Vang, Carsten
GT-lærer (lektor) ved Menighedsfakultetet i Århus og deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992 (lektør og medlem af revisionskomiteen).
»Domsordet mod slangen taler om et konstant fjendskab mellem slangen (og det den står for) og mennesket. Men det lader tillige den afgørende kamp og sejr skinne igennem. Denne sejr blev vundet på Golgathahøjens marterpæl. Da blev han, ’som har dødens vælde, nemlig Djævelen’ gjort magtesløs, for at citere Hebræerbrevet (Hebr. 2,14-15). Samtidig er de, som efterfølger Jesus Kristus i tro og bekendelse sat ind i kampen mod Djævelen (Rom. 16,20); de er genstand for hans angreb (Johs. Åb. 12,9-17). Denne strid afsluttes først ved Kristi genkomst, hvor Kristi sejr skal træde uimodståeligt frem. Når Kristi menighed kan kæmpe mod den Onde, har det sin rod i, at menighedens Herre, Jesus Kristus, engang har sejret over ham.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1987, 15-16; om kristen fortolkning og oversættelse af 1. Mosebog 3,15).
»Her giver prøveoversættelsen udtryk for en ganske anden forståelse end tidligere, idet det hedder: ’Guds storm piskede hen over vandene.’ I den aut. ov. [DO31] siges der: ’Men Guds Ånd svævede over vandene.’ I stedet for Helligåndens nærvær midt i Skabelsen tolker man nu stedet som et udsagn om Guds kamp mod de fordærvede kaosmagter: vandene og urdybet. Hvad er baggrunden for denne forståelse? Flere fortolkere antager i dag, at skabelsesberetningen til dels bygger på ældgamle babylonske myter, som skildrer skabergudens kamp mod fordærvsmagterne. Denne forståelse er efter min mening helt forkert.« (Budskabet, 4, 1987, 107; om prøveoversættelsen af 1. Mosebog 1,2).
»Den nye [prøve-]oversættelse minder meget om den gamle [DO31]; der er tale om næsten de samme ord; men ser man nøjere efter, viser det sig, at en hel anden teologi ligger bag prøveoversættelsen. V.2 opfattes nærmest som et indskud eller parentes, og hovedhandlingen, hvor Gud tager fat på at skabe kommer ikke i v.1, men først i v.3, hvor han befaler lyset at bryde frem. Før Gud skaber, er der kaos: mørke, storm, tomhed osv. Jorden foreligger der allerede. Der er altså ikke tale om, at Gud skaber alt ud af intet, men han skaber efter først at have overvundet alle kaosmagterne. Før skabelsen var kaos, oprør, kamp! Der var noget ved siden af Gud. Det giver en hel anden skabelsesteologi. (…) Denne oversættelse holder ikke ved en ligefrem læsning af de første vers i Bibelen. Den indfører en fremmed skabelsesforståelse, som strider mod hele teologien i skabelsesberetningen, ligesom den står i skærende kontrast til NTs forståelse af disse vers, hvor det jo hedder: ’alt er blevet til ved det (= Ordet), og uden det blev intet til af det, som er’ (Johs 1,3).« (Menighedsfakultetets Venneblad, Sommeren 1988, 6; om prøveoversættelsen af 1. Mosebog 1,1-3).
»Ordet ’orakel’ vil være et uforståeligt fremmedord i manges øren. Desuden er det ikke noget neutralt ord. Det har sin klang fra den hedenske spådomsverden, hvor man søger orakler hos præster og orakelmagere, der er i ekstase. Man kommer let til at betragte det, Rebekka gør [Gen 25,22], som noget, der ligger på linje med hedensk spådomskunst. Og dog er der en verden til forskel.« (Menighedsfakultetets Venneblad, Sommeren 1988, 6).
»Den nye [prøve]oversættelse til GT medfører undertiden et ændret Gudsbillede. (…) I 5. Mos 5,9 advarer Herren sit folk imod at dyrke fremmede guder, ’for jeg, Herren, din Gud, er skinsyg’. Det giver mildest talt et nyt, men negativt billede af Gud. Er man optændt af skinsyge og misundelse, er det en synd, som skal bekendes og aflægges. Der er intet positivt ved skinsygen. Prøveoversættelsen kommer til at skildre Herren som én, der er i følelsernes vold og drives af skinsyge. Der går noget væsentligt tabt ved denne gengivelse.« (Menighedsfakultetets Venneblad, Sommeren 1988, 7).
»Udtrykket ‘gudesønner’ giver salmen et polyteistisk skær. Ifølge Ordbog Over Det Danske Sprog anvendes sammensætninger med ‘gude-’ i modsætning til den kristne gudsforestilling: ‘Gude- … om hvad der hører til, stammer fra, er ejendommeligt for en gud eller guder, modsat sammensætninger med Guds-, der indeholder forestillingen om den monoteistiske, specielt kristelige guddom.’« (Bilag 2 til dagsorden for revisionskomitemødet den 21./.22.11.1989, 1989, 5 (upubliceret); om prøveoversættelsen af Salme 29,1).
»Som et eksempel kan nævnes oversættelsen af Sal. 29,1. Her havde oversætterne foreslået, at der i stedet for vores nugældende oversættelses ’Guds sønner’ [DO31] skulle stå ’gudesønner’. V.1 kom derfor til at lyde: ’Vis Herren, I gudesønner, vis Herren ære og hæder!’. Problemet med denne oversættelse er, at den klinger af Olympen, de græske guders bolig med dens overflod af guder og gudesønner, og giver salmen et mytologisk skær. Efter en drøftelse valgte komitéen at sige: ’Vis Herren, I gudssønner, vis Herren ære og hæder’. Så bliver der i stedet tale om ’sønner’ af Israels Gud, nogle som står i en særlig relation til ham, enten englevæsener eller måske præster, der tilbeder ham i templet.« (Menighedsfakultetets Venneblad, 1, 1990, 4 (upagineret)).
»I evangelierne alluderes der som bekendt stærkt til betegnelsen/begrebet ‘Menneskesønnen’, også til Menneskesønnen, der skal træde frem på himlens skyer (Matt 24,30; 26,64 med paralleller). Også i Åbenbaringsbogen forekommer markante henvisninger til Dan 7,13f, f.eks. Åb 14,14: ‘Se, der var en hvid sky, og på skyen sad der en, der så ud som en menneskesøn …’ (PO). I lyset heraf bør begrebet ‘menneskesøn’ – med lille! – bruges i Dan 7,13.47.« (Bilag 8 til dagsorden for revisionskomitemødet den 6.- 7.05.1991: Danielsbogen, 1991, 2 (upubliceret); om prøveoversættelsen af Daniels Bog 7,13).
»Det har været et intenst arbejdsår omkring GT-oversættelsen med både skuffelser og glæder. Væsentlige ændringer er kommet ind i oversættelsen på det sidste. Den afsmag af en hedensk gudsforståelse, som prøveoversættelsen til GT havde en række steder, er eksempelvis forsvundet.« (Menighedsfakultetets Venneblad, 1, 1991, 3).
»Dermed er en altafgørende vanskelighed i den nye bibeloversættelse blevet ryddet af vejen. De indledende vers i Bibelen er ikke længere formuleret svarende til de babylonske skabelsesmyter. Gud beskrives nu som den, der har skabt alt, både det synlige og usynlige, både urformerne og jorden i dens endelige skikkelse.« (Menighedsfakultetets Venneblad, 4, 1991, 2 (upagineret); om 1992-oversættelsen af 1. Mosebog 1,1-2).
»Det særlige ved den nye oversættelse er, at man nu har lavet en samlet oversættelse af hele Bibelen. Siden 1740 er de to testamenter blevet revideret og oversat hver for sig. Men denne gang er Gammel og Ny Testamente blevet oversat samtidig. Det har givet oversætterne god mulighed for at samordne oversættelsen af de to testamenter, så at GT-citater i NT så vidt muligt fik samme ordlyd i GT, eller hvor teksten ikke tillader dette, at citatet blev genkendeligt i forhold til GT. De mere end 300 direkte citater i NT og de over 4.500 øvrige henvisninger fra GT til NT er blevet nøje gennemarbejdet for at skabe enhed, sammenhæng og genkendelighed. Det ville være ærgerligt, dersom én og samme vending blev oversat forskelligt i GT og NT, blot fordi forskellige oversættere har stået bag de to testamenter. Noget andet er, hvis NT-citatet afviger fra dets forlæg i GT. Det er undertiden tilfældet. Så skal man selvsagt ikke skabe overensstemmelse, hvor grundteksten ikke har det. Den nye oversættelse har på mange måder skabt en smuk helhed og balance mellem de to testamenter. Oversættelsen fremstår som én Bibel, som ét Guds Ord i GT og NT. Sammenhængen og linjerne mellem den gamle og den nye pagt fremtræder væsentlig stærkere end i prøveoversættelserne.« (Menighedsfakultetets Venneblad, 12, 1992, 2 (upagineret)).
