Noack, Bent
Dr.theol., professor i Det Nye Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, 1955-1977, og rektor for Præstehøjskolen 1977-1985. Deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, herunder medlem af revisionskomiteen.
»Det stod hele tiden klart at der ikke skulle lægges større afstand til Salmebogen og salmelitteraturen i det hele taget end højst nødvendigt, og en hymnologisk konsulent sørgede for at der blev gjort opmærksom på alle fælles udtryk, allusioner til bibeltexter og ord som kunne spores i Salmebogen og i den danske salmedigtning. Alligevel måtte det i hvert enkelt tilfælde drøftes hvor meget hensyn der skulle tages til Salmebogen. Der skulle nødig være noget svælg mellem Salmebog og Bibel; men en bibeloversættelse kan på den anden side heller ikke lade sig hovmesterere af tidligere og nulevende salmedigtere. Sådanne hensyn skulle helst ikke hindre den fornyelse af sproget i bibeloversættelsen som alle ønskede.« (Præsteforeningens Blad, 45, 1992, 904).
»Egennavnet Jahwe (i en eller anden stavemåde) ville virke fremmed og forvirrende, ikke mindst i texter der skal bruges ved gudstjenesten, så meget mere som Herren (med kun eet stort bogstav!) er kendt ikke blot fra bibeloversættelsen og ville være det eneste mulige i Det nye Testamente, men også fordi Jahwe ville være umuligt i Salmebogen (det er galt nok at vi endnu ikke har vovet at ændre Grundtvigs ‘Jehovas højhellige navn’ til ‘Gud Herrens højhellige navn’).« (Præsteforeningens Blad, 45, 1992, 904).
»Ansvaret [for DO92] hviler først og fremmest på Bibelselskabet, som har sat arbejdet i gang og bestemt dets forløb i store træk, har udpeget oversættere og konsulenter og redaktører, og siden nedsat en revisionskomite. Men selve resultatet, den foreliggende oversættelse, må redaktionerne sammen med de øvrige medlemmer af revisionskomiteen tage ansvaret for. Fordelt på 17 skulle det være til at bære, selv om flertallet af de to redaktioner mente at kunne bære det selv. Otte er jo også et tal. Nu kan enhver skyde sig ind under at hans eller hendes forslag er blevet stemt ned, men det vil vi ikke gøre, i hvert fald ikke offentligt – hvad der siges mand og mand imellem er en anden sag. Sådan er nu engang vilkårene for kommissionsarbejde, og kan man som oversætter ikke tåle brødlugten, må man gå ud af bageriet; det har heldigvis ingen gjort. I enkelte tilfælde er det måske offentligt kendt, hvem der er ophavsmand til et bestemt udtryk, og i mange flere tilfælde vil det kunne ses af sagens akter (som er arkiveret rub og stub) hvem der har ønsket hvad og hvordan stemmerne er faldet de forholdsvis få gange der måtte en afstemning eller en særudtalelse til. Det har fra første færd været aftalen at medarbejderne kan kritisere et og andet. Men oversættelsen som helhed må vi vedkende os ansvaret for.« (Præsteforeningens Blad, 45, 1992, 905-906).
