus Universitet, 1994, 70).

»Debatten fra dagspressen viser, at Indre Mission gjorde spørgsmålet om ‘jomfru’-oversættelsen til et kardinalpunkt. Således udtalte daværende [generalsekretær for Indre Mission] Poul Langagergaard i dagene op til julen 1987: ‘Her står og falder hele kirken’ i fx Århus Stiftstidende den 21.12.1987. Imidlertid tabte Indre Mission slaget om jomfruen til fordel for ‘den unge kvinde’, da spørgsmålet senere kom til behandling i revisionskomiteen i dagene 29.-30. maj 1990. Poul Langagergaard gør ved Interview den 28.7.1994 opmærksom på, at hans stærke udtalelse i 1987 udelukkende havde det formål at redde det profetiske udsagn ‘skal blive’ med barn mere end ønsket om at redde ‘jomfru’-oversættelsen. Det lykkedes. Eksemplet bruger Poul Langagergaard til at beskrive Indre Missions taktik: I dagspressen at angribe og ‘skyde langt over målet’ for at få det mest afgørende igennem (jf. Interview med Poul Langagergaard).« (Hvem bestemmer over Bibelen?, Århus Universitet, 1994, 59).

»For Indre Mission var erstatningen af ‘Guds ånd’ i 1931-oversættelsen til ‘Guds storm’ ensbetydende med Helligåndens skæbnesvangre fravær i skabelsesøjeblikket. Samtidig betragtede Indre Mission oversættelsen som et knæfald for andre religionshistoriske tekster.« (Hvem bestemmer over Bibelen?, Århus Universitet, 1994, 58; om prøveoversættelsen af 1. Mosebog 1,2).

 »For IM var denne oversættelse forkert af to grunde: For det første var Septuagintas oversættelse ’jomfru’ blevet erstattet af det hebraiske ord ’ung kvinde’, og dermed var GTs kristologiske forbindelse til jomfru Maria i Matthæusevangeliet 1,23 og Lukasevangeliet 1,27 fjernet. Dette gjaldt tillige med prøveoversættelsens præsensoversættelse ’er’ gravid til erstatning af det profetiske udsagn i 1931-oversættelsens futuriske form ’bliver’.« (Hvem bestemmer over Bibelen?, Århus Universitet, 1994, 58-59; om prøveoversættelsen af Esajas 7,14).

 

Kruse-Blinkenberg, Lars (1939-2005)

Lic.theol., lektor i religionsvidenskab (kristendomskundskab) ved Københavns Universitet.

»Om den nye oversættelse ville man ikke kritisk kunne hævde, at den er ’opmytologiseret’ (et ord, jeg ikke selv ville bruge, men som jeg har set og hørt andre bruge), fordi den blot skriver, hvad der står på hebraisk, vel at mærke betragtet ud fra synsvinklen semitisk filologi.

Når jeg ovenfor kun har kommenteret to eksempler fra den nye bibeloversættelse, skyldes det selvfølgelig dels, at pladsen her ikke tillader at komme ind på flere, dels og ikke mindst, at jeg finder, at de to eksempler er tilstrækkeligt til at vise, hvorledes man ved at oversætte filologisk og holde sig til, hvad der står på hebraisk, uden hensyn til tekstens virkningshistorie op gennem århundrederne eller ligefrem årtusinderne, når til en religionshistorisk oversættelse. Hvis oversættelsen skal bruges på f.eks. Institut for Religionshistorie ved Københavns Universitet, hvor vi lægger megen vægt på, at vi hører under det humanistiske fakultet, bør den simpelthen i hovedtrækkene se ud, som prøvebindet indeholdende 1.Mos. 1-12 og Es. 1-12 ser ud. Det er for mig en ganske enkelt sag, som jeg har forsøgt at fremhæve ovenfor.« (Tabu: Institut for Religionshistorie, 14 (2), 2001, 33; om Ny bibeloversættelse – på videnskabeligt grundlag).

  

Langagergaard, Poul

Generalsekretær for Indre Mission 1982-1992.

»Her står og falder hele kirken.« (Århus Stiftstidende, 21.12.1987; om prøveoversættelsen af Esajas 7,14).

»På den ene side er det afgørende, at hver ny generation får Bibelen i den sprogdragt og form, som er denne generations. På den anden side er det naivt og blåøjet at tro, at der ikke er teologiske åndskampe med i arbejdet med en bibeloversættelse. Det har vi set med al tænkelig tydelighed gennem især GT-[prøve]oversættelsen.« (Kristeligt Dagblad, 28.2.1989).

»Hvis ikke det lykkes at råbe Bibelselskabet op nu, så har vi alle pligt til at gå den politiske vej for at sikre alsidighed gennem de bevilgende myndigheder.« (Kristeligt Dagblad, 28.2.1989).

»* De ord, begreber og udtryk, som i GT leder tanken hen på den religionshistoriske tolkningsmodel må ændres. * Det er fundamentalt, at forholdet mellem GT og NT styrkes og samstemmighed i citaterne sikres (i denne forbindelse fortjener koordinationsudvalget mellem GT og NT stor ros, og vi må håbe at de fremefter også kan løse de sidste store problemer på en god og samlende facon). * Den kristologiske tolkning må fastholdes i teksterne (det gælder bl.a. Habakkuk 2,4/Rom 1,17, ental/flertal i Gal 3,28-29, Kristusprofetien i f.eks. Es 7,14, 1. Mos. 1 og 3, forsoningstekster med Jesu blod, mv.).« (Kristeligt Dagblad, 26.9.1990; om nogle af kravene til prøveoversættelsen).

»Indre Missions generalsekretær, Poul Langagergaard, der også er medlem af Bibelselskabets repræsentantskab, siger, at de krav, han sidste år stillede til oversættelsen, alle er blevet indfriet. – Det religionshistoriske islæt er for eksempel stort set fjernet. Vi får en god Bibel, som vi kan modtage og bruge med glæde. Selvfølgelig er der også ting i oversættelsen, som jeg forholder mig kritisk til. Men sådan vil det jo altid være.« (Interview i Missionsvennen, 13.12.1991).

»Poul Langagergaard mener, at højrefløjens repræsentanter i revisionskomitéen har fået udrettet så meget, fordi man ikke har taget kampen op om oversættelsesarbejdets grundlags- og metodespørgsmål. – I stedet har man satset på de enkelte skriftsteder og fået oversættelsen ændret, hvor den har været for dårlig. Det har været fornuftigt.« (Interview i Missionsvennen, 13.12.1991).

»Debatten fra dagspressen viser, at Indre Mission gjorde spørgsmålet om ‘jomfru’-oversættelsen til et kardinalpunkt. Således udtalte daværende [generalsekretær for Indre Mission] Poul Langagergaard i dagene op til julen 1987: ‘Her står og falder hele kirken’ i fx Århus Stiftstidende den 21.12.1987. Imidlertid tabte Indre Mission slaget om jomfruen til fordel for ‘den unge kvinde’, da spørgsmålet senere kom til behandling i revisionskomiteen i dagene 29.-30. maj 1990. Poul Langagergaard gør ved Interview den 28.7.1994 opmærksom på, at hans stærke udtalelse i 1987 udelukkende havde det formål at redde det profetiske udsagn ‘skal blive’ med barn mere end ønsket om at redde ‘jomfru’-oversættelsen. Det lykkedes. Eksemplet bruger Poul Langagergaard til at beskrive Indre Missions taktik: I dagspressen at angribe og ‘skyde langt over målet’ for at få det mest afgørende igennem (jf. Interview med Poul Langagergaard).« (Citeret fra Ove Kollerup: Hvem bestemmer over Bibelen?, Århus Universitet, 1994, 59).

  

Laura, Heidi

Cand.phil., ph.d. i hebraisk og jødisk kultur.

»Det er svært at finde en indlysende grund til at bibelske tekster, som dog er fuldt ud tilgængelige på dansk, får lov at tage plads op her – og særligt da de bringes i den oversættelse, som er udarbejdet til den danske folkekirke. Det havde til gengæld givet glimrende mening, hvis de bibelske tekster (i en mere jødisk orienteret oversættelse) var blevet koblet direkte med et udvalg af senere jødiske fortolkninger.« (Chaos: Dansk-norsk tidsskrift for religionshistoriske studier, 36, 2001, 130; fra anmeldelse af Verdensreligionernes hovedværker: Jødedommen, bind 1-2).

»– Bibelen skal kunne læses som et litterært værk. Den autoriserede bibeloversættelse er lavet for kirken. Når folk læser Det Gamle Testamente, forbinder de det spontant med kristendommen. Ved at lave en videnskabelig oversættelse kan teksterne træde frem som frie fortællinger.«

»– Det er alt for snævert udelukkende at fokusere på Bibelen som et kristent dokument. Det Gamle Testamente er blevet til i Mellemøsten, og fortællingerne er inspireret af mange religioner. Når vi kun har en bibel oversat i kirkeligt regi, får folk ikke øjnene op for Bibelens mangfoldighed.«

»– Hvis man læser tidligere overrabbiner Bent Melchiors oversættelse af de fem Mosebøger, vil man opleve, at den er anderledes end den autoriserede oversættelse fra 1992. En jødisk oversættelse lader ikke Det Gamle Testamente pege hen mod Kristus, men fokuserer på de elementer, der er centrale i en jødisk tradition. En videnskabelig oversættelse vil igen være forskellig. Den vil i langt højere grad lade de mange religioner i Nærorienten, som Det Gamle Testamente er inspireret af, komme til syne. For eksempel vil man opdage, at Salmernes Bog er stærkt inspireret af datidens kanaanæiske religion.«

»– Der findes ikke og kommer heller aldrig en objektiv bibel. Enhver version af Bibelen vil rumme subjektive valg. Det er en præmis for de humanistiske videnskaber. Men jeg mener, at man religionshistorisk og filologisk – ved studier af de oprindelige tekster og den kultur, de er blevet til i – kan lave en oversættelse af Det Gamle Testamente, der ikke er formet af kristen tænkning.«

»– Vores civilisations historie går tilbage til en mellemøstlig kontekst. Både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente er inspireret af de religioner, der var fremherskende på daværende tidspunkt. En videnskabelig oversættelse tager ikke parti for en bestemt religion. Og jeg mener faktisk, at det vil være fint, hvis vi i nutidens multikulturelle Danmark kan få en forståelse for, at vores civilisation er født under påvirkning af mange andre religioner.«

(De sidste fem citater fra Kristeligt Dagblad, 28.10.2006)

 

Lemche, Niels Peter

Dr.theol., professor i Gammel Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.

»Skal vi gøre regnskabet op til sidst, så rummer den nye oversættelse mange spændende elementer, og kritikken mod 1992-oversættelsen har på mange punkter fået substans og har vist sig at have reelt indhold. Lykkes det for oversættergruppen ad åre at nå til ende med projektet, vil den danske offentlighed være i den lykkelige situation at besidde to moderne oversættelser af Det Gamle Testamente, og både den hebraiske bibels og kirkebiblens egenart vil herigennem stå klart frem. Det betyder ikke, at man skal afskrive den kirkelige bibel som et falsum, men at vi herigennem belæres om styrken af den kirkelige tradition set i forhold til det officielle reformatoriske princip om den hellige skrifts forrang i forhold til den kirkelige tradition.

Den kirkelige tradition har [i DO92] klart forrangen, når det kommer til fortolkningen/oversættelsen af det enkelte sted i Gammel Testamente, og selv om man har givet køb på jomfruen i Esajas 7,14, så har man i realiteten ikke opgivet noget som helst af passagens kristologiske indhold. Præsten, den teologiske student og menigmand vil kunne få stort udbytte af den dialektiske dimension, som læsningen af Det Gamle Testamente vil få i fremtiden. At der så i prøveoversættelsen er en række skønhedsfejl at rette, og nogle idiosynkratiske træk at gøre sig fri af, vil kun være en naturlig del af det fortsatte oversættelsesarbejde.« (Præsteforeningens Blad, 3, 2002, 39; fra anmeldelse af Ny bibeloversættelse – på videnskabeligt grundlag).

 

Lundager Jensen, Hans Jørgen

Mag.art. og dr.theol., professor i religionsvidenskab ved Århus Universitet.

»– Det er ligesom at blande jord og vand. Så får man mudder«. (Kristeligt Dagblad, 25.10.2006; om sammenblandingen af videnskabelige og kirkelige hensyn i DO92).

»Kristen prædiken er Kristus-prædiken; og man kan ikke tale om Kristus på baggrund af det Gamle Testamente, for eksegesen – eller religionsvidenskaben, det gør ingen forskel – viser, at det Gamle Testamente ikke taler om Kristus. Hvad man ikke kan tale om, derom må man tie.« (Peter Widmann m.fl., red., Medspil og modspil – teologi og religionsvidenskab, 1996).

 

Løkkegaard, Frede

Dr.phil., professor i semitisk filologi ved Københavns Universitet 1950-1985.

»Det, I skriver, er alt sammen rigtigt, men I er for hårde i filten mod de folk, der har gjort det. Men jeg er enig med jer i, at man burde levere folk en oversættelse uanset skelen til brugen – jeres synspunkt her har jeg ikke noget at indvende imod overhovedet.«

»Det er en fundamentalistisk idé at søge at skaffe overensstemmelse mellem den hebraiske tekst og nytestamentlige citater. Det er dér, det hele er blevet problematisk og vanskeligt. De har måttet tilpasse sig det, som kirken gik ind for tidligere … Der må være nogen i oversættelsesprocessen, der engang imellem har følt sig fristet til at forlade bordet – men mon de havde fået en autorisation, hvis de havde tilladt alle de hedenske elementer i det Gamle Testamente?«

»Overalt, hvor der er tale om kristologiske udlægninger i oversættelsen, må man sige, at det ikke fremgår af kildeteksterne. I har ret i at kritisere tendenser til at gøre det Gamle Testamente til en kristen bog. Der burde have været en strengt troende jøde med i oversættelsesarbejdet, for det er om en hebraisk kultur, der er tale i det Gamle Testamente, ikke om en kristen.«

»Dette sted er selvfølgelig ikke kristologisk. En tilfældig kvinde (artsartikel) er gravid og føder. Tidsangivelsen er højst, at det skal ske inden for ni måneder. Men profeter taler ikke om fremtiden, ikke engang om i morgen, de er Guds talerør i samtiden. I det hele taget er jeg enig med jer i synspunktet, at det Gamle Testamente er en jødisk bog. Man kan ikke sige, at der her er tale om en forudsigelse af Jesu komme … Vi har ikke lov at lægge disse gisninger ind i teksten. På den anden side må Jesus have været fortrolig med Deuterojesaja. Det må have betydet noget for hans kaldsbevidsthed.« (Om oversættelsen af Esajas 7,14).

(Alle citater fra Faklen, 2, 1996, 31-32; interview med Frede Løkkegaard).

 

Meyer, Jørgen Christian

Dr. phil., professor ved Institutt for arkeologi, historie, kultur- og religionsvitenskap, Universitetet i Bergen.

Den som kontrollerer fortiden kontrollerer fremtiden

Vi er vitne til at både NRK, barneombudet og det Norske Bibelselskap vil manipulere med fortiden.

I 1949 UTGA den engelske forfatteren George Orwell romanen «1984», en fremtidsvisjon av et totalitært samfunn, hvor regimet bruker propaganda og manipulasjon for å oppnå kontroll. I «Ministry of Truth», Ministeriet for Sannhet, arbeider tusenvis kontinuerlig med å endre uttalelser, begivenheter og begreper i aviser, bøker og film, som er i motstrid med nåtidens behov. Urensede personer forsvinner ikke bare fysisk. De slettes fra samfunnets kollektive hukommelse. De har aldri eksisterte verken i tekst eller billede. Makthaverne har erkjent: «Den som kontrollerer fortiden kontrollerer fremtiden. Den som kontrollerer nåtiden kontrollerer fortiden.»

Orwell skrev i skyggen av Nazi- og Stalin-tiden. Vi kan prise oss lykkelige over å ha passert 1984, og Sovjetunionen eksisterer ikke mer. Vi lever i et åpent, demokratisk samfunn med fri debatt, hvor referanser til fortiden, den nære eller fjerne, er viktig. Det betyr ikke at det er enighet om fortiden, eller at man tillegger fortiden den samme betydning; men det er ikke tillatt å forvanske eller lyve om den hvis man vil bevare sin troverdighet.

«Who controls the past controls the future: who controls the present controls the past»har imidlertid ikke mistet sin relevans.

I BELGIA HAR en student fra Kongo reist søksmål med krav om, at Hergés «Tintin i Kongo» fra 1946 (omskriving av 1930-utgaven) fjernes fra markedet grunnet det angivelig rasistiske innholdet. NRK meddelte 6. desember 2006, at Barnetimen har fjernet enkelte ord fra klassiske barnebøker av frykt for å støte folk. Pippi Langstrømpes far er ikke lenger negerkonge, men sydhavskonge. Barneombud Reidar Hjermann krevde på et etterutdanningskurs i Kateketforeningen i juni 2007 begrepet «tukt» fjernet fra Bibelen, da det kunne legitimere vold mot barn. Bibelen, en tekst fra fortiden, blir nemlig brukt i nåtiden.

Vi er nødt til å forholde oss til fortiden, men problemet er, at den ikke alltid lever opp til idealene om fremtidens samfunn. «Negerkonge» kan kanskje skiftes ut med «sydhavskonge»; men hva skal NRK og forlag stille opp med følgende passasje, som bare er en av mange, i «Pippi Langstrømpe går om bord»fra 1946, her i norsk utgave fra 1974:

«Da alle var mette, hentet kaptein Langstrømpe sjømannssekken sin og fant frem en sånn tromme (I originalutgave endog «trolltromme») som negrene slår takten på når de danser ved offerfestene. Og så satte han seg til å tromme. Det låt liksom så dumpt og underlig og lignet ikke noen ting Tommy og Annika hadde hørt før. «Det er svært negersk» sa Tommy til Annika.»

NEGRENE PRAKTISERER også kannibalisme. Astrid Lindgren er ikke enestående. Hvis man nærleser tidlige kriminalromaner av Conan Doyle, Agatha Christie eller Georges Simenon (Maigret), møter man rasistisk språkbruk og karakteristikk av jøder og ikke-europeere. Det gjelder også annen litteratur. Skal vi fjerne bøkene fra biblioteket og bokhandelen, eller kanskje skrive dem om?

Problemet med begrepet «tukt» i Bibelen ser heldigvis ut til at være løst allerede i 2005. Biskop Laila Riksaasen Dahl gjorde oppmerksom på det i svar til barneombudet, som hun mener har misforstått Bibelens begrepsbruk. Nå heter det «oppdra» og «irettesette». På baksiden av den reviderte oversettelsen fra 2005 står det: «Nærmere den greske teksten, nærmere de bibelske bildene, nærmere det norske språket». La oss sammenligne to oversettelser på et sentralt sted, Brevet til hebreerne 12, 4 - 7:

«Ennu har I ikke gjort motstand like til blodet i eders kamp mot synden, og I har glemt den formaning som taler til eder som til barn:

«Min sønn! akt ikke Herrens tukt ringe, og bli ikke motløs når du refses av ham; for den Herren elsker, den tukter han, og han hudfletter hver sønn som han tar sig av».

Det er for tuktens skyld at I tåler lidelser; Gud gjør med eder som med sønner. For hvem er den sønn som hans far ikke tukter?

(Norske bibelselskaps oversettelse, 1930)

«I kampen mot synden har dere ennå ikke gjort slik motstand at det kostet blod. Har dere glemt den formaningen som taler til dere som til barn:

«Min sønn, forakt det ikke når Herren irettesetter, mist ikke motet når han refser deg.For Herren irettesetter den han elsker, og straffer hver sønn han tar seg av».

Hold ut og la dere oppdra, for Gud tar seg av dere som sønner. Ja, vis meg den sønn som faren ikke irettesetter!

(Det Norske Bibelselskaps oversettelse, 2005)

DET SENTRALE ORDET i den greske teksten, paideia/ paideuô, kan bety mye: barneoppdragelse, opplæring, irettesette, disiplinere, refse, tukte, straffe. Umiddelbart ser det ut til at man i 2005 bare har valgt en annen betydning enn i 1930, men ting skal ses i sammenheng. I 1930 «hudfletter» Herren, i 2005 «straffer» han. Mastigoô på gresk betyder bokstavelig talt å «piske». Korporlig avstraffelse var en naturlig del av oppdragelse og opplæring i oldtiden. Det var ikke ment i overført betydning. Det var konkrete lidelser man skulle tåle, ikke bare oppdragelse, som skulle holdes ut.

I 1930 var der ingen konflikt mellom originaltekst og syn på barneoppdragelse. I 2005 valgte man åpenbart en oversettelse, som oppfyller vår tids behov. Den er ikke, som påstått, nærmere den greske tekst og det samfunn den er oppstått i, men nærmere den norske virkelighet anno 2005. Barneombudet har ikke misforstått Bibelens begrepsbruk, men har lest en feil oversettelse.

Vi er slik vitne til, at både NRK, barneombudet og det Norske Bibelselskap vil manipulere med fortiden. Det blir spennende å se hvilke oppjusteringer, der kommer i en nyoversettelse av Det gamle testamentet.

MÅLET ER NATURLIGVIS å skape et bedre samfunn, og det inngår ofte i de tallrike holdningskampanjer som borgere, spesielt barn, blir utsatt for. Seriøs diskusjon er egentlig ikke en del av dette. Det er våre følelser, motivasjoner og, som navnet jo sier, holdninger, som skal påvirkes. Holdningskampanjer atskiller seg i utgangspunktet ikke fra propaganda, forstått i sin opprinnelige betydning: utbredelse av et budskap uten nødvendigvis å lyve eller manipulere. Det gjør man gjerne i totalitære samfunn; men her har det den effekt at befolkningen ofte er klar over, at de blir manipulert med. Holdningskampanjer i et åpent demokratisk samfunn kan i virkeligheten være langt farligere, hvis de ikke følger spillereglene.

Fra Bergens Tidende, 31.8.2007.

 

 

Nielsen, Eduard

Dr.theol., professor i Gammel Testamente ved Københavns Universitet 1956-1991. Deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992.

»Hvis en kristen prædiken skal være et Kristus-vidnesbyrd, kan vi ikke med god samvittighed prædike over en tekst fra Det gamle Testamente. Det egentlige, det vi skal prædike om, findes ikke i teksten, før vi selv lægger det ind i teksten.« (Teologi og tradition: Festskrift til Leif Grane, 11. januar 1988, 1988, 60).

 

Nielsen, Kirsten

Dr.theol., professor i Gammel Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet, 1995-2009. Deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, herunder medlem af revisionskomiteen og medlem af Bibelselskabets bestyrelse.

»Kristen forkyndelse kan ikke undvære de gammeltestamentlige vidnesbyrd om Guds vilje til at skabe og frelse, om Guds lov og straf, lige så lidt som den kan undvære de nytestamentlige vidnesbyrd om Guds lov og straf, om Guds vilje til at frelse det faldne og skabe nyt af gammelt.« (Kristeligt Dagblad, 12.3.1988).

»At oversætte Det Gamle Testamente som en del af Bibelen er ikke det samme som at oversætte den hebraiske tekst uafhængigt af den virkningshistorie, teksten har fået. Ved at blive en del af den kristne bibel er den hebraiske tekst netop blevet til Det Gamle Testamente. Det betyder, at vi som oversættere er nødt til at overveje, om fx de steder, hvor gammeltestamentlige udsagn er genbrugt i Det Nye Testamente, indeholder betydningsmuligheder, som den oprindelige forfatter ikke var sig bevidst; men som de nytestamentlige forfattere regner med og spiller på. Tekster har historie, og oversætterne må tage denne historie alvorligt ved at overveje, om det i de enkelte tilfælde er muligt og forsvarligt at gengive den gammeltestamentlige tekst således, at læseren i dag kan ane den forbindelse, som den nytestamentlige forfatter så.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1996, 3-4).

»Den nye oversættelse blev hurtigt taget i anvendelse, og mon ikke de fleste gik ud fra, at nu var der ikke mere at sige om den sag.« (Jyllands-Posten, 2.2.1997).

»Som teologer har vi viden om teksternes virkningshistorie, og som oversættere skal vi oversætte hele det litterære værk, der hedder Bibelen. Derfor kan vi ikke nøjes med at oversætte med ’Guds stormvejr’, da læseren i så fald ikke får mulighed for at forstå, hvorfor man i kristen tradition har talt om, at Guds ånd var med allerede ved skabelsen.« (Jyllands-Posten, 2.2.1997; om 1992-oversættelsen af 1. Mosebog 1,2).

»En videnskabeligt forsvarlig oversættelse … må, så vidt det er gørligt, være formet således, at det både er muligt at nå til forståelse af, hvad teksterne betød i deres israelitisk-jødiske sammenhæng, og hvordan centrale dele af dem sidenhen blev nytolket i kristen sammenhæng. At oversætte sådan betyder at arbejde på et videnskabeligt grundlag, hvor man undersøger ordenes betydningsvidde, den historiske sammenhæng, de er blevet til i, og derudover ser på, at de samme ord kan have været ude for en nytolkning inden for det litterære værk, som Gammel Testamente indgår i, nemlig den kristne bibel.« (Jyllands-Posten, 2.2.1997).

»Så vidt det var muligt, har vi forsøgt at vise, hvilke betydningsmuligheder den gammeltestamentlige tekst har, så man både kan forstå den i dens oprindelige sammenhæng og tolke den i den bredere kontekst, der opstod, da den jødiske skriftsamling blev knyttet sammen med de nye kristne skrifter og tilsammen blev til den kristne bibel.« (Jyllands-Posten, 2.2.1997).

  

Nielsen, Svend Aage

Tidligere medlem af Bibelselskabets bestyrelse og sognepræst.

»Det videnskabelige syn må selvfølgelig være, at Jahvenavnet må med i oversættelsen, fordi det faktisk står som navn i teksten. Derfor var oversættergruppen også mest stemt herfor. Bibelselskabets syn var, at vi måtte følge kirkens meningsfyldte tradition, fordi det er et stykke af Kirkens bog og ikke et videnskabeligt aktstykke, vi udgiver. Oversættergruppen forstod dette argument og gik ind under det uden protest.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1977, 7-8).

 

Noack, Bent

Dr.theol., professor i Det Nye Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, 1955-1977, og rektor for Præstehøjskolen 1977-1985. Deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, herunder medlem af revisionskomiteen.

»Det stod hele tiden klart at der ikke skulle lægges større afstand til Salmebogen og salmelitteraturen i det hele taget end højst nødvendigt, og en hymnologisk konsulent sørgede for at der blev gjort opmærksom på alle fælles udtryk, allusioner til bibeltexter og ord som kunne spores i Salmebogen og i den danske salmedigtning. Alligevel måtte det i hvert enkelt tilfælde drøftes hvor meget hensyn der skulle tages til Salmebogen. Der skulle nødig være noget svælg mellem Salmebog og Bibel; men en bibeloversættelse kan på den anden side heller ikke lade sig hovmesterere af tidligere og nulevende salmedigtere. Sådanne hensyn skulle helst ikke hindre den fornyelse af sproget i bibeloversættelsen som alle ønskede.« (Præsteforeningens Blad, 45, 1992, 904).

»Egennavnet Jahwe (i en eller anden stavemåde) ville virke fremmed og forvirrende, ikke mindst i texter der skal bruges ved gudstjenesten, så meget mere som Herren (med kun eet stort bogstav!) er kendt ikke blot fra bibeloversættelsen og ville være det eneste mulige i Det nye Testamente, men også fordi Jahwe ville være umuligt i Salmebogen (det er galt nok at vi endnu ikke har vovet at ændre Grundtvigs ‘Jehovas højhellige navn’ til ‘Gud Herrens højhellige navn’).« (Præsteforeningens Blad, 45, 1992, 904).

»Ansvaret [for DO92] hviler først og fremmest på Bibelselskabet, som har sat arbejdet i gang og bestemt dets forløb i store træk, har udpeget oversættere og konsulenter og redaktører, og siden nedsat en revisionskomite. Men selve resultatet, den foreliggende oversættelse, må redaktionerne sammen med de øvrige medlemmer af revisionskomiteen tage ansvaret for. Fordelt på 17 skulle det være til at bære, selv om flertallet af de to redaktioner mente at kunne bære det selv. Otte er jo også et tal. Nu kan enhver skyde sig ind under at hans eller hendes forslag er blevet stemt ned, men det vil vi ikke gøre, i hvert fald ikke offentligt – hvad der siges mand og mand imellem er en anden sag. Sådan er nu engang vilkårene for kommissionsarbejde, og kan man som oversætter ikke tåle brødlugten, må man gå ud af bageriet; det har heldigvis ingen gjort. I enkelte tilfælde er det måske offentligt kendt, hvem der er ophavsmand til et bestemt udtryk, og i mange flere tilfælde vil det kunne ses af sagens akter (som er arkiveret rub og stub) hvem der har ønsket hvad og hvordan stemmerne er faldet de forholdsvis få gange der måtte en afstemning eller en særudtalelse til. Det har fra første færd været aftalen at medarbejderne kan kritisere et og andet. Men oversættelsen som helhed må vi vedkende os ansvaret for.« (Præsteforeningens Blad, 45, 1992, 905-906).

 

Rasmussen, Leif Kjøller

Tidligere GT-lærer ved Dansk Bibel-Institut i København og en af lektørerne til prøveoversættelsen.

»Oversættelsen er ofte tolkende. I den forbindelse er det en efter min mening stor fejl, at man har valgt at oversætte GT uden at tage hensyn til NT (eventuelt bevidst distancerer sig fra NT’s forståelse). Et klart eksempel herpå er Gen. 12,3, som med en mere eller mindre tvivlsom begrundelse er oversat: ’ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig’. Abraham gøres her til et eksempel på velsignelse. Den messianske forståelse er her helt udeladt (end ikke i en fodnote gøres der opmærksom på den passive forståelse, som er sprogligt mulig, og som bedre passer ind i hele den bibelske sammenhæng).« (Myren: Dansk Bibel-Instituts Studenterblad, 4, 1986, 216; om prøveoversættelsen af bl.a. 1. Mosebog 12,3).

»I Sl. 22 er v. 17 oversat, så det ikke peger frem mod en korsfæstelse så tydeligt som i DO31. DO31 tolker den hebraiske tekst ud fra den græske oversættelse, Septuaginta. Salmen er ikke direkte messiansk if. oversætterne, men skal forstås som en sygdomssalme. Første del er klage, og anden del en tak over at salmisten igen er blevet rask. Derfor har man også fjernet tanken om opstandelsen i v. 29-31 (se ovenfor). Det er uheldigt, at dette kritiske syn på salmerne skal påvirke oversættelsen, så man fjerner den kristologiske forståelse fra vores Bibel og i stedet udstyrer læserne med historisk-kritiske briller.« (Budskabet, 6, 1988, 173; om prøveoversættelsen af Salme 22).

 

Rothstein, Mikael

Mag.art. og ph.d., lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet

»Bøgerne rummer tekster, som alle er oversat til dansk fra originalsprogene, i hovedsagen hebraisk og aramæisk. Den filologiske vurdering må overlades til andre, men ét problem rejser sig og kommer til at fylde ganske meget, ikke mindst når man tager fremhævelsen af den jødiske tolkningstradition i betragtning: Hvorfor i alverden har man valgt at gengive den danske kirkebibels kristent motiverede oversættelser af de såkaldte gammeltestamentlige tekster i en bog med jødiske tekster? Det er ganske vist, at jødedom og kristendom deler disse tekster, men det er langtfra givet, at de bruges og forstås på samme måde. Det gør de helt enkelt ikke. Af samme grund nytter det ikke, at gengive dem gennem et kristent filter i denne sammenhæng. På dansk foreligger en jødisk motiveret oversættelse af disse tekster i øvrigt allerede ved tidligere overrabbiner Bent Melchior. Den kunne man have valgt, eller man kunne have tilstræbt en renlivet religionshistorisk oversættelse. Det sidste havde været bedst rent fagligt, men Melchiors oversættelse, som er ganske anderledes end folkekirkens, ville også have været en gevinst. Valget af kirkebiblen er uforståeligt. En bog, som forsøger sig i religionshistorisk retning er i øvrigt udkommet efter de to her nævnte bøger. Beklagelsen over dette fejlgreb er én ting. Glæden ved det øvrige stof noget helt anden.« (Politiken, 29.9.2001; fra anmeldelse af Verdensreligionernes hovedværker: Jødedommen, bind 1-2).

 

Sinding Jensen, Jeppe

Cand.mag. og dr.phil., lektor i religionsvidenskab ved Århus Universitet.

»Faklen har tydeligvis fat i noget med bibeloversættelseskritikken. En videnskabelig oversættelse ville være ønskværdig til religionsundervisningen. I bibeloversættelsen fra 1992 har der været andre interesser på spil.« (Faklen, 4, 1997).

»Bibelselskabet er ikke et universitært foretagende, men en kirkelig institution, så deres oversættelse overrasker mig ikke.« (Faklen, 4, 1997).

 

Thompson, Thomas L.

Professor i Gammel Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, 1993-2009.

»Jeg må tilføje, at jeg rent ud var lamslået over så ophidset teologernes reaktion på Faklen var og særligt over de mange temmelig finurlige forsøg på at forsvare oversættelsens temmelig ’flygtige kvaliteter’. Hvorfor forsvare det, der ikke kan forsvares? Og især: hvorfor forsvare så indlysende indrømmelser til Indre Mission, en bevægelse, som i dag inficerer så meget af Folkekirkens liv?«

»Mens nogle passager i den nye oversættelse er ganske klare og nogle få endog strålende, så er de, der omhandler teologisk kritiske punkter – og især de, der drejer sig om forbindelseslinjer mellem det gamle og det nye testamente – en hån mod både teologiske og hebraiske nuancer i bibelens tekst.«

»En indlysende og tilgivelig grund til den ny danske bibeloversættelses lave filologiske, historiske og især teologiske kvalitet er, at den så indlysende er en oversættelse, der er udarbejdet af en komite. Godt videnskabeligt arbejde er simpelthen ikke en af en komites funktioner. Komite-arbejde består af beslutninger, som er politiske, og af beslutninger, der skaber konsensus. Valg, der er kompromissøgende, som ingen protesterer imod, og som er ‘korrekte’, foretrækkes frem for dem, som kunne berøre følsomme områder, eller som ligefrem er udfordrende. (…) Man forventer langt snarere, at en komite undgår det uventede og tæmmer en sådan sprængfarlighed og fastholder oversættelser, der har vist deres brugbarhed som et effektivt røgslør.«

»Jeg har altid fundet det irriterende og tidsrøvende at måtte rette oversættelser som aldrig ville være faldet de studerende ind, hvis det ikke havde været for eksistensen af denne oversættelse – og det sker igen og igen i min undervisning;«

»Ingen, der kan hebraisk, kan læse den nye danske bibeloversættelse uden at krympe sig. Diskussionens sande emne er teologi og endda en rigtig dårlig form for teologi. Den nye danske bibeloversættelses teologiske ubrugelighed er et direkte resultat af de mange indrømmelser, som de teologiske forskere har givet til den indremissionske konfessionalisme, der stadig er ganske ondartet i det danske samfund.«

»Ingen ville i ramme alvor benægte, at de rå kanter, der findes i den hebraiske bibel, er blevet glattet ud og bragt i overensstemmelse med luthersk teologi; og jeg mener, at alle tager det for givet, at den også er blevet bragt i overensstemmelse med en luthersk læsning af det nye testamente.«

»Den nye danske bibeloversættelse valgte en anakronistisk og ufarlig bibel, der kan accepteres af kirkens højrefløj.«

»Faklen har stillet krav om en oversættelse som respekterer hvad de kalder ’den hebraiske bibels integritet’, hvad det så end måtte være. Dette er vigtigt. Tekster bør bestemt ikke ændres fra, hvad der indlysende står i dem, til hvad der kunne stå – hvis bare et kristologisk perspektiv fik forrang. Uanset i hvor høj grad det hebraiske sprogs smidighed gør det sårbart overfor et sådant misbrug ville den slags valg pervertere den tekst som vi er forpligtet til at oversætte og ikke blot udnytte efter forgodtbefindende. Faklens kritik er uden diskussion korrekt her – så langt den rækker. Den nye oversættelse er uforenelig med en respekt for de hebraiske teksters historiske integritet – end ikke for Biblia Hebraicas Codex Leningrad – og den respekterer deres teologi endnu mindre.«

»Det er den post-bibelske kristne fortrængningstankegang og dens anakronistiske frelseshistorie, der bliver beskyttet af den nye danske bibeloversættelse. Da Faklen valgte at påvise de kristne harmoniseringer af de mange forskellige guddommelige skikkelser i den bibelske tradition – en observation, der længe har været en del af kritiske bibelstudier – forsvarede oversætterne sig med at de skulle opfylde de enfoldigt troendes behov. Faktisk er det få moderne troende der er så enfoldige.«

»Spørgsmålet om en sekulær oversættelse er ikke nyt, men noget der har været hos os siden bibelen først blev oversat. Den videnskabelige teologi afhænger af en sådan bibel.«

(Alle citater fra Chaos: Dansk-norsk tidsskrift for religionshistoriske studier, 30, 1998, 111-129).

 

Vang, Carsten

GT-lærer (lektor) ved Menighedsfakultetet i Århus og deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992 (lektør og medlem af revisionskomiteen).

»Domsordet mod slangen taler om et konstant fjendskab mellem slangen (og det den står for) og mennesket. Men det lader tillige den afgørende kamp og sejr skinne igennem. Denne sejr blev vundet på Golgathahøjens marterpæl. Da blev han, ’som har dødens vælde, nemlig Djævelen’ gjort magtesløs, for at citere Hebræerbrevet (Hebr. 2,14-15). Samtidig er de, som efterfølger Jesus Kristus i tro og bekendelse sat ind i kampen mod Djævelen (Rom. 16,20); de er genstand for hans angreb (Johs. Åb. 12,9-17). Denne strid afsluttes først ved Kristi genkomst, hvor Kristi sejr skal træde uimodståeligt frem. Når Kristi menighed kan kæmpe mod den Onde, har det sin rod i, at menighedens Herre, Jesus Kristus, engang har sejret over ham.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1987, 15-16; om kristen fortolkning og oversættelse af 1. Mosebog 3,15).

»Her giver prøveoversættelsen udtryk for en ganske anden forståelse end tidligere, idet det hedder: ’Guds storm piskede hen over vandene.’ I den aut. ov. [DO31] siges der: ’Men Guds Ånd svævede over vandene.’ I stedet for Helligåndens nærvær midt i Skabelsen tolker man nu stedet som et udsagn om Guds kamp mod de fordærvede kaosmagter: vandene og urdybet. Hvad er baggrunden for denne forståelse? Flere fortolkere antager i dag, at skabelsesberetningen til dels bygger på ældgamle babylonske myter, som skildrer skabergudens kamp mod fordærvsmagterne. Denne forståelse er efter min mening helt forkert.« (Budskabet, 4, 1987, 107; om prøveoversættelsen af 1. Mosebog 1,2).

»Den nye [prøve-]oversættelse minder meget om den gamle [DO31]; der er tale om næsten de samme ord; men ser man nøjere efter, viser det sig, at en hel anden teologi ligger bag prøveoversættelsen. V.2 opfattes nærmest som et indskud eller parentes, og hovedhandlingen, hvor Gud tager fat på at skabe kommer ikke i v.1, men først i v.3, hvor han befaler lyset at bryde frem. Før Gud skaber, er der kaos: mørke, storm, tomhed osv. Jorden foreligger der allerede. Der er altså ikke tale om, at Gud skaber alt ud af intet, men han skaber efter først at have overvundet alle kaosmagterne. Før skabelsen var kaos, oprør, kamp! Der var noget ved siden af Gud. Det giver en hel anden skabelsesteologi. (…) Denne oversættelse holder ikke ved en ligefrem læsning af de første vers i Bibelen. Den indfører en fremmed skabelsesforståelse, som strider mod hele teologien i skabelsesberetningen, ligesom den står i skærende kontrast til NTs forståelse af disse vers, hvor det jo hedder: ’alt er blevet til ved det (= Ordet), og uden det blev intet til af det, som er’ (Johs 1,3).« (Menighedsfakultetets Venneblad, Sommeren 1988, 6; om prøveoversættelsen af 1. Mosebog 1,1-3).

»Ordet ’orakel’ vil være et uforståeligt fremmedord i manges øren. Desuden er det ikke noget neutralt ord. Det har sin klang fra den hedenske spådomsverden, hvor man søger orakler hos præster og orakelmagere, der er i ekstase. Man kommer let til at betragte det, Rebekka gør [Gen 25,22], som noget, der ligger på linje med hedensk spådomskunst. Og dog er der en verden til forskel.« (Menighedsfakultetets Venneblad, Sommeren 1988, 6).

»Den nye [prøve]oversættelse til GT medfører undertiden et ændret Gudsbillede. (…) I 5. Mos 5,9 advarer Herren sit folk imod at dyrke fremmede guder, ’for jeg, Herren, din Gud, er skinsyg’. Det giver mildest talt et nyt, men negativt billede af Gud. Er man optændt af skinsyge og misundelse, er det en synd, som skal bekendes og aflægges. Der er intet positivt ved skinsygen. Prøveoversættelsen kommer til at skildre Herren som én, der er i følelsernes vold og drives af skinsyge. Der går noget væsentligt tabt ved denne gengivelse.« (Menighedsfakultetets Venneblad, Sommeren 1988, 7).

»Udtrykket ‘gudesønner’ giver salmen et polyteistisk skær. Ifølge Ordbog Over Det Danske Sprog anvendes sammensætninger med ‘gude-’ i modsætning til den kristne gudsforestilling: ‘Gude- … om hvad der hører til, stammer fra, er ejendommeligt for en gud eller guder, modsat sammensætninger med Guds-, der indeholder forestillingen om den monoteistiske, specielt kristelige guddom.’« (Bilag 2 til dagsorden for revisionskomitemødet den 21./.22.11.1989, 1989, 5 (upubliceret); om prøveoversættelsen af Salme 29,1).

»Som et eksempel kan nævnes oversættelsen af Sal. 29,1. Her havde oversætterne foreslået, at der i stedet for vores nugældende oversættelses ’Guds sønner’ [DO31] skulle stå ’gudesønner’. V.1 kom derfor til at lyde: ’Vis Herren, I gudesønner, vis Herren ære og hæder!’. Problemet med denne oversættelse er, at den klinger af Olympen, de græske guders bolig med dens overflod af guder og gudesønner, og giver salmen et mytologisk skær. Efter en drøftelse valgte komitéen at sige: ’Vis Herren, I gudssønner, vis Herren ære og hæder’. Så bliver der i stedet tale om ’sønner’ af Israels Gud, nogle som står i en særlig relation til ham, enten englevæsener eller måske præster, der tilbeder ham i templet.« (Menighedsfakultetets Venneblad, 1, 1990, 4 (upagineret)).

»I evangelierne alluderes der som bekendt stærkt til betegnelsen/begrebet ‘Menneskesønnen’, også til Menneskesønnen, der skal træde frem på himlens skyer (Matt 24,30; 26,64 med paralleller). Også i Åbenbaringsbogen forekommer markante henvisninger til Dan 7,13f, f.eks. Åb 14,14: ‘Se, der var en hvid sky, og på skyen sad der en, der så ud som en menneskesøn …’ (PO). I lyset heraf bør begrebet ‘menneskesøn’ – med lille! – bruges i Dan 7,13.47.« (Bilag 8 til dagsorden for revisionskomitemødet den 6.- 7.05.1991: Danielsbogen, 1991, 2 (upubliceret); om prøveoversættelsen af Daniels Bog 7,13).

»Det har været et intenst arbejdsår omkring GT-oversættelsen med både skuffelser og glæder. Væsentlige ændringer er kommet ind i oversættelsen på det sidste. Den afsmag af en hedensk gudsforståelse, som prøveoversættelsen til GT havde en række steder, er eksempelvis forsvundet.« (Menighedsfakultetets Venneblad, 1, 1991, 3).

»Dermed er en altafgørende vanskelighed i den nye bibeloversættelse blevet ryddet af vejen. De indledende vers i Bibelen er ikke længere formuleret svarende til de babylonske skabelsesmyter. Gud beskrives nu som den, der har skabt alt, både det synlige og usynlige, både urformerne og jorden i dens endelige skikkelse.« (Menighedsfakultetets Venneblad, 4, 1991, 2 (upagineret); om 1992-oversættelsen af 1. Mosebog 1,1-2).

»Det særlige ved den nye oversættelse er, at man nu har lavet en samlet oversættelse af hele Bibelen. Siden 1740 er de to testamenter blevet revideret og oversat hver for sig. Men denne gang er Gammel og Ny Testamente blevet oversat samtidig. Det har givet oversætterne god mulighed for at samordne oversættelsen af de to testamenter, så at GT-citater i NT så vidt muligt fik samme ordlyd i GT, eller hvor teksten ikke tillader dette, at citatet blev genkendeligt i forhold til GT. De mere end 300 direkte citater i NT og de over 4.500 øvrige henvisninger fra GT til NT er blevet nøje gennemarbejdet for at skabe enhed, sammenhæng og genkendelighed. Det ville være ærgerligt, dersom én og samme vending blev oversat forskelligt i GT og NT, blot fordi forskellige oversættere har stået bag de to testamenter. Noget andet er, hvis NT-citatet afviger fra dets forlæg i GT. Det er undertiden tilfældet. Så skal man selvsagt ikke skabe overensstemmelse, hvor grundteksten ikke har det. Den nye oversættelse har på mange måder skabt en smuk helhed og balance mellem de to testamenter. Oversættelsen fremstår som én Bibel, som ét Guds Ord i GT og NT. Sammenhængen og linjerne mellem den gamle og den nye pagt fremtræder væsentlig stærkere end i prøveoversættelserne.« (Menighedsfakultetets Venneblad, 12, 1992, 2 (upagineret)).

 

Warmind, Morten

Mag.art. og ph.d., lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet.

»Kernen i alle de angreb, jeg har set, er, at der ikke er nogen, der har sagt, at eksemplerne er forkerte. Jeg så en avisartikel, hvor der stod, at 'de unge burde lære noget mere hebraisk', og det kan selvfølgelig være rigtigt – selv er jeg ikke hebraiskkyndig – men der var i samme artikel ganske enkelt ikke nogen substantiel kritik af de oversættelsesfejl, I havde fundet.«

»Vi opfattede ikke den gældende bibeloversættelse som religionshistorisk brugbare dokumenter, så da den nye oversættelse kom, kiggede jeg den efter og konstaterede, at heller ikke den var en brugbar religionshistorisk oversættelse.«

(Begge citater fra Faklen, 4, 1997).

 

Winther-Nielsen, Nicolai

Teol.dr., bl.a. lektor i Gammel Testamente ved Dansk Bibel-Institut i København og en af lektørerne til prøveoversættelsen.

»Esajasbogen kap. 13-23 betegnes i forslaget som ’Orakler mod de fremmede folk’. Det kan kun skyldes, at man ligestiller Bibelens profeter med andre religioners hellige mænd, som under ekstase fremkom med mundtlige og knappe religiøse udbrud, og dem, som jeg har nævnt udtrykket for, er som regel kommet i tanke om oraklet i Delfi.« (Budskabet, 5, 1987, 137; om prøveoversættelsen af Esajasbogen).

»Ethvert spor af jomfrufødsel i GT foreslås fjernet, og den nye note fejer foragteligt den græske oversættelse ’jomfru’ totalt af bordet. Men hvor bliver sammenhængen mellem Ny og Gammel Testamente så af? Som en lægprædikant svarede: ’Så er det ikke længere min bibel’. Desuden, trods massiv opbakning blandt nyere forskere, er denne ændring dog ikke tilstrækkeligt begrundet ud fra den hebraiske tekst! Der er faktisk intet, der for alvor beviser, at den græske oversættelse ikke ramte i plet. Modargumenterne er næsten udelukkende af rationalistisk og bibelfremmed karakter. Foragt for jomfrufødselen ser næsten ud til at have spillet dømmekraften et pus.« (Budskabet, 6, 1987, 171-171).

»I Samuels- og Kongebøgerne har man prøvet at gengive gudsnavnet HERREN med Jahve. Denne udtale er måske historisk den mest sandsynlige, men er og bliver dog en formodning. I en oversættelse af hele Bibelen er den dog uheldig. Den tilslører nemlig sammenhængen til Ny Testamentes betegnelse af Jesus som Herren. Der ligger en egen indgroet alvor og agtelse over navnet HERREN, som nødigt skulle gå tabt.« (Budskabet, 2, 1988, 41).

»I begyndelsen skrev man ofte ’gud’ med lille begyndelsesbogstav (Davids Salmer 1977), og i Samuels- og Kongebøgerne har man forsøgt sig med ’Jahve’ i stedet for gudsnavnet HERREN. Der kan gives grunde for begge, men det vil uvægerligt skabe store problemer i en bibel, hvor Jesus kaldes HERREN, og Gud med stort er Jesu Kristi far.« (Budskabet, 5, 1988, 144-145).

»Den historiske kritik får den evangeliske udlægning til at blive en slags allegori for de kristne, der ikke kan lade teksten være, men vil finde en skjult kristelig betydning i Gammel Testamente. Løftet om kvindens ’afkom’ er dog alt for vigtigt i den fremadskridende bibelske åbenbaringshistorie, til at det bare kan gøres til et tilfældigt særstandpunkt. Det er selve grundnerven i det frelseshistoriske løfte om efterkommeren.« (Budskabet, 3, 1988, 77; om prøveoversættelsen af 1. Mosebog 3,15).

»Det er nærmest hårrejsende, at Gud kaldes ’en skinsyg Gud’ (5. Mos 4,24; 5,9; 6,15; 29,19). Det gamle ord ’nidkær’ blev skabt af Hans Tausen til at gengive dette særlige hebraiske ord. På nudansk kunne man måske oversætte ’en streng Gud.’ Men nudansk ’skinsyg’ er totalt uanvendeligt. Det forbindes altid med noget i retning af svigtede erotiske følelser, men Gud er nu engang ikke jaloux på sin utro kone, for han har slet ingen! Man kan ikke bruge et så dødssygt udtryk som ’skin-syg,’ hvor forstavelsen i sig selv har et negativt indhold.« (Budskabet, 5, 1988, 145).

»Lærerne i Gammel Testamente på Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet er sammen med studenter igang med et omfattende vurderingsarbejde. Oversættelserne vurderes på grundlag af den hebraiske tekst og dens tolkning og i lys af evangelisk-luthersk tro.« (Budskabet, 1, 1988, 13-14).