Winther-Nielsen, Nicolai
Teol.dr., bl.a. lektor i Gammel Testamente ved Dansk Bibel-Institut i København og en af lektørerne til prøveoversættelsen.
»Esajasbogen kap. 13-23 betegnes i forslaget som ’Orakler mod de fremmede folk’. Det kan kun skyldes, at man ligestiller Bibelens profeter med andre religioners hellige mænd, som under ekstase fremkom med mundtlige og knappe religiøse udbrud, og dem, som jeg har nævnt udtrykket for, er som regel kommet i tanke om oraklet i Delfi.« (Budskabet, 5, 1987, 137; om prøveoversættelsen af Esajasbogen).
»Ethvert spor af jomfrufødsel i GT foreslås fjernet, og den nye note fejer foragteligt den græske oversættelse ’jomfru’ totalt af bordet. Men hvor bliver sammenhængen mellem Ny og Gammel Testamente så af? Som en lægprædikant svarede: ’Så er det ikke længere min bibel’. Desuden, trods massiv opbakning blandt nyere forskere, er denne ændring dog ikke tilstrækkeligt begrundet ud fra den hebraiske tekst! Der er faktisk intet, der for alvor beviser, at den græske oversættelse ikke ramte i plet. Modargumenterne er næsten udelukkende af rationalistisk og bibelfremmed karakter. Foragt for jomfrufødselen ser næsten ud til at have spillet dømmekraften et pus.« (Budskabet, 6, 1987, 171-171).
»I Samuels- og Kongebøgerne har man prøvet at gengive gudsnavnet HERREN med Jahve. Denne udtale er måske historisk den mest sandsynlige, men er og bliver dog en formodning. I en oversættelse af hele Bibelen er den dog uheldig. Den tilslører nemlig sammenhængen til Ny Testamentes betegnelse af Jesus som Herren. Der ligger en egen indgroet alvor og agtelse over navnet HERREN, som nødigt skulle gå tabt.« (Budskabet, 2, 1988, 41).
»I begyndelsen skrev man ofte ’gud’ med lille begyndelsesbogstav (Davids Salmer 1977), og i Samuels- og Kongebøgerne har man forsøgt sig med ’Jahve’ i stedet for gudsnavnet HERREN. Der kan gives grunde for begge, men det vil uvægerligt skabe store problemer i en bibel, hvor Jesus kaldes HERREN, og Gud med stort er Jesu Kristi far.« (Budskabet, 5, 1988, 144-145).
»Den historiske kritik får den evangeliske udlægning til at blive en slags allegori for de kristne, der ikke kan lade teksten være, men vil finde en skjult kristelig betydning i Gammel Testamente. Løftet om kvindens ’afkom’ er dog alt for vigtigt i den fremadskridende bibelske åbenbaringshistorie, til at det bare kan gøres til et tilfældigt særstandpunkt. Det er selve grundnerven i det frelseshistoriske løfte om efterkommeren.« (Budskabet, 3, 1988, 77; om prøveoversættelsen af 1. Mosebog 3,15).
»Det er nærmest hårrejsende, at Gud kaldes ’en skinsyg Gud’ (5. Mos 4,24; 5,9; 6,15; 29,19). Det gamle ord ’nidkær’ blev skabt af Hans Tausen til at gengive dette særlige hebraiske ord. På nudansk kunne man måske oversætte ’en streng Gud.’ Men nudansk ’skinsyg’ er totalt uanvendeligt. Det forbindes altid med noget i retning af svigtede erotiske følelser, men Gud er nu engang ikke jaloux på sin utro kone, for han har slet ingen! Man kan ikke bruge et så dødssygt udtryk som ’skin-syg,’ hvor forstavelsen i sig selv har et negativt indhold.« (Budskabet, 5, 1988, 145).
»Lærerne i Gammel Testamente på Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet er sammen med studenter igang med et omfattende vurderingsarbejde. Oversættelserne vurderes på grundlag af den hebraiske tekst og dens tolkning og i lys af evangelisk-luthersk tro.« (Budskabet, 1, 1988, 13-14).
