Holm-Nielsen, Svend

Dr.theol., professor i Gammel Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, 1961-1986. Deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, herunder leder af den gammeltestamentlige oversættelsesgruppe og medlem af GT-NT-koordineringsgruppen og revisionskomiteen.

 

»Jeg tror, man kan være sikker på, at der ikke er noget problem af hverken hebraisk eller dansk sproglig og stilistisk karakter, der er blevet overset undervejs.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1980, 45).

»Der skal dog ikke stor kunst til at se, at vi har prøvet at sløre nybruddet med ordfølgen: I begyndelsen, da Gud skabte... Der lød undervejs advarende røster om, at vi aldrig ville få en oversættelse autoriseret, hvis den begyndte med ’Da’. Og en kollega ved Institut for systematisk Teologi, som var medlem af Bibelselskabets bestyrelse i oversættelsens tidlige år, havde på forhånd kategorisk erklæret, at hvis bibelen kom til at begynde med ’Da’, ville han melde sig ud af folkekirken.« (Fønix (”Særnummer”), 1987, 152; om prøveoversættelsen af 1. Mosebog 1,1-3).

»Man skal blot være klar over, at man dermed har givet dem, der med stolthed betegner sig som kirkens højrefløj, frit spil til at sætte deres fingeraftryk på oversættelsen overalt, hvor de kan komme af sted med det.« (Dansk Kirketidende, 22, 1991, 338; baggrunden for denne kritik var en minimal interesse i nyoversættelsen fra grundtvigiansk side).

»En bredt sammensat kommission på 17 medlemmer har gennem de seneste tre år gennemarbejdet de to oversættelsesgruppers revisioner af de tidligere udsendte prøveoversættelser, og et mindre udvalg har ved at skære hæle og klippe tæer staget sig gennem et koordineringsarbejde mellem de to testamenter. Ikke mindst i disse revisionsarbejder er der undertiden opstået groteske situationer, hvor hæle er blevet lappet sammen og tæer klistret på igen, men sådan at de kom til at sidde lidt småskævt.« (Dansk Kirketidende, 26, 1991, 407).

»Den marcherende bevægelse, der benævner sig selv kirkens højrefløj, og som fører sig frem på en måde, der får mig til at tænke på det store dyr i Johannes’ Åbenbaring, har truet med bål og brand. Indre Missions generalsekretær, pastor Langagergaard, har lejlighedsvis truet med, at højrefløjen havde både kompetence og midler til at foranstalte sin egen oversættelse, hvis de nu-siddende oversættere ikke makkede ret. Idet han dog altid føjede til, at dette ikke var fremsat som en trussel, men af kærlighed til den danske folkekirke!« (Dansk Kirketidende, 26, 1991, 407).

»Ud fra hvilken anden forudsætning vil man dog foretage en oversættelse af en tekst end ud fra dens egne betingelser?« (Ribe Stiftsbog 1992, 1992, 78).

»Det var vigtigere at forstå den kristologi, der var blevet indlæst i teksten end at forstå teksten selv i dens sammenhæng. Mod denne misbrug af gammeltestamentlige tekster har vi protesteret så stærkt, vi kunne, og jeg mener at kunne sige, at vi i intet tilfælde har svigtet. Vi er, tvunget af et flertal, gået med til kompromiser, men kun sådanne, der stadig holdt muligheden åben for at forstå teksten, som den selv ville forstås. Der er en ting, man bør huske i den sammenhæng. Det er rigtigt, at oldtidens teologer ofte vred og vendte tolkningen af en tekst for at få den til at tale kristologisk. Men i intet tilfælde ændrede de teksten selv. Tilsvarende kan man vende og dreje en dansk oversættelse for at få den til at sige det, man ønsker. Men man skal holde fingrene fra at oversætte teksten på en anden måde, end den vil oversættes. Der må være en grænse for uærligheden!« (Ribe Stiftsbog 1992, 1992, 83).

»Jeg har siddet med i et underudvalg som gennem en lang række alenlange møder har beskæftiget sig med dette koordineringsarbejde [mellem GT og NT], og jeg har gang på gang været hensat i forundring over, at nogen i den grad kunne være besat af trangen til verbal overensstemmelse, at det kom til at spille mindre rolle, om meningen i en tekst blev forvredet eller gik tabt.« (Ribe Stiftsbog 1992, 1992, 84).

»Dens [den kirkelige højrefløjs] kerne var Indre Mission, men omkring denne kerne grupperede sig forskellige satellitter af mere eller mindre sekterisk karakter. Fløjens talerør var til stadighed Indre Missions generalsekretær, der undertiden kørte det svære skyts i stilling. Hvis ikke Bibelselskabet bøjede sig efter højrefløjens synspunkter, kunne der måske blive tale om, at økonomiske bidrag til selskabet ikke ville flyde så rigt som hidtil. Han ville da også blot gøre opmærksom på, at Indre Mission havde både kompetence og midler til at udarbejde sin egen oversættelse, hvad der ville være en ulykke for den danske folkekirke. Det har jeg nu aldrig kunnet indse. Der er så mange steder, hvor man har to eller flere bibeloversættelser. Vi har også i Danmark haft private oversættelser. Og iøvrigt har jeg mine tvivl om, at Indre Mission virkelig ville have haft mulighed for at tilvejebringe sin egen oversættelse – vel at mærke hvis den skulle være udarbejdet fra grunden af. Så hvorfor skulle man ikke have ladet dem føre deres trussel ud i livet? Men generalsekretæren betonede gang på gang, at der ikke var tale om en trussel, men om en kærlighedsfuld henstilling, som det ville være til alles bedste at følge.« (Ribe Stiftsbog 1992, 1992, 84).

»På et tidspunkt forlangte højrefløjen, at den skulle have to repræsentanter i den redaktionsgruppe, som skulle foretage revisionen af de gammeltestamentlige prøveoversættelser. Det afviste Bibelselskabet heldigvis. Men der blev etableret en bredt sammensat revisionskomite, hvis opgave det blev at gennemgå den reviderede oversættelse – senere også den nytestamentlige – med henblik på at nå frem til en af alle parter accepteret. Fra denne komites mange møder kunne jeg fortælle adskillige pudsige, ejendommelige og undertiden groteske episoder, hvor der blev klippet tæer og skåret hæle, og hvor der blev lappet sammen, så tæerne undertiden kom til at sidde på hælens plads. Men det hører til underholdningen, som jeg afstår fra her! Resultatet blev ved en afsluttende festmiddag en consensus i form af en – næsten hjertelig – forbrødring, hvor enhver udtrykte tilfredshed med det opnåede resultat. Middagen var i hvert fald superb!« (Ribe Stiftsbog 1992, 1992, 85).