Ejrnæs, Bodil
Lic.theol., lektor i Gammel Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, 1998-2009. Deltager i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, herunder medlem af revisionskomiteen.
»Igennem den store mængde af henvisninger til Det nye Testamente, som en lang række gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, formidles den kristologiske tolkning af de gammeltestamentlige tekster. 1931-oversættelsen viderefører altså det syn på teksterne, som igennem hele den danske bibels historie har været formidlet, men tidligere helt entydigt, at de er forjættelser om Kristus og indeholder forudsigelser om Jesu liv og virke helt ned i detaljerne. (...) Men med den – man kunne ligefrem kalde det – ophobning af henvisninger til Det nye Testamente, som mange af de gammeltestamentlige tekster er ledsaget af (se f.eks. til 1 Mos. 1,27 og 3,16), sker der det, at læseren så at sige bliver udstyret med ’nytestamentlige briller’, når de gammeltestamentlige tekster studeres. Det er den gammeltestamentlige tekst fastlåst i den nytestamentlige tolkning, læseren således præsenteres for. Via henvisningerne bliver læseren ført til et bestemt punkt i teksternes virknings- og tolkningshistorie, nemlig til de nytestamentlige forfatteres læsning og tolkning af dem – og ikke til teksterne selv. En gammeltestamentlig læsning bag om den nytestamentlige er ikke mulig. Dermed får teksterne ikke lov til frit og åbent at udfolde sig og møde den nutidige læser med det væld af muligheder, der ligger i dem, og med den åbenhed for nytolkning, som de besidder.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1986, 14-15).
»Et grundigt filologisk og eksegetisk arbejde med teksten i 1 Mos kap. 1 førte til, at vi anså oversættelsen ’og Guds storm (eller en forfærdelig storm) jog hen over vandene’ (v. 2) for en dækkende oversættelse af de hebraiske ord; læst i konteksten er det – mente vi – hvad ordene siger. Havde hensynet til teksten selv nu været det eneste, vi skulle tage, ville man i den nye oversættelse have fundet sætningen i denne eller en lignende formulering. Men der eksisterer i kirken en gammel tradition for at forstå stedet om Guds ånd eller Helligånden, der svæver over vandene. En sådan tolkning ligger bag alle danske bibeloversættelser, og sætningen har denne formulering op gennem den danske bibels historie. To hensyn støder altså her sammen, hensynet til, hvad teksten selv siger, og hensynet til en ældgammel, kirkelig tolkning af den. De kan ikke begge tilgodeses, et valg må træffes.« (Teol-Information, 7, 1993, 26).
»Den moderne bibelforskning har betydet en ny udfordring for arbejdet med bibeloversættelse – i al fald det, der sigter mod en autoriseret bibel; vilkårene for arbejdet er blevet ændret, bibeloversætteren er nu sat på en hård prøve: at skabe en oversættelse af Det gamle Testamente, som har hjemme i og føler sig vel til rette i begge rum. Det betyder en anerkendelse af begge rums eksistens – det indebærer med andre ord, at man på en gang tager det alvorligt, at bibelkritikken har tømt Det gamle Testamente for dets Kristusvidnesbyrd og gjort det til en skriftsamling, der hører hjemme i en ikke-kristen kontekst, hvad enten denne er israelitisk, jødisk eller hellenistisk – det er i denne sammenhæng aldeles underordnet – og samtidig tager det alvorligt, at Det gamle Testamente er del af den kristne kanon. Det har været udfordringen både for folkene bag 1931-oversættelsen og for os, der har arbejdet med 1992-oversættelsen, og det har – selv om vi måske først på et forholdsvist sent tidspunkt ville se det i øjnene – været et dilemma, som kunne synes uløseligt.« (Dansk Teologisk Tidsskrift, 57, 1994, 162).
»Men at Det gamle og Det ny Testamente fremtræder som en helhed skyldes først og fremmest, at et koordineringsarbejde har fundet sted med henblik på at skabe et ensartet vokabular, en ensartet stil og sprogtone, og med henblik på at samordne formuleringen af citater og allusioner, alt sammen under hensyntagen til konteksten i hvert af de to testamenter – med andre ord: et konkordansarbejde i videste forstand. Helheden understreges desuden af den fælles ordforklaring, hvor det i helt anden grad end hos forgængeren er hele bibelen, der er inden for synsfeltet. Det betyder, at det i langt højere grad bliver muligt for læseren at se, at der er en kontinuitet mellem Det gamle og Det ny Testamente. Og det er den afgørende forskel mellem 92-oversættelsen og dens forgænger. Mens 31/48-oversættelsen vanskeliggør eller ligefrem lægger hindringer i vejen for, at læseren kan etablere en sammenhæng, så giver 92-oversættelsen læseren denne mulighed.« (Dansk Teologisk Tidsskrift, 57, 1994, 174).
»Det, der viste sig som et problem, og som ingen vel rigtigt havde overskuet, var, at det i mange tilfælde ikke var et spørgsmål om formulering. Havde det blot været det, havde vanskelighederne ikke været så store, som de viste sig at blive. Men det var i mange tilfælde vanskeligt at tilstræbe en formulering af et gammeltestamentligt sted, der tilnærmede sig den nytestamentlige, når den tolkning af det gammeltestamentlige sted, der lå til grund for prøveoversættelsen, ikke var den samme som den, den nytestamentlige forfatter havde. I de tilfælde skulle der mere end en sproglig justering til.« (Skriftsynet igennem den danske bibels historie, 1995, 196).
»Retrospektivt ville den debat om den ’bibeltro’ holdning over for den ’videnskabelige’ holdning, der blev ført i offentligheden, ikke mindst foranlediget af formuleringen af disse steder [1 Mos 1,2; 3,15; Es 7,14; Hab 2,4; Dan 7,13], nok have vundet ved, om man havde gjort sig klart, at det dilemma, som oversætterne stod i, i virkeligheden var uløseligt. En oversættelse, der var videnskabeligt forsvarlig, sådan som det var krævet i det af Kirkeministeriet godkendte ’kommissorium’, lod sig i talrige tilfælde ikke forene med en oversættelse, der var dikteret af den traditionelle kirkelige tolkning, sådan som det var krævet af kritikerne.« (Skriftsynet igennem den danske bibels historie, 1995, 197).
»Med den sondring mellem videnskabelighed og kirkelighed i bibeloversættelsesarbejde, som optræder i kildematerialet, aftegner der sig en ny problemstilling: den videnskabeligt forsvarlige oversættelse er ikke uden videre den kirkeligt forsvarlige. Den videnskabeligt forsvarlige oversættelse vil bygge på de resultater, som det historisk-kritiske arbejde med bibelteksterne har ført med sig. Den kirkeligt forsvarlige oversættelse vil afspejle det syn på de gammeltestamentlige tekster, at de indeholder Kristusvidnesbyrd. Og det stiller den oversætter, der vil tilgodese begge hensyn, hensynet til teksterne selv og hensynet til den kirkelige tradition, i et uløseligt dilemma.« (Skriftsynet igennem den danske bibels historie, 1995, 240-241).
